Med årsskiftet er jobmarkedet blevet mere levende.
I alt 91 nye jobcentre er åbnet over hele landet. I de nye jobcentre samler Arbejdsformidlingen (AF) og kommunerne kræfterne om at få alle ledige i job. Regeringen har dermed realiseret visionen om én indgang til jobmarkedet. Både for virksomheder og for ledige. Det er epokegørende. Men hvordan vil den almindelige dansker opleve, at der er sket noget epokegørende? Hvad skal vi med jobcentre, når vi har den næstlaveste ledighed i verden? Og hvad er de gode argumenter, for at vi bruger tid, kræfter og penge på at slå AF og den kommunale jobindsats sammen? Det er nogle af de spørgsmål, jeg som beskæftigelsesminister løbende må forholde mig til. Størstedelen af befolkningen – alle dem, der står op hver dag og tager på arbejde – vil formentlig slet ikke opdage det. Det, der vil springe i øjnene er, at bybilledet ændrer sig, når det gamle velkendte og lidt støvede AF-logo bliver pillet ned fra facaden og skiftet ud med det nye og mere tidssvarende jobcenter-logo. Det syner måske bare af kosmetik. Men bag den nye overflade gemmer sig en ny og langt mere jobfokuseret måde at gøre tingene på. Resultatet skulle gerne blive, at arbejdsstyrken vokser, og at vi får endnu færre ledige. For virksomhederne og de ledige, der dagligt kommer til at bruge de nye jobcentre, vil der være flere scenarier. I den ideelle situation vil det være sådan, at arbejdsgiveren lægger en jobannonce ud på Jobnet.dk. Få dage senere får han de første henvendelser fra interesserede ledige. Og efter en uge kan han fjerne annoncen, fordi han har ansat en ny medarbejder. Sådan ser det ideelle jobmatch ud med mine briller. Virksomhederne lægger job på nettet, og de ledige søger dem. Jobcenterets opgave er på den ene side at sikre, at oplysninger om de ledige kun er nogle få museklik væk fra virksomheden. På den anden side at sikre, at de ledige er motiverede og kvalificerede til jobbet. Sådan vil det desværre langtfra altid fungere. I virkelighedens verden kræver det ofte lidt mere at få besat et job. Lad os tage et tænkt eksempel: Leif Sørensens metalværksted har lige fået en stor ordre. Leif skal bruge elleve svejsere i produktionen. Efter en uge har han kun ansat seks. Han ringer til det lokale jobcenter for at få hjælp til at finde de sidste fem. Jobcenteret finder yderligere fire ledige, der har de rette kvalifikationer. Men det kniber med at finde den sidste. Derfor indgår Leif i stedet en aftale med jobcentret om at ansætte to andre ledige. Ingen af dem er faglærte, men de er til gengæld motiverede og vil gerne uddanne sig og arbejde på metalområdet. Begge to bliver ansat med løntilskud. Det er i mine øjne et godt eksempel på, at jobcenteret for det første hjælper virksomheden med at finde arbejdskraft. For det andet udpeger egnede kandidater og skubber på, så de kommer ud på virksomhederne. For så til sidst at stå klar med løntilskud eller andre former for hjælp, hvis medarbejderen ikke kan yde 100 procent fra dag ét. Så selv om der i fremtiden bliver færre ledige, vil jobcentrenes opgave ikke nødvendigvis blive mindre. Ganske vist får de færre ledige at holde styr på. Men vi må også se i øjnene, at mange af de ledige, der står tilbage i ledighedskøen, ikke har de nødvendige kvalifikationer til at tage fat ude på virksomhederne. Nogle ledige mangler måske et danskkursus eller lidt faglig opkvalificering for at være klar til et job. Andre skal kickstartes med et løntilskud eller have et lille skub for at komme ud af fjerene om morgenen. Der skal under alle omstændigheder en mere håndholdt indsats til for at få de sidste ledige i job. Her passer jobcentrene til opgaven som hånd i handske. Jobcentrene er netop skræddersyede til få flere langvarigt ledige, indvandrere og andre svage grupper i job. Hvorfor nu det? Hvad er det de kan, de nye jobcentre? Jeg vil her nævne de ti vigtigste grunde, til at vi skal have effektive jobcentre i fremtiden: For det første har vi, på trods af tusinder af ubesatte stillinger, fortsat 113.000 ledige. Ledige, der ifølge kommunerne og a-kasserne er raske og rørige og parate til at tage fat. Det er et paradoks, som de nye jobcentre skal være med til at løse. For det andet søger mange danske virksomheder forgæves efter arbejdskraft. Konsekvensen er, at virksomhederne må sige nej til ordrer. Det betyder, at vi går glip af milliarder af kroner i tabte indtægter, og opsvinget risikerer at miste kraft. Det er jobcentrenes opgave at hjælpe virksomhederne med at finde arbejdskraft, så vi kan fastholde de gode tider. For det tredje står vi med mange ledige inden for fagområder, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det gælder både faglært og ufaglært arbejdskraft. På landsplan er der omkring 235.000 personer, som inden for det seneste år har været ledige mere end tre måneder i træk. Næsten halvdelen af de mennesker – cirka 120.000 personer – hører til inden for områder med mangel på arbejdskraft. Det er jobcentrenes opgave at skabe et hurtigere match mellem de ledige og virksomhederne, der mangler arbejdskraft. For det fjerde kæmper vi med et uhørt stort antal flaskehalse på arbejdsmarkedet. Siden 2005 er antallet af flaskehalse steget fra 100 til over 200. Derfor er der afsat en særlig pulje med penge, som jobcentrene kan trække på til at forebygge og bekæmpe flaskehalse på arbejdsmarkedet. For det femte er det helt afgørende, at de mennesker, der står tilbage i ledighedskøen, får en hurtig og effektiv hjælp til at komme i arbejde. Det gælder, uanset om de er på dagpenge eller kontanthjælp. Virksomhederne er jo ligeglade med, om deres kommende medarbejder har fået den ene eller den anden ydelse. Det væsentlige er, at personen kan og vil arbejde. Med jobcentrene har vi skabt en fælles indgang for borgere og virksomheder til det offentlige beskæftigelsessystem. Vi har taget det bedste fra AF og det bedste fra kommunerne og lagt det sammen under samme tag. På den måde høster vi frugterne af at blande AF’s erfaring med at få ledige i job med kommunernes erfaring med at tage hånd om de svage ledige. For det sjette skal det være slut med, at det er postnummeret, der bestemmer, om ledige får aktiv hjælp til at komme i arbejde eller blive parkeret på passiv hjælp. Alle ledige med samme problem skal have den samme hjælp. Styrken ved de nye jobcentre er, at det er JOBcentre. Fokus er på at få de ledige i job. Uanset om de bor i København eller Aalborg. For det syvende skal jobcentret gå mere direkte til de ledige, der ikke er motiverede for arbejde. Derfor skal der altid være fokus på den hurtigste vej i job. Jobcentrene skal skubbe på, så de ledige søger nogle af de mange tusinde ledige stillinger, der er. Og de skal konfrontere de ledige med deres muligheder på arbejdsmarkedet, hvis de har urealistiske forventninger. På den måde frigøres der energi og kræfter til dem, der har brug for en ekstra indsats. For det ottende skal vi udnytte den historiske chance, vi har, for at få flere svage ledige i job. I jobcentret går løsningen af jobmæssige og sociale problemer hånd i hånd. Det har været en pointe siden dag ét. De nye jobcentre har både kontakten til virksomhederne og kontakten til de ledige, der har brug for ekstra hjælp. Den fordel skal jobcentrene udnytte. For det niende er der mere end nogensinde behov for et gennemsigtigt arbejdsmarked. Opgaver og ordrer flytter konstant i en globaliseret verden. Snart er der brug for svejsere i Nordjylland – snart på Fyn. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at arbejdsgiverne har overblik over, hvor de kan hente de bedste folk til opgaverne. Med kommunalreformen har vi reduceret antallet af kommuner markant. Vi har skabt nye, større og mere bæredygtige kommuner. Man kan sige, at vi har ’udvidet lokalområdet’. Med de nye jobcentre får vi fuld gennemsigtighed på arbejdsmarkedet. Alle ledige bliver synlige for virksomhederne på det landsdækkende arbejdsmarked. Det bliver langt lettere at formidle job på tværs af kommunegrænser. Det er vigtigt – både for virksomheden, der søger arbejdskraft, men også for jobcentret, der skal formidle den bedst kvalificerede arbejdskraft til virksomhederne. For det tiende får vi fremover mere viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi vil måle og veje effekten af de ting, de gør i de nye jobcentre. Det er helt afgørende, at de initiativer, vi sætter i gang for at få de ledige i arbejde, har en effekt, og at jobcentrene kan inspirere hinanden. Hvis en bestemt metode virker i Nordjylland, hvorfor så ikke bruge den i resten af landet? Fællesnævneren er, at jobcentrene er et af vore vigtigste redskaber til at tackle manglen på arbejdskraft. En udfordring, der ikke bliver mindre i de kommende år, når de store årgange om få år begynder at forlade arbejdsmarkedet. At afhjælpe manglen på arbejdskraft og få de ledige i arbejde skal derfor være sigtelinjen for alt, hvad vi gør i jobcentrene i den kommende tid. Situationen er ikke let at håndtere. Det viser de helt åbenlyst absurde eksempler, vi løbende er blevet præsenteret for. Først var det postbudene i Nordsjælland. Så var det avisbudene i København og Aarhus. Job, som ikke kræver andet, end at den ledige er rask og rørig og til rådighed for arbejdsmarkedet. Men selv om vi er langt nede i ledighedskøen, skal vi ikke undlade at sætte os ambitiøse mål. Jeg har tre mål for jobcentrenes indsats i det nye år. Det første mål er, at jobcentrene skal få nedbragt ledigheden hos de mange tusinder ledige, som har gået ledige i over tre måneder. Vi skal paradokset til livs. Det er mig en gåde, at der kan være ledige, der står til rådighed, samtidig med at virksomhederne mangler arbejdskraft. Det andet mål er, at jobcentrene skal have særligt fokus på de kontant- og starthjælpsmodtagere, der har gået passive i et år. Lige nu har vi en historisk chance for at få mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i job. Den chance skal vi udnytte. Det tredje mål er, at jobcentrene skal bidrage til, at vi får antallet af unge under 30 år på kontanthjælp, starthjælp, introduktionsydelse og dagpenge bragt ned. Alle unge skal have mulighed for at få et aktivt liv med arbejde, så de kan blive selvforsørgende. Hvis vi skal have succes med at nå målene, er det helt afgørende, at alle parter i processen tager ansvar og yder en indsats. Det gælder både de ledige, virksomhederne, a-kasserne og de nye jobcentre. De ledige skal være kvalificerede og motiverede for at tage et job. A-kasserne skal sikre, at deres medlemmer står til rådighed og sanktionere, når nogen forsøger at undslå sig arbejde. Virksomhederne skal være mindre kræsne og åbne dørene for flere svage ledige, indvandrere og andre, der ikke lige passer ind fra dag ét. Og endelig skal de nye jobcentre gå til de ledige og konfrontere dem med konkrete job fra dag ét. Vi er lige gået ind i et nyt år. Et nyt år, der bringer nye jobcentre, nye opgaver, nye kolleger. Det eneste, der faktisk ikke er nyt, er opgaven eller missionen, som det hedder i moderne managementsprog. Den er den samme som før. Nemlig at få flere mennesker i arbejde og sikre tilstrækkeligt arbejdsudbud. Der er mange, der har sagt, at det ikke er muligt at slå Arbejdsformidlingen og den kommunale jobformidling sammen. Det kan ikke fungere, sagde kritikerne, da vi lancerede reformen. Det er nu op til os i fællesskab at vise, at de tog fejl. Lad mig i den forbindelse minde om, at der dengang heller ikke var stor tiltro til, at regeringen ville kunne skabe høj vækst og lav ledighed. I dag buldrer økonomien derudad, og vi har høj vækst. Vi har den laveste ledighed i over en menneskealder – den næstlaveste i verden – og beskæftigelsen stiger støt. Mine ambitioner på jobcentrenes vegne er store. Og jeg tror på, at de vil gøre en forskel – både for virksomhederne og for de ledige – efter en indkøringsperiode vil jeg lidt forsigtigt tilføje. Men lad mig også minde om, at det er den største fusion af systemerne på arbejdsmarkedet nogen sinde. Rundt om i landet flytter AF og kommunerne sammen i 91 nye jobcentre. Stole, borde, kaffemaskiner, computere og personale skal på plads i nye lokaler. Kabler og ledninger skal trækkes. It-systemer skal kobles til og spille sammen i en ny elektronisk infrastruktur. Det er ikke nogen lille opgave. Vi ved, at fusioner – både i det offentlige og i det private – stiller store krav til både teknik, medarbejdere og ledelsen. Jeg kan ikke garantere, at der ikke vil være problemer i starten. Men jeg kan til gengæld love, at vi knokler for at komme på plads.
