»Hvad med kulturen?« er et spørgsmål, der til stadighed er blevet stillet, siden Poul Henningsen rejste det på forsiden af sit kontroversielle skrift fra 1933. Men i dag burde man i samme åndedrag spørge: »Hvad med kritikken?«. For hvordan står det til med kritikken af kulturen og i endnu højere grad af kunsten? Hvad er kritikken for en størrelse i dag, og hvad skal vi med den? Gennem de sidste 5-10 år har man kunnet opleve en voldsom nedprioritering af kritikken i hele mediebilledet. I de elektroniske medier er den blevet gemt væk på hemmelige kanaler, og i aviserne bliver der skåret hårdere og hårdere ned på anmeldelserne af musik, litteratur, bildende kunst, dans og især teater. Men samtidig er der blevet mere og mere af den kunst, der har brug for en kritik. Mængden af kunstneriske produkter og begivenheder er steget eksplosivt i de senere år. Der bliver udgivet flere og flere cd'er og bøger, der er premiere på flere og flere film, teaterforestillinger, udstillinger og så videre - men har kunstnerne egentlig mere at sige? Det er det, vi har kritikerne til at vurdere, og kritikerens rolle bliver stadig vigtigere i det, man kunne fristes til at kalde den ukritiske tidsalder. Ukritisk fordi vi i dag mere og mere ser, at alle kan være kritikere. I ethvert chatroom eller community, i enhver blog eller newsgroup på nettet udfolder folket sig selv som kritikere af hvad som helst. Og denne folkets røst giver - måske uforvarende - opbakning til de kræfter, der siden 2002 har sat jagten ind på smagsdommerne i Danmark. I demokratiets hellige navn er alle lige, alle er lige vigtige, og ingen er mere egnet som kritiker end andre. Men betyder den tendens, at vi faktisk er på vej til at udrydde kritikken? Man siger, at internettet er den ultimative demokratisering - men i denne forbindelse er det i virkeligheden den ultimative analfabetisering. For når alle kan komme til orde, mister kritikken sin værdi. I denne ukritiske tidsalder er det derfor først og fremmest vigtigt, at vi prøver at genføde kritikken, genføde det kritiske gen, så vi kan få nogen, der guider os - nogle smagsdommere. Det indebærer en respekt for, at nogle er bedre kritikere end andre, ligesom nogle er større kunstnere end andre. Og vi har brug for de kyndige kritikere til at vise os rundt i den eksisterende mangfoldighed af kunst og kultur. En positiv mangfoldighed, som er nødvendig for at skabe dynamik i et kreativt samfund og opblomstring i oplevelsesøkonomien. Netop oplevelsesøkonomi er blevet et centralt begreb, når det på højere plan diskuteres, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Ifølge Forskningsstyrelsen er underholdning og kultur USA's største eksportområde i dag, og i Storbritannien har området haft en årlig vækst på 10 procent i perioden 1997-2000. Det har givet stof til eftertanke herhjemme, så nu vil Danmark også gerne være en vigtig spiller i oplevelsesøkonomien. Derfor er man begyndt at satse utrolig meget på forskning i, hvordan vi får oplevelser, kultur og forretningssans til at spille bedre sammen for at sikre en ny dansk vækst. Det udmønter sig bl.a. i, at man satser på grundforskning i den danske kulturarv og dens potentiale, når det gælder formidling af oplevelser. Samtidig satser man på uddannelse inden for kulturel management og projektledelse, eventmanagement og -marketing, og man efterlyser en udvikling af universitetsuddannelserne, så de kan blive målrettet mod kultur- og oplevelsesøkonomien. Både i medierne og ved konferencer og seminarer er marketing-guruer i vælten som aldrig før, og der bliver postet millioner af kroner i kulturelle markedsanalyser og forbrugersegmentering. Resultatkontrakter er tidens løsen, og som et andet nyt tiltag sigter man mod en professionalisering af det kulturelle ledelses- og bestyrelsesarbejde. Men hvad skal alle disse foranstaltninger nytte, hvis ikke der er nogen til at spotte det nye talent? Det talent, der er alfa og omega for at skabe oplevelserne, det talent, der rummer fremtidens kulturarv, det talent, som udgør selve kernen i den oplevelsesøkonomi, vi skal leve af i en ny tidsalder. Ønsket om at få det kreative Danmark til at blomstre har som forudsætning, at vi ligger inde med en lige så kreativ superliga af kritikere og smagsdommere, der kan give nogle kvalificerede bud på, hvorfra vi får en ny Mads Mikkelsen, en ny Per Kirkeby, en ny Lars von Trier. Den kreative og uforudsigelige kunstner med noget banebrydende på hjerte gør sjældent sin entre med et kommercielt brag. Disse kunstnere skal opdages og nurses for at blive levedygtige, og derfor er der nødt til at være nogle kritikere, der kan pege på dem og være med til at fremelske dem. Og at kunne løfte den opgave kræver en vis faglig ekspertise på linje med en talentspejder i fodbold - ellers bliver den spirende talentmasse ikke opdaget. Så uden kritikerne risikerer vi, at det går hen og bliver meget småt med de oplevelser, der dog skal være til stede for overhovedet at kunne tale om en oplevelsesøkonomi. Med nedprioriteringen af kritikken i hele mediebilledet er den kritik, som vi trods alt har tilbage, blevet tilsvarende populariseret. Pludselig må anmeldelserne endelig ikke være for lange og teksttunge. Man vil hellere uddele stjerner, hjerter, bowlerhatte eller håndtegn, for så er man fri for at skrive så meget. Det er, som om ordet er ved at blive erstattet af oneliners, punchlines og stjerner i stedet for sammenhængende argumentation og kritik. Det bemærkelsesværdige er, at kritikken dermed begynder at opføre sig kommercielt og markedsføringsmæssigt, og det er ikke kritikernes opgave - det er markedsføringsbureauernes og PR-folkenes opgave. Anmelderen er ved at forvandle sig til en ren consumerguide, og det kan vi ikke være tjent med. Derfor må vi alle sammen hjælpe kritikken, vi må sammen med kritikerne råbe vagt i gevær og sige: »Det går ikke!«. Men hvad er det så, der er en kritikers fornemste opgaver? En kritiker skal kunne skrive lige så godt som en dramatiker. En kritiker skal kunne formidle lige så godt som en lærer foran en uartig klasse. Og en kritiker skal være en visionær filosof. Det er alt sammen meget krævende fordringer, og derfor har kritikeren brug for en faglig ballast. En ballast, som det kræver uddannelse og erfaring at opbygge, og derfor skal vi til at dyrke og fremelske den dygtige kritiker igen. Og vi skal have genskabt en bestand af kritikere, der har en synlighed i befolkningen gennem deres personlighed, og på det punkt må vi også stille krav til kritikerne selv. De må selv begynde at træde i karakter ved at blive mere synlige, skarpe og vedkommende i deres anmeldelser og kommentarer - ikke bare for at være det, men fordi de har den faglige styrke og den professionelle fundering til at kunne gøre det. Vi skal have kritikken tilbage på forsiderne. Den bør ikke bare være placeret som en sidebemærkning på kultursiderne, den skal frem i første række og være en primus motor for de store overskrifter på spisesedlerne og i dagens tv- og radionyheder. Nutidens kritikere er blevet en truet race. En kritiker i dag minder mest af alt om en pandabjørn, der er i fare for at blive udryddet - vi burde ganske enkelt frede dem og putte dem i reservater, så vi er sikre på, at racen ikke dør ud! Når det så er sagt, er der stadig flere grunde til, at kritikerne i det hele taget er så vigtige. For det første er det fantastisk vigtigt for medierne selv at have disse skarpe penne, der kan profilere medierne indefra. Det burde være en indlysende del af kampen for overlevelse i en tid, hvor det samlede mediebillede er præget af nedadgående oplagstal og svingende seertal. For det andet er det vigtigt for kunstnerne selv at blive diskuteret og vurderet på et fagligt højt niveau - at få med- og modspil fra kvalificeret side. Og endelig er det ekstremt vigtigt for det publikum, der skal forbruge kunsten og kulturen, at have kritikken til at give inspiration og engagement. For selv i dag med millionstore markedsføringsbudgetter er det, der sælger mest, stadig en seksstjernet anmeldelse. Og det modsatte er jo også tilfældet! Derfor har vi i vores ukritiske tidsalder brug for kritikernes uvildige bedømmelse - uvildig i forhold til markedskræfterne. Og det er på tide, at medierne selv begynder at forstå nødvendigheden af den betydning og tager den alvorligt. Uden den uafhængige og vedkommende kritik dør vi i forudsigelighedens ulidelige lethed. Men det kræver mod at turde satse på den - mod fra mediernes side, men også fra såvel kritikerne som kunst- og kulturbranchen selv. Godt nok findes der vel ikke en eneste kunstner, der ikke ved dårlig kritik har ønsket, at kritikerne blev lukket ud af reservaterne og sendt langt væk på en tømmerflåde. Bare de ikke var der! Men med det liv, den mangfoldighed, der nærmer sig i kraft af den digitale revolution, hvor vi selv kan bestemme, hvornår vi vil have hvad, har vi kun endnu mere brug for kritikerne til at gå foran og fortælle os, hvor de magiske øjeblikke, de skelsættende oplevelser og de nye talenter befinder sig i junglen. Og så skal kritikerne ikke sidde langt borte på en tømmerflåde - det har hverken medierne, kunstnerne eller publikum interesse i. Når det hele ikke skal ende i markedsføring, er det, fordi der gerne skulle blive ved med overhovedet at være et marked. Det hele er en fødekæde, hvor alle organismer skal overleve, hvis markedet skal bestå. Og den fødekæde bliver brudt, hvis kritikken forsvinder. I et velfungerende demokrati er der ikke balance, hvis vi ikke har en kritik og en satire, der kan causere over kunsten og kulturen og de til tider horrible udmeldinger, som et samfund må stå model til fra politisk højde. Kritikerens pen er mægtigere end sværdet - og det billede skal vi passe meget på at bevare, så det ikke går hen og bliver omvendt. Pennen kan ændre en dagsorden, ændre en politikers eller et helt lands dagsorden på et øjeblik; pennen kan ændre succes til fiasko. Så for at få og udvikle et kreativt samfund er det vigtigt, at markedsføringen ikke får overtaget over kritikken. Ellers får vi simpelthen ikke alle de nye bøger, den nye musik, det nye design, det nye teater, hvis ikke der er en kyndig kritikerstand, der kan vurdere det hele, bære det frem over for folket. Derfor fortjener kritikerne al den opbakning, de kan få, og hvorfor ikke indføre offentlig støtte til kritikerne? Hvis de skal kunne opfylde kravene om både at være drevne retorikere, dygtige pædagoger og fremsynede tænkere og så samtidig have fagligheden i orden, er vi nødt til at bruge ressourcer på at uddanne dem. Som det ser ud nu, bliver der undervist sporadisk i disciplinen kritik på de kunstæstetiske studier og på diverse overbygninger inden for kulturformidling på andre højere uddannelser. Men vi skal have kritikken væk fra universiteterne og ind på journalisthøjskolen som et selvstændigt forløb - eller endnu bedre skal vi have kritikken ud dér, hvor kunsten er; på teaterskolerne og dramatikeruddannelsen, på kunstakademierne og på forfatterskolen. Der burde man oprette en særlig studieretning, så vi ad den vej kan sikre os en fagligt velfunderet kritikerstand i fremtiden. Og nu vi er ved det, så burde man samtidig oprette en særlig kulturjournalistuddannelse, så vi også om fem år har nogle journalister, der kan stave til kultur. Og så vi ikke også om fem år til stadighed må spørge: Hvad med kritikken?