Der er mange gode grunde til at hilse udkastet til en ny dansk udviklingspolitik velkommen. Den nye udviklingsminister, Søren Pind, har sat positive fingeraftryk på det udspil, som forgængeren, Ulla Tørnæs, har arbejdet på det sidste års tid. Men lige så kontant udspillet er på de idealistiske og ideologiske områder, lige så ukonkret er det, når det kommer til den pragmatiske udmøntning heraf i en problemfyldt virkelighed. Og måske er det gået lidt for hurtigt for Søren Pind. Der er således smuttet er par meget vigtige ord allerede i den indledende sætning: »Udvikling handler om globalt at fremme frihed«. Den altafgørende tilføjelse – »fra sult og fattigdom« – er ikke kommet med. Det er jo først og fremmest denne frihed, udviklingsbistanden handler om. Frihed, demokrati, frihed, menneskerettigheder, frihed er omdrejningspunktet igennem hele dokumentet. Fint nok – hvis frihed bringer brød på bordet her og nu og ikke kun i en fjern fremtid. Hvem kan være imod frihed, demokrati og menneskerettigheder – bortset fra despoten Robert Mugabe i Zimbabwe og andre diktatorer i den tredje verden? Men ord alene afskaffer ikke ondskab.
Fattigdom kvæler frihed. Sult og sygdom udsulter frihed. Analfabetisme annullerer frihed. Og rigdom skaber ikke nødvendigvis frihed. Rigdom skal bruges rigtigt. Og den friværdi, som investeringer i frihed skaber, skal kunne omsættes i handling. Frihed uden håb skaber ingen fremdrift. Tværtimod kan frihed for få i værste fald fastfryse fattigdommen for mange. Kortsigtet økonomisk vækst for de få kan forværre mulighederne for øget velfærd for de mange. Der er først og fremmest brug for grundlæggende forandringer, der skaber frihed for fattige og undertrykte, som igen selv kan skabe nye forandringer. Derfor kan det jo bekymre, at fattigdomsbekæmpelse ikke direkte nævnes blandt de politiske prioritetsområder for den fremtidige danske udviklingsbistand. Ved udnævnelsen til udviklingsmister udråbte Søren Pind sig selv til ’frihedsminister’. Men han er jo først og fremmest ’minister for afskaffelse af global fattigdom’. Frihed kan i givne situationer være en forudsætning for afskaffelse af fattigdom – men afskaffelse af fattigdom kan i andre situationer være en forudsætning for frihed. Klik dog først ind på de faktiske tilstande og den konkrete kontekst – ikke kun på teoribøgerne og facitlisterne. Spørgsmålet er derfor: Hvad skal de flotte formuleringer bruges til i praksis i den fremtidige danske udviklingspolitik? Naturligvis handler udviklingsbistand om værdier – ikke nødvendigvis specifikke danske værdier, men alment gyldige menneskelige værdier. Og politisk værdi- og signalpolitik skaber ikke nødvendigvis menneskelig værdighed for verdens fattigste. Det er derfor afgørende, hvordan udkastet til en ny dansk udviklingspolitik i praksis bliver udmøntet i realistiske strategier og konkrete handlingsplaner til gavn for verdens fattigste – frem for i ideologiske foranstaltninger til gavn for hjemlige erhvervs-, sikkerhedsmæssige og andre indenrigspolitiske interesser. Udkastet til en ny dansk udviklingspolitik lægger især op til en øget støtte til økonomisk vækst og beskæftigelse i den private sektor i udviklingslandene som nøglen til udvikling og fattigdoms- bekæmpelse. Dette skulle udgøre et opgør med den hidtidige danske udviklingspolitik. Men der er vel næppe nogen, som kan være uenige i, at økonomisk vækst og øget beskæftigelse er en forudsætning for bekæmpelse af fattigdom. Diskussionen bør derfor fordomsfrit gå på, hvilken rolle selve udviklingsbistanden reelt kan spille med henblik på at fremme økonomisk vækst. Det anerkendes da også i oplægget, at investerings- og handelspolitik, andre økonomiske overførsler og helt andre politikker er (mere) afgørende faktorer for økonomisk vækst i udviklingslandene. Og her kan både udviklingslandene og de rige lande gøre meget mere. Udviklingslandene kan selv gøre meget mere for både at fremme indbyrdes handelsforhold og forbedre betingelserne for udenlandske kapitalinvesteringer. Men de rige lande kan gøre endnu mere ved at forhindre urimelige forhindringer for udviklingslandenes eksport især af landbrugsvarer (det gælder både USA og EU, inklusive Danmark) og ved at samarbejde om fælles politikker for private investeringer, der forhindrer grov udnyttelse af lokal menneskelig arbejdskraft og naturgivne ressourcer og unddragelse af skattebetaling i udviklingslandene. Udviklingsbistand kan dog være med til at forbedre de lovgivningsmæssige rammer for investeringer og det private erhvervsliv. Men er Danmark ikke mere optaget af, hvad udviklingslandene selv kan gøre med begrænset effekt end af, hvad Danmark/EU kunne gøre med stor effekt? De hidtidige danske erfaringer med bistandsstøtte til den private sektor i udviklingslandene er jo med få undtagelser ikke en succeshistorie, jf. de mange evalueringer heraf. Men naturligvis kan bistandsstøtte til f.eks. mikrokreditprogrammer til fordel for fattige og forbedring af infrastruktur, så varer produceret i landdistrikterne kan bringes frem til markedspladserne, gøre en forskel. Sådanne indsatser har allerede skabt hundredtusindvis af job og bragt mange fattige familier i landområder og slumkvarterer ud af fattigdommen – især når indsatsen har været rettet mod kvinder. Denne indsats bør fortsættes og styrkes. Men afskaffelse af fattigdom er ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst. Det handler jo mindst lige så meget om at afvikle barrierer, strukturer og politiske forhold, der holder millioner af mennesker nede i fattigdom, selv om de kæmper nok så meget for at bryde fattigdommens lænker. Så ja, frihed til at skabe forandringer her og nu er vigtigt. Derfor er det godt, at udkastet taler om forandringer »til det bedre« frem for udvikling, som er et tvetydigt begreb. Der sker jo masser af udvikling i ulandene – men ofte ’til det værre’. De aktuelle finans-, fødevare- og klimakriser skaber jo i disse år ny fattigdom. Derfor er det primært et spørgsmål om, hvilken form for økonomisk vækst til fordel for hvem med hvilke miljø- og klimamæssige konsekvenser Danmark ønsker at fremme? Vi bør naturligvis sigte på at skabe bæredygtig økonomisk vækst, der så direkte som muligt kommer småbønder, jordløse og andre fattige i landdistrikterne og arbejdsløse i byernes slumkvarterer til gode her og nu uden at sætte deres børns fremtid over styr. Og det inddrager naturligvis vores eget ressource- og energiforbrug i debatten. Indenrigspolitik er også udenrigs- og udviklingspolitik. Som det hedder i udkastet, skal vi selv være forandringsberedte – men gælder det kun politikken derude – eller også politikken herhjemme? Udviklingsbistanden kan primært skabe forudsætninger for økonomisk vækst. Investeringer i en sund og veluddannet befolkning er en vigtig forudsætning for vækst. Analfabeter og hiv/aids-syge kan jo ikke bidrage så meget til samfundets udvikling, hvis de ikke får støtte til uddannelse, sundhed og medicin. Især bør pigers skolegang og kvinders uddannelse og rettigheder, ikke mindst kvinders reproduktive sundhedsrettigheder, fortsat være vigtige indsatsområder for dansk udviklingsbistand, som også kan bidrage til at dæmpe befolkningstilvæksten.
