Eurokrisen truer med at udvikle sig til en storpolitisk katastrofe for Europa. Sker det, vil man senere spørge om, hvorvidt det skyldtes en græsk forbrydelse eller en tysk dumhed. Allerede nu er det imidlertid åbenbart, at krisen skyldes en manglende forståelse for internationale penge. »Der er intet angående penge, som ikke kan forstås af en person med rimelig nysgerrighed, flid og intelligens«, skrev den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith i 1975 i en bog om penge. En noget bastant udtalelse, som han også justerede sidst i bogen med at skrive, at »... god pengepolitik afhænger af, at man indrømmer, hvor meget det er, vi ikke ved om styring af penge. Der er meget, der taler mod at støtte sig til et instrument eller en metode med vidt forgrenede, men ukendte virkninger«. Finanskrisen, som brød ud i USA i efteråret 2008, udviklede sig til en realøkonomisk krise i hele den atlantiske verden. Økonomerne strides fortsat om midlerne til at overvinde den, og politikerne er derfor rådvilde. De, som støtter sig på John Maynard Keynes’ teorier fra 1930’erne, lægger vægt på at øge produktion og beskæftigelse gennem finanspolitik, mens andre, som holder sig til Milton Friedmans og Friederich Hayeks teorier, fokuserer på at kontrollere inflation ved hjælp af pengepolitiske instrumenter. Økonomer, der som jeg læste nationaløkonomi i 1950’erne, blev oplært primært i Keynes. Vi læste alle Paul Samuelsons lærebog i nationaløkonomi, og de fleste blev helhjertede keynesianere. Men da Keynes’ teori i 1960’erne under velfærdsstatens udvikling blev anvendt ud over sine forudsætninger, drejede opmærksomheden blandt økonomiske teoretikere og undervisere over på Friedman og Hayek.
Økonomistuderende blev i 1980’erne tilsyneladende fortalt, at Keynes var out, og de blev indført i Friedmans monetaristiske skole. De cand.polit.er og scient.pol.er, som i dag er den styrende elite i centraladministrationen og den finansielle sektor, er klart præget heraf.
