Der er nu atter sat fokus på det ufødte barns rettigheder eller mangel på samme. Debatten kører livligt igen, og det er jo godt. Så længe der er interesse for at diskutere emnet, er der også håb for, at børns ret til og mulighed for et normalt liv vil blive bedre. Omsorgssvigtede børn er et klart defineret begreb både i den sociale og sundhedsmæssige verden og i lovgivningen. Men 'omsorgssvigtede ufødte børn', hvad betyder det? Det er et begreb, som i juridisk forstand ikke eksisterer, men som melder sig i praksis, når man har med gravide, nyfødte og småbørn at gøre. Dér møder man tilfælde, hvor børn er alvorligt og livsvarigt skadede som en direkte følge af udviklingsmiljøet i fostertilværelsen og ved fødslen. Det drejer sig om børn, som oprindeligt havde et normalt potentiale til at blive helt normale, sunde børn og velfungerende voksne, hvis ikke de i fosterlivet var blevet udsat for alkohol og andre skadelige forhold. Der er ikke tradition for at tænke, at børns vilkår og velfærd starter før barnets fødsel på trods af, at det har været kendt i årtier, at den vigtigste og mest risikofyldte periode i et menneskes liv er graviditet og fødsel. Lovgivningen er med til at fastholde denne tradition, da ufødte børn ikke er omfattet af juraen, når det gælder liv og førlighed, men kun, når det drejer sig forhold som arveret og lignende. Jeg vil forsøge ud fra eksempler og erfaringer fra mit - gennem mange år - daglige arbejde med gravide alkohol- og stofmisbrugere og deres børn at belyse de problemstillinger og livsforhold, som fører til omsorgssvigt af de ufødte børn. Der fødes hvert år et stort antal børn med medfødte skader og handikap som følge af gravide kvinders alkohol-, medicin- og stofindtagelse. Det drejer sig om børn med medfødte misdannelser, hjerneskader, for tidlig fødsel, væksthæmning, iltmangel, fødselskomplikationer, dødfødsler, abstinenssymptomer og andre sygdomme og komplikationer hos den nyfødte. Ydermere kan disse tilstande og komplikationer hos børnene forstærkes af dårlige og ustabile opvækstforhold, som ofte er til stede i familierne og fører til forskellige grader af understimulering, omsorgssvigt og overgreb. Det er velkendt, at børn med medfødte skader og handikap er langt mere udsatte for omsorgssvigt og overgreb end børn, som fra fødslen er sunde og normalt udrustede, og at børn med medfødte vanskeligheder er langt mere sårbare over for ustabilitet i opvækstmiljøet, især i de allerførste leveår. De her nævnte skader hos børnene er direkte relaterede til mødrenes adfærd, livsstil og livsforhold under graviditeten og kan forebygges ved tværfaglig indsats, såfremt mødrene kan motiveres til behandling og støtte til at blive afholdende fra alkohol og andre stoffer og nerve/sovemedicin samt ændre på vaner og livsstil. I langt de fleste tilfælde er de gravide kvinder motiverede for hjælp og behandling, men der er tilfælde, hvor kvinderne ikke er i stand til at indgå i behandling eller graviditetsundersøgelser, hvilket kan føre til særdeles alvorlige konsekvenser for børnene. I disse tilfælde har man ingen muligheder for at gribe ind og sikre barnets udvikling og velfærd før efter, at barnet er født. Kun i tilfælde, hvor den gravide er sindssyg og til fare for sig selv eller andre, kan hun tvangsindlægges og tvangsbehandles. Og begrebet 'andre' dækker i denne sammenhæng ikke det ufødte barn, idet barnet i juridisk forstand ikke er et selvstændigt individ, før det er født. Det ufødte barn har ingen retsstilling, når det gælder liv og førlighed. Jeg refererer de følgende eksempler fra Familieambulatoriets hverdag: Eksempel 1: Birgitte er 32 år og venter sit 2. barn. Hendes første barn døde som foster 2 måneder før forventet fødsel som følge af hendes afhængighed af alkohol i graviditeten og hendes udeblivelse fra næsten alle graviditetsundersøgelser. Birgitte havde i flere år haft psykiske problemer som følge af seksuelle overgreb i barndommen og havde i lange perioder et stort forbrug af alkohol og nervemedicin og adskillige indlæggelser i psykiatriske afdelinger. Da hun blev gravid igen, henvendte hun sig tidligt for hjælp og behandling, idet hun fortsat havde afhængighedsforbrug af alkohol og nervemedicin og var angst for, at historien fra første graviditet skulle gentage sig. Birgitte blev tidligt i graviditeten indskrevet i Familieambulatoriet ved Hvidovre Hospital og blev indlagt til medicinsk afrusningsbehandling i svangreafdelingen. Gentagne gange forlod hun mod givet råd afdelingen for senere at vende tilbage i svært beruset tilstand. Hver gang var hun meget ulykkelig og skyldbetynget og bedyrede, at nu var det også sidste gang, at hun gjorde det. Flere gange i forløbet bad hun indtrængende: »Lås døren, så jeg ikke går ud og drikker mig fuld og skader mit barn, som jeg ikke vil, men som jeg ikke kan lade være med«. Birgitte fødte en lille pige på 1.500 gram 6 uger for tidligt. Barnet havde alvorlig grad af føtalt alkoholsyndrom, udviklede svære abstinenser og blev 3 måneder gammel udskrevet til Skodsborg Observations- og behandlingshjem, hvor hun det første år blev ernæret ved sonde. Fire år gammel blev hun udskrevet til en professionel plejefamilie. Sofie er nu 6 år gammel, er svært retarderet og går i daginstitution for handikappede børn. Moderen spørger fortsat: »Hvorfor gjorde I ikke noget mere for at forhindre mig i at drikke. Havde I låst døren, var Sofie ikke blevet så skadet, og jeg selv ville have været i en bedre tilstand og bedre i stand til at tage mig af hende«. Flere andre gravide har sagt som Birgitte, og en mor til en 3-årig dreng med føtalt alkoholsyndrom sagde i forbindelse med en opfølgende undersøgelse af drengen: »Jeg kan næsten ikke holde ud at se på min dreng. Når han ser på mig, synes jeg, at han kigger så bebrejdende på mig«. Børnene skal leve med et livslangt handikap. Mødrene skal leve hele livet med skyldfølelser og den belastning og smerte, som altid følger med et skadet barn. Eksempel 2: Jeanette er 33 år og tredjegangsfødende. Hun har haft et svært alkohol- og stofmisbrug siden 13-års alderen. Hun henvises til Familieambulatoriet i 12. svangerskabsuge. Hun indlægges og sættes i metadon- og fenemalbehandling. Hun forlader dagligt afdelingen og vender dagligt tilbage i svært beruset tilstand. Hun indtager to flasker vodka dagligt foruden sin medicin. Da hun samtidigt optræder aggressivt og truende, kan svangreafdelingen ikke magte opgaven. Jeanette overtales til indlæggelse i psykiatrisk afdeling, som stiller som betingelse, at indlæggelsen ikke må strække sig ud over tre uger, hvorefter hun skal tilbage til svangreafdelingen. Mod al forventning profiterer Jeanette fint af indlæggelsen på psykiatrisk lukket afdeling, hvor hun bliver nedtrappet med fenemal, starter antabusbehandling, afbalanceres i sin adfærd og befinder sig godt med indlæggelsen. Hun udskrives fra psykiatrisk afdeling til svangreafdeling efter tre uger mod eget og Familieambulatoriets ønske. Efter to dage er hun faldet tilbage til sit gamle adfærdsmønster, herunder indtagelse af sine to flasker vodka dagligt. Gentagne gange giver hun udtryk for ønske om at komme tilbage til lukket psykiatrisk afdeling. Hun føder i 32. svangerskabsuge et lille barn med føtalt alkoholsyndrom og svære abstinenser. Barnet blev 4 måneder gammel udskrevet til Skodsborg Observations- og behandlingshjem og 2 år gammel udskrevet til en professionel plejefamilie. Maria er nu 8 år gammel og svært retarderet, både fysisk, psykisk, intellektuelt og socialt. Moderen døde af en overdosis en uge efter fødslen. Eksempel 3: Christina er 38 år og andengangsfødende med alkohol- og stofmisbrug siden 24-års alderen. Hun henvises til Familieambulatoriet i 10. svangerskabsuge. Hun er på henvisningstidspunktet i behandling hos privatpraktiserende psykiater med 100 mg metadon dagligt, men supplerer regelmæssigt med heroin. Hun ønsker ambulant behandling, men indlægges gentagne gange i graviditeten med behandlingskrævende bylder. Hun går spontant i fødsel til terminen. Hun forlader fødegangen mod givet råd et par timer i fødselsforløbet. Da hun kommer tilbage, kan der ikke høres hjertelyd hos barnet. Christina føder en velskabt, men dødfødt pige på 2.565 gram. Efterfølgende undersøgelser af barnet viser indhold af metadon, morfin, ketogan, kokain, amfetamin, stesolid og cannabis (hash). Eksempel 4: Pia er 38 år og ottendegangsfødende. Hun har haft et svært alkoholmisbrug gennem mange år og har syv tvangsanbragte børn. Hun henvender sig i beruset tilstand på et herberg i København. Hun er synligt gravid, men har ikke været i kontakt med hverken læge eller jordemoder. Det lykkes via socialforvaltningen at få hende til at følge med ind til undersøgelse på fødegangen. Hun afviser at blive indlagt, men lover at komme igen næste dag til ambulant kontrol. Siden er hun ikke set i hospitalet. Hun har afvist at komme ind til yderligere graviditetsundersøgelse og har sagt, at hun vil føde i dølgsmål ved egen hjælp. De her nævnte eksempler dokumenterer tydeligt, at de eksisterende rammer og muligheder for behandling og beskyttelse af børnene langtfra er tilstrækkelige. Der må andre metoder til for at få kontakt til og hjælpe de gravide kvinder, som har et alkohol- eller stofforbrug, og deres børn. Der er behov for en lovgivning, som sikrer de ufødte børns ret til en normal udvikling og omsorg. Sædvanligvis er jeg ikke tilhænger af tvang eller af den opfattelse, at man kan lovgive sig ud af alle problemer, men i tilfælde, hvor børns liv og udvikling og førlighed er alvorligt truet, er det nødvendigt at have mulighed for tvangsforanstaltninger, som man har for fødte børn. Dette er tillige i overensstemmelse med FN's Konvention om Barnets Rettigheder, som Danmark har tilsluttet sig, og som også omfatter de ufødte børn. Jeg er helt bevidst om, at en lovgivning om ufødte børns rettigheder vil føre både etiske og moralske problemer med sig i kølvandet, og jeg har da heller ikke et konkret bud på, hvordan en sådan lovgivning skal se ud. Hvor går grænserne for tilladelig adfærd? Hvilken fosteralder skal loven omfatte? Hvem skal bestemme i de konkrete situationer osv.? Men i og med, at vi i Danmark har en lov, som giver den gravide kvinde ret til at vælge barnet fra før 12. svangerskabsuge og en mulighed for at vælge barnet fra via Abortsamrådet på et senere tidspunkt i graviditeten, bør kvindens beslutning om at gennemføre graviditeten medføre et vist minimum af krav om ansvar og omsorg for det ventede barn, ganske som der er for børn, som er født. Også mødrene svigtes, når der ikke sættes optimalt ind for at forhindre, at deres børn bliver skadet. Forældre i en vanskelig livssituation ønsker i samme grad som andre forældre det bedste for deres børn. I vore nabolande Norge og Sverige har man længe haft en lovgivning, som omfatter de ufødte børn og giver mulighed for tvangsforanstaltninger over for gravide med det formål at beskytte børnene og sikre deres udvikling og velfærd. Man kunne forestille sig, at servicelovens paragraffer vedrørende børns velfærd kunne udvides til at omfatte de sidste måneder af graviditeten, hvor fostret har nået en alder og størrelse, hvor det vil være levedygtigt, hvis det blev født, og hvor muligheden for at få tilladelse til abort er forpasset. Inden der gribes til tvangsmæssige foranstaltninger, skal der naturligvis have været et tilbud om hjælp og behandling og gjort et intensivt forsøg på hjælpeforanstaltninger på frivillig basis. En lovgivning på området ville sikre mulighed for en tidligere indsats over for svært truede børn, idet nuværende lovgivning er med til at fastholde den praksis, at der i langt de fleste tilfælde ikke tages initiativ til hjælpeforanstaltninger til familien under graviditeten af hensyn til tavshedspligten, selv om underretningspligten er gældende før barnets fødsel. Jeg mener ikke, at vi kan tage ansvar for, at børn skal betale med deres liv og førlighed for deres mødres ret til at opfylde egne, kortsigtede behov før fødslen. Det er tillige et stort samfundsøkonomisk og etisk problem, at der fødes handikappede børn, hvis handikap kunne være forebygget.