Bushs Vilde Vesten-tankegang nytter ikke noget, når det gælder om at bekæmpe terrorisme. USA og dets befolkning skulle hellere begynde at tænke på, hvorfor nogen hader dem så meget, at de vil give livet for det, skriver kronikøren, der er lektor i amerikanske studier. »Hvis vi skal anvende magt, er det, fordi vi er Amerika. Vi er den uundværlige nation. Vi står stærkt. Vi ser længere ind i fremtiden«. Udtalelsen kommer ikke fra et medlem af Bush-regeringen, men fra udenrigsministeren under Clinton, Madeleine Albright, i februar 1998, da hun skulle forsvare en forestående brug af cruisermissiler mod Irak. Forestillingen om USA som verdens uundværlige nation begynder naturligvis ikke med Albright. Den er en del af den amerikanske selvopfattelse, der strækker sig helt tilbage til puritanernes tid. I 1630 kunne én af puritanernes ledere John Winthrop således betegne puritanernes ny koloni i Massachusetts som en by på en bakketop, hvis lys kunne oplyse hele verden. Puritianerne skulle på én gang værne om deres fællesskab af moralsk renhed ved at beskytte det mod korrupte påvirkninger fra ydre fjender og tjene som et eksempel på godhed, som verden kunne følge. I 1980'erne yndede den store kommunikator Ronald Reagan at citere Winthrop for at udtrykke sin beundring for et velsignet land, der lå mellem to oceaner og dermed var beskyttet mod verdens kappestrid, men samtidig havde den guddommelige mission mod at sprede budskabet fra det amerikanske paradis til resten af verden. Som en kommentator skrev om en Reagan-tale om nødvendigheden af et missilskjold for at beskytte USA, var Reagans - og mange amerikaneres - verdenssyn både nostalgisk og fremadsøgende, både isolationistisk og internationalistisk. Disse tilsyneladende indbyrdes modstridende tendenser i den amerikanske selvopfattelse har eksisteret side om side fra George Washington til George W., men oftest i ubalance med den ene tendens som dominerende alt efter de givne historiske omstændigheder. En del kommentatorer har forsøgt at sammenligne terroristangrebet 11. september på World Trade Center og Pentagon med det japanske angreb på Pearl Harbor. Sammenligningen holder kun med hensyn til overraskelsesmomentet. Dagen efter angrebet på Pearl Harbor var USA i krig med en nation, Japan. I ugerne efter terroristangrebet peger nogle indicier på den saudiarabiskfødte Osama bin Laden, som opholder sig i Afghanistan, og som står i spidsen for et løst terroristnetværk, som strækker sig fra Algeriet til Filippinerne med forgreninger i Europa og i USA. Det USA, som på mange måder under Bush havde udvist tiltagende isolationistiske eller rettere ensidige tendenser ved at trække sig ud af Kyoto- aftalen om begrænsningen af drivhusgasser, at sætte spørgsmålstegn ved anvendeligheden af ABM-traktaten med Rusland, som nægtede at sende udenrigsminister Colin Powell til FN's Durban-konference om racisme og tolerance, og som i forhold til Clinton havde ført en tilbageholdende politik i Mellemøsten, er på et øjeblik blevet forvandlet til et land, som forbereder krig. Nu er målet - med Bushs egne ord - at »udrydde det onde i verden«. I kampen mellem det gode og det onde i Bushs forenklede verdenssyn er USA parat til at indtage rollen som verdensmagt. Men det har USA naturligvis allerede gjort. Som eneste supermagt efter Sovjetunionens kollaps i 1991 har USA opretholdt en militær tilstedeværelse verden over som et levn fra koldkrigstiden. Et årti efter afslutningen på koldkrigen er hundredtusindvis af amerikanske tropper udstyret med de mest avancerede våben stationeret på over 61 baser i 19 lande. Ved at bevare en koldkrigs militærstruktur har USA på mange måder været blind for en udvikling, som nu giver sig udslag i bekæmpelsen af terrorisme. Og de seneste udtalelser fra Bush og hans rådgivere tyder på, at USA's måde at udkæmpe den nye krig på vil støtte sig op ad en koldkrigsmentalitet, som er uegnet til bekæmpelse af terrorismen. Richard Falk, en forsker i udenrigspolitik, har med rette hævdet, at der ikke findes nogen militær løsning på denne nye krig. Det er bydende nødvendigt for USA's politiske og militære ledere og den amerikanske befolkning at begynde at tænke på, hvordan nogle mennesker kan nære et sådant had til USA, at de i årevis kan have planlagt, for derefter at gennemføre en terroristaktion, der har kostet så mange uskyldige menneskeliv. For, som den franske feminist Simone de Beauvoir sagde engang om kvinder, terrorister fødes ikke, de skabes. Al den retorik om kampen mellem det gode og det onde er uhistorisk tomsnak, som i sidste ende kan vise sig at være skadelig for USA's langsigtede interesser. Det er langt mere nyttigt at kaste et blik på USA's politik i det område, hvor en militæraktion i kølvandet på terroristangrebet sikkert ville finde sted. Blowback-teorien er hentet fra CIA og betyder utilsigtede konsekvenser af politiske beslutninger, som blev holdt hemmelige for den amerikanske befolkning. De mest nærliggende eksempler på blowback er USA's støtte til Saddam Hussein i 1983-84 under krigen mellem Iran og Irak og til den afghanske modstandsbevægelse under krigen med Sovjetunionen i 1980'erne. Saddam blev under Golfkrigen som bekendt forvandlet til en moderne Hitler. CIA postede cirka 3 milliarder dollar i den afghanske modstandskamp. Resultatet ser vi nu i form af det fundamentalistiske Talebanstyre, som giver husly til bin Ladens al-Qaeda-organisation. Optakten til den nye krig skal også ses i sammenhæng med USA's deltagelse i krige gennem hele sin historie. En meningsmåling foretaget af CNN og den amerikanske avis USA Today viste, at hele 88 procent af de adspurgte er villige til at acceptere tab af soldater i en krig mod terrorisme. Reaktionen skal ses på baggrund af de relativt få tab, som USA har lidt i krig. Der blev dræbt flere ved terroristangrebet sidste uge - tallet er oppe over 6.000 - end der gjorde under hele den amerikanske uafhængighedskrig fra 1775 til 1783 (nemlig 4.435). Hvis vi kigger på alle de konflikter, som USA har deltaget i siden slutningen af Vietnamkrigen i 1975, er tallet endnu mere slående. Tabstallene fra Grenada i 1983, Panama i 1989-90, Golfkrigen i 1990-91 og Kosovo 1999 tilsammen er kun en brøkdel af de liv, der gik tabt efter sidste uges angreb. En generation, der har oplevet minimale tabstal i krige, vil på længere sigt værge sig ved at give støtte til en militæraktion, der muligvis kan blive langvarig og koste mange menneskeliv. Dertil kommer, at film som 'Pearl Harbor', som ender med et vellykket gengældelsesangreb mod Tokyo anført af den legendariske Jimmy Doolittle, men ikke med et ord nævner interneringen af 120.000 japansk-amerikanere endsige bombningen af civile mål i Japan, som alene i de sidste fem måneder af krigen kostede over 900.000 borgere livet, er med til at opretholde billedet af USA som den gode nation i kamp mod onde kræfter. Den ophidsede situation i USA er heller ikke hjulpet af fundamentalistiske evangelister som Jerry Falwell og Pat Robertson, som ikke var sene til at give aborttilhængere, feminister og bøsser og lesbiske en del af skylden for angrebet, fordi de håner Gud. (Jeg kan i parentes bemærket ikke lade være med at tænke på, at de fleste tilsyneladende godt kan skelne mellem kristne fundamentalister, som bomber abortklinikker og skyder læger, der udfører aborter, og såkaldt mainstream kristne, medens det samme synes at være vanskeligere, når det gælder islam). En fremsynet amerikansk udenrigspolitik må efter min mening erkende, at USA's rolle i verden efter slutningen af den kolde krig ikke udelukkende har været til gavn for amerikanske sikkerhedsinteresser og ikke har levet op til amerikanernes forestilling om USA som den gode nation. I modsætning til Francis Fukuyamas teori om, at det liberale demokratis triumf efter Sovjetunionens fald betød enden på historien, har de sidste 10 års historie netop understreget, at misforholdet mellem rige og fattige er vokset i postkoldkrigsæraen. Afghanistan er et 'mindst udviklet land' (en FN-betegnelse), og det er sigende, at antallet af 'mindst udviklede lande' er fordoblet til 49, siden FN begyndte at bruge betegnelsen i 1971. Dilemmaet for Bush er bl.a., at Afghanistan er så fattig og har så dårlig en infrastruktur, at traditionelle krigsmetoder kommer til kort. Man kan ikke bombe et land tilbage til stenalderen, som man yndede at sige under Vietnamkrigen, hvis landet allerede befinder sig på et socialt og økonomisk tilbagestående niveau. Michael Klare, en forsker i militære anliggender, har i bogen 'Resource Wars' argumentet, at krige i det 21. århundrede vil blive udkæmpet om verdens ressourcer - olie, vand, naturgas, mineraler, mad - og meget vel kan finde sted i de mindst udviklede lande med USA's medvirken. Den Internationale Monetære Fond, som nogle iagttagere anser for at være det amerikanske finansministeriums forlængede arm, kræver ændringer i den økonomiske politik i form af salgsafgrøder, nedskæringer i sociale ydelser og privatiseringer hos potentielle modtagere af lån, som ikke kommer borgerne til gavn. Mindre kendt i Vesten end antiglobaliseringsdemonstrationerne er utallige anti-IMF-demonstrationer i såkaldte, underudviklede lande, som er med til at oppiske en antiamerikansk stemning. Dertil kommer, at USA er den førende nation, hvad angår våbeneksport. I 1990'erne eksporterede USA våben til 140 lande. 90 procent af de lande var enten ikke demokratier eller har overtrådt menneskerettigheder. Eftersom de amerikanske medier ikke bruger meget tid på disse emner, og de fleste amerikanere ikke plejer at udvise den store interesse for udenrigspolitiske anliggender, indgår disse aspekter af USA's rolle i verden ikke i overvejelserne omkring en passende respons til terrorisme. Desuden er USA's fortsatte intervention i andre landes anliggender med til at destabilisere verden og udgør en trussel mod USA. USA's nye krig, hvis det indebærer et direkte angreb på Afghanistan, vil utvivlsomt føre til en yderligere destabilisering. Samuel Huntington, en forhenværende rådgiver for den amerikanske regering under Vietnamkrigen, har i en kendt bog argumenteret for, at efter slutningen på koldkrigen vil fremtidige konflikter udspille sig mellem civilisationer. Men faren består ikke så meget i konflikter mellem civilisationer som i konflikter inden for civilisationerne. Den krig, der har stået på inden for islam, mellem sunnier, shiiter, mellem byboer og landlige muslimer, finder bl.a. sted i de fire lande foruden Afghanistan, som muligvis bliver indblandet i en eventuel krig med USA: Pakistan, Iran, Tadsjikistan og Usbekistan. Bushs 'Wanted Dead or Alive'-Vilde Vesten-retorik hjælper ikke på situationen. De, der troede, at USA nu bliver nødt til at droppe planerne for missilskjoldet, kan godt tro om igen. Ugen efter terroristangrebet sendte Bush en viceudenrigsminister til Moskva for at prøve at overtale Ruslands præsident Putin til at acceptere tanken om missilskjoldet. På den indenrigspolitiske side har Bush-regeringen allerede bedt om udvidede beføjelser til FBI og CIA med hensyn til overvågning af borgere, udenretslige henrettelser af statsledere og restriktioner for indvandrere. Som det demokratiske kongresmedlem John Conyers fra Michigan udtrykte det: »Ligesom denne skrækkelige handling kan ødelægge os udefra, kan den også ødelægge os indefra«. Oplysninger om, at de filippinske myndigheder havde infiltreret muslimske militante organisationer, som udarbejdede planer om at bruge civile fly som missiler, oplysninger, som de sendte videre til det amerikanske efterretningsvæsen, som valgte at sidde dem overhørig, rejser spørgsmålet, om flere bevillinger nødvendigvis betyder bedre efterretning. Jeg skal ikke komme med nogen løsning på problemet. Michael Klare foreslår simpelthen, at man jager bin Laden og hans nærmeste medarbejdere som massemordere som led i efterforskningen af en kriminel sag. I den nuværende stemning i USA har sådan et forslag dog lange udsigter. Frankrigs præsident Jacques Chirac udtalte under sit besøg i Det Hvide Hus, at »jeg ved ikke, om vi skal bruge betegnelsen krig«. Der er med andre ord allerede begyndt at opstå rifter i alliancen. Men amerikanerne kan tilsyneladende ikke betragte terroraktionen sidste uge som andet end en krigserklæring, som der skal svares igen på. Og det er måske det eneste, som USA og bin Laden kan blive enige om. Bin Laden har erklæret krig mod USA for nogle år siden. For ham udgør bombningen af amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania og af skibet 'USS Cole' slag i denne hellige krig. For USA kommer et angreb som det 11. september som et slag ikke kun mod de uskyldige mennesker, der blev dræbt, men mod den amerikanske selvopfattelse af et land beskyttet mod resten af verden og som et land, der beundres af resten af verden.