2. november sidste år blev provokatøren og filmskaberen Theo van Gogh brutalt myrdet på åben gade midt i Amsterdam. Mordet har sat dybe spor i den danske debat, og van Gogh er ikke mindst blevet brugt til at legitimere en stadig hårdere linje over for landets muslimer. Jyllands-Posten slog hurtigt tonen an, da avisen i en leder få dage efter mordet konstaterede: »Menneskeliv er i fare, ytringsfriheden og helt fundamentale, europæiske værdier er sat under pres i kølvandet på indvandringen af muslimer ... Vi er så langt ude, at man tror, det er løgn. Men det er blodig virkelighed. Og det foregår lige her. Det er ikke længere kun noget, der rapporteres om fra fjerne, arabiske lande« (JP, 4.11.04). Debatten i kølvandet på mordet forløb efterfølgende i flere spor. Dels forlangte mange en klar afstandtagen til mordet fra de danske muslimer, dels stod flere debattører nu - helt i van Goghs ånd - endnu hårdere på deres ret til at håne og fornedre religioner og i særlig grad islam. Sidst, men ikke mindst, mundede forløbet ud i en politisk debat om blasfemiparagraffens afskaffelse. Debattens gang og almene toneleje skulle dog vise sig selv at illustrere, hvorfor det desværre stadig er relevant at opretholde en beskyttelse af religiøse mindretal mod grove insinuationer, offentlig ringeagt og fordomsfulde anklager. At blasfemiparagraffen førte til domfældelse sidste (og eneste) gang i 1938 over for en gruppe nazisters grove forhånelse af jøder i et smædeskrift, burde i det mindste mane til eftertanke. Theo van Gogh var provokatør til fingerspidserne og blev af flere beskyldt for at være både antisemitisk og racistisk i sine heftige udfald mod jøder og i særdeleshed mod muslimer. Mordet på instruktøren blev udløst af hans sidste kortfilm, 'Submission part 1', der var lavet i samarbejde med den kontroversielle højrefløjspolitiker Ayaan Hirsi Alii. Også Hirsi Alii har modtaget trusler for at skrive manuskriptet til 'Submission', der handler om hustrumishandling, incest og generel fornedrelse af kvinder, ifølge filmen udført i islams navn. At påpege, at filmen var tænkt som en fuldt overlagt provokation, er selvsagt ikke et forsøg på at forsvare hverken truslerne mod Hirsi Alii eller det brutale mord på instruktøren. Det er heller ikke et forsøg på at kompromittere hverken den kunstneriske frihed eller retten til at udøve religionskritik, for begge dele er vigtige elementer i vores demokrati. Ikke desto mindre er det nødvendigt at sætte fokus på den underbelyste problemstilling, at provokationen i dag hyldes som en dyd og et ophøjet mål i sig selv, mens dét at reagere på provokationen i den offentlige meningsudveksling i vidt omfang er illegitimt. Også almindelige muslimer blev tydeligvis stødt over den unuancerede sammenkædning af deres tro og grov kvindemishandling, men da imamer og andre muslimer herhjemme ytrede sig i Van Gogh-sagen, blev de latterliggjort og udstillet som demokratiske analfabeter eller middelalderlige mørkemænd. Debatten var således allerede i sit udgangspunkt uligeværdig, fordi den ene part på forhånd blev afskrevet som en art 'illegal kombattant'. Tre uger efter mordet inviterede imam Abu Laban ellers pressen til en fredagsbøn med efterfølgende pressemøde for netop at styrke dialogen mellem medierne og de praktiserende muslimer. Her fordømte han mordet i utvetydige vendinger, men han følte sig også krænket over 'Submission' og opfordrede derfor til en bred offentlig debat om, hvor ytringsfrihedens grænser bør gå. Imamen understregede eksplicit, at sådanne grænser skulle »sættes af mennesker i dialog med hinanden«, og at han naturligvis ville bøje sig for flertallets mening (Information, 20.11.04). Men selv om ytringsfriheden faktisk allerede begrænses og forhandles i kraft af bl.a. injurie-, racisme- og blasfemiparagraffer, vakte Abu Labans udtalelser almen bestyrtelse. Daværende integrationsminister Bertel Haarder mente, at imamen udviste manglende demokratisk forståelse. I flere medier blev det desuden fremstillet, som om Abu Laban diktatorisk havde 'krævet' danskernes frihed indskrænket, selv om han blot - på god demokratisk vis - havde opfordret til en debat om emnet. I visse dele af debatten herskede der tidligt bred konsensus om, at landets muslimske mindretal generelt udgjorde en væsentlig trussel mod vores frihedsrettigheder. Mange debattører valgte som følge heraf at slibe pennen og skærpe tonen radikalt. På grund af en fanatisk mands udåd i Amsterdam indledtes altså i de danske medier et omfattende angreb mod helt almindelige muslimers religiøsitet. 2004 bød således på et efterår, hvor muslimer i Danmark måtte lægge øre til særligt forhånende udgydelser, fordi denne minoritet nu blev udråbt som demokratiets fjende nummer ét af en række markante og ikke just underkuede meningsdannere. Weekendavisens hæderkronede essayist Ulrik Høy banede vejen: »Se kendsgerningen i øjnene: som landet ligger, kontinentet, så er indvandringen af muslimer til Europa det største tilbageslag i århundreder ... nu kommer reaktionen - med blasfemi i front, med eller uden muslimsk deltagelse - og så må man håbe, at politiet er hjemme, når de kommer rendende med knive, skydere, vimpler og tæskebander« (WA, 12.11.04). Frederik Stjernfelt tog depechen op og hævdede, at ytringsfriheden nu var truet som aldrig før, men brugte paradoksalt samme anledning til at agitere for, at man i højere grad begrænsede visse muslimers adgang til medierne: »Ytringsfrihed er jo nemlig ikke mediernes pligt til at repræsentere samtlige bizarre synspunkter og lancere dem, som om de var ligeværdige« (WA, 19.11.04). Teolog og samfundsdebattør Sørine Godtfredsen supplerede: »Hvorfor arrangerer vi debatter med mennesker, der på mange måder lever i en anden tidsalder?« og fortsatte: »i mødet mellem en oplyst og en udefrakommende tilbagestående kultur må det være sidstnævnte der indordner sig« (Kristeligt Dagblad, 13.11.04). Konklusionen blandt disse og andre meningsdannere var tilsyneladende, at muslimerne over en bred front var helt uden for pædagogisk rækkevidde. Både Stjernfelt og Høy opfordrede derfor til diverse happenings, der skulle markere afstanden til islams religiøse 'selvhøjtidelighed' eller »dette efterslæb af aldrig udruget middelalder«, som Høy formulerede det (WA, 19.11.04). Både universitetsansatte, præster og moderate muslimer blev således tilskyndet til offentligt at fortælle grove blasfemiske vitser eller historier om profeten Muhammed. Forfatteren Kåre Bluitgen har tidligere - igen i Van Goghs ånd - plæderet for en lignende provokatorisk fremgangsmåde, da han i sin bog 'Til gavn for de sorte' opfordrede til en aktion, hvor demonstranter skulle gå gennem Nørrebro i burka. Demonstrationen skulle ende med, at burkaerne blev smidt i en container på Blågårds Plads, hvorefter man passende kunne overdænge Koranen med menstruationsblod. Kendetegnende for sådanne forslag er det, at den demonstrative provokation mod islam udgør et mål i sig selv, fordi disse vulgære forhånelser altså hævdes at stå i kunstens eller en højere fornufts tjeneste. Det er med andre ord meningen, at muslimerne skal blive voldsomt forargede, men de skal også bide fornærmelserne i sig. Hvis ikke, vil et kuld af opildnede debattører stå klar og stemple dem som udanske antidemokrater, fundamentalister, exceptionelt nærtagende eller alment tilbagestående. Denne tendens udtrykker om noget faren ved det sekulære samfund: at det kan udmønte sig i en næsten totalitær sekularisme, hvor religion og religiøsitet ikke bare er den enkeltes egen sag, men i sig selv en suspekt og anti-demokratisk drivkraft. Religionsfriheden bliver i denne optik omfortolket til offentlighedens ret til at være fri for religiøse tilkendegivelser, mens den religiøses frihed reduceres til en pseudo-frihed til at blive derhjemme og holde mund. Det burde være indlysende, at en sådan ujævnbyrdig dialog, hvor sekularisten er 'oplyst', 'moderne', og 'fornuftig', mens den religiøse er 'formørket', 'førmoderne' og 'middelalderlig', kun bidrager til at trække fronterne op ved eftertrykkeligt at afvæbne og umyndiggøre den ene part. Det er dermed på forhånd udelukket, at den troende muslim kunne have noget som helst fornuftigt at bidrage med. Magtens arrogance gør dialogen overflødig; vi ved jo, at vi har ret. Eller som Pia Kjærsgaard har formuleret det: »Der findes kun én civilisation, og det er vores«. Det udtrykker naturligvis en fundamental ubalance i demokratiet, når et mindretal må gå rettens vej for at undgå offentlige forhånelser. Men når der ikke er mulighed for en ligeværdig meningsudveksling, kan dette desværre være den eneste udvej. Hvis man derimod ikke blev udråbt som udansk og middelalderlig, hver gang man forsøgte at udtrykke sine religiøse følelser, var et så drastisk tiltag derimod næppe nødvendigt. Uanset hvad man mener om blasfemiparagraffen, burde det dog være indlysende, at det sender et temmelig problematisk politisk signal at ville fjerne denne lovmæssige 'redningsplanke', netop som der rækkes ud efter den. Ikke desto mindre var dette faktisk, hvad der skete, da DR og TV 2 sidste år (i øvrigt forgæves) blev anmeldt for blasfemi for deres visning af van Gogh-filmen. Jesper Langballe meldte hurtigt ud, at DF som følge af anmeldelsen ville arbejde for at fjerne blasfemiparagraffen, fordi det jo alligevel kun var muslimerne, der brugte den, og kort tid efter var der et bredt politisk flertal uden om regeringspartierne for paragraffens afskaffelse. Professor Henning Koch udtrykte i denne sammenhæng bekymring for, at en eventuel ophævelse af blasfemiparagraffen ville bane vej for mere subtile - men ikke mindre alvorlige - krænkelser af udsatte religiøse mindretal og dermed fremstå som en legitimering af islamofobi og antisemitisme (Information, 14.12.04). 19. maj 2005 fremsatte Dansk Folkeparti dog deres endelige forslag i Folketinget. Det oprindelige flertal smuldrede imidlertid på grund af partiets groft generaliserende begrundelse. Af denne fremgik det bl.a., at van Goghs film om »omskæring, fornedrelser, tvangsægteskab, indespærring og voldtægt« ifølge Dansk Folkeparti karakteriserede forholdene i »en forholdsvis normal muslimsk familie«. Enhver indskrænkning af ytringsfriheden er indlysende problematisk, og i et ideelt samfund ville det ikke være nødvendigt med ventiler som blasfemi- og racismeparagraffer, fordi debatten netop ville være fri og ligeværdig. Man kan tåle meget, når man står over for et andet menneske i en samtale, hvor begge parter har mulighed for at komme til orde. Men ord har magt, især når de siges tilstrækkeligt skingert og tilstrækkeligt ofte af tilstrækkeligt mange autoriteter. Desværre fremstår dele af samfundsdebatten i dag mere som et asymmetrisk angreb på en udvalgt minoritet end som en egentlig dialog. Landets muslimer farer dog ikke af den grund i retten i tide og utide, selv om det tilsyneladende i dag er blevet et demokratisk hædersmærke at bruge sin frihed til at tilsvine deres religion mest muligt. Tonen i den offentlige debat viser med al tydelighed, at muslimerne som religiøst mindretal ingenlunde sætter dagsordenen for, hvad der kan og må siges. Tværtimod er den anti-islamistiske tone skærpet og forhånelsesmulighederne blevet udvidet. Formanden for Danmarks tredjestørste parti kunne i et ugebrev 13.6. 2005 deklarere, at muslimer »civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005«. Dertil kommer naturligvis efterårets verserende sager om ledende DF-politikeres grænseoverskridende og islamofobiske retorik, der mildest talt er på kant med racismeparagraffen, som DF da også helst så fjernet. Endelig har kulturministeren netop indledt kulturkampens anden fase ved at slå fast, at »en middelalderlig muslimsk kultur« aldrig bliver »lige så gyldig herhjemme som den danske kultur«. Sådan taler landets prominente politikere et år efter mordet på van Gogh, - men det forhindrer dem ingenlunde i at fremstille deres ytringsfrihed som truet. Den religiøse muslim er samtidig blevet fortalt som en anti-demokratisk galning så mange gange, at debattørerne er blevet bange for det vrangbillede, de selv har været med til at skabe. Det er derfor intet under, at Kåre Bluitgen ikke kunne finde en illustrator til sit seneste provo-projekt: en billedbog om Muhammed, som ifølge dele af den islamiske tradition ikke må billedliggøres. Ulrik Høy og andre markante debattører har jo effektivt lært os, at muslimerne kommer løbende efter os med »knive, skydere, vimpler og tæskebander«, hvis vi træder dem over tæerne. Derfor må man spørge sig selv, om det vitterligt er muslimerne eller snarere det skræmmebillede af dem, der opdyrkes i medierne, som man frygter? At Bluitgen så i øvrigt gør en dyd ud af at trampe tæerne af landets muslimske mindretal ved enhver given lejlighed, er naturligvis en anden sag. Man kan selvsagt ikke tage hårdt nok afstand fra mordet på van Gogh, fra sidste års overfald mod en lærer ved Carsten Niebuhr-instituttet eller fra truslerne mod tegnerne af Muhammed i Jyllands-Postens omstridte kampagne. Det er dog vigtigt at slå fast, at sådanne angreb ikke er koordinerede udfald mod demokratiet, og at mange andre faktorer end netop religion uvægerligt spiller ind i den slags yderligheder. Problemet med mange af reaktionerne på de ovennævnte tragiske begivenheder er derfor, at forsøget på at ramme enkelte rabiate individer synes at legitimere, at man skyder med spredehagl mod alle muslimer. Det storstilede opgør med 'fundamentalismen' betyder, at det pludseligt er særligt 'flot' og 'prisværdigt' at sige grimme ting om islam eller for den sags skyld tegne Muhammed med en bombe i sin turban. En gennemgang af det seneste års debat om muslimer og blasfemi fremprovokerer derfor uvægerligt den mistanke, at sagens kerne ikke er retten til at debattere eller kritisere religioner og religiøse emner. Nej, det vi er vidne til, er snarere en lidenskabelig kamp for håneretten: for retten til at dæmonisere og nedgøre andre menneskers tro og for retten til den fordomsfulde og ansvarsløse ytring, der i dag er blevet et tegn på det ypperligste demokratiske mandsmod. Alt i alt en noget perverteret frihedskamp, hvis polariserende konsekvenser man burde overveje, før man fortsætter den kollektive afstraffelse af landets muslimer og dømmer dem alle for et mord, de ikke har begået.