0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Efter tuneserloven

Retspolitikken styres af Dansk Folkeparti, viljesløst bakket op af regeringen og – beklageligvis – alt for ofte af ’oppositionen’

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER


Selv om det ikke rejser de samme principielle problemer som tuneserloven (forholdet til Grundloven og magtens tredeling), er det i én henseende mere vidtgående og på mange måder i direkte forlængelse:

Det berører langt flere mennesker, formentlig tusindvis; det tager alene sigte på at ramme udlændinge med lovligt ophold i Danmark; det er i forvejen aftalt med Dansk Folkeparti og dermed i realiteten unddraget almindelig behandling af Folketinget; og det er efter sin hensigt i strid med internationale konventioner, afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og proportionalitetsprincippet i dansk lovgivning.

Det ender derfor sandsynligvis med at være indholdsløs symbollovgivning, men til stort besvær for domstolene.

Hovedsigtet med forslaget er, »at domstolene i flere sager end hidtil skal tage stilling til, om begået kriminalitet skal medføre udvisning«. Det søges opnået ved konsekvent nedsættelse af strafkriterierne samt ved at udvide området for udvisning uanset længden af den idømte frihedsstraf og uanset varigheden af den pågældendes lovlige ophold i Danmark.

Desuden indeholder forslaget en skærpelse af følgevirkningerne af udvisning ved en konsekvent forlængelse af det til udvisningen knyttede indrejseforbud.

I gældende lov er proportionalitetsprincippet allerede delvis indbygget, således at der skal mere til for at udvise, jo længere den pågældende har haft lovligt ophold her i landet. For eksempel vil en udlænding efter 25 års lovligt ophold kunne udvises, hvis han har en gammel dom på tre måneders fængsel og nu idømmes to års fængsel, mens en udlænding med otte års lovligt ophold blot skal idømmes ét års fængsel i den nye sag for at kunne udvises.

I disse og en lang række tilsvarende sager halveres strafkriteriet til en års fængsel henholdsvis seks måneders fængsel.

I begge tilfælde forlænges indrejseforbudet fra ti til 12 år (hvis der ikke efter sagens karakter er grundlag for udvisning for bestandig, som jo vanskeligt kan forlænges). I mindre sager forlænges indrejseforbuddet fra fem til seks år.

Ved en række stramninger gennem de senere år er strafkriteriet nedsat eller helt fjernet for specifikke lovovertrædelser. Det gælder f.eks. de såkaldt ’almindelige berigelsesforbrydelser’ (tyveri, hæleri, åger mv.), hvis de er af særlig grov karakter.

Ikke desto mindre må de nedsatte strafkriterier formodes at øge antallet af udvisningsbegæringer meget kraftigt. Disse lovovertrædelser udgør en meget stor del af det samlede antal straffesager, de har alle en strafferamme på halvandet års fængsel, og med nedsættelserne af strafkriteriet for udvisning i netop dette interval, må det forventes at bringe et stort antal sager ind under de nye kriterier.

Endvidere indebærer forslaget, at de simpleste voldsforbrydelser (Straffelovens § 244), som udgør langt størsteparten af voldssagerne og oftest afgøres med kortvarige fængselsstraffe, nu kan give anledning til udvisning uanset straffens længde og varigheden af det lovlige ophold her i landet. Også det må forventes at medføre et betydelig øget antal udvisningsbegæringer.

Som ovenfor citeret er den udtrykkelige hensigt, »at domstolene i flere sager end hidtil skal tage stilling til, om begået kriminalitet skal medføre udvisning«. Dette sammenholdt med, at det i bemærkningerne til forslaget igen og igen pointeres, at »udgangspunktet skal være, at der skal ske udvisning«, når strafkriteriet er opfyldt, vil formentlig medføre, at anklagemyndigheden føler sig forpligtet til at begære udvisning i praktisk taget alle sager, hvor det overhovedet er muligt.

Langt mere tvivlsomt er det, om det også vil medføre nogen væsentlig stigning i antallet af faktiske udvisninger. Det nævnes en passant i bemærkningerne, at forpligtelser iht. internationale konventioner mv. skal respekteres.

Afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betyder, at der fortsat skal foretages en proportionalitetsafvejning i hver enkelt sag, hvori bl.a. indgår ikke bare opholdets varighed, men en nøjere vurdering af den pågældendes tilknytning her til landet, alderen på indrejsetidspunktet, sprogkundskaber, familieforhold, herunder om den pågældende har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse m.v.

Tilsvarende skal tilknytningen til oprindelseslandet vurderes og indgå i afvejningen. Alt i alt en ganske betydelig opgave for domstolene i hver enkelt sag.

Udvisning af en person med en vis, måske stærk tilknytning her til landet er et ganske alvorligt indgreb, som opleves som en tillægsstraf. Ofte rammer udvisningen med det dertil hørende årelange eller livsvarige indrejseforbud hårdere end selve straffen. Det kan derfor ikke undre, at domstolene i mange tilfælde - også efter de hidtil gældende regler – har fundet udvisning ude af proportion med den begåede lovovertrædelse, selv om strafkriteriet var opfyldt.

Vi må formode, at domstolenes proportionalitetsvurdering efter inddragelse af de personlige forhold i sagen er uafhængig af, om de generelle strafkriterier slækkes eller skærpes.