Hvad vil vi med vores indvandringspolitik, og hvor mange indvandrere skal vi tage ind? Det sidste spørgsmål er velkendt og flittigt diskuteret også i den danske debat, mens æren for at have sat det første spørgsmål på dagsordenen i den amerikanske debat først og fremmest tilfalder den førende amerikanske migrationsøkonom George J. Borjas. Indvandring, såvel den legale som den illegale af slagsen, har ligget højt på dagsordenen i den amerikanske debat gennem lang tid, og det er også et emne, som John McCain og Barack Obama er nødt til at forholde sig til i løbet af efterårets kamp om at blive USA’s næste præsident. Der er, skal det straks påpeges, væsentlige forskelle mellem de problematikker, der er forbundet med indvandring til USA sammenlignet med Danmark: Vi har ikke de samme problemer med omfattende illegal indvandring, og vi har, desværre, heller ikke i Danmark den samme legale tilstrømning af højtuddannet arbejdskraft. Men der er også væsentlige ligheder mellem de problemer, USA og Europa står over for, i form a en stor tiltrækningskraft på lavt kvalificerede indvandrere, der søger mod bedre livsvilkår. I mange tilfælde kan der argumenteres for, at Borjas’ bekymringer for de sociale ydelsers betydning for indvandringen er af endnu større relevans i Danmark end i USA. Borjas er oprindelig selv flygtning fra Cuba, og på trods heraf har han markeret sig stærkt i den amerikanske debat med politikforslag, der reelt ville have forhindret hans egen familie i at få opholdstilladelse i USA. Han har endvidere markeret sig som en stærk kritiker af Bushregeringens indvandringspolitik, ikke mindst tilgangen til de ca. 12 mio. illegale indvandrere, der allerede opholder sig i USA. Inden for et område som indvandring, hvor følelser ofte kommer til at præge debatten på bekostning af logiske argumenter, er Borjas en af de førende fortalere for nødvendigheden af objektivt at undersøge, hvilke effekter indvandring kan påvises at have på et samfund. Som økonom mener Borjas således, at man bør diskutere spørgsmål om indvandring på baggrund af videnskabelig viden om, hvilke effekter indvandring rent faktisk har på økonomien og samfundet, frem for ubevidst at basere sig på fordomme, myter og stereotyper. På et spektrum for indvandringspolitik, hvor yderpunkterne er fuldstændigt åbne henholdsvis hermetisk lukkede grænser, befinder Borjas sig et sted midtimellem. At hermetisk lukkede grænser hverken er en realistisk eller særlig tiltalende politik, giver sig selv, men hvorfor ikke åbne grænserne helt og lade markedskræfterne og ’synk eller svøm’-princippet råde? Fordi, påpeger Borjas, antallet af mennesker, der gerne vil emigrere til USA, er langt, langt større end det antal immigranter, som et flertal af amerikanerne er villige til at lukke ind, hvis man åbent oplyser om konsekvenserne af en indvandring af dette omfang. Borjas’ centrale budskab er derfor, at man fra politisk side er nødt til at gøre op med sig selv, hvad man ønsker at opnå med sin indvandringspolitik. Det er med andre ord ikke blot legitimt, men helt naturligt, at man fra politisk side klart definerer et eller flere mål, man ønsker at opnå med sin indvandringspolitik. At basere sin indvandringspolitik udelukkende på et ønske om at hjælpe andre mennesker er måske umiddelbart en smuk tanke, men omkostningerne ved en sådan politik falder i uforholdsmæssig stor grad på de lavestlønnede i modtagerlandet. Man kan godt, pointerer Borjas, ud fra en sammenhængende argumentation basere sin indvandringspolitik på at hjælpe verdens fattige, men man skylder i så fald at gøre opmærksom på de betydelige meromkostninger, denne politik potentielt vil have for landets borgere gennem blandt andet deres betaling til velfærdsstaten. Udgangspunktet er, at de økonomiske ’love’ om udbud og efterspørgsel naturligvis også må gælde for indvandringens indvirkning på økonomien. Derfor er det oplagt, at arbejderne i det pågældende land bliver udsat for konkurrence i det øjeblik, indvandrere med tilsvarende kvalifikationer får opholdstilladelse. Man må derfor forvente, at indvandring i et eller andet omfang bidrager til at presse lønningerne ned for de grupper i landet, der besidder tilsvarende kvalifikationer. Borjas’ egen forskning indikerer, at indvandring har en betydelig effekt på lønningerne i det pågældende land, i dette tilfælde USA. Indvandringsbølgen fra 1980 til 2000 medførte således, på kort sigt, et fald i lønnen for en gennemsnitlig amerikansk arbejder på 3 procent. Denne effekt skyldes næsten udelukkende indvandringen fra Mexico, der primært består af ufaglærte eller lavt kvalificerede arbejdere. Dette betyder imidlertid ikke, at den samlede effekt af indvandring er negativ for USA’s økonomi. Idet indvandringen bidrager til at holde lønniveauet nede, bidrager den samtidig positivt til virksomhedernes konkurrenceevne og til at holde priserne på forbrugsvarer nede. Dermed kan indvandring bidrage positivt til indbyggernes forbrugsmuligheder. Med sit økonomiske perspektiv på indvandring bryder Borjas med et veletableret dogme om, at ’god’ indvandringspolitik bør basere sig helt eller delvist på et ønske om at hjælpe mennesker i andre lande til en bedre tilværelse. Som politisk beslutningstager kan man, ifølge Borjas, kort sagt ikke tillade sig at se bort fra de betydelige økonomiske og sociale konsekvenser af indvandring. Her skærer Borjas for alvor igennem debatten med sit klare, utvetydige hovedargument, som han har fremført gennem længere tid: Hvis USA ønsker at føre en indvandringspolitik, der øger velstanden for alle indbyggere i landet, er man politisk nødt til at vælge, hvem man ønsker at give arbejds- og opholdstilladelse til. Denne udvælgelse skal ikke, som det hidtil har været gennemgående praksis i USA, Danmark og mange andre europæiske lande, basere sig på et kriterium om familiær tilknytning til landet; udvælgelsen skal ske på basis af kvalifikationer. Hvilke kvalifikationer er det så, et udviklet samfund som det amerikanske har brug for? Det korte svar fra Borjas lyder: Højt kvalificeret arbejdskraft, ikke ufaglært eller lavt kvalificeret arbejdskraft, som den, der i øjeblikket udgør den største del af indvandringen til USA, legalt såvel som illegalt. Højt kvalificerede indvandrere er gavnlige for en udviklet økonomi af flere årsager: De tjener mere og betaler derfor mere i skat, og de har generelt et lavere forbrug af sociale ydelser end de mindre kvalificerede; de bidrager i højere grad til at øge produktiviteten i virksomhederne og bringer i mange tilfælde nye evner, talenter og viden med sig; og endelig bidrager de faktisk også til at mindske den økonomiske ulighed, idet de øger konkurrencen blandt højt kvalificeret arbejdskraft i landet og derved medvirker til at holde lønstigningerne for højtlønnede nede. Argumentet om de højt kvalificerede indvandreres indvirkning på produktiviteten rummer yderligere en pointe. Forskellige grupper af medarbejdere foretrækker, af hensyn til at undgå konkurrence fra de nye deltagere på arbejdsmarkedet, forskellige typer af indvandring, og tilsvarende har forskellige typer virksomheder gavn af forskellige typer indvandring. Borjas’ ræsonnement tilsiger, at folk med høje kvalifikationer typisk vil foretrække mindre kvalificeret indvandring, fordi disse så kan varetage lavtlønnede servicejob i virksomheder ejet og/eller ledet af de højt kvalificerede. Arbejderne i landet vil derimod foretrække højt kvalificeret indvandring, fordi de, naturligt nok, frygter at blive udkonkurreret af mindre kvalificeret indvandring i kampen om at få job. For produktions- og servicevirksomheder er det som nævnt mest attraktivt med mindre kvalificeret indvandring, fordi det giver et stort udbud af den arbejdskraft, de har brug for, til en løn, der holdes i ro; for virksomheder, der i højere grad anvender højteknologi, er det tværtimod en fordel med højt kvalificeret indvandring, idet forskning viser, at højt kvalificerede medarbejdere øger produktiviteten af et givent kapitalapparat. Da amerikanske lønmodtagere i gennemsnit er højt kvalificerede sammenlignet med gruppen af potentielle indvandrere, vil de naturligt foretrække mindre kvalificeret indvandring, mens flertallet af amerikanske virksomheder vil foretrække højt kvalificeret indvandring. Samlet set konkluderer Borjas, at den til enhver tid siddende regering bør føre en indvandringspolitik, der favoriserer højt kvalificerede indvandrere, såfremt man ønsker at øge velstanden for landets indbyggere. Konkret argumenterer Borjas for, at en selektiv indvandringspolitik kan føres ved hjælp af et pointsystem. Alle, der ønsker opholdstilladelse, skal således tage en eller flere skriftlige test, hvorefter immigrationsmyndighederne uddeler opholdstilladelser til dem, der opnår et testresultat over et vist niveau. Ideen med et sådant pointsystem er ikke ny. Borjas fremhæver selv Australien, Canada og New Zealand som eksempler på lande, der aktivt selekterer i deres indvandring. Kriterierne for en høj score i testen vil ændre sig løbende, alt efter hvilke typer arbejdskraft man fra politisk side vurderer landet har mest brug for. Således kan ikke blot profession og faglige kvalifikationer spille en rolle, også alder kan være en afgørende faktor, hvis der f.eks. primært er mangel på unge højtuddannede på det pågældende lands arbejdsmarked. Er der da ikke en risiko for, at et pointsystem vil skabe en masse tilfældigheder i, hvem der får opholdstilladelse? Hvis pointsystemet på et givent tidspunkt f.eks. favoriserer tømreruddannede, kan en 60-årig læge, der oprindelig er tømreruddannet, potentielt få opholdstilladelse qua en uddannelse, han ikke har brugt i adskillige år. Borjas indrømmer, at pointsystemer altid vil indeholde tilfældigheder – et sådant system kan aldrig indrettes perfekt. Han henleder imidlertid opmærksomheden på, hvad alternativet er: Den nuværende indvandringspolitik i USA, og mange andre vestlige lande, er i den grad præget af tilfældigheder. Kriterier for familiesammenføring er ofte den eneste bevidste selektion, der foretages, hvilket bestemt ikke kan siges at gøre indvandringen mindre tilfældig end et pointsystem baseret på kvalifikationer. Den amerikanske debat om indvandring og dens økonomiske effekter er interessant i sig selv, men det gode spørgsmål er naturligvis også: Kan vi i Danmark lære noget af George Borjas? Hvis man tager udgangspunkt i Borjas’ kritik af den amerikanske indvandringspolitik, så kan man i vidt omfang anføre de samme kritikpunkter over for den danske indvandringspolitik. For det første hviler politikken ikke på en gennemtænkt, konsistent argumentation for, hvad man fra politisk side ønsker at opnå med indvandringen; formentlig af den årsag, at man fra politisk side slet ikke har gjort sig tanker herom. At det er ganske fornuftigt og helt legitimt at have konkrete formål med sin indvandringspolitik, er en tilgang, der er ligeså indlysende, som den er fraværende blandt danske politikere, i hvert fald at dømme ud fra udsagn i den hjemlige debat. For det andet bliver vi ligesom USA ved med at anvende familietilknytning som det primære kriterium for uddeling af opholdstilladelser. Lidt forenklet kan man sige, at Danmark – og mange andre vestlige lande med os – stadig siger ét og gør noget andet i indvandringspolitikken: Vi fører en indvandringspolitik, som om formålet med denne er at hjælpe verdens fattige til en bedre tilværelse, hvad der bestemt er et ædelt mål, men vi er på den anden side ikke parate til at tage skridtet fuldt ud og åbne op for alle, der ønsker vores hjælp. En sådan politik kræver et kriterium for, hvem vi skal hjælpe først, og det nuværende familiesammenførings-kriterium synes ikke nødvendigvis særlig rimeligt eller ønskværdigt til dette formål. Vi mangler simpelthen stadig at indse og erkende det grundlæggende problem: Vi kan ikke føre en logisk sammenhængende indvandringspolitik udelukkende baseret på humanisme, om end det er et prisværdigt udgangspunkt. Man skal ikke læse Borjas, som om økonomiske konsekvenser og vurderinger er det eneste, man skal bygge sin indvandringspolitik på. Men følgende spørgsmål forbliver uomgængeligt: Hvordan kan vi i fremtiden fortsætte med at hjælpe mennesker, der er fattigere end os selv, hvis vi sætter væksten i vor egen økonomi i stå gennem en indvandringspolitik, der medfører alt for store omkostninger i forhold til fordele? Det økonomiske argument er svært at rokke ved, men i sidste ende er valget af indvandringspolitik et politisk valg. Fra forskerside, herunder migrationsøkonomer med George Borjas som en af frontfigurerne, er der kun ét at gøre: at fortsætte bestræbelserne på at levere saglige, veldokumenterede argumenter, der kan danne basis for en indvandringspolitik baseret på sund fornuft. Fra CEPOS’ side glæder vi os derfor meget over at kunne præsentere, og opleve, Borjas som hovedtaler på vores konference om integration og arbejdsmarkedet i dag.