»Den fødte forbryder kan kendes på sit lille kranium med ringe plads til hjerne, den lave vigende pande, det fremspringende ansigt, kraftige kæber og store kindben. Der er misdannelser ved ører, øjne, læber, tænder og gane. Håret er tottet og krøllet. Tit er der overtallige fingre eller brystvorter. Personen stammer og er kejthåndet«. Med denne karakteristik kan ingen være i tvivl om, hvordan man kan kende en kriminel, og hvis det var så nemt, ville der nok ikke være de helt store problemer med at finde frem til lovovertrædere. Men således har man tidligere tænkt om kriminelle, da man gik ud fra de nu forladte teorier om degenerationstegn, der karakteriserede den fødte forbryder. Karakteristikken er givet af den italienske psykiater Cesare Lombroso (1835-1909), der grundlagde den kriminologiske videnskab, der beskæftiger sig med de kriminalitetsfaktorer, der kan henføres til lovovertræderens person. Videnskabsgrenen kaldes kriminalbiologien, der beskæftiger sig med den del af kriminaliteten, der har at gøre med de arvelige faktorer eller defekter hos kriminelle. I det modernesamfund beskæftiger vi os ikke så meget med, om kriminalitet begås af fødte kriminelle eller ej. Der er selvfølgelig nogle medfødte træk og sygdomme, der kan føre til lovovertrædelser, fordi de pågældende lettere lader sig påvirke af bestemte miljøfaktorer. Men der er intet, der tyder på, at der findes fødte forbrydere. En lang række undersøgelser viser, at det næppe er hverken degeneration eller medfødte skavanker, der fører til kriminalitet, men at det er både langt mere kompliceret og måske samtidig ganske enkelt. Konklusionen er, at nogle børn i løbet af deres opvækst vokser ind i kriminalitet, fordi de reagerer på et kompliceret netværk af påvirkninger. Selv om det heller ikke er hele sandheden, er der derfor mere grund til at sige, at kriminalitet læres under opvæksten. Hvad det er, der læres, og hvorfor det sker, kan ses af mange undersøgelser, hvoraf et par kort skal nævnes her. Den første er en tysk undersøgelse, der beskæftiger sig med vold og politiske holdninger, og som viser, at begge dele først og fremmest grundlægges i hjemmet. Undersøgelsen omfatter 1.045 udvalgte unge mellem 14 og 24 år. Den kaster lys over unges opfattelse af vold og deres modtagelighed over for højreekstremistiske tendenser præget af fremmedhad, vold og nazisme. Cirka ti procent af de unge i alle aldersgrupper havde tilsluttet sig et højreekstremistisk livs- og menneskesyn præget af slagord som 'Ud med udlændinge' eller 'Tyskland for tyskere'. Der var flest unge mænd, der havde disse holdninger. Kun en fjerdedel af de unge kvinder gik ind for disse synspunkter. Hvis man ser på oprindelsen til disse negative holdninger, er der ikke tvivl om, hvorfra de stammer: Der kunne således konstateres en entydig sammenhæng mellem en autoritær opdragelse og den højreekstremistiske holdning hos de unge. Flertallet af dem, der betegnede sig som højreradikale, fortalte, at de var blevet strengt opdraget i hjemmet. Korporlig afstraffelse foretaget af faderen havde således været daglig kost. Korporlig afstraffelse ser derfor ud til at medføre nogle tilpasningsproblemer hos drengene, således at de senere reagerer negativt, selvhævdende eller voldeligt over for andre. Hvis de nærmere årsager til disse tilpasningsproblemer skal klarlægges, er der grund til at se på de undersøgelsesresultater, der siger noget om årsager til tilpasningsproblemer. Da kriminalitet hos både børn, unge og voksne er et af de klare tilpasningsproblemer, ses der i det følgende på resultaterne af en omfattende amerikansk undersøgelse, der havde som formål at forebygge kriminalitet hos en gruppe drenge i Boston. Det drejer sig om et omfattende ungdomsprojekt ('Origins of Crime', New Jersey, William og Joan McCord), som blev påbegyndt i 1937 af den amerikanske læge og socialfilosof Richard Clarke Cabot, som kun kom til at bruge tanker og ideer på projektet, fordi han døde allerede i 1939. Han havde den opfattelse, at kriminalitet kunne afværges tidligt i opvæksten, hvis det dårligt tilpassede barn fik mulighed for nær kontakt med en venlig og forstående anden person. Hans nøgleord for det kriminalitetsforebyggende projekt var venskab, eksemplets betydning og forståelse, der efter hans opfattelse dannede baggrund for børns og unges senere sociale adfærd. Selv om undersøgelsen er af ældre dato, er den så grundigt tilrettelagt og gennemført, at dens resultater kan lægges til grund for nutidige erfaringer og overvejelser, samtidig med at dens resultater støttes af mange senere, mindre undersøgelser. Undersøgelsen blev tilrettelagt på følgende måde: Fra myndighederne (politi, skoler, kirker og socialforvaltninger) fik han henvist et stort antal kriminalitetstruede 11-årige drenge, som blev matchet med en gruppe drenge i samme alder, der ikke var kriminalitetstruede. Der blev fundet frem til par, der mest muligt svarede til hinanden med hensyn til fysisk helbred, begavelse, følelsesmæssig tilpasning, hjemlig baggrund og naboforhold. Drengene blev tilfældigt fordelt til enten en behandlingsgruppe eller en kontrolgruppe. I alt indgik 650 drenge i projektet, heraf halvdelen i behandlingsgruppen og den anden halvdel i kontrolgruppen. Kontrolgruppen modtog derefter i de kommende år kun den almindelige støtte, som kommunen gav alle børn i forvejen, mens behandlingsgruppen mindst to gange om måneden havde besøg af en rådgiver, der mødte op for at arbejde med og støtte drengene og deres familie. Programmet omfattede også hjemmeundervisning, medicinsk og psykiatrisk støtte, tandlægebehandling, deltagelse i sommerlejre og spejderarbejde, ungdomsaktiviteter og information om andre projekter i lokalsamfundet. Religionsundervisning spillede en stor rolle, bl.a. blev drengene og deres familier opfordret til kirkegang og kontakt med præster. I nogle tilfælde blev der knyttet en meget tæt kontakt med rådgiver og barn, men dette fandt kun sted i få tilfælde. Programmet havde en varighed af fem år. I 1955, da projektet havde været afsluttet i 10 år, og det var 16 år siden det begyndte, foretog psykologparret William og Joan McCord en efterundersøgelse, der søgte at besvare spørgsmålet, om færre eller flere tidligere medlemmer af behandlingsgruppen havde begået kriminalitet sammenlignet med kontrolgruppen. Havde de behandlede drenge begået andre typer af kriminalitet? Havde de begået mindre alvorlige typer af kriminalitet end kontrolgruppen? Havde de modtaget færre domme og afsoninger i fængsler? Spørgsmålene blev besvaret ved hjælp af retsudskrifter, psykiatriske journaler, journaler fra behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrug, telefonregistre, journaler blev gennemgået, og mændene besvarede et spørgeskema. I alt blev der fundet frem til 253 mænd fra både behandlingsgruppen og kontrolgruppen. Resultatet var, at der ikke var stor forskel på kriminaliteten i de forløbne år hos mændene i behandlingsgruppen og kontrolgruppen. Cirka 40 procent i begge grupper fremviste officielt kriminel adfærd i de følgende år. Når der var forskelle, kunne der konstateres en negativ virkning af behandlingsprogrammet. Det samme gjaldt for andre tilpasningsproblemer, f.eks. havde 7 procent i kontrolgruppen et alkoholproblem mod 17 procent i behandlingsgruppen; lige mange mænd i hver gruppe var døde, men mændene i behandlingsgruppen var døde i en tidligere alder, og sygdomme som mavesår, forhøjet blodtryk og astma var mere udbredt i kontrolgruppen. Flere andre forskelle kunne konstateres - alle pegende i samme retning. McCord-parret mener i deres efterundersøgelse, at årsagen til den manglende effekt af indsatsen for behandlingsgruppen kan skyldes, at mændene fik urealistisk høje forventninger til sig selv. Andre har været inde på andre forklaringer: at medlemmerne af behandlingsgruppen har følt sig stemplet som drenge, der ikke kunne klare sig selv, og som derfor mistede selvtilliden og i stedet fik en klientidentitet, som passiviserede dem - med en tendens til at springe over den laveste del af gærdet. Vurderet som kriminalitetsforebyggende projekt må ungdomsprojektet derfor betragtes som nedslående, men tilbage bliver, at det giver meget præcise anvisninger på, hvilke forhold i barndommen det er, der har afgørende betydning for børns og unges udvikling mod social eller ikkesocial adfærd. Projektet har kunnet aflive en række opfattelser om negative omverdensfaktorer, som vi i almindelighed betragter som almengyldige som årsager til tilpasningsvanskeligheder, in casu kriminalitet. Det har således været muligt at afvise den direkte sammenhæng mellem kriminalitet og bopæl og opvækst i et slumområde; det er ikke 'nok', at børn er opvokset i et 'dårligt' miljø - der skal andre faktorer til, før der er tendens til kriminalitetsudvikling. Der er heller ikke fundet direkte sammenhæng mellem kriminalitet og bestemte opdragelsesmetoder, med undtagelse af, at børn afvises af deres forældre eller har afvigende forældre som rollemodeller. Der er heller ikke fundet belæg for, at afstraffende, hård disciplin under opvæksten forebygger kriminalitet, og at passive fædre skulle give anledning til, at sønnerne kommer ud i kriminalitet for at hævde deres maskulinitet. Endelig har det været muligt at afvise, at skilsmisser i sig selv skulle have større tendens til, at børnene blev kriminelle; også her skulle der flere andre faktorer til for at udløse kriminalitet. Nedsat intelligens og helbredsproblemer havde heller ikke betydning isoleret betragtet. Der var dog én opmuntrende kendsgerning: De 12 drenge i behandlingsgruppen, der modtog mest vedvarende opmærksomhed, fremviste mindre kriminalitet end de 12 drenge i kontrolgruppen, som havde samme opvækstforhold, men som kun fik kommunens almindelige støtte. Men hvad har så betydning? Det har de forhold i hjemmet, som vi almindeligvis betragter som elementære og nødvendige for børns udvikling og trivsel, især 'ånden' eller atmosfæren i hjemmet: Intakte familier med et godt sammenhold, med faderen som positiv rollemodel og moderens kærlighed, også selv om den kompliceres af en overbeskyttende holdning, angst eller neuroser, har betydelig mindre tendens til at udvikle kriminalitet hos drengene. Tilsvarende viste undersøgelsen, at 1) moderens og/eller faderens manglende kærlighed eller 2) faderens funktion som negativ rollemodel, førte til høje kriminalitetsrater. Desuden spiller 3) den konsistens, med hvilken værdier præsenteres for børn, en stor rolle. Undersøgelsen viste således for det første, at et følelsesmæssigt bånd mellem forældre og barn er en nødvendighed for børns socialisering. Hvis børn afvises af forældrene, vil de sædvanligvis udvikle sig til at blive oprørske, aggressive og usikre, hvilket ofte er den direkte vej ind i kriminalitet. Hvis forældrene ikke elsker barnet, vil motivet til udvikling imod social adfærd mangle, fordi barnet ikke får belønning for at udvikle en adfærd, der tilpasser sig de samfundsmæssige normer, der gælder. Hvis børn ikke blot afvises af forældrene, men bliver udsat for grov forsømmelse og grusomhed, bliver de frustrerede med forhøjet aggressivitet og kriminalitet som resultat. For det andet viser undersøgelsen, at forældrenes modeladfærd bestemmer indholdet af børns samvittighed. Det større samfunds værdier filtreres gennem barnets forældre, og når barnet ser sine forældres handlinger som efterlignelsesværdige, vil der være en tendens til, at det handler på samme måde som dem. Det amerikanske projekt viser, at hvis drengens far afstraffer sin søn strengt, bliver sønnen mere aggressiv, og hvis faderen forkaster samfundets værdinormer, vil sønnen ende med at ringeagte disse værdinormer. For det tredje ser det ud til at betyde meget, at værdier præsenteres for børn med en vis vedholdenhed af de voksne. Eller med andre ord: at disciplinen er konsistent. Hvis dette sker, vil den blive en del af barnets samvittighed, som derefter 'styrer' det - på godt eller ondt, afhængigt af, hvilke værdier der er blevet indarbejdet (internaliseret) i samvittigheden. Inkonsistent disciplin og inkonsistente modeller giver som resultat en lav grad af internalisering, f.eks. hos børn, der udsættes for stadige skænderier i hjemmet - måske koblet sammen med fysisk afstraffelse. Derved modarbejdes den stadige og gradvise opbygning af en samvittighed. Forældrenes kærlighed og støtte er altså det centrale i kriminalitetsforebyggende og andet udviklingsstøttende arbejde, men eksemplet med de 12 tidligere omtalte drenge viser, at også personer uden for familien kan overtage denne rolle. Det centrale er, at et bånd knyttes mellem et barn og en voksen, og at barnet på dette grundlag får mulighed for at opbygge en bæredygtig identitet ('Om dansk, europæisk og global identitet', Ole Varming). Børn er produkter af de værdier, de møder under deres opvækst - på godt og ondt. Så enkelt og så kompliceret er det! Et barn har brug for mindst én voksen - og det behøver ikke nødvendigvis at være en af forældrene - der sætter dette barn højere end noget andet barn i hele verden. Dette kan ikke formuleres bedre, end det gøres i det følgende citat af den schweiziske psykolog Alice Miller: »Børn, som man respekterer, lærer respekt. Børn, som man er hjælpsom mod, lærer hjælpsomhed, lærer at tjene den svagere. Børn, som man elsker sådan, som de er, lærer også tolerance. På det grundlag opstår deres egne idealer, som slet ikke kan være andet end menneskevenlige, fordi de udspringer af oplevelsen af kærlighed«. Det fremgår klart af denne undersøgelses resultater, at det er kriminalitetsforebyggende at have et godt netværk. Derfor er det også hjemmets, daginstitutionens og skolens opgave - foruden så mange andre opgaver - at hjælpe børn med at opbygge et bæredygtigt netværk.