Efter over 20 år som lærer og offentligt ansat ved samme skolevæsen og arbejdsplads er bægeret blevet fyldt, og jeg vil og kan ikke mere. … Igennem det sidste trekvarte år har jeg sammen med andre frustrerede skolefolk, gennem læserbreve, kronikker og lignende, gjort opmærksom på det overgreb og den fejludvikling, Bertel Haarder og hans håndgangne mænd er i færd med i forhold til den danske folkeskole. Dog har man intet villet ændre til det bedre, så min opsigelse er en forudsigelig konsekvens af dette. Som en af dem, der tilhører fodfolket, og som kun varetager undervisning og i øvrigt skal udføre alle de krav og tiltag, Undervisningsministeriet konstant spytter ud, har jeg for længst sagt fra og erkendt, at det kan jeg ikke gennemføre, ikke engang med min bedste vilje. Jeg erkender altså her og offentligt, at jeg gennem flere år har udvist forsømmelighed, utilstrækkelighed og manglende pligtoverholdelse i forhold til min gerning som tjenestemand ved Gjerns kommunale skolevæsen. Det ville komme for vidt, hvis jeg skulle opremse hele mit synderegister, men jeg vil blot nævne nogle enkelte ting her, såsom manglende implementering af it i idrætsundervisningen, udeladelse af norsk i danskundervisningen, manglende historieundervisning, hvad angår tiden efter 1973 og oliekrisen (bøgerne, vi har, slutter her), manglende differentiering af færdselsundervisningen og så videre. Mine samvittighedskvaler i forhold til disse udeladelser har været noget, jeg har kunnet leve med. Nu, inden der indledes en tjenestemandssag imod mig, vil jeg gerne forklare denne pligtforsømmelse – af mig selv spøgefuldt betegnet som mit private civilt ulydige oprør. Ansvaret ligger selvfølgelig ikke hos nogen enkeltperson, men er resultatet af en misforstået tro på, at folkeskolen kan løse en umulig opgave, nemlig den lange række af modsatrettede krav, som er blevet til skolens hverdag. Vi skal styrke fagligheden, men også udvide rummeligheden, differentiere og sætte individet i centrum, men samtidig styrke og bevare fællesskabet og den sociale oplæring, disciplinere uden egentlige sanktionsmuligheder, være spændende, fornyende og engagerede uden efteruddannelse og opgradering, bryde den sociale arv, mens de boglige og teoretiske krav bliver større, og hjælpen til de bogligt svage bliver mindre. Jeg kunne blive ved med at remse en lang række paradokser op og dermed udstille et skoleprojekt, som mere og mere synes at være en illusion, som snarligst bør punkteres. Ved at bilde folk ind, at skolen kan løse alle samfundets problemer, får man skabt nogle forventninger, som er umulige at indfri. Med en brugerskare, som vi ikke kan tilfredsstille, og en glubsk presse bliver vi lærere nemt gjort skyldige, forkætret og dagligt genstand for dårlig omtale. Der er ingen, der i længden kan holde til at blive mistænkeliggjort og ringeagtet. Virkningerne er bl.a. udbrændthed, stress, vrede, søvnløshed og mere konkrete lidelser såsom mavesår og forhøjet blodtryk. Personligt føler jeg, at disse lidelser ligger faretruende nær, da jeg, i kraft af min uddannelse og fag, ikke kan undgå at følge med i mediernes behandling af os som faggruppe. Jeg føler, at jeg indimellem har taget hele standens åg og dårlige omtale på mine skuldre. Egentlig synes jeg – som formentlig de fleste andre undervisere – at jeg har klaret det primære tilfredsstillende, nemlig selve undervisningen og samværet med eleverne. Når jeg tør sige sådan, er det, fordi jeg i over 20 år har haft mange gode dage og timer med over 1.000 forskellige børn. Jeg har ligefrem fået breve og udtalelser fra forældre, der var tilfredse og glade. Min såkaldte evalueringskultur har sagt god for mit virke. Jeg har ført overbygningselever til eksamen mange gange – oven i købet med fornuftige resultater. Med de nye tider under Haarder og hans teknokrater skal alt nu testes, dokumenteres, måles og beskrives i kilometervis af skriftlige og bureaukratiske planer. Undervisning er blevet gjort til en vare, som er omfattet af detaljerede varedeklarationer, og undervisningen skal ikke indeholde andet end det deklarerede og standardiserede, for ellers er undervisningen og dens resultater ikke målbare – eleverne vil dermed ikke kunne bestå de opfølgende test. Det er lykkedes at forsimple den ellers omfattende og til tider krævende opdragelse og oplæring af vore kommende generationer. Oven i dette har man gjort de kulturbærende, det umålelige og de langtidsholdbare ting som samarbejde, demokrati, kreativitet og kritisk forholden sig til noget underordnet. Læreren bliver på denne måde faglærer og specialist, der skal udfylde smalle faglige mål og rammer, hvor indholdet primært bliver at reproducere og memorere kanoniseret viden. Hvert år bliver der så mulighed for regnskabsaflæggelse. Hvis testresultaterne er tilfredsstillende, kan kontrakten fornyes – endda med mulighed for et ekstra løntilskud. Hvis ikke, må skolen, læreren og eleven hænges ud og straffes og stå til offentlig spanking på nettet. Skolerne og medarbejderne bliver på denne måde gjort til indbyrdes konkurrenter, og hele samarbejdsånden og solidariteten går fløjten. Hjælp, vidensdeling og lignende bliver en omkostning, der skal tages højde for. I denne snærende underviserrolle vil man ikke længere føle, at man gør en forskel, for i bund og grund kan man erstattes af en hvilken som helst anden, om ikke andet af en computer. Med den nye form for programmeret undervisning skal der jo bare undervises efter de kanoniserede slutmål, hvorimod livsduelighed og oplivning og lyst til livet bliver noget, børn og unge må finde andre steder. Ministeriet og eksperterne (nej ikke smagsdommerne) har kort sagt defineret, hvad der er væsentligt. De vil ikke dialogen og den demokratiske diskussion med fodfolket om undervisningens indhold. Vi er én gang for alle blevet tankpassere, der bare skal fylde på eleverne. Ironisk nok har man på denne måde lettet lærernes arbejdsbyrde og overflødiggjort den længe efterspurgte lærerpersonlighed. Ligeledes har man overtaget demokratiforståelsen og oplæringen. Demokrati er blevet til en teoretisk disciplin, som Undervisningsministeriet varetager bl.a. med det nye hæfte derfra om emnet. Det er jo lidt af et paradoks og yderst beskæmmende, at vi under vor nuværende argumentresistente og ultraliberalistiske undervisningsminister skal opleve, at vi får berøvet vor undervisnings- og metodefrihed. Via et mediestunt af dimensioner er det lykkedes at tegne en katastrofesituation i folkeskolen. Nogle middelmådige PISA-test bruges som argument for at ændre en flere hundrede år gammel skoletradition. Skolen er gået fra at være en dannelsesskole til at blive en fagskole, hvis vigtigste opgave er at være serviceled for erhvervslivet. Kvalitetssikringen og styringen af denne skole sker så via parametre, som vi kender fra produktionen og sportspladserne. Dermed er undervisning ud fra omsorg for eleverne og ud fra det, man brænder for – samt ens evner, blevet en saga blot. Men engagement, kvalitet og faglighed er altså ikke noget, man bare kan vedtage og få, blot fordi man har flertal. Ejerskab til forandringer skal være til stede hos dem, der udfører det lange seje træk. Centralistisk styring og diktater fører blot lærerne yderligere i defensiven. De nævnte problemer har længe naget mig, men dråben, der har fået bæger til at flyde over og har gjort min beslutning om at sige op definitiv, er ikke mindst truslen om de respektløse besparelser og budgetforslagene for det kommunale område. Ikke at besparelserne bliver så kraftige, som først udmeldt, men man har spillet taktisk ud for senere at kunne finde skjulte midler og fremstå som problemknusere. Der sker blot det, at vi bliver fodret med lunser fra vores egen hale, og besparelserne vil blive strakt over en endnu længere periode eller komme på et tidspunkt, hvor de folkelige protester er ebbet ud. Hvem der har ansvaret for kommunernes umulige økonomiske situation, skal jeg ikke dømme om. Men bag skjult talmagi og statistik er det et faktum, at der kommer alvorlige besparelser på kerneydelserne; børnepasning, skolevæsenet, skolefritidsordningerne, ældreplejen, pasning af de psykisk syge og så videre. Det er altså igen de forsvarsløse eller ikke-stemmeberettigede, der skal holde for. Hvad er det så, jeg bl.a. skal give mine elever som forklaring? Det må blive dette: • At samtidig med at de arbejdsfrie indtægter stiger eksplosivt, bankernes overskud er tocifrede milliardbeløb, økonomien i Danmark har det ufatteligt godt, så bliver I nødt til at acceptere alvorlige besparelser? • Eller er det nærmere, fordi regeringen har bestukket befolkningen med et skattestop, hvilket betyder, at I kommer til at betale for deres lystbåde, fritidsboliger i ind- og udland, firhjulstrækkere og kolossale forbrugsorgier? • Eller er det snarere, at I skal betale for vores leg med USA, oliekrigen i Irak og terrorkrigen i Afghanistan? • Personligt tror jeg mest på forklaringen om, at man ved at udsulte og forringe den offentlige service via manglende ressourcer og øgede krav og forventninger baner vejen for velargumenterede ressourceomlægninger til private løsninger. De eneste offentlige institutioner, der overlever, er de, der pligtskyldigt følger regeringens diktater og politik. Man fristes til at tro, at tanken om minimalstaten stadig lever. Ét er i hvert fald sikkert – den offentlige sektor er for tiden præget af mismod, lavstatus, dårlig omtale, kort sagt fanget i den negative spiral, hvor mange ønsker sig bort. Andre bliver tilbage og handler i trods. Man må sandt for dyden sige, at regeringens mobbekampagne er lykkedes. Halvdelen af befolkningen føler p.t. ikke, at de er med til festen. Den anden halvdel er præget af eufori, holdånd og tro på fremtiden. Resultatet, forudser jeg, bliver en afmarch fra den offentlige sektor. De, der bliver tilbage, er de autoritetstro kvinder, for hvem omsorg er vigtigt. Jeg forudser ligeledes, at de velhavendes og stærke forældres børn bliver flyttet til privatskoler. Senere kan jeg nemt forestille mig, at vi for at få arbejdskraft nok til folkets skole skal importere østarbejdere eller en anden form for billig arbejdskraft. Som man tydeligt fornemmer, er jeg meget sortsynet og ved at blive en sur gammel mand. For ikke at forstærke den tendens forlader jeg som sagt den synkende skude nu. Jeg vil ikke fortsætte i et arbejde, hvor arbejdets art bygger på et livssyn og en livsform, jeg ikke deler. Jeg vil ikke være marionet for en værdikamp og et politisk projekt, der ødelægger den skole – og det ’barn’ – jeg har brændt så meget for. Jeg tror på, at fællesskabet er basen, og hensyntagen er en dyd og ikke en omkostning, der nu ikke længere er råd til. Jeg vil ikke være med til den specialiserede og individorienterede skole, hvor rangorden, elitedyrkelse, konkurrence og managementkultur er idealet, og hvor pseudovidenskabelighed og dokumentation er det, der afkaster anerkendelse og beundring. Forløjetheden trives glimrende, så forringelse bliver kaldt rummelighed. Kontrol og mistillid bliver til test og meterlange planer, pral og selvfedme til evaluering og handlekraft og så videre. Krumspring, skjulte dagsordner og Bertels stramt styrede statsskole er ikke vejen til forbedringer. Det er derimod en folkelig skole, hvor nye initiativer selvfølgelig følges op af yderligere ressourcer. Initiativerne er nøje planlagt med alle implicerede parter, så forståelse og ejerskab er til stede. Nye prøver og prøveformer vedtages ikke en uge før sommerferien, hvor årsplanlægningen skal være på plads. Tiltagene følges op af kurser og almindelig opgradering, alt andet er og bliver respektløst! Som nævnt vælger jeg den individuelle løsning og stopper mit ansættelsesforhold. Men det er ikke os, der forlader skolen, man skal have ondt af, men derimod dem, der bliver tilbage. Dem, der skal rende endnu hurtigere og leve med forældede materialer og andre dårligdomme. Dem, der skal leve i det kaos, som omstruktureringer medfører og åbenbart giver ret til … Kort og godt, så er min begejstring for arbejdet i den danske folkeskole ikke længere til stede, og som man ofte har hørt, så skal man jo gå, når man ikke kan lide lugten i bageriet. Denne opsigelse er ikke ment som noget martyrium, men mere som en ærlig advarsel til Danmarks befolkning, som jo i sidste ende er skolens og det offentliges arbejdsgiver.