0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der hvor vreden kommer fra

Kronikøren, der er direktør i KVINFO, tager til genmæle mod det synspunkt, at kvindelighed er mindreværdigt, fremført af Lars Henrik Schmidt i Politikens store interviewserie TIL. Hun vil gerne tiltales i øjenhøjde.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DA JEG FOR nylig genlæste 'Eget værelse', Virginia Woolfs feministiske manifest fra 1928, blev jeg inspireret af aktualiteten i hendes overvejelser over den mandlige professor, som har sat sig for at bevise Det Kvindelige Køns Intelligensmæssige, Moralske og Fysiske Mindreværd. Titlen faldt hun over i researchen til 'Eget værelse'. Et par opslag på biblioteket gjorde klart, at mens mænd i et uendeligt antal bøger og artikler gør kvinder til 'det mest omdiskuterede dyr i verden", skriver kvinder ikke bøger om mænd. Det er kvinder så i en eftertid begyndt på, må jeg lige indskyde.

Interessen for manden som køn kan først etableres, når han ikke længere uden videre accepteres som norm for det menneskelige. Virginia Woolf er dog også på dette punkt så langt forud for sin tid, at hun ikke holder sig tilbage fra at interessere sig for den mandlighed, der går op i at bevise kvinders mindreværd. For hvad handler det om, spørger hun sig selv. Hvad er det, der er på spil?

Spørgsmålet dukker op, fordi hun ubevidst har siddet og tegnet en skitse af professor x, som hun kalder ham. I hendes gengivelse er han ikke tiltrækkende for kvinder: »Han var kraftig, han havde store pluskæber. For at opveje det havde han meget små øjne, og han var meget rød i hovedet. Hans udtryk antydede, at han arbejdede under en stærk følelse, der fik ham til at støde pennen i papiret, som om han dræbte et giftigt insekt, når han skrev«. Hun er selvfølgelig helt klar over, at tegningen først og fremmest fortæller hende, hvor vred hun selv er. Og hun ved godt hvorfor. Det var professorens udtalelse om kvindernes intelligensmæssige, moralske og fysiske mindreværd, som havde vækket dæmonen: »Mit hjerte havde sprunget et slag over. Mine kinder blussede. Jeg var blevet rød af raseri«. Men hvad med professorens vrede? Hvorfor var han vred?

Hendes overvejelser i det berømte essay, der kom på dansk i oversættelse af Elsa Gress og David Gress-Wright i 1978, fører hende frem til, at professoren måske slet ikke er så optaget af kvinders mindreværd som af sit eget mereværd? For begge køn kræver livet mere end noget andet selvtillid. Og hvordan, spørger hun, »kan man fremskaffe denne ubestemmelige egenskab hurtigst, uvurderlig som den er? Ved at antage, at andre er mindre værd end én selv. Ved at forestille sig, at man besidder en medfødt overlegenhed«.

Og fra denne tanke er det så, hun kommer frem til det uforglemmelige billede af kvinden som et spejl, der til alle tider har haft den »herlige evne at afspejle mandens skikkelse i dobbelt størrelse«. Fjernes det spejl, dør han måske »som narkotikavraget, der fratages sin heroin «.

JEG ER FULDT ud klar over, at jeg med Virginia Woolf gør mig skyldig i en utilgivelig og problematisk generalisering. Men forestillinger om kvinders mindreværd trækker ikke bare lange historiske skygger frem til i dag, hvor de genopstår i stadig nye skikkelser og formuleringer i dagens debat, som om intet var sagt, sket og skrevet undervejs, forestillinger om lighed må fortsat kæmpe med den patriarkatets grundlov, hvis første og vigtigste paragraf slår fast, at mænd er mere værd end kvinder.

I Virginia Woolfs engagerede retorik genlyder dertil kampen om stemmeretten, der fremstår som feminismens store landvinding i hendes tid. Da kvinden blev politisk borger, gik der for første gang og for alvor skår i spejlet.

I TIL, EN BEMÆRKELSESVÆRDIG åbenhjertig serie i Politiken, er journalist Nils Thorsen i gang med at interviewe en række kendte personligheder, der fortæller deres egen historie. Ikke mindst det store interview (20.09.03) med Lars-Henrik Schmidt, mag.art. i idéhistorie og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, der er født i 1953 i fattigdom i Vejle, søn af et postbud og en hjemmegående husmoder i en børneflok på ni, tiltrækker sig opmærksomhed.

Med alt, hvad en sådan barndom før velfærdssamfundet indebærer af afsavn, er Lars-Henrik Schmidt en solid repræsentant for den klasserejse, jeg selv som mange andre i samme generation, er henvist til at spejle os i, hvis vi vil forstå os selv. Født i årene efter Anden Verdenskrig, barn i 50'erne og ung under ungdomsoprøret, tegner han med sin historie nogle genkendelige omrids af en social opstigen, som før 68 ville have udløst betegnelsen opkomling slet og ret, men som med 68, og hvad derefter fulgte, gav Lars-Henrik Schmidt og andre med ham indfødsret i velfærdssamfundet.

De uuddannede lag i befolkningen kunne med den nye adgang til SU og en socialdemokratisk uddannelsespolitik også fostre bogligt begavede børn, der stilede efter de længste akademiske uddannelser. Som Lars-Henrik Schmidt forstod også jeg mig selv som en verdensforbedrer, der bare ved selv at blive klogere ville bidrage til en ny og bedre verden.

LARS-HENRIK Schmidts historie, som barn af forældre der har svært ved at skaffe ham tøj på kroppen og mad i munden, handler af gode grunde om mindreværd og de hårde odds i kampen for selvtillid. Det er socialt ydmygende ikke at kunne være med, når legen koster kroner til fodboldklub og svømmeklub, og det belaster at være barn af socialt frustrerede og skuffede -forældre. Med den opvækst er det en grunderfaring, at livet er en kamp. Driften til social opstigen har han dog i sig fra starten, og det er i den opstigen, hans selvforståelse er skabt.

Han indtager rum, som det hedder, og med pigerne, som endnu et rum, der kunne indtages, starter han tidligt: »Han havde sågar en skytsengel ved navn Glora, en slags fe, som holdt hånden over ham. Og det er typisk ham, siger han selv, at opfinde en smuk kvinde som skytsengel«. Da han var tolv, løb han tør for sejre og følte sig ensom, fordi pigerne foretrak de store drenge. Så begyndte han at gå med mælk og aviser, og pengene åbnede »døren til et nyt rum, hvor han kunne udmærke sig«. Som den første i Vejle fik han »et par pigtrådsbukser!«. De røde trompetbukser og røde sko, som kostede lige så meget som faderens månedsløn, var kompensation for ydmygelserne, da han som barn måtte gå i søsterens og moderens aflagte sko.

I gymnasiet gik han i klasse med den rige mands datter, der var »dum som en dør«. Det var første gang, han mødte »folk fra de pæne kvarterer«, og han gjorde sit til at leve op til øgenavnet »Modemanden«. Han ville simpelt hen være »den bedst klædte fyr i Vejle«. Fortvivlet har han forsøgt at fatte, hvordan kvinder dog reagerer. »Min mor, mine søstre, min kone, mine veninder. Hvad fanden foregår der i hovedet på dem, ikke?«, spørger han og kaster sig ud i betragtninger over kønsforskellen, som fremstår som noget absolut.

Hvor mænd prøver at sætte sig i andre menneskers sted, når de skal forstå kvinder, prøver kvinder »at indoptage den anden i sin verden. Identificere sig med vedkommende. Derfor er kvinder ofte tilfredse med at holde styr på en lilleverden, som de kan indoptage i sig«. Og for tiden er det kvindernes tankegang, der vinder frem. »Vi nærer kun omsorg for dem, vi kan identificere os med«.

HERFRA GÅR I interviewet en lige linje til klichéen om, at 'kvinde er kvinde værst', og at 'mænd vil have sejre, kvinder vil undgå nederlag'. Til sidst sætter han trumf på: Hvad det gælder om for mænd er at »blive formand, at vinde en diskussion, at score en kvinde«. Nils Thorsen lader Lars-Henrik Schmidt løbe linen ud. Den mandlighed, der her sætter ord på sig selv, er karakteriseret af »et stort begær til kvinder. Jeg tror, mine kammerater ville sige, at jeg har brug for bekræftelse fra kvinder«. »Det er der nogen mænd, der ikke behøver. Men jeg må nok tilstå, at det har jeg. Mine kammerater og mine brødre synes nok, at jeg har været lidt hysterisk i min søgen efter kvindeligt selskab«. Måden at skaffe sig den eftertragtede bekræftelse på er gået gennem forførelsen. »Kan det ikke blive et narkotikum? «, spørger Nils Thorsen. »Det er jo narkotika«, svarer Schmidt. »Det må løsgøre nogle endorfiner i hovedet på os. Det giver en beruselse at kunne det. Derfor kan man også blive vaneforbryder i den forstand«.

PERSONLIGT MØDTE jeg Lars-Henrik Schmidt i februar 2003, da han som oplægsholder på en workshop på Forskningsforums Forskningspolitiske Årsmøde skulle give et bud på spørgsmålet: »Hvordan får vi gode forskningsledere? Og hvordan får vi kvinderne med?«. Pointen gentog han så mange gange, at man i hvert fald ikke var i tvivl om, at det lå ham på sinde at få budskabet frem. »Køn betyder ikke længere noget, og universiteterne er blevet kvindagtige«, lod han de overvejende kvindelige deltagere forstå. Men hvis køn ikke længere betyder noget, er det i bedste fald paradoksalt at anklage universiteterne for kvindagtighed, tillod jeg mig at gøre ham opmærksom på, ligesom jeg anholdt ham for ordvalget.

Jeg havde ikke lige Ordbog over det danske Sprog ved hånden, men så meget ved jeg dog, at kvindagtig er et negativt begreb mellem mænd og mod mænd. Det forekom mig umiddelbart urimeligt at beskrive universitetet med en sprogbrug, der i sig selv har som underforstået ideal at bekræfte et mandligt fællesskab i udelukkelse af kvinder og det kvindelige. Lars-Henrik Schmidt insisterede i sit svar på, at ordet 'kvindagtig' ikke var negativt ment i sig selv, men alene skulle forstås som en neutral beskrivelse af en 'feminisering' af universiteterne, der som resten af samfundet var blevet præget af 'kvindelige værdier'.

'Kvindagtig', 'feminisering' eller 'pigelig'. Budskabet ser ud til at være det samme. I Information (17.5.02) definerer han den »pigelige skole«, som »en skole, hvor man skal snakke om alting«. Det minder ham om »den måde to piger taler sammen på, når de prøver tøj i en modeforretning. »Den der - nej, det går ikke. Og den der? Nej - det passer ikke sammen«. »Prøverummet i en tøjbutik er flyttet ud i resten af verden«, hævder han. Det er i samme interview, han introducerer »små skostørrelser« som billeder på kvinder. »Jeg siger ikke, at det er noget biologisk. Jeg nøjes med at sige, at der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem små skostørrelser og overlevelsesstrategier. Den sammenhæng er, at de små sko vil undgå at lide nederlag, og de store sko vil vinde«.

OG SKØNT Nils Thorsens interview i Politiken et år senere nok forklarer Lars-Henrik Schmidts særlige forhold til små pige- og damesko, så undskylder barndommens ydmygelser næppe, at rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet omtaler kvindelige studerende som »små skostørrelser« og »små sko«. Han siger ikke direkte, at kvinder »går i for små sko«, men det er jo det billede, der som en underliggende foragt gennemsyrer hans billedsprog.

I det seneste interview i Jyllands-Posten 17.12.03) gør han sig til talsmand for, at kvinder sænker fagligheden på universitetet. »Problemet er, at med den styrke, som kvinderne får, ændrer vi forestillingen om, hvad der er gyldig viden. Hvis viden kan gøres snakkesalig, mister vi forestillingen om, at der er noget, der må stå til troende«, er rektor for DPU her citeret for at sige. Lars-Henrik Schmidt har det svært med ophør og betror Politikens læsere, at den overvejelse »piner ham til hverdag «, hvorvidt han skal gå efter en ny periode som rektor eller gå tilbage til sit professorat i filosofi. Måske det ikke vil være nogen ulykke, hvis Lars-Henrik Schmidt glider tilbage til de professorale forpligtelser på Aarhus Universitet. Her vil han komme i godt selskab med professor Helmuth Nyborg, der ligefrem mener at have bevis for, at kvinder bare er mindre intelligente end mænd.

OG MENS vi venter på Helmuth Nyborgs data, der i givet fald vil kunne tjene som retfærdiggørelse af Lars Henrik Schmidt kampagne om kvinders mindreværd, vil jeg i al stilfærdighed pege på Virginia Woolfs analyse som en langt mere sandsynlig forklaring. Med kvinders voksende styrke i uddannelsessystemet er det i dag vanskeligere end nogensinde at legitimere forestillingen om, at mænd er mere værd end kvinder. Som et fortidens bytte tegner Lars-Henrik Schmidts synspunkter ikke fremtiden. Det må i sig selv være en svær position, rektorkæden taget i betragtning, og tjener måske som forklaring på den åbenlyst urimelige argumentation. Om den kunst at forføre forklarer Lars-Henrik Schmidt, at kvinder gerne vil tro på det, de hører. Men har han mon helt overset, at troværdigheden forudsættes, når han som rektor udtaler sig offentligt?

Privat kan Lars- Henrik Schmidt muligvis spejle sig i kvinders beundring, men i offentligheden hjælper ingen kære mor og ingen svær barndom. Jeg har en berettiget forventning om at blive talt til i øjenhøjde af rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Det er, hvad det drejer sig om.