Få forventede, at kampen mod terrorisme og genopbyggelsen af det afghanske samfund ville gå hurtigt.

Og processen har da også vist sig at være lige så lang, som den har været udmarvende – ikke mindst for det afghanske folk, der dagligt lider under ’genopbygningen’. Jeg kan kort nævne en række alvorlige problemer: En alt for ringe sikkerhedssituation. Korruption, der florerer vildt. Krigen mod Taleban, der hærger og koster civile ofre. Befolkningen er fattig og må mange steder helt undvære basale behov som elektricitet, uddannelse, sundhed og arbejde. De unge har ringe fremtidsudsigter og tyr ofte til kriminalitet. Menneskerettighederne har – selv om de i et vist omfang er indskrevet i landets lovgivning – ingen reel betydning for det enkelte menneske. Det lyder slemt, og det er det også. Men ikke så slemt, at der ikke kan gøres noget ved situationen. Det kræver imidlertid, at genopbygningen af Afghanistan og kampen mod terrorisme og ekstremisme balanceres og udføres mere realistisk, end tilfældet er i dag. En ny balance, hvor man på den ene side gør mere for at sikre befolkningens basale behov og grundlæggende rettigheder, og på den anden side fører en mere effektiv og præcis indsats mod Taleban og ekstremismen, der så vidt muligt ikke koster civile ofre. Med andre ord skal der udvikles nye og mere effektive strategier for, hvordan man imødekommer og griber befolkningens basale behov an. Og her står menneskerettighederne som noget helt centralt. Helt grundlæggende handler menneskerettighederne om forholdet mellem staten og dens borgere. Det betyder i princippet, at den afghanske stat skal respektere, beskytte og arbejde for håndhævelsen af befolkningens politiske, civile, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Både statens og borgernes forståelse – og respekt – for dette forhold, er afgørende for at opretholde stabilitet og i tilfældet med Afghanistan for at sikre, at Taleban og ekstremisme ikke finder yderligere fodfæste. Som tidligere nævnt er menneskerettighederne ikke helt og aldeles fraværende i Afghanistan. Landets nye forfatning garanterer således de grundlæggende menneskerettighedsstandarder: Kapitel 2 i forfatningen er f.eks. udelukkende tilegnet de civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, idet kapitlet forklarer rettighedernes vigtighed og forsikrer, at de gavner alle borgere. Forfatningen anerkender også, at de mest centrale kilder til Afghanistans lovgivning er FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og de vigtigste internationale menneskerettighedskonventioner. Men én ting er at anerkende disse dokumenters betydning for den nationale lovgivning. En anden er at overføre standarderne i dokumenterne til den afghanske kontekst. Og her må man desværre konstatere, at standarderne knap bliver gennemført i virkeligheden. For selv om en række af de internationale menneskerettighedsprincipper indgår i den nationale lovgivning, f.eks. medieloven – en progressiv lov i overensstemmelse med de borgerlige og politiske rettigheder – så er den manglende udmøntning af loven en vigtig årsag til den afgrundsdybe forskel mellem det internationale og det nationale niveau, når vi taler virkeliggørelse af rettigheder i praksis. Som et nyligt eksempel kan jeg nævne sagen om den 24-årige journalist, Parwiz Kambakhsh, der blev dødsdømt for blasfemi. Hans ’forbrydelse’ var at hente og uddele artikler om kvinders rettigheder i islam til sine medstuderende. Kambakhsh var aldrig kommet i vanskeligheder, hvis den afghanske medielov reelt havde haft en betydning. I øvrigt kan jeg oplyse, at han for nylig blev idømt 20 års fængsel af retten og således undgik henrettelse. Men det hører også med til historien, at dommen blev fældet samtidig med, at en tidligere krigsforbryder blev idømt 18 års fængsel: Det var den tidligere leder af efterretningstjenesten under det kommunistiske regime fra sluthalvfjerdserne, Assadulah Sarwari, der var ansvarlig for forbrydelser mod menneskeheden. Han fik altså to års fængsel mindre end journalisten Kambakhsh. Læren? Det er værre at tænke og tale frit om islam, end det er at begå krigsforbrydelser. Den slags forhold udhuler ganske enkelt retssikkerheden, der normalt er en af de allervigtigste forudsætninger for beskyttelsen af menneskerettighederne. Igen taler vi om, at retssikkerheden qua internationale konventioner er garanteret i landets lovgivning, men at afghanerne alligevel må sande, at deres land er præget af et massivt underskud på dette område: De har aldrig haft et egentligt retsopgør med fortidens massive overgreb på befolkningen, og mange af de personer, der forbrød sig mod menneskerettighederne, især under kommunismen (1978-1992), borgerkrigen (1992-1996) og Talebanstyret (1996-2002), er aldrig blevet dømt. Tværtimod er flere af dem i dag medlemmer af parlamentet eller sidder på andre vigtige sociale og politiske funktioner. Herfra benytter de deres magt og indflydelse til f.eks. at plædere for lovforslag om straffrihed for krænkelser af menneskerettighederne. Skal vi i dag foretage en lakmusprøve på retssikkerhedens velbefindende i Afghanistan, vil det være oplagt at se på, om antallet af menneskerettighedskrænkere i centrale, magtfulde stillinger er steget. Og i så fald: har der overhovedet været bestræbelser på at stoppe den udvikling? Helt berettiget er mange afghanere derfor bekymrede for, om deres land udvikler en kultur for straffrihed, ligesom de frygter en gentagelse af fortidens forbrydelser mod menneskeheden og menneskerettighederne. Fraværet af en effektiv retsstat har ganske enkelt skadet befolkningens håb for fremtiden og den afghanske stats troværdighed. Et forhold, der også smitter af på holdningen til Afghanistans internationale partnere – troen på, at det internationale samfund kan og vil hjælpe er svækket. Men der er flere og andre årsager til, at menneskerettighederne har så lidt effekt i Afghanistan. Eksempelvis er det et stort problem, at mange af menneskerettighedsprincipperne i forfatningen på det nærmeste er uforståelige for afghanerne. Det politiske niveau mangler simpelthen at oversætte eller forklare principperne til et sprog, der er forståeligt ikke bare for embedsmænd og jurister, men også for den almindelige afghaner. Dette misforhold har i flere tilfælde haft den uheldige bivirkning, at islamiske fundamentalister og de såkaldte warlords har udnyttet forvirringen og misbrugt forfatningen til at fremme deres egen dagsorden og politiske interesser. Det afghanske folk oplever ikke, at menneskerettighederne gavner dem. Hermed ikke sagt, at der ikke sker fremgang – der er opnået en vis fremgang inden for politiske, civile og kulturelle rettigheder. Men ser man især på de økonomiske og sociale rettigheder, der bl.a. beskytter menneskers helt grundlæggende behov som adgang til husly, mad og behandling mod sygdomme, ja, så oplever den enkelte afghaner ikke i sin hverdag, at disse rettigheder faktisk er lov. Mange spørger derfor sig selv, hvilken positiv effekt menneskerettighederne har haft i deres liv, og om menneskerettighederne blot er politiske rettigheder, der giver adgang til valgdeltagelse, eller omfatter de mere? Andre igen føler, at de med deres stemmer er med til at legitimere en politisk struktur, der – når alt kommer til alt – ikke hjælper befolkningen. Og hjælp er i høj grad noget, det afghanske folk har brug for. Man skal huske, at Afghanistan helt op til i dag er forblevet et meget fattigt land, hvor flertallet af de unge er arbejdsløse uden udsigt til et fremtidigt arbejdsliv. En håbløshed, der ansporer dem til at begå forbrydelser. Omfanget af kriminalitet er meget højt i øjeblikket, og eksempelvis finder bortførelser ofte sted ud fra økonomiske motiver, snarere end politiske eller religiøse. Situationen bider sig selv i halen: Den udbredte fattigdom og analfabetisme bidrager til den høje kriminalitet, og det besværliggør statens muligheder for at sikre menneskerettighederne over for befolkningen. Og når staten ikke kan sikre en effektiv beskyttelse af hele det afghanske folk mod krænkelser, udvides igen kløften mellem stat og befolkning. Regeringen mangler altså en brugbar og direkte strategi, der kan imødegå den organiserede kriminalitet, og som tager højde for, at fattigdom og arbejdsløshed, mangel på sociale ydelser, korruption, politiets manglende professionalisme, en lav retssikkerhed og et højt antal af arbejdsløse, hjemvendte afghanere er hovedårsagerne til kriminaliteten. Sådan en strategi ser vi imidlertid ikke i dag, hvor løsningen ofte er henrettelser. For nylig henrettede regeringen seks kriminelle, og en liste på yderligere 130 personer ligger i dag på præsident Karzais bord og afventer hans underskrift til endelig godkendelse. Fattigdom er imidlertid ikke den eneste katalysator for ekstremismen. En anden er den indlysende mangel på konstruktiv dialog om forholdet mellem menneskerettigheder og islam. Det gavner således ekstremismen, at staten, civilsamfundet og de religiøse aktører i Afghanistan ikke formår at sætte sig sammen og blive enige om en række fælles dagsordener. Så længe denne splittelse eksisterer, giver det fundamentalistiske grupper som Taleban mulighed for at udnytte den meget ustabile situation til deres egne formål. Og de vinder indpas, hver gang de formår at underminere skabelsen af et stabilt samfund baseret på menneskerettigheder. Jeg har allerede nævnt flere gange, at der ganske vist sker fremskridt i Afghanistan på menneskerettighedsområdet. Indtil nu har gennemførelsen af menneskerettighederne således været stærkt fokuseret på politiske rettigheder. Det afghanske folk har siden 2004 været i stand til formelt at vælge deres præsident og parlament. I løbet af de forgangne præsidentvalg og parlamentsvalg støttede mange afghanere således udviklingen af demokrati i deres land. Men hvad fik de ud af det? Konsekvenserne var mere korruption, mere usikkerhed og mere misbrug af befolkningens politiske deltagelse. Netop korruption er en af de helt store forhindringer for realiseringen af menneskerettighederne i Afghanistan, og det er grundlaget for meget af den kriminalitet, der finder sted i dag. Politikere, politi, domstole og mange offentlige kontorer er dybt involverede i korruption. Under sådanne omstændigheder er det vanskeligt for det afghanske folk at bevare tilliden til statsadministrationen, og af samme grund forsøger de fleste mennesker at håndtere deres private anliggender uden at fæste lid til staten. Konklusionen på alle disse problemer – korruptionen, den høje kriminalitet, manglende implementering af menneskerettighederne – er, at der skal et meget stærkere fokus på det afghanske folks grundlæggende rettigheder. Ikke mindst de sociale og økonomiske rettigheder. Og det hører til konklusionen, at dette er en opgave for den afghanske stat såvel som for det internationale samfund. Mange mennesker i Afghanistan forstår og respekterer det internationale samfunds vitale rolle. De kan ikke forestille sig en fredelig, moderat og stabil situation i Afghanistan uden det internationale samfund. Når veje er blevet genopbygget, skoler er blevet bygget, når den nationale hær og politiet er blevet organiseret, og når to vigtige valg allerede er blevet udført, så er det netop på grund af den aktive rolle, som det internationale samfund spiller for det afghanske folks økonomiske, sociale og politiske liv. Det internationale samfunds brede og aktive rolle har givet Afghanistan en af de bedste muligheder i landets historie for at opnå vigtige udviklingsmål. Men manglen på retssikkerhed og den manglende implementering af de økonomiske rettigheder skader imidlertid opfattelsen af den internationale assistance i Afghanistan, og mange mennesker synes, at den afghanske stat og det internationale samfund misbruger folks politiske rettigheder for at sikre deres egen legitimitet, uden samtidig at skabe tilstrækkelige forbedringer for det afghanske folk. Hertil kommer, at afghanerne ved, at disse enorme udenlandske investeringer ikke fortsætter for evigt. Det er derfor på høje tid for det internationale samfund og den afghanske stat at genevaluere deres strategier alvorligt og kritisk. For at arbejde for en øget gennemførelse af menneskerettigheder i Afghanistan er staten og det internationale samfund nødt til at udvikle passende strategier for, hvordan man imødekommer og griber befolkningens basale behov an. Genopbygning og bekæmpelse af terrorisme skal udføres med en realistisk balance. Adgang til elektricitet, uddannelse, sundhed og arbejde er de bedste redskaber til at bekæmpe terrorister og ekstremister, mens upræcis krigsførelse med civile ofre kun vil bane vejen for terrorister og give Taleban mulighed for at generobre magten i Afghanistan.