Hovedet og det, der er inde i hovedet, tåler ikke slag. Det ved enhver. Det er derfor ishockeyspillere, styrtløbere og cykelryttere altid er iført hjelm, når de konkurrerer. De kunne jo risikere at få en puk i hovedet, rende ind i et træ eller støde hovedet i en kantsten, og hvis uheldet er ude, er det godt at være garderet. Vi kan ikke undvære sport, men vi kan godt undvære kraniebrud og hjerneblødninger. Derfor er hjelme en selvfølgelighed i sportsgrene, hvor risikoen for slag i hovedet er relativt stor. Og hvis man møder frem uden hjelm, bliver man diskvalificeret uden nogen form for diskussion. Der er dog en enkelt undtagelse – professionel boksning, hvor man er 100 procent sikker på at blive slået i hovedet. Alligevel optræder professionelle boksere aldrig med hjelm, og hvis de møder op til en kamp iført hjelm, vil de med garanti blive bedt om at tage den af – i modsat fald vil de nemlig blive diskvalificeret, og de vil gå glip af deres honorar. Lørdag skal det ganske land igen sidde klinet til skærmen for at se vores lokale håb slå sig til en VM- titel. Og selv om han – uanset kampens endelige udfald – vil blive ramt af et stort antal alvorlige slag i hovedet, vil han helt sikkert møde op til kampen uden en beskyttende hjelm. Der er derfor stor risiko for, at publikum vil komme til at opleve både kraniebrud og hjerneblødninger. »Vissevasse«, vil en og anden sikkert sige, »man tager ikke skade af et par flade«. Alligevel er det ikke mere end et halvt år siden, at en koreansk mesterbokser i bogstaveligste forstand blev slået ihjel i en mesterskabskamp – for øjnene af et tusindtalligt publikum og millioner af seere. Et velafrettet slag tilføjede ham en hjerneblødning og afsluttede hans i øvrigt lovende karriere. Og det er ikke mere end et år siden, at det amerikanske lægetidsskrift Journal of Neurosurgery offentliggjorde en artikel, som indgående beskrev ti spektakulære topkampe, hvor boksere var omkommet i ringen, fordi et særligt godt slag havde resulteret i en dødelig hjerneblødning. »Men fodboldspillere falder da også døde om på banen, og i betragtning af det store antal boksekampe, der afholdes hvert år, er dødsfaldene dog få« – vil man indvende. Der er bare dét ved det, at når en fodboldspiller falder død om på banen, er det sort uheld. Når en bokser falder død om, er det resultatet af et dygtigt udført slag, som går »rent ind«. Når fodboldspilleren falder om på banen, bliver der dødstille på tilskuerpladserne, medens boksepublikummet vil applaudere det dødbringende slag, samtidigt med at vinderen vil strække armene triumferende i vejret. Den døde bokser vil med andre ord blive klappet ind i evigheden. Nu er boksedødsfaldene – forså mig ret – til at leve med. De er trods alt så få. Meget værre er det store antal boksere, der pådrager sig hjerneblødninger, som de overlever. Desværre findes der ikke videnskabelige opgørelser over, hvor mange det drejer sig om. Det skyldes formentlig den omstændighed, at der ikke er mange nobelpriser i at konstatere, at det er farligt at slå hinanden i hovedet, så den slags gider ambitiøse forskere ikke beskæftige sig med. Alligevel er den medicinske litteratur fuld af beretninger om boksere, der er endt på operationsbordet med en hjerneblødning. For nogle år siden blev en ung amerikansk kvindelig bokser udråbt til ’Boxer of the Year’ – en udnævnelse, som vil få de fleste til at skrue op for ambitionsniveauet. Det var også tilfældet for hende, så hun gav den en ekstra tand i træningslokalerne. I en træningskamp var hun uopmærksom i et kort sekund, og derfor måtte hun indkassere en træffer, der gik rent ind. Hun gik i gulvet, men kunne da selv transportere sig hjem, efter at hun havde sundet sig lidt. Eftersom hun nu var blevet udråbt til ’Boxer of the Year’, følte hun sig alligevel forpligtet til at stille op ved et stævne to uger senere, selvom hun døjede med hovedpine. Hun gennemførte to omgange, men midt i tredje omgang måtte hun give op. Hovedpinen blev ulidelig, og hun blev kørt på hospitalet, hvor neurokirurgerne fjernede en stor blødning i hendes hjerne. Hun overlevede heldigvis, men hendes bokserkarriere fik en brat afslutning, og hun må nu slå sig igennem tilværelsen med invaliderende følger af hjerneblødningen. Hvad hjerneblødninger angår, er VM-kampen mellem Michael Watson og Chris Eubank i Tottenham 1991 legendarisk, og den fortjener at blive nævnt. Den er beskrevet i detaljer i det engelske lægetidsskrift British Journal of Neurosurgery. Efter fjorten hårde omgange med flere gulvture til begge boksere skal de ud til femtende og sidste omgang. Watson fører på point, så for hans vedkommende er det bare et spørgsmål om at holde ’den gående’. Da gongongen lyder, går Eubank ud på ringens midte, men Watson bliver til alles overraskelse stående i ringhjørnet, medens han ser sig forvirret omkring. Publikum er ved at koge over af bare spænding, og de skriger og råber af ophidselse. De vil se boksning, og for at få kampen i gang skubber kamplederen Watson ud i ringen. Eubank angriber straks og overdænger ham med slag, som han overhovedet ikke forsøger at forvare sig imod. Først da aner kamplederen uråd og stopper kampen, medens Watson falder bevidstløs omkuld. Også han har i kampens hede pådraget sig en hjerneblødning. Watson overlever to store hjerneoperationer samme dag. Livslang invaliditet med lammelser af hans førhen så rappe arme og ben blev følgen af den spændende kamp. Hvis badmintonspillere med jævne mellemrum begyndte at falde bevidstløse om, når modstanderen lykkes med et velafrettet smash, er der ingen tvivl om, at badmintonforbundet straks vil sætte en undersøgelse i gang, og jeg er tilbøjelig til at tro, at al badmintonspil ville blive forbudt, indtil årsagen var blevet fundet, og spillerne holdt med at falde om. Og tænk, hvis Peter Schmeichel faldt om og måtte bæres ud af banen, hver gang modstanderne scorede et mål. Det ville DBU næppe have ladet passere, om ikke for andet, så fordi vi hurtigt ville løbe tør for målmænd. For slet ikke at tale om hans kone, der aldrig ville have en rolig stund. Men det er altså helt anderledes i professionel boksning. Der er det almindeligt, at man falder bevidstløs om, når modstanderen lykkes med en finte og et rigtig godt slag. Sidste gang der var professionelt boksestævne i Parken, blev tre boksere slået bevidstløse og slæbt sanseløse og omtågede ud af ringen, uden at nogen greb ind. Stævnet fik lov til at fortsætte og det til trods for, at repræsentanter for både kongehus og Folketing var til stede ved ringside. Havde notabiliteterne imidlertid hørt den mindste antydning af, at en eller anden havde arrangeret hanekampe eller hundeslagsmål, ville det straks have foranlediget en forespørgselsdebat i Folketinget, og man ville have krævet tilførsel af flere midler til ordensmagten, så der kunne blive grebet resolut ind mod det umenneskelige dyrplageri. Men gør det nu så meget, at en bokser i ny og næ sendes en tur i drømmeland? Han vågner jo før eller siden op igen, og så er alt ved det gamle, vil man sige. Hertil er kun at svare: Ja, det gør det. Hver gang en bokser bliver slået bevidstløs, har han pådraget sig en hjerneskade. Skaden vil ganske vist heles igen, så bokseren kan fortsætte, hvor han slap. Men der vil altid blive efterladt et større eller mindre ar i hjernen, og får man tilstrækkeligt mange af dem, går det galt. Eftersom jeg er neurolog, er det hændt, at jeg er blevet konsulteret af patienter, der lider af følger efter professionel boksning. For nogle år siden kom en midaldrende mand til mig, fordi han i nogen tid ganske uvidende var kommet til at foretage sig underlige ting. Hidtil havde han skubbet det fra sig, men da hans kone havde taget ham i at lade vandet i stuebirken, var det blevet for meget, og han måtte søge hjælp hos lægen. Han havde haft en lang professionel bokserkarriere, men den var sluttet for mange år siden, fortalte han mig. Han havde altid levet, som seriøse boksere nu engang gør. Han havde spist sundt, holdt sig i form, og han havde hverken røget eller drukket. Diagnosen var desværre let: Dementia pugilistika eller ’bokserdemens’ – den alvorligste følge af professionel boksning. Dykker man ned i den medicinske litteratur, vil man finde frem til, at hver femte professionelle bokser rammes af bokserdemens. »Men det sker da i hvert fald ikke for vores mand, som danser så elegant rundt i ringen, og som sidste gang gav Calzaghe kamp til stregen«, vil man sige. Dertil er kun at sige: Hvem havde fantasi til at forestille sig, at Muhammed Ali, da han stod på sin karrieres tinde, ville ende som en dement skygge af sig selv? Og hvem tænkte på, at Joe Louis og Sugar Ray Robinson, ikoner ligesom ham, ville lide samme ydmygende skæbne? Som det var tilfældet for min patient, kommer symptomerne på bokserdemens ikke umiddelbart efter en kamp eller et særligt velafrettet slag. De første symptomer indfinder sig først mange år efter, at bokserkarrieren er afsluttet. I gennemsnit går der 16 år, og da er bokserens karriere og triumfer for længst gået i glemmebogen. Og mesteren er nu reduceret til en klient i hjemmeplejen, og bleskift og madudbringning giver som bekendt sjældent anledning til overskrifter i formiddagsbladenes sportssektioner. Bokserdemensen er et typisk resultat af ’de mange bække små, der bliver til en stor å’. Boksning er nemlig ikke for tøsedrenge – der bliver gået til den. Hvis kampen, vi snart skal se, går tiden ud, vil bokserne hver især blive ramt af ca. 385 slag, og heraf vil ca. 275 være såkaldte power-punches, dvs. slag, hvor armen er vinklet på den rette måde, hvor fodstillingen er optimal, og som går rent ind, og rammer med den tilsigtede kraft i hovedet eller på kroppen. Det ved man fra videnskabelige analyser af mange tusinde kampe. Taberen vil tage imod flest træffere, men forskellen vil ikke være stor. Som i alle andre sportsgrene er det nu om stunder marginalerne, der bestemmer udfaldet. Der vil være tæsk til begge sider. Vores egen bokser har bokset 40 professionelle kampe, så han har måttet indkassere kraftige slag i tusindvis. Enhver kan forestille sig, hvor gavnligt det er. Men det er peanuts i forhold til alle de slag, han har måttet indkassere i træningslokalet, når formen holdes ved lige mellem kampene, og det er da også hér, grundlaget for bokserdemensen skabes. Det hævdes, at risikoen for bokserdemens er blevet væsentligt reduceret, fordi bokserne nu om stunder bokser færre og kortere kampe, og fordi kamplederne nu skrider tidligere ind, hvis kampen begynder at blive alt for ulige. Der er bare dét ved det, at kravene til bokserne, ligesom det er tilfældet i alle andre sportsgrene, er steget i takt med den stigende medieinteresse og de store summer, der efterhånden er på spil. Derfor trænes der mere end nogensinde, og derfor kræver det mange træningsrunder, før det er muligt at entre ringen i Parken. Og så er det for øvrigt ikke muligt at fastholde millioner af seere foran tv-skærmene, hvis bokserne bare tjatter lidt til hinanden. Svenske forskere har netop vist, at amatørboksere, der rammes i hovedet mere end 15 gange pr. kamp, har tydelige tegn på ødelæggelse af hjerneceller, når man undersøger dem lige efter kampen. Derfor skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan boksernes hjerner vil se ud, når de er færdige med at maltraktere hinanden i Brøndby. Det er derfor, at lægeorganisationer verden over kræver et forbud mod professionel boksning. Myndighederne har de senere år brugt mange kræfter og ressourcer på at komme brugen af EPO, anabole steroider og andre præstationsfremmende stoffer til livs. Det er sket med henvisning til, at sportsfolkene sætter både liv og helbred på spil ved at benytte stofferne. Analogien til professionel boksning ligger lige for, men her ser myndighederne igennem fingre med, at boksernes liv og helbred sættes på spil. Man tillader, at bokserne, uden mindste form for hovedbeskyttelse, udsættes for potentielt livsfarlige slag i hovedet. Det er i orden med en tennisalbue og et trælår, og en sønderreven menisk er da til at leve med. Men en sport, der sætter udøvernes liv på spil, og som tilmed kan ende i ydmygende demens, burde for længst have bragt myndighederne op i det højrøde felt. Hver gang der afholdes et professionelt boksestævne, ligger der en tragedie og lurer lige om hjørnet. Det er ikke acceptabelt i et civiliseret samfund. Derfor må professionel boksning forbydes.