I år er det 100 år siden, grundstenen til det nuværende og tredje Christiansborg blev lagt.

I 1907 var der gået 23 år siden det andet Christiansborgs brand i 1884. To årtier, der tilhører en af de mest dramatiske og turbulente perioder i dansk politisk historie. Det blev sagen om genopbygningen af Christiansborg et tydeligt eksempel på. Det er klart, at Folketinget nærer en særlig varm følelse for Christiansborg. Det er Folketingets hjem og rammerne omkring en stor del af vores arbejde. 100 året for grundstensnedlæggelsen er derfor i sig selv værd at fejre. Det er dog ikke alene slottets jubilæum, vi fejrer. Det er i høj grad også selve demokratiet, vi kan fejre. Slottets grundsten blev nemlig på mange måder grundstenen til Danmarks demokrati, som vi kender det i dag. Med den meget fri grundlov fra 1849 blev fundamentet for det danske demokrati lagt. Enevælden og kongens magt blev til folkets magt – i hvert fald med lovens skrevne ord. Men et demokrati kan ikke bygges med ord alene. Demokratiet kræver vilje og handling – såvel dengang som i dag. Og der skulle gå mere end 50 år, inden det blev knæsat, at en regering skulle afspejle sammensætningen af Folketinget. Jeg glæder mig i dag over, at en række nye demokratier skyder op over hele verden, men jeg må samtidig konstatere, at det er vanskeligt for dem at virke som demokratier i praksis. Demokrati tager tid og kræver omstilling og hårdt arbejde. Det er også, hvad vi fortæller andre landes parlamenter, når de søger råd i Danmark til at styrke deres egen demokratiske udvikling. Og måske er det ikke så ringe at kunne fortælle dem, at det demokrati, de møder i Danmark i dag, ikke er kommet af sig selv og ikke er blevet til uden kamp. Det giver forhåbentlig en mere realistisk opfattelse af, hvad der står foran dem, uanset om det er Tanzania, Vietnam, Yemen eller Bhutan, for blot at nævne nogle eksempler. Danmarks politiske styreform blev ikke skabt i 1849, og der har ikke altid været enighed om spillereglerne. Netop tiden efter 1866-grundloven er i politisk sammenhæng et lidt tungt kapitel af dansk historie. Det gik slet ikke så demokratisk for sig, som man umiddelbart ville forestille sig i dag. Og derfor er det vigtigt, at vi ikke glemmer periodens stridigheder. Kong Frederik VII’s underskrift på grundloven i 1849 var en dansk begivenhed, men ikke adskilt fra begivenhederne i den europæiske omverden. 1848 var revolutionernes år, som vi i Danmark klarede uden vold. Men magtbalancen i Europa var forandret i forhold til tidligere, og vores udenrigspolitiske valg gav os store vanskeligheder. De kulminerede tragisk i 1864, hvor Danmark mistede Slesvig og Holsten. Såret efter tabet havde svært ved at hele, og den grundlovsændring, der også som følge af krigen kom i 1866, medførte en væsentlig mere konservativ grundlov, der skabte mulighed for en magtforskydning mellem Rigsdagens to forsamlinger, Landstinget og Folketinget. Og den skulle snart blive brugt. Den efterfølgende forfatningskamp var under konseilspræsident J.B.S. Estrups regeringsledelse fyldt med eksempler på, at Højre var parat til at gå helt til stregen i forfatningsmæssig henseende. Landstinget bestod dengang primært af partiet Højre, der var godsejernes parti, mens Venstre – bøndernes parti – havde flertal i Folketinget (der havde en friere valgret og mere omfattende valgbarhedsret). Da arkitekten C.F. Hansens Christiansborg brændte i 1884, var det anden gang på 100 år, slottet brændte. Og spørgsmålet om genopbygningen af slottet blev på mange måder et billede på den politiske situation i landet. I over 20 år stod den sortsvedne ruin på Slotsholmen som et kæmpe monument for politikernes skarpe stridigheder og deraf følgende ubeslutsomhed og handlingslammelse. Der var uenighed om mange ting, men striden om statens finanser var særlig voldsom, og her spillede naturligvis udgifterne til et nyt stort slot ind. Specielt fordi man vidste, at indretningen af et nyt slot ikke kunne undgå at tage stilling til, om det var kongen, regeringen eller Folketinget, der skulle tilgodeses mest. Stridighederne mellem partierne Højre og Venstre blev til en strid mellem Landsting og Folketing. Regeringslederen Estrup styrede landet alene baseret på Landstingets politiske flertal, hvilket fik Folketinget til at svare igen med en hidtil uset kampvilje, idet man forkastede så mange lovforslag som muligt eller sendte forslagene i udvalg. Venstres repræsentanter håbede på den måde at forhale og vanskeliggøre behandlingen mest muligt. Helt op til i dag ser vi den slags metoder i andre parlamenter, f.eks. netop nu i den amerikanske Kongres, men i Danmark var det først og fremmest i 1870’erne og 1880’erne, det stod på. Estrups reaktion var at vedtage provisoriske, dvs. foreløbige love, der blev gennemført på kanten af de demokratiske principper fra 1849. De blev nemlig gennemført uden flertal i Folketinget, og dermed uden flertal i Rigsdagen som helhed. Estrups ministre var ligeledes udnævnt, uden at de havde opbakning hos et flertal i Folketinget, men alene i Landstinget. Denne periode kaldes også provisorietiden, og formanden for Folketinget dengang, venstremanden Christen Berg, kaldte Venstres politik for visnepolitik. Det var ikke de smukkeste demokratiske principper, der fyldte mest i Rigsdagen. Og der blev ikke bygget mange slotte i den periode. Der er omvendt ingen tvivl om, at politikernes sind var i kog dengang. Og det var jo godt, at man var klar over, at noget ikke var, som det skulle være. Det er netop det engagement, der kan hjælpe med til at udvikle demokratiet og politikernes arbejde. Engagement i demokratiet er vigtigt. Det er omdrejningspunktet for politikernes arbejde og vælgernes tillid og respekt. Engagementet må til gengæld ikke være forblændet af ens egne interesser. Det er en af demokratiets største opgaver at lytte til mindretallet, når nu det er givet, at det er flertallet, der bestemmer. Det forpligter samtidig os som politikere til at være aktive og synlige i den politiske debat. Ikke mindst i folketingssalen. De politiske uenigheder skal ikke skjules bag lukkede døre til lukkede møder. Hvis det bliver tilfældet, risikerer vi, at offentligheden mister interessen og engagementet i demokratiet – det bliver uigennemskueligt og fjernt fra den enkelte borger. Vi har som demokratisk valgte politikere en pligt til både at være til stede og være nærværende i debatten. På grund af politikernes og folkets engagement fik provisorietiden også en ende. I 1901 kom systemskiftet – det folkelige gennembrud. Kong Christian IX udnævnte en Venstre-regering, der ikke havde et flertal imod sig i Folketinget. Ministeriet Deuntzer tiltrådte i juli 1901 som det første ministerium, der ikke havde et parlamentarisk flertal imod sig. Parlamentarismen så dagens lys, med Viggo Hørup som trafikminister og J.C. Christensen som kulturminister. Dermed kunne man endelig også få gjort noget ved sagen om byggeriet af Christiansborg. I oktober 1903 blev lovforslaget om genopbygningen af Christiansborg fremsat i Rigsdagen. Nu skulle det lykkes, og loven blev hastet igennem Rigsdagen, så der kunne udskrives arkitektkonkurrence. Det havde man ganske vist gjort en gang før, men uden at kunne blive enige om nogen af forslagene. Der kom denne gang 28 forslag. Heraf et fra arkitekten Thorvald Jørgensen. De sidste stridigheder lå dog forude, og de skyldtes ikke mindst det sidste halve århundredes historie. De demokratiske vinde i Europa havde betydet, at man flere steder opførte nye selvstændige parlamentsbygninger. Blandt andet i vores nabolande, Sverige, Norge og Tyskland. Og netop fordi demokratiet mange steder var et opgør med enevælden og kongemagten, blev det afgørende, at parlamentsbygningerne var selvstændige pragtværker. I den henseende satte Danmark sig mellem to stole. Man ville for så vidt gerne have kongen boende på det nye slot, så konge og Rigsdag skulle dele slottet. Men at dele mellem to kunne nemt blive at forfordele den ene part, sådan at kongens del blev for storslået og prangende – eller for ydmyg og uhøjtidelig – i forhold til Rigsdagens del. Rent arkitektonisk var det altså ikke en nem balance for arkitekt Thorvald Jørgensen at ramme. Spørgsmålet om kongens lokaler og Rigsdagens placering blev stridens æble i de efterfølgende år. Men trods meningsforskelle og diskussioner vandt Thorvald Jørgensen konkurrencen. I 1906, 22 år efter branden, 10 lovforslag og 63 projektforslag senere, kunne genopbygningen af det tredje Christiansborg endelig begynde. Og Borgen står heldigvis stadigvæk som et monument over vores rummelige, parlamentariske demokrati med plads til både Højesteret, Statsministeriet og kongelig repræsentation. Der er altså al mulig grund til at fejre grundstensnedlæggelsen i 1907. Grundstenen til slottet symboliserede en positiv udvikling af vort demokrati. Men der skulle gå endnu nogle år, inden det parlamentariske princip blev skrevet ind i grundloven – det skete nemlig først i 1953. Med 1915-grundloven fik vi til gengæld en vigtig udvidelse af demokratiets fundament. Kvinderne og en række mænd, der hidtil ikke var kendt værdige til at stemme, fik nu også valgret. Det er, som sagt, værd at huske, at vejen også til vores demokrati var lang og brydningsfuld. Ikke mindst når vi nu ser billeder fra et Burma, der kæmper for sine rettigheder og sin frihed. Fra Irak, der slås med sine egne. Fra flere øst- og centraleuropæiske lande, der går to demokratiske skridt frem og dernæst et tilbage. Folketinget har indgået et samarbejde med parlamenterne i Tanzania, Vietnam, Yemen og Bhutan for netop at hjælpe disse lande i den øvelse, der går ud på at praktisere demokrati. Også her husker vi på vores egne begyndelsesvanskeligheder i det ydmyge håb, at vi måske kan lade andre lære af vores fejl, så de ikke behøver at skulle samme lange, besværlige vej. Det forpligter os samtidig til fortsat at tage vores eget demokrati alvorligt. Vi skal hele tiden udvikle og forbedre den åbne politiske debat, og vi skal værne om grundværdierne i demokratiet – respekten for andre, troen på en åben debat, retten til at ytre sig frit og ikke mindst pligten til at lytte til hinanden. Senest har vi i Folketingets Præsidium taget initiativ til at ændre Folketingets forretningsorden, så rammerne for at bedrive politik i Folketinget er blevet forbedret. Det handler især om mulighed for at få mere aktuelle og mere dynamiske og levende debatter i folketingssalen. Salen er nemlig stedet, hvor politik efter min mening først og fremmest skal blive til. Det er nemlig demokratiets højborg. Her kan alle høre og se, hvad medlemmerne mener og stemmer, og det er en vigtig grundpræmis i ethvert demokrati. Jeg ser det som alles pligt – ikke mindst vi politikeres – hele tiden at være opmærksom på at pleje og vedligeholde demokratiet og dets spilleregler. Grundstenen i demokratiet er nemlig aldrig at tage demokratiet for givet – heller ikke mens vi har det. Udstillingen om Christiansborg Slot i Fællessalen på Christiansborg er åben i næste uge i tidsrummet 10-16. Der er gratis entré.