I Spanien er det helt i orden at sige: »Vi har brug for indvandrere til at passe på vores gamle!«. Men presset er trods alt blevet for stort for den spanske regering. I løbet af de første fem måneder af 2006 er over 8.000 illegale indvandrere blevet tilbageholdt af de spanske myndigheder på De Kanariske Øer. Hver dag dør mennesker på vej mod de spanske grænser - de skyller op på Spaniens sydkyster i deres desperate forsøg på at komme til Europa i jagten på et bedre liv. En række medlemslande i den Europæiske Union, inklusiv Spanien selv, har i forlængelse af krisen opfordret til en fælles indsats for øget grænsebevogtning i Middelhavsområdet. Men Spaniens muligheder for at styre illegal indvandring afhænger ikke kun af en effektiv grænsekontrol. Det har gang på gang vist sig, at når man øger kontrollen ved én indgang, finder potentielle indvandrere andre adgangsveje. Senest har EU-kommissionen - efter et nødråb fra de spanske myndigheder i forbindelse med de tusindvis af afrikanske illegale indvandrere, som forsøger at komme til det forjættede Europa - taget initiativ til EU's første koordinerede afpatruljering af Afrikas kyster. Det europæiske grænseagentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU's ydre grænser, Frontex, har fået tilsagn fra de fleste medlemslande om, at de er klar til at hjælpe Spanien med at løse det akutte problem. En række lande, herunder Danmark, har sagt ja til at deltage i EU's første fælles grænseaktion. Men øget kontrol er en kortsigtet løsning. Således har man i takt med at grænsekontrollen ved Gibraltar er blevet intensiveret, set et stigende antal illegale migranter søge til De Kanariske Øer, og ruten til EU for de afrikanske migranter er blevet både længere og langt farligere. De illegale indvandrere, som kommer til de spanske kyster, er ikke kun fra Spaniens nabolande. Migrationsstrømmene er globale, og migranter fra store dele af Afrika (og for den sags skyld fra mange steder i verden) bevæger sig op igennem det afrikanske kontinent mod Europa - for manges vedkommende tager det flere år. Incitamenterne for at komme til Europa er enorme, og hvis man virkelig vil frem, så kommer man frem! Man må ligeledes tage i betragtning, at selv om 'bådmigranterne' - de uautoriserede migranter, som forsøger at nå de sydeuropæiske kyster, ofte i faldefærdige både - er de mest synlige og dem, der tiltrækker mest opmærksomhed både politisk og i forhold til medier, kommer de fleste illegale indvandrere til Spanien via fly, tog eller landevej. I øvrigt er en stor del af de illegale indvandrere, der opholder sig i Spanien, kommet til landet på legal vis, men er blevet længere, end deres visum eller opholdstilladelse tillader, og har dermed fået illegal status. Spanien og resten af Europa har i høj grad brug for indvandring. Fra 1990 til 2000 udgjorde indvandring 89 procent af befolkningstilvæksten i Europa, og ifølge FN og EU-kommissionen vil der komme til at mangle 25 millioner mennesker i den europæiske arbejdsstyrke i løbet af de næste 10 år. Arbejdsstyrken i EU er faldende, og den europæiske befolkning bliver i gennemsnit ældre og ældre. Europa er i fremtiden dybt afhængig af, at der kommer indvandrere til kontinentet. Det er umuligt at lukke grænserne omkring EU i en verden, hvor migranter i tredjelande er fuldt ud informeret om forhold i Europa, og hvor indbyggertallet i den tredje verden stiger dag for dag, samtidig med at fremskrivninger viser, at der vil være masser af beskæftigelsesmuligheder for udenlandsk arbejdskraft i Europa. Spaniens mulighed for at styre den tilsyneladende ukontrollable illegale indvandring påvirkes i dag af en kompleks dynamik mellem interne forhold på det spanske arbejdsmarked, forhold til transit- og oprindelseslande, globale migrationsstrømme og samarbejdet omkring en fælles indvandringspolitik i EU. Spanien kan forsøge at påvirke disse faktorer dels ved at presse på for at få en fælles EU-politik på området, som varetager spanske interesser, og dels gennem aftaler med transit- og oprindelseslande og påvirkning af disse landes udvikling. Den nuværende spanske regering har da også taget en række initiativer i et forsøg på at tackle problemet illegal indvandring via en 'balanceret' tilgang, hvor der tages hensyn til globale, nationalstatslige og europæiske forhold. Det virkelige incitament for spansk indvandringspolitik synes dog i dag at være hensyn til behov for billig arbejdskraft på arbejdsmarkedet og andre økonomiske forhold internt i Spanien. Den økonomiske vækst har særligt gennem de seneste ti år været høj, og situationen er præget af, at visse sektorer i landet, især landbrug og byggeri, har et stort behov for ufaglært og billig arbejdskraft samtidig med, at der er en relativ høj arbejdsløshed blandt de veluddannede spaniere. Spanierne er ikke længere villige til at migrere internt i landet for at få job, og de tager ikke de lavt lønnede manuelle job. De fleste indvandrere i Spanien udfylder derfor job, som få spaniere er villige til at tage, og de arbejder for lave lønninger. Illegale indvandrere er naturligvis begrænset til at arbejde i undergrundsøkonomien eller i dele af den formelle sektor, hvor arbejdsgivere ikke registrerer dem som ansatte - hermed undgår arbejdsgivere også at betale socialforsikring. Derfor er den omfattende undergrundsøkonomi en oplagt tiltrækningskraft for illegal indvandring. Den seneste ændring i den spanske udlændingelovgivning i 2004 omfattede da også tiltag til bekæmpelse af undergrundsøkonomien. Men den relativt høje vækst betyder, at der er brug for indvandring til at opfylde arbejdsmarkedets behov, og selv om motivationen for den seneste legaliseringsproces bl.a. var at minimere antallet af illegale indvandrere beskæftiget i den sorte økonomi, kan den også have virket som tiltrækning for potentielle illegale indvandrere, som aner en mulighed for, at der også i fremtiden vil blive gennemført legaliseringer af illegale indvandrere. Samtidig er det klart, at store dele af den spanske befolkning har kendskab til illegal indvandring og til dels også omfanget af denne. Lige efter at hundredvis af afrikanere i oktober sidste år stormede de høje dobbelte pigtrådshegn omkring de marokkansk-spanske grænser ved de små spanske enklaver Ceuta og Melilla, kunne en øget bekymring for indvandring da også spores i meningsmålingerne. Men der synes blandt den spanske befolkning at være en slags stiltiende accept af den illegale indvandring. Spaniere mener tilsyneladende ikke, i modsætning til befolkningerne i mange andre industrialiserede lande, at deres nationale identitet er truet af indvandring, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at indvandrere ikke truer spanieres arbejdsforhold, i og med at spaniere ikke ønsker at tage arbejde i de sektorer, hvor indvandrere typisk arbejder. Den relativt nære fascistiske fortid under Francos diktatur medfører i øvrigt et fokus i det spanske samfund på at undgå mobilisering af befolkningen via racemæssig, etnisk eller indvandringsrelateret frygt. Trods en stærk retorik om at man ønsker en fælles europæisk strategi, synes nationalstatslige forhold at begrænse Spaniens muligheder for at styre illegal indvandring i højere grad end globale faktorer og det europæiske samarbejde. Problemet vedrørende styring af illegal indvandring er komplekst, og en løsning synes at kræve, at man sætter ind på mange forskellige områder, og så længe Spanien ikke bekæmper de grundlæggende tiltrækningsfaktorer internt i landet - især den omfattende undergrundsøkonomi - er det tvivlsomt, om illegal indvandring kan styres. I 2005 legaliserede den spanske regering, i forbindelse med hvad de udnævnte til at være 'den sidste normaliseringsproces', næsten 700.000 illegale indvandrere med arbejdskontrakter. I den forbindelse var der en omfattende kritik fra andre af EU's medlemsstater, og der er ingen tvivl om, at visse medlemsstater er stærkt kritiske over for, hvad der måske kan kaldes den spanske laissez-faire-tilgang til kontrol af illegal indvandring. Bekymringen har været, om legaliseringer vil blive opfattet som en effektiv vej ind i de europæiske samfund og på de europæiske arbejdsmarkeder for potentielle illegale indvandrere. Den spanske regerings amnesti til et stort antal illegale indvandrere er et udtryk for en erkendelse af, at man i Spanien har brug for billig ufaglært arbejdskraft. Hensyn til arbejdsmarkedet synes, som sagt, generelt at påvirke den spanske regerings indvandringspolitik. I et forsøg på at opfylde arbejdsmarkedets behov og samtidig styre illegal indvandring har man bl.a. indført kvotesystemer, hvormed man forsøger at rekruttere migrantarbejdere i deres hjemlande på baggrund af opstillede kvoter for behov på det spanske arbejdsmarked. De indførte kvoter har dog på intet tidspunkt været realistiske i forhold den reelle efterspørgsel efter arbejdskraft og den faktiske tilstrømning af illegale arbejdere til Spanien. I 2004 fik knap 31.000 indvandrere arbejdstilladelser via jobkvoter - få måneder efter blev næsten 700.000 illegale indvandrere med arbejdskontrakter legaliseret. Alene i byggesektoren blev mere end 142.000 illegale indvandrere legaliseret, mens kun 2.722 indvandrere kom ind via arbejdskontrakter i byggesektoren i 2004. Behovet for udenlandsk arbejdskraft i Spanien er således langt højere end de indførte kvoter giver indtryk af, og behovet synes at blive forstærket af, at indvandrere som følge af deres illegale status oftest accepterer lavere lønninger og dårligere arbejdsvilkår end spaniere. Migranters motivation for at migrere synes at hænge sammen med omfanget af de pengeoverførsler (remitter), som migranter i modtagerlandet sender til deres hjemlande. Migranter forsøger naturligvis at forbedre deres levevilkår og gennem remitter også levevilkårene for deres pårørende i oprindelseslande. Hvis man ser bort fra flygtninge, er den mest oplagte motivation til at migrere muligheden for at tjene flere penge. Arbejdere fra udviklingslande, som migrerer til et udviklet land som Spanien, kan opnå lønninger, som er fem, ti eller måske tyve gange højere end de lønninger, de kan få i deres hjemlande. Migranter hjælper hvert år med at opretholde mange økonomier i udviklingslande. Ifølge Verdensbanken blev der sidste år overført 167 milliarder dollar i remitter til udviklingslande - hvilket er mere end dobbelt så meget, som disse lande modtager i udviklingshjælp. Ifølge International Organisation for Migration kan det totale omfang af remitter være langt større, eftersom et stort antal transaktioner foregår gennem uformelle kanaler. I den forbindelse er det vigtigt at anerkende, at en omfattende undergrundsøkonomi og mulighed for illegal beskæftigelse i Spanien er en vigtig tiltrækningskraft for illegale indvandrere. Før legaliseringen sidste år var der ifølge estimater godt 1,7 millioner illegale indvandrere i Spanien. I dag - efter legaliseringsprocessen i 2005 - estimeres det, at knap 1,3 millioner illegale indvandrere nu befinder sig i Spanien. Det kan vise sig at være endog meget vanskeligt, at styre illegal indvandring, hvis ikke man inddrager overvejelser om, hvilken påvirkning remitter har for potentielle migranter. På mange måder synes en fælles europæisk politik vedrørende legal migration til EU at være den eneste farbare vej i forhold til at dæmme op for den illegale indvandring. Men EU har på nuværende tidspunkt ingen indflydelse på eller regler for den økonomiske indvandring, der finder sted til de enkelte medlemsstater. I forlængelse heraf er spørgsmålet, om Spanien, set i lyset af landets anseelige undergrundsøkonomi og karakteren af arbejdsmarkedet, reelt vil være interesserede i en fælles europæisk politik, hvis denne ikke anerkender det spanske behov for udenlandsk arbejdskraft. På nuværende tidspunkt synes de enkelte medlemsstaters behov for udenlandsk arbejdskraft og generelle interesser i forhold til indvandring at være så forskellige, at udformningen af en fælles politik har lange udsigter. Indtil videre synes EU's medlemslande kun at kunne enes om en fælles strategi vedrørende kontrol og tilbagesendelse af illegale indvandrere, mens medlemsstaterne fortsat har frihed til at gennemføre legaliseringer, benytte sig af nationale kvoter for udenlandsk arbejdskraft og i det hele taget selv afgøre, hvor mange migranter man ønsker at optage. Spanien har da også selv indtil videre især haft fokus på sikkerhedsaspekter, herunder grænsekontrol, i deres støtte til en fælles politik. Den spanske regering forsøger at opnå støtte til grænsekontrol, og argumentet for en fælles europæisk politik handler ofte om, at Spanien ikke har kapacitet til at kontrollere de ydre grænser for EU alene. Der er fra EU-kommissionens side en erkendelse af, at illegal indvandring i høj grad forårsages af tiltrækningsfaktorer i migranters destinationslande, f.eks. en omfattende undergrundsøkonomi. Men en fælles indsats på dette område er ikke en del af de nuværende politikker i EU, og så længe man ikke indfører en fælles politik vedrørende legal økonomisk indvandring, synes Spaniens mulighed for at styre illegal indvandring gennem en fælles EU-strategi at være begrænset. Så længe behovet for arbejdskraft på de europæiske arbejdsmarkeder ikke kan opfyldes af europæisk arbejdskraft, vil indvandrere forsøge at komme ind på de europæiske arbejdsmarkeder - legalt eller illegalt. Samarbejdet vedrørende en fælles indvandringspolitik er på mange områder fortsat mellemstatligt og måske på samme tid mindre ambitiøst. Problemet synes at være, at de enkelte EU-medlemslande har alt for forskellige interesser i forhold til indvandring, til at en fælles politik kan blive en realitet. Det er tvingende nødvendigt at medtænke arbejdsmarkedsbehov i de enkelte medlemsstater i udformningen af en effektiv og realistisk indvandringspolitik, som både kan være med til at skaffe adgang for den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft til EU og på samme tid styre den illegale indvandring til unionen. Kun fremtiden kan vise, om de enkelte medlemsstater vil se bort fra deres egne snævre interesser i forhold til indvandring og udvise politisk vilje til at afgive den nødvendige suverænitet, hvilket er afgørende for gennemførelse af en egentlig fælles indvandringspolitik, og dermed for muligheden for i fællesskab at styre illegal indvandring.