0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kampen for håneretten

Et år efter mordet på filmskaberen Theo van Gogh fyger det med krav om retten til at dæmonisere vort muslimske mindretal. Skal det forestille kulturkampens nye fase, spørger en specialestuderende på Aarhus Universitet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

2. november sidste år blev provokatøren og filmskaberen Theo van Gogh brutalt myrdet på åben gade midt i Amsterdam. Mordet har sat dybe spor i den danske debat, og van Gogh er ikke mindst blevet brugt til at legitimere en stadig hårdere linje over for landets muslimer. Jyllands-Posten slog hurtigt tonen an, da avisen i en leder få dage efter mordet konstaterede: »Menneskeliv er i fare, ytringsfriheden og helt fundamentale, europæiske værdier er sat under pres i kølvandet på indvandringen af muslimer ... Vi er så langt ude, at man tror, det er løgn. Men det er blodig virkelighed. Og det foregår lige her. Det er ikke længere kun noget, der rapporteres om fra fjerne, arabiske lande« (JP, 4.11.04).

Debatten i kølvandet på mordet forløb efterfølgende i flere spor. Dels forlangte mange en klar afstandtagen til mordet fra de danske muslimer, dels stod flere debattører nu - helt i van Goghs ånd - endnu hårdere på deres ret til at håne og fornedre religioner og i særlig grad islam. Sidst, men ikke mindst, mundede forløbet ud i en politisk debat om blasfemiparagraffens afskaffelse. Debattens gang og almene toneleje skulle dog vise sig selv at illustrere, hvorfor det desværre stadig er relevant at opretholde en beskyttelse af religiøse mindretal mod grove insinuationer, offentlig ringeagt og fordomsfulde anklager. At blasfemiparagraffen førte til domfældelse sidste (og eneste) gang i 1938 over for en gruppe nazisters grove forhånelse af jøder i et smædeskrift, burde i det mindste mane til eftertanke.

Theo van Gogh var provokatør til fingerspidserne og blev af flere beskyldt for at være både antisemitisk og racistisk i sine heftige udfald mod jøder og i særdeleshed mod muslimer. Mordet på instruktøren blev udløst af hans sidste kortfilm, 'Submission part 1', der var lavet i samarbejde med den kontroversielle højrefløjspolitiker Ayaan Hirsi Alii.

Også Hirsi Alii har modtaget trusler for at skrive manuskriptet til 'Submission', der handler om hustrumishandling, incest og generel fornedrelse af kvinder, ifølge filmen udført i islams navn. At påpege, at filmen var tænkt som en fuldt overlagt provokation, er selvsagt ikke et forsøg på at forsvare hverken truslerne mod Hirsi Alii eller det brutale mord på instruktøren. Det er heller ikke et forsøg på at kompromittere hverken den kunstneriske frihed eller retten til at udøve religionskritik, for begge dele er vigtige elementer i vores demokrati. Ikke desto mindre er det nødvendigt at sætte fokus på den underbelyste problemstilling, at provokationen i dag hyldes som en dyd og et ophøjet mål i sig selv, mens dét at reagere på provokationen i den offentlige meningsudveksling i vidt omfang er illegitimt. Også almindelige muslimer blev tydeligvis stødt over den unuancerede sammenkædning af deres tro og grov kvindemishandling, men da imamer og andre muslimer herhjemme ytrede sig i Van Gogh-sagen, blev de latterliggjort og udstillet som demokratiske analfabeter eller middelalderlige mørkemænd. Debatten var således allerede i sit udgangspunkt uligeværdig, fordi den ene part på forhånd blev afskrevet som en art 'illegal kombattant'.

Tre uger efter mordet inviterede imam Abu Laban ellers pressen til en fredagsbøn med efterfølgende pressemøde for netop at styrke dialogen mellem medierne og de praktiserende muslimer. Her fordømte han mordet i utvetydige vendinger, men han følte sig også krænket over 'Submission' og opfordrede derfor til en bred offentlig debat om, hvor ytringsfrihedens grænser bør gå. Imamen understregede eksplicit, at sådanne grænser skulle »sættes af mennesker i dialog med hinanden«, og at han naturligvis ville bøje sig for flertallets mening (Information, 20.11.04). Men selv om ytringsfriheden faktisk allerede begrænses og forhandles i kraft af bl.a. injurie-, racisme- og blasfemiparagraffer, vakte Abu Labans udtalelser almen bestyrtelse. Daværende integrationsminister Bertel Haarder mente, at imamen udviste manglende demokratisk forståelse. I flere medier blev det desuden fremstillet, som om Abu Laban diktatorisk havde 'krævet' danskernes frihed indskrænket, selv om han blot - på god demokratisk vis - havde opfordret til en debat om emnet.

I visse dele af debatten herskede der tidligt bred konsensus om, at landets muslimske mindretal generelt udgjorde en væsentlig trussel mod vores frihedsrettigheder. Mange debattører valgte som følge heraf at slibe pennen og skærpe tonen radikalt. På grund af en fanatisk mands udåd i Amsterdam indledtes altså i de danske medier et omfattende angreb mod helt almindelige muslimers religiøsitet. 2004 bød således på et efterår, hvor muslimer i Danmark måtte lægge øre til særligt forhånende udgydelser, fordi denne minoritet nu blev udråbt som demokratiets fjende nummer ét af en række markante og ikke just underkuede meningsdannere.

Weekendavisens hæderkronede essayist Ulrik Høy banede vejen: »Se kendsgerningen i øjnene: som landet ligger, kontinentet, så er indvandringen af muslimer til Europa det største tilbageslag i århundreder ... nu kommer reaktionen - med blasfemi i front, med eller uden muslimsk deltagelse - og så må man håbe, at politiet er hjemme, når de kommer rendende med knive, skydere, vimpler og tæskebander« (WA, 12.11.04). Frederik Stjernfelt tog depechen op og hævdede, at ytringsfriheden nu var truet som aldrig før, men brugte paradoksalt samme anledning til at agitere for, at man i højere grad begrænsede visse muslimers adgang til medierne: »Ytringsfrihed er jo nemlig ikke mediernes pligt til at repræsentere samtlige bizarre synspunkter og lancere dem, som om de var ligeværdige« (WA, 19.11.04). Teolog og samfundsdebattør Sørine Godtfredsen supplerede: »Hvorfor arrangerer vi debatter med mennesker, der på mange måder lever i en anden tidsalder?« og fortsatte: »i mødet mellem en oplyst og en udefrakommende tilbagestående kultur må det være sidstnævnte der indordner sig« (Kristeligt Dagblad, 13.11.04).

Konklusionen blandt disse og andre meningsdannere var tilsyneladende, at muslimerne over en bred front var helt uden for pædagogisk rækkevidde.

Både Stjernfelt og Høy opfordrede derfor til diverse happenings, der skulle markere afstanden til islams religiøse 'selvhøjtidelighed' eller »dette efterslæb af aldrig udruget middelalder«, som Høy formulerede det (WA, 19.11.04). Både universitetsansatte, præster og moderate muslimer blev således tilskyndet til offentligt at fortælle grove blasfemiske vitser eller historier om profeten Muhammed.

Forfatteren Kåre Bluitgen har tidligere - igen i Van Goghs ånd - plæderet for en lignende provokatorisk fremgangsmåde, da han i sin bog 'Til gavn for de sorte' opfordrede til en aktion, hvor demonstranter skulle gå gennem Nørrebro i burka. Demonstrationen skulle ende med, at burkaerne blev smidt i en container på Blågårds Plads, hvorefter man passende kunne overdænge Koranen med menstruationsblod. Kendetegnende for sådanne forslag er det, at den demonstrative provokation mod islam udgør et mål i sig selv, fordi disse vulgære forhånelser altså hævdes at stå i kunstens eller en højere fornufts tjeneste. Det er med andre ord meningen, at muslimerne skal blive voldsomt forargede, men de skal også bide fornærmelserne i sig. Hvis ikke, vil et kuld af opildnede debattører stå klar og stemple dem som udanske antidemokrater, fundamentalister, exceptionelt nærtagende eller almen