De 938 kvinder, som i dag er ansat som præster i den danske folkekirke, kan sende en venlig tanke til Ruth Vermehren (1874-1983).

Hun er en væsentlig årsag til, at de overhovedet har deres job i dag, og Ruth Vermehren måtte udstå værre trængsler end nutidens kvindelige præster. Ja ja, et rundspørge i Politiken har vist, at et antal mandlige præster lader sig ramme af bibelske mareridt, hvis de tænker på kvindelige kolleger, og ja, mændene så helst, at kvinderne holdt sig hjemme ved kødgryderne og i hvert fald ikke opholdt sig på prædikestolen. Men spørgsmålet er, hvor løsningen på det problem egentlig skal findes? I 1927 tog Ruth Vermehren sin teologiske kandidateksamen, og hun fik allernådigst lov til at være medhjælp for præsten i de københavnske kvindefængsler. Men præst? Aldrig i livet. Da hun i 1930’erne bad biskop Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979) om at blive ordineret som præst, lod han bare som ingenting. Hendes brev forblev ubesvaret. I ti år. Dengang kæmpede Ruth Vermehren en næsten ensom kamp. I dag ser det noget anderledes ud. De 938 kvindelige præster udgør næsten halvdelen af alle danske præster – 47 pct. for at være helt præcis. Vi står med andre ord med en succeshistorie om ligestilling. Eller gør vi? Lige før årsskiftet foretog Politiken et rundspørge blandt folkekirkens præster. Her spurgte man, hvordan det så stod til med kønnene i kirken. Svarene overraskede: Det stod nemlig sådan til, at en ikke ubetydelig gruppe mandlige præster udtalte, at de helst var fri for kvinder som kolleger. En ikke ubetydelig procentdel af de adspurgte kvindelige præster udtalte også, at de følte sig eller var blevet diskrimineret af deres mandlige kolleger. På et eller andet tidspunkt. Det rejste et ramaskrig, at der var ofre og undertrykkere i folkekirken, og man for i blækhuset for at finde ud af, hvor mange der egentlig var tale om. Men det finder ingen vist nogensinde ud af. Det er jo også lige meget, for uanset antallet er skeletterne vrimlet ud af skabet, siden resultaterne af rundspørget blev offentliggjort. Og det burde være rigelig grund til at tage debatten om, hvad der foregår i folkekirken: Er det rigtigt, at et »middelalderligt kvindesyn« og »anakronistiske mørkemænd«, som nogle har kaldt det, trives i bedste velgående i folkekirken? Eller er det snarere sådan, som vi plejer at høre, at både folkekirke og folk kan bryste sig af de ’danske, kristne værdier’, der angiveligt skulle stå for frisindethed i alle kulturelle, politiske og sociale former, herunder ytringsfrihed, lighed mellem alle mennesker og ligestilling mellem kønnene? Det er spørgsmålet. Men hvis det er sandt, at vi hylder frisindet, er der noget, der tyder på, at vi selv bor i et glashus, hvor alt andet end frisind hersker. Og så skal man som bekendt vare sig for at kaste for mange sten mod andre. Sandt er det i hvert fald, at nogle danske præster offentligt har talt mod kvindelige præster – med den klassiske henvisning til Paulus, der bød kvinder at tie i offentlige forsamlinger, og som understregede, at manden var kvindens hoved (1. Kor. 14.33-36). Den afsløring er slem nok, uanset hvor mange der står for kønsdiskriminationen. Og den viser, at et nedgørende kvindesyn trives så udmærket i et postmoderne samfund som Danmark. Her er ikke tale om middelalderligt mørke, men om en bevidst mandschauvinisme. Det er jo slemt i den moderne, danske folkekirke. Men lige så slemt er det, at de kvindelige præster selv har tålt det og ikke har gjort noget ved det. Sagt fra. Slået sig sammen og gjort oprør. Arrangeret happenings mod kønschauvinistiske præster, der ikke kan fejes af med at leve i en anden tid. For de er her jo nu. Og de mener – med henvisning til Paulus – at kvinder bør tie i kirken. Ikke være præster. De taler åbent og offentligt imod ligebehandling og ligestilling mellem kønnene. De vil ikke give hånd til kvinder eller benytte alter og bibel, efter at de er berørt af kvindehånd. Når landet ligger på den måde, hvorfor har vi så ikke hørt noget fra kvinderne før nu? Når de udgør knap halvdelen af de 2.000 præster, som staten holder i embede, altså nøjagtig 938 kvinder, skulle der vel ikke være så meget at være bange for. Eller hvad? Hvorfor kan sådan en stor halvdel af en population ikke stå sammen og få ændret så uhyrlige tilstande? Eller mener alle, at der – på grund af den folkekirkelige rummelighed – skal være plads til både at diskriminere og at blive diskrimineret? At alt er tilladt? Er svaret, at både kvinder og mænd har glemt, at ligestilling ikke er en dansk, kristen værdi, der er givet, men et af kvinder hårdt tilkæmpet samfundsmæssigt gode? Eller er det, at de har glemt, at den besungne rummelighed ikke dækker accept af diskrimination, men kun plads for flere teologiske retninger? I folkekirken er der tradition for rummelighed, dvs. frihed til at fortolke evangelierne i både missionske, tidehvervske, grundtvigianske og 117 andre retninger. Bodil Koch, den berømte kirkeminister, der var verdens første kvindelige af slagsen, havde stor gennemslagskraft og sad i embedet uafbrudt i tretten år fra 1953 til 1966. Hun var den første kirkeminister, der vovede at tage en åben, offentlig diskussion om, hvordan moderniteten kom ind i folkekirken »med folkets marv og kraft«, og om, hvordan den højt besungne rummelighed skulle forvaltes. Hun var kvinde, troende protestant, akademiker og intellektuel, socialist og feminist. Og altså minister for området. Hun sagde kun ja tak til posten, fordi den formelle ligestilling af kirkens kvinder og mænd var gennemført tre år, før hun blev minister. Det kom der megen ballade ud af, ikke mindst da hun insisterede på at blive ved med at kæmpe for den reelle ligestilling af kvinder i præstekjole. Siden afskaffelsen af enevælden i 1849 har folkekirken fungeret under en statslig rammeordning uden egentlig kirkeforfatning. Kirkens ydre anliggender blev lagt ind under Folketinget, mens det blev slået fast, at ingen andre end Vorherre i princippet bestemte over de indre. Uenighederne er der endnu, selv om der har været lidt stille om dem i den offentlige debat de seneste seks årtier. Fint nok, så kan enhver, der er medlem af kirken, selv finde frem til den præst, man kan holde ud at høre på, eller hvis ord man tror mest på. Men hvis man fortolker ’rummeligheden’ sådan, at den også angår friheden til at diskriminere eller at tillade sig at diskriminere, tager man fejl. der er lige en detalje, som præster og biskopper af begge køn synes at have glemt i deres iver for at henstille til hinandens gode opførsel og tolerance: Rummeligheden angår den teologiske forkyndelsesfrihed. Rummeligheden er ikke et forvaltningsspørgsmål, og den angår ikke ligestilling eller ligebehandling. Ligestilling mellem kønnene i kirken er lovfæstet og har været det siden 1947. Hvis loven ikke bliver overholdt, er det ikke et spørgsmål om rummelighed eller tilstedeværelsen af et spøgelse, som kan kaldes et ’middelalderligt kvindesyn’. Det er tværtimod et spørgsmål om nutidig, ulovlig forvaltning af statens embeder. Og hvis det er udtryk for ’danske, kristne værdier’, er disse værdier i indre kamp om modernitetens forståelse inde i folkekirken. For kirken er under Folketingets auspicier, dens forvaltningsvilkår er parlamentarisk fastlagte, og kirkeministeren den ansvarlige minister. Det er relativt nyt, at kvinder lovligt kan deltage i de helliges slåskamp. Kun 60 et halvt år er der gået, siden vi fik lov af 4. juni 1947 om kvinders adgang til præsteembeder. Mere dansk er værdien om lige adgang for kvinder og mænd i den kristne, danske folkekirke ikke. Alligevel er hukommelsen så kort, at det er værd at minde om, at loven om kvinders ret til embeder i folkekirken ikke kom af sig selv. Nogle ganske få kvinder havde siden 1921 kæmpet for at få den. Dengang fik danske kvinder adgang til offentlige embeder. Men det gjaldt ikke kvindelige præster. Der skulle gå endnu 25 år, hvor kvinder pressede på, mens de skiftende kirkeministre og biskopper på det bestemteste afviste kvinders ansøgninger. I årene lige efter Anden Verdenskrig havde Venstres kirkeminister, Carl Hermansen (1897-1976), flere gange afvist kvinders deputationer, der kom med opfordringer til at legalisere kvindelige præster. Han henviste til, at en ubetinget, formel ligestilling mellem kvinder og mænd i folkekirken ville skabe stor strid i det virkelige liv fremover. Det fik han jo mere end ret i. Hans statsminister, venstrebonden Knud Kristensen (1880-1962), brød sig heller ikke om »Madammer i Kabinettet«. De syntes, det var utrygt og besværligt med kvinder i politik og kirke, men da kvinderne fra 1915 faktisk havde tilkæmpet sig valg- og stemmeret, måtte man jo leve med de få af dem, der sad på tinge. De sad endnu kun på 5 procent af mandaterne i Folketinget (mod 1 procent under krigen). Men at lukke dem ind i kirken var udelukket, Også Hermansens forgænger i stolen, den konservative Vilhelm Fibiger (1886-1978), havde været afvisende over for kvinderne. Han erklærede i 1940 i Kristeligt Dagblad, at så længe han var minister, kunne der ikke blive tale om at give kvinder adgang til præsteembeder. Socialdemokraten Peter Dahl (1869-1936), der var kirkeminister i to perioder under Th. Stauning (1873-1942), tav på samme måde. Men én kvinde holdt fast og kæmpede for sin ret. Hun hed Ruth Vermehren, kom fra et kunstnerhjem, havde taget studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1914 og studerede teologi, mens hun tjente sin løn som sekretær i Danmarks Kristelige Studentersamfund. I 1927 stod Ruth Vermehren med sin afsluttede kandidateksamen og et stærkt ønske om at blive præst. Men der var adgang forbudt for kvinder. De kunne studere teologien, selv om kun få endnu gjorde det, men de kunne ikke blive ansat i kirken. Men det slog ikke Ruth Vermehren ud. Hun tog arbejde og fik løn i Fabriksmissionen og senere ved Statens Institut for Talelidende, mens hun som ulønnet var medhjælper for fængselspræsten i de københavnske kvindefængsler. Det var hér, hun oplevede det paradoksale: Hun måtte gerne holde gudstjenester i fængselskirken. Men hun måtte ikke give sakramenterne, altså ikke forestå nadver, dåb eller begravelser. Hun måtte heller ikke døbe de fængslede mødres børn. Hun måtte gerne holde bibeltimer, give sjælesorg, gøre forsorgsarbejde, kontakte fangernes hjem og besøge mand og børn, mens moderen sad inde. Alligevel måtte hun hverken mægle mellem ægtefæller eller vie en mor til barnefaren, selv om de bad hende om det. Hun havde deres tillid, men måtte ikke fungere i den. De fleste af de indsatte kvinder havde dårlige erfaringer med mænd og kunne slet ikke forstå, at de ikke måtte få hjælp af deres kvindelige præst, når hun faktisk havde sin præsteuddannelse. Ruth Vermehren skrev da i 1944 og klagede sin nød til sin teologiske kollega Bodil Koch (1903-1972), der selv som husmor og udøvende feminist havde startet den store kvindebevægelse Folkevirke under krigen og mobiliseret kvinder til politisk oplysning og frihed. Ruth Vermehren gjorde kampen for at blive ordineret til en livsopgave. Hun talte offentligt om det og blev bakket op af kvindeorganisationerne. Allerede i trediverne havde hun skrevet til biskop Hans Fuglsang-Damgaard og søgt om at modtage kirkelig ordination, så hun kunne forrette sakramenterne. Han fandt hende end ikke et svar værdig, så hendes ansøgning forblev ubesvaret i ti år. En deputation af kvindelige teologer med den senere kirkeminister Bodil Koch i spidsen skrev da til landets biskopper med et ønske om at få Ruth Vermehren ordineret som præst ved kvindefængslet. Også det brev forblev ubesvaret, men 17. september 1945 fulgte Bodil Koch op med en rykkerskrivelse til Københavns biskop. Afdæmpet, men bestemt. I marts 1946 sendte Danske Kvinders Nationalråd ved formanden Kirsten Gloerfelt-Tarp (1889-1977) et åbent brev til regering og folketing i form af en lille pjece, hvor rådet indtrængende argumenterede for kvinders adgang til præsteembeder. Som svar skrev og udsendte 44 folkekirkepræster en pjece med titlen ’Hvorfor Kvinder ikke kan blive Præster’. Det var et brud med den ’naturgivne’ tradition. Debatten kom så også i gang i Folketinget, hvor Bodil Koch som nyindvalgt, socialdemokratisk MF tørt konstaterede fra talerstolen, at mænd jo også var kommet sig over det traditionsbrud, at cølibatet var ophævet. Ruth Vermehren blev sammen med Johanne Andersen (1913-99) og Edith Brenneche Petersen (1896-1973) ordineret præster i 1948. Som de tre første kvinder. Så er det, man kunne spørge, om ikke de 938 kvindelige præster kunne tackle de – få eller mange –mandlige kolleger lige så kækt? Den mandlige diskrimination er hårrejsende urimelig. Men i de forløbne tre-fire årtier har kvinder fået den erfaring, at de skal være mindst en tredjedel af en forsamling for at ændre noget ved den gældende orden. Folkekirkens kvinder udgør næsten halvdelen. Come on!