Der er mange gode grunde til ikke at skrive en bog og kun én grund til at gøre det: At man ikke kan lade være. Sådan er det i mit univers, og sådan var det, da jeg for snart to år siden indså, at jeg måtte skrive den roman, jeg af al magt havde forsøgt at blive kvit – om et økonomisk seksmandskomplot mod statskassen i 1924, i art og omfang ikke før eller siden set. Nytårsklart erkendte jeg i de første mørke januardage 2007, at alle gode grunde til ikke at skrive om komplottet var gennemspillet og overspringshandlingernes tid forbi. Siden 2005 havde jeg været besjælet af det umulige projekt at dissekere de økonomiske svindlere og blotlægge bedragets anatomi. Opgaven var at bringe mig så tæt på svindlerne, at jeg kunne mærke, hvad der foregik i deres indre, mens de endnu var frie mænd, da de blev afsløret, sad i varetægt og blev dømt. Min eneste mulighed for at nå ind til deres hjerter, deres familieliv, koner og børn, min eneste chance for at nå frem til at kunne beskrive tragediens konsekvenser, var at hugge mig gennem et krat af uigennemskuelige forvaltningssystemer, strafferetslige regler og praksis og begribe en dobbelt, til tider tredobbelt, falsk bogføring, som i 20, måske 30, år havde været praktiseret med så stor præcision, at statsrevisionen ikke havde anet uråd. Romanens berettigelse i mit værksted er til stede, når jeg ikke kan se vej eller sti til belysning af noget for mig påtrængende på anden vis. Ofte ramler en roman lige lukt ind i en aktualitet, som ingen havde kunnet forudse. Det er ikke timing, det er bare fornemmelse, intuition. Man holder et vågent øje med sin tid og mærker efter, hvad det, man ser, gør ved én. Man prøver eventuelt journalistisk med en artikel, en kronik, med alvor og satire at slukke et ulmende bål for at udskyde eller forhindre den dag i at komme, hvor man ikke længere kan være i sit skind uden at skrive den historie, der i tankerne er opstået af alt og intet. Det er altid et konglomerat af indre og ydre tilskyndelse og påvirkning, der fører til, at man pludselig sidder malet op i et hjørne af den slags, man kun kan skrive sig ud af. Fortid eller nutid, statsligt eller privat, det er underordnet. Der er meget, der er uden betydning. Det, der betyder noget, er den eksistentielle kerne, som er tidløs, og som al litteratur, skåret ind til benet, bygger på. Spirer den kerne med livskraft i forfatteren, går han/hun gerne (eller nødtvungent) gennem alle krinkelkroge og tjørnekrat for at finde det sted, hvor den kan slå rod og vise, hvad den har i sit kim. I dag og til alle tider er dét, der interesserer: Menneskers ønsker og drømme, menneskers mangfoldige veje til målet, faldgruberne, fristelserne undervejs for at få anerkendelse, respekt, om muligt kærlighed. Og, i det enogtyvende århundredes første årti, er det mest iøjnefaldende af alt menneskets stræben efter lykke gennem penge, skønt der intet bevis i verden findes for, at den dybe lykkefølelse i et menneskeliv beror på penge, når den sultende er mæt, den frysende varm og tørsten slukket – derimod er overalt beviser for, at pengerigelighed kan forhindre den rene lykke i at komme til. Hvor har jeg set det før? Hvorfra kender jeg det og det igen? Det var finansmanden Klaus Riskær Pedersens sag, mens jeg endnu var i flugtfasen og et stykke af vejen i skrivningen – det er Stein Bagger og IT Factory nu, hvor jeg er ude på den anden side af moradset. Overalt findes der mellem den gamle bedragerisag og de nye sager lighed og næsten ordrette sammenfald om afsløringen, forbrydelsens karakter, opklaringen og privatlivet. Blandt andet om familien, som intet vidste. Om konen, som fik at vide, at der ikke var noget galt, når hun spurgte. Om forbrydernes liv som et helvede flere år før afsløringen. Om den nagende samvittighed, der sender staklen ud i nattelivet og ind i fremmede kvinders favn eller den til alle tider velkendte elskerinde, der forstår. Om skammen og skylden over, at man slet ikke skulle have været ind i den branche, men hellere ville have levet som en jævn bogholder, flyve med brevduer på Fælleden og spille taksatorspil på travbanen. Også viljen til at samarbejde med politimyndigheden for hurtigt at få sagen opklaret og ført til doms, så mareridtet kan høre op, er identisk fra fortid til nutid. (Jævnfør Ekstra Bladets interview med Stein Bagger i USA). I store træk intet nyt under solen. De seks svindlere fra 1924, som kaldte sig ’Sekstetten’, var kendte skikkelser i gadelivet og respekteret som venlige, høflige og diskrete embedsmænd i ledende stillinger ved kasserne i statens pantelånervirksomhed, Det kongelige Assistenshus på Gammel Strand, der dagligt ekspederede 6-700 borgere. Hver fjerde københavner lånte penge mod pant i Nybrogade 2 frem til slutningen af 1960’erne og følte sig næsten i familie med huset, det smukke palæ ved Slotskanalen. Kælenavnet var Onkel her som i udlandet. Bedriften, hvis virke byggede på socialfilantropi, bestod i udlån, indlån, fornyelse og salg og var fra begyndelsen, 1688, forløber for vor tids bankvæsen fraregnet salg ved månedlige auktioner af ikke indløste panter. På restauranter, i forlystelseslivet og på natbeværtninger var de to anførere for komplottet, auktionarius/kasseassistent Bayer og overassistent Schønning (fiktive navne), højagtede som hyppige gæster, der gerne spenderede til hele bordet. I Assistenshusets specielle miljø og kringlede forretningsgang var værdier et relativt begreb og penge en fiktion, indtil de lå i hånden. Mulighederne for tyveri og bedrag var mangfoldige. Hørte man, qua begavelse, færdigheder og held, til de betroede ved kasserne, kunne man agere mere sofistikeret med et fingeret lånesystem, som ingen kunne gennemskue. Det havde en afdød kasserer gjort i årevis, og for at dække over ham efter hans død i 1910 satte de to, der havde lånt penge af ham, svindlen i system, og Sekstetten var dannet. I princippet kunne de med falske lån mangedoble deres udkomme, men flere år før afsløringen blev de klar over, at systemet var en svikmølle, at de havde gravet deres egen grav, og at den blev dybere for hver dag, der gik. I rædsel og panik over dagligt at måtte begå nye forbrydelser for at dække renten på de fingerede lån og undgå afsløring, tegnede de livsforsikringer, som skulle kunne dække gælden. Men de havde glemt at tage højde for renters rente (2 pct. mdl.), og gælden voksede dem og policers pålydende over hovedet. De begavede mænd havde skudt sig selv i foden, til sidst måtte de dagligt ’låne’ et beløb på størrelse med en årsløn af den ene kasse for at lægge det i den anden med et omfattende bogføringsarbejde til følge. Frisk fra Finansministeriet trådte den mand ind, som kunne redde dem ved at fælde dem, da det så sortest ud, og gensidig sympati opstod. Da var de næsten holdt op med at være mennesker. Deres eneste chance for at blive det igen var afsløring, fremstilling og dom. Min vej ind i moradset gik over en arv i form af et par hundrede avisudklip i to gamle, sorte regnskabsprotokoller. »Det’ ikke Assistenshussagen«, sagde jeg alarmeret til min tante, da hun kom med dem, »du ved godt, jeg ikke skriver om min egen familie!«. »Absolut ingen bagtanker«, bedyrede hun, som er min farfars svigerdatter. »Økonomi og forvaltning interesserer ikke mig et klap, og hvem kan gennemskue svindelnummeret?«. »Din farfar kunne«, svarede hun lakonisk. Ret snart kunne jeg ikke nære mig for at læse på sagen og tænkte: Rabalderlitteratur, det er ikke mig, og jeg orker ikke at være tvunget til at hente 90 procent af det, jeg skal bruge, med hjælp fra den hjernehalvdel, jeg er svagest i, for at skaffe mig rum til udfoldelse. Mød dem i cellerne en efter en, når hele sagen er gennemspillet og dommene faldet, fristede jeg længe mig selv. Gå ind og realiser den evige drøm om en lille og smal bog med kun en person, der ikke sker noget med. Mærk og fortæl, hvordan de langsomt rejser sig og bliver mennesker igen. Nej, nej, nej, i cellerne har de glemt og fortrængt, nået dertil har de fundet det leje i sindet, de kan overleve på. Der er kun én vej: over gærdet, hvor det er højest, skridt for skridt at gå med dem gennem alle faser og føle, hvad de føler. Det er litteratur. Alt andet ville blive fortænkt konstruktion. Alle gode historier vibrerer mellem godt og ondt, rigtigt og forkert – det er i spændingsfeltet mellem fortryllelsen og forbandelsen, man kommer sandheden nærmest. Jeg blev fristet over evne til at få indblik i den. Udmattede, dog ikke uden kamp, overgav komplotmandskabet sig til deres nye forvalter Klaksmølle (fiktivt navn) fra ministeriet og besluttede med fem stemmer mod én at overlade ham deres hemmelige regnskab, sagens eneste mulighed for opklaring. Han beregnede, at halvdelen af det besvegne beløb på en lille million (50 mio. i nutidspenge) ikke havde forladt Assistenshusets kasser, og rapporterede det hele på 76 folieark med tal, tilføjet kommentarer med et væld af formildende omstændigheder, til Finansministeriet, som sendte det hele videre til Justitsministeriet. Forbrydere var de. Dømmes skulle de. Harmdirrende menneskemængder trængtes omkring Assistenshuset og på Domhuspladsen, da sagen blev kendt, truede med knytnæver og krævede bål og brand over pakket, da mændene blev hentet i deres hjem, en enkelt på værtshus, og bragt til afhøring. Blodtørsten syntes uudslukkelig. En efter en kollapsede svindlerne under den første aftens afhøring, ved grundlovsforhøret næste dag var Sekstetten reduceret til en duo, fire lå på sygeleje, to med livstruende lidelser. Under den offentlige fremstilling, da anklageskriftet var udarbejdet, var flere af de tiltalte ude af stand til at gøre rede for svindelsystemet på en måde, så dommeren eller nogen andre kunne forstå det. Efter tur brød de sammen over byrettens vidneskranke og undskyldte, at det var kommet til at løbe rundt for dem, som de sagde. Tre en halv måneds lynchstemning blev vendt til medynk. Aviserne fordømte den offentlige fremstilling, kaldte den hjerteskærende primitiv som forrige tiders gabestok. Der blev snøftet og hulket på tilhørerrækkerne. Bøjede hoveder, bortvendte ansigter skjult i lommetørklæder. Seks familiers liv lå i ruin. På et sirligt skrevet kort med personlig signatur af hver enkelt takkede de dømte bagefter Klaksmølle for, at han havde »udfriet dem af lænkerne«. Af Kongen fik han Ridderkorset for sin dåd, af de fem overlevende fra komplottet roser og en krystalvase. Det er notorisk, at ordenen ikke gjorde varigt indtryk. Krystalvasen derimod passes der på i familien endnu i dag. Da jeg havde skrevet halvdelen af bogen, havde jeg stadig kun forstået den kreative bogføring i hovedtrækkene. Behøver man vide, hvordan en kage er bagt, hvis den bliver serveret i en roman? Skal man vide, hvordan et måltid er fremstillet, kan man ikke bare sætte det på bordet og se den anden vej? Nej, det behøver man ikke. Jo, det kan man godt. Men, men, dette her er noget andet. Svigerinde med 29 års erfaring som statsautoriseret revisor blev hidkaldt, vi drøftede over flere møder og mange timer, tåben kunne spørge om mere, end den vise kunne svare på. I dag ved jeg noget og tror nok, jeg kender en lille maggiterning til forståelse af den internationale finanskrise. Underbevidstheden er et dårligt gemmested for det, man vil af med, den bygger på og føjer til, skaber levende mennesker med ansigter og personlighedstræk af dødt materiale og kan ikke tie stille, underbevidstheden er et kogekar, en smeltedigel, den gør, som den vil, og fortæller os, hvad vi skal. Temaer popper op igen og igen og insisterer på at blive taget alvorligt, altid villige til nye vinkler, et andet regi, men med samme grobund for kernen. I dag kan jeg være glad for, at jeg så lyset i de mørke januardage, lukkede mig inde med forbryderne i 18 måneder og fik styret min lyst med hensyn til at få blotlagt bedragets anatomi. Den vej, jeg gik gennem 200 udklip og meterhøje stakke af historiske arkivalier på Rigsarkivet, forekommer mig lige pludselig tyst og stjernebestrøet sammenlignet med det trafikale kaos, nutidens finansielle jungle ville have ledt mig ud i, hvis jeg ikke havde kunnet holde fingrene væk fra IT Factory. Det kan jeg godt. Jeg har været der.