Mens jeg for nogle år siden arbejdede med min bog, ’Israels Selvstændighedskrig og de danske frivillige’, havde jeg en stor bunke private breve liggende – de breve, som de frivillige soldater havde sendt hjem til familien og bekendte i Danmark. De fleste af disse frivillige var anden- eller tredjegenerationsindvandrere – børn eller børnebørn af ludfattige jødiske indvandrere, som i stort tal var kommet til Danmark fra Rusland, Ukraine, de baltiske lande samt Polen.
Deres forældre eller bedsteforældre havde klumpet sig sammen dér, hvor der var billige boliger at få – og det var dengang i Københavns indre bys mest usle slumgader – Adelgade, Aabenraa, Borgergade, Prinsensgade, Landemærket – samt på Nørrebro. Lejlighederne var gamle og forsømte, gårdene smalle og ildelugtende – og kun lidt lys nåede ind i 2. eller 3. baggård. De unge mennesker, som var produktet af disse elendige omgivelser, iagttog sabbatten og de jødiske helligdage; de overholdt stort set de jødiske spiseregler – kosherreglerne – om end de ikke var særlig flinke til at aflægge besøg i synagogen. Som oftest var dagligsproget i deres hjem jiddisch. En læge ved Rigshospitalet, som af og til kom i nærkontakt med disse elendige indvandrerfamilier, fortalte nogle år senere til forfatteren, Randerspræsten Paul Borchsenius, hvor overrasket han var over den utrolige fattigdom:
