Det største fremskridt for menneskeheden i det 20. århundrede - og måske i virkeligheden dens eneste chance for overhovedet at overleve - er den eksplosive ekspansion af kommunikationen, lokal såvel som global - alle skriver alt til alle - men i takt med denne udvikling skærpes kravet om umisforståelighed og præcision. I de europæiske lande findes typisk akademier, der vogter over deres modersmåls skæbne - kendtest vel l'Académie Française - således også i Danmark, nemlig Dansk Sprognævn (herefter DS). Som omtalt i Kroniken 25.4. af dets nuværende formand, Niels Davidsen-Nielsen, har DS 50-års jubilæum i år, men er det nu noget, den danske befolkning har grund til at fejre med større begejstring? Dansk Sprognævn består af en række højtuddannede akademikere, der jævnlig publicerer lærde indlæg om alskens subtile sproglige spørgsmål. DS udfolder desuden en prisværdig rådgivende funktion for borgere, der søger hjælp i dagligdagens kamp med det danske sprogs uigennemsigtige fonetik, syntaks, semantik, morfologi, ortografi og - ikke mindst - interpunktion, altså: Hvad pokker hedder det? Hvordan hænger det sammen? Hvad betyder det? Hvilken endelse skal det have? Hvordan staves det, og hvor i hede hule helvede skal kommaerne stå, hvis der overhovedet skal være nogen? Godt nok! som det hedder på pauvert nudansk. Problemet er imidlertid, at DS derudover ifølge sit kommissorium (lov og bekendtgørelse) har en beføjelse til at »fastlægge den danske retskrivning«, og så er der måske knap så meget at fejre. Sagen er nemlig, at DS - med den tidligere formand, Erik Hansen, i spidsen - i en del år er begyndt at, som det hedder nu, profilere sig, det vil sige vise sin eksistensberettigelse ved i tide og utide at ændre retskrivnings- og tegnsætningsregler og vel at mærke bl.a. gøre det ud fra det underforståede kriterium, at når noget er sagt eller skrevet tilstrækkelig mange gange, bliver det eo ipso at betragte som normalt og dermed legaliseret. Denne politik udgør efter min mening en langt større fare for bevarelsen af det danske sprog - en målsætning, som DS selvsagt også har - end f.eks. den nok så markante ukritiske indoptagelse af (især engelske) låneord. Situationen i dagens Danmark er i realiteten den, at der ikke findes ét eneste almindeligt menneske, som behersker dansk retskrivning fuldt ud, skønt der nok stadig er nogle, der tror, de gør det. I modsætning til tidligere udkommer der i dag ikke en bog, avis eller reklame uden fejl i massevis. Hvorfor? Fordi danskerne i stigende tempo får trukket forvirrende og inderlig overflødige ændringer ned over hovedet, med det resultat at de bliver usikre, frustrerede og apatiske eller fandenivoldske over for retskrivningsproblemer. Den seneste aktør på scenen, hvor dramaet om det danske sprogs skæbne udspilles, er en robot! Man må nemlig formode, at den i øvrigt fantastiske søgemaskine Google, som på sekundbrøkdele - men ifølge sagens natur helt ukritisk - formår at opliste uendelige rækker af såkaldte forekomster, imod al sund fornuft også bruges som seriøs målestok for vurderingen af f.eks. staveformers adkomst. Således henvistes der i Politikens ellers udmærkede Sproghjørne mindst fire gange i den forgangne måned hertil. I konsekvens heraf kan man let forestille sig, at når nogle travle journalister et par gange har forlystet os stakkels læsere med - desværre helt ubevidst - at tale om f.eks. 'hvinsmagning' og 'vidvaskning' (og hvorfor skulle de ikke gøre det, når de uden blusel skriver »suge på lappen«, »det muselmalede plastikstel«, »koncentrationslejren Sachshausen« og under billedet af en afkræftet afrikansk skønhed informerer os om, at det er »En ung kvinde med sit ammende barn«), vil DS i fuldt alvor overveje at medtage disse interessante former i næste udgave af Retskrivningsordbogen. Der har tidligere altid været såvel gode som dårlige stavere og tegnsættere inden for alle samfundslag. Sådan er det ikke mere: I dag findes der kun dårlige. Hvorfor? Blandt andet fordi ingen ved sine fulde fem giver sig tid til så at sige før hvert eneste ord at konsultere retskrivningsreglerne for at checke, om stavningen af dette eller hint ord nu også er den samme i den seneste udgave af Retskrivningsordbogen, som den var i den forrige, når reglerne ustandselig skifter - tilmed frem og tilbage mellem de enkelte udgaver og oplag. Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at væsentlige afgørelser om det vigtigste arbejdsredskab for os 5,5 millioner danskere, vort sprog, skal styres af det, man kun kan kalde komisk forfængelighed hos de til enhver tid valgte formænd for og medlemmer af et rådgivende nævn, således som vi så det først med Erik Hansen og nu med Niels Davidsen-Nielsen og 'opfinderen' af 'det nye komma', Henrik Galberg Jacobsen. For alles vedkommende får man det indtryk, at de ser det som noget væsentligt at have sat deres fingeraftryk på dansk retskrivning, fuldstændig som politikere gerne vil efterlade sig f.eks. et Centre Pompidou. Skidt så være med, om de efterlader tvivl og kaos i deres fodspor, kapper forbindelsen til fortiden og forplumrer fremtiden, for i deres himmel kan de sidde og hygge sig med tanken om, at de f.eks. fik afskaffet sondringer mellem en masse begreber, fik indført først pausekommaet og så, da det ikke gik, det såkaldt nye komma, om end ad bagvejen (i generationer havde vi ét system, så fik vi to, derefter to andre, og nu har vi to i ét!). I al polemikken om tegnsætning er det, som om man helt fortrænger, hvad der er formålet med tegn, nemlig at tydeliggøre teksten. Det er således ikke antallet af kommaer, der er afgørende, for når bortses fra Victor Borges vidunderlige 'fonetisk tegnsætning', er tegn altså til for at ses, ikke høres. De skal strukturere læserens forståelse af teksten, og derfor er det vigtigt, at man kan stole på det grammatiske signal, de udsender. Det kan man ikke, når muligheden for brug af 'det nye komma' består; uden grammatisk tegnsætning kan man nemlig ikke vide, hvilken klasse ord som 'for', 'der' og 'som' tilhører, således at man bliver nødt til at hoppe tilbage i teksten for at forstå den. Den barske sandhed er nok, at en stor gruppe af befolkningen kun har et nødtørftigt kendskab til selv elementær sprogteori, og på den baggrund er det endnu mere uigennemtænkt at indføre et 'to i ét-system', hvor man i princippet først skal vælge, hvilket tegnsætningsregelsæt man efterfølgende vil bruge (for DS, der ellers praktiserer en alt for udstrakt valgfrihed, pointerer her, at man skal bibeholde det én gang valgte), for derefter at analysere, om hver enkelt relativsætning (og det er næppe heller flertallet af skribenter, der overhovedet er i stand til at identificere en sådan) nu også er parentetisk eller ikke-parentetisk (bevidst brud på en anden idiotisk ortografisk [bindestregs]nyskabelse), således som korrekt brug af 'det nye komma' forudsætter. På grænsen til det skizofrene optræder DS i spørgsmålet om de fra gammel tid anerkendte to veldefinerede undtagelser fra grammatisk tegnsætning, nemlig udeladelse af komma 1) mellem ledsætninger, der indledes med samme konjunktion, og 2) ved sætningsknuder (RO 1955: § 40,2), b). RO 1986, 3. udg.: § 57, (2) og (3). Kommaregler fra DS, skrift 34: § 4, (2)(b) og (5)). Når man som DS lider af frenetisk kommafobi og vil fjerne flest mulig kommaer uden hensyn til deres utvetydige læseforståelsesværdi, kan det da kun karakteriseres som ubegribeligt, at man fortsat vil tillade disse decideret meningsødelæggende kommaer, hvoraf især det første (der kan føres tilbage til den aristoteliske logik) kan give anledning til fatale misforståelser f.eks. i juridisk sammenhæng (»DS skal fratages sin retskrivningsautorisation, hvis de har taget fejl (minus komma) og de selv vil indrømme det.«) I dette eksempel skal begge forudsætninger være opfyldt, for at sanktionen kan udløses; den ene er ikke tilstrækkelig, hvilket kan ses af tegnsætningen. Det er måske nok kun et mindretal, der behersker disse regler, men det har det altid været, så det er da ikke nogen undskyldning for at erstatte forbuddet med den sædvanlige forplumring: »Kommaet mellem sideordnede ledsætninger kan dog valgfrit udelades, når ...« Kort og godt: Ren grammatisk tegnsætning er lettere at bruge for den, der skriver en tekst, og lettere at forstå for den, der læser den. Så simpelt er det. Prøv selv!

Sprogdebatten har jo bølget frem og tilbage i adskillige år, for pudsigt nok er der også blandt mange fagligt mindre velfunderede en vældig interesse for sproglige fænomener, og i de mere farverige indlæg fra, må vi formode, yngre kvindelige debattører har det - med pressens usvigelig sikre sans for det væsentlige optaget på lige fod med nok så indholdstunge indlæg - i en slags omvendt kønskvotering været anført som noget i sig selv diskriminerende at være 1) af hankøn, 2) ældre, hvorfor selv så sagtmodige sjæle som undertegnede er blevet karakteriseret som »sure gamle mænd«. Dermed har debatsagligheden nået samme niveau, som når man lader Danmarks geniale neurotisk-poetiske nationalskjald hylde (lur mig, om ikke DS og Google i fællesskab snart autoriserer 'hylle' også her) af en skrålende, hårdtpumpet afdanket amerikansk popsangerinde. Men med fare for alle mulige efterfølgende aggressive reaktioner vover jeg at antyde, at man i stedet for at lade den overordnede politik for dansk retskrivning styre af verdensfjerne sprogteoretikere skulle lytte mere til det, man med et lån fra computertekstbehandlingsprogramterminologien måske lidt ubeskedent kunne kalde sprogsuperbrugere, altså os sure gamle mænd, der f.eks. som jeg har 50 års møjsommelig erfaring i at bistå forfattere, oversættere, journalister og politikere med at bringe overensstemmelse mellem det, de ønsker at udtrykke, og det, de faktisk skriver eller siger, inden for de til enhver tid gældende retskrivningsregler. Så ville man nå til det resultat, at alle generelt er bedst tjent med, at retskrivningsreglerne i videst muligt omfang simpelt hen forbliver uændrede. Sagen er nemlig, at Folketing og Sprognævn kan gennemføre lige så mange reformer, de vil: Der vil altid være en ikke ubetydelig befolkningsgruppe, som slet ikke har opfattet eller vil anerkende disse ændringer. Gud ved, hvor mange - også kultiverede sprogbrugere - der i fuldt alvor tror, eller som det rager en høstblomst, at f.eks. 'te' staves 'the' eller 'én' 'een', skønt formerne 'te' og 'én' har været de eneste tilladte i de sidste 50 år! De mange retskrivningsændringer har medført utallige problemer; lad mig nævne enkelte her: Ønsket om at lette stavningen, det vil sige tilpasse reglerne efter de faktisk forekommende, men altså hidtil forkerte, stavemåder, har medført, at et stigende antal ord tillades stavet på ikke blot 1, men både 2, 3 og sågar 4 forskellige måder (f.eks. det af Niels Davidsen-Nielsen selv nævnte 'gonore/gonoré/gonorre/gonorré'), hvilket forhold professoren ikke umiddelbart gennemskueligt forsvarer med: »... adskillige dobbeltformer lader sig ikke fjerne på sagligt grundlag. Dobbeltformer må man derfor i en del tilfælde affinde sig med ...« Tjah, for mig at se er løsningen uendelig simpel: Vend tilbage til 1955-retskrivningsordbogen, hvor der i al enkelhed står 'gonorré', 'gonorreen'. Derved ville man a) forenkle stavningen, b) bringe den i overensstemmelse med udtalen, c) fjerne afstanden til tidligere tiders retskrivning og begrave den helt udanske endelse -éen. Væsentlige semantiske sondringer sløjfes, når man tilpasser retskrivningen efter fejlskrivninger (Google!) og indfører samme stavning af såkaldte homofoner, det vil sige enslydende ord, der tidligere blev skrevet forskelligt, fordi de har forskellig betydning, f.eks. godte/gotte, balle/balde, men som altså nu trods betydningsforskellen enten kun kan skrives på én måde (godte) eller på begge måder (balle/balde). Mange staveændringer er tilsyneladende helt tilfældige. F.eks. har man i 3., (men ikke 2.!) udgave af retskrivningsordbogen (re)konstrueret et monstrum af et ord kaldet 'forresten' i betydningen 'i øvrigt', men ikke i konsekvens heraf vedtaget analoge staveformer som 'forøvrigt' eller 'iøvrigt'. I sandhed ikke nemt for Maren i Kæret at følge med i; for hende vil 'forresten' nok snarest fremkalde billedet af et hesteforspand! DS har i en række tilfælde legaliseret staveformer, som kun forekommer hos dårlige, for ikke at sige elendige, stavere, f.eks. 'resurse' i stedet for det hævdvundne 'ressource', der dog (igen inkonsekvent) stadig tillades. Man kan forestille sig resultatet, hvis DS ophøjede alle forekommende vulgærformer til gældende dansk retskrivning! Hver gang DS ændrer en staveform, fremmedgøres den danske befolkning over for vores rige litterære kulturarv, og kendskabet til vor historiske fortid (og dermed forudsætningen for at forstå nutiden) svækkes. Allerede nu er det kun et fåtal, der faktisk kan læse samme H.C. Andersen uredigeret, skønt han skrev sine værker for kun cirka 150 år siden, ligesom der næppe er én eneste gymnasieelev, der kan læse såkaldt frakturskrift ('krøllede bogstaver'), skønt de som en selvfølge blev brugt i de ordbøger, vi konsulterede i min skoletid. Tænk, hvor fascinerende det er, at man uden besvær kan spille noder, der er skrevet for 400 år siden, for slet ikke at tale om at læse tusindårig gammel kinesisk litteratur. Hver gang DS (med stigende hyppighed) gennemtrumfer retskrivningsændringer, forældes i princippet alle eksisterende opslagsværker såsom ordbøger og leksika, som derfor - og kun derfor - skal genoptrykkes. En vildt kostbar og miljøødelæggende proces. Uanset hvor mange 'forenklinger' DS måtte få gennemtrumfet, vil der, hvis dansk overhovedet skal vedblive med at være et sprog, der er anvendeligt til nuancerede meningstilkendegivelser og videnskabelige beskrivelser, stadig være brug for sondringer (det er f.eks. ikke ligegyldigt for forståelsen, om man skriver: 'Davidsen-Nielsen er langtfra en idiot' eller 'Davidsen-Nielsen er langt fra en idiot = han er nær lutter kløgtige!), og gudskelov er det da heller ikke (endnu) lykkedes DS at få has på dem alle. Et sprog er nu engang ikke et 100 procent logisk opbygget semantisk system; der vil være mængder af historisk betingede anomalier, som man må leve med, men der er da ingen grund til bevidst at bidrage til kaosset (som DS vil påtvinge os at skrive). Staveformer som denne virker som et æstetisk chok på mange mennesker. Forskån det danske folk for de bebudede nær forestående yderligere retskrivningsændringer og vend tilbage til de former, der havde stået deres prøve i mange år og dannet baggrund for et flertal af gode stavere. Det danske sprog behøver ikke ustandselig at blive 'opdateret' til nye 'versioner', som den kommercielle edb-verden tyranniserer sine brugere til at tro. PS. Det allerseneste DS-professorale initiativ: til glæde for børn og indvandrere at erstatte dansk skriftsprog med en primitiv lydskrift, er for absurd til at kunne tages alvorligt, og Politikens elskelige billedtekstforfatter lod os da også forstå, at professoren havde måttet indtage 'dadelpålæg' i ugens forløb! Javist. Den megen lærdom gør dem rasende.