11. maj 2010 vælter min verden, da to politifolk kommer hjem til mig og fortæller, at min mand er blevet stukket ned og er død af sine kvæstelser.
Min mand var uddannet pædagog og løste som selvstændig mange støtte/kontaktperson-opgaver for en række kommuner. Deriblandt Tårnby Kommune, hvor han i en længere årrække havde fungeret som støtte/kontaktperson bl.a. for en ung mand med diagnosen skizofreni. Den unge har denne formiddag ringet min mand op og bedt ham komme forbi. Ca. en time senere ankommer min mand til den unge mands hjem, de skal ud og spise lidt mad sammen.
Sådan foregik det ofte.
Men den unge mand sætter sig ikke ind i bilen på passagersædet ved siden af min mand, som han plejer, men bag ham. Da de skal til at køre, stikker han min mand flere gange i brystet med en køkkenkniv. Min mand får kæmpet sig ud, og kampen fortsætter på fortovet og ude på vejen, til min mand til sidst synker livløs om på fortovet. Det sidste stik rammer ham i hjertet.
Medfølelsen og omsorgen fra mit netværk af familie og venner har været af største betydning, og deres nærvær har været afgørende for, at jeg, i dag to år efter, er ved at genvinde følelsen af mening og indhold med mit liv. Jeg har også fået god hjælp fra psykologer, og deres råd er stadig en stor hjælp i mit arbejde med at komme på fode igen.
De to politifolk viser medfølelse og omsorg bl.a. ved at vente med at gå, til der er kommet nogle venner hjem til mig, Og sørger for, at en af vennerne, ikke jeg, tager med og identificerer min mand på Rigshospitalet. De giver mig nummeret til en krisepsykolog og ringer dagen efter for at høre, hvordan det gik!
Retsmedicineren på Rigshospitalet viser bl.a. sin medfølelse og omsorg ved at forberede mig, min mands familie og de venner, der ønsker at se ham en sidste gang, på, at han er ilde tilredt. Han skaber nogle rammer for os, hvor vi både kan være sammen og få den tid, vi har behov for.
Det er stadig en grufuld oplevelse, men nødvendigt for os alle. Min arbejdsplads viser deres generøse medfølelse og omsorg ved bl.a. at tåle mine hele og halve og meget langvarige sygemeldinger uden på noget tidspunkt at vise utålmodighed.
Vores fælles datters børnehave viser medfølelse og omsorg for vores datter og har været af stor betydning for hendes sorgbearbejdelse. Gerningsmandens psykiater viser sin medfølelse og omsorg ved at invitere mig og den unge mands forældre til et møde, hvor han understreger, at min mand ikke kunne have gjort noget for at undgå overfaldet.
Det er almindelig praksis, at man kører i bil med psykisk syge, fordi de ofte er angste for offentlige transportmidler og der i øvrigt ikke er nogen fortilfælde, hvor professionelle er blevet overfaldet i en bil. Gerningsmandens forsvarer viser sin medfølelse og omsorg ved at holde et langt indlæg under retssagen, hvor han fortæller om det store og gode arbejde, min mand udførte. Efterforskeren på sagen, min bank og min advokat viser deres omsorg og medfølelse. Det dæmper følelsen af at stå alene midt i kaos og smerte.
De yder alle førstehjælp, og det hjælper til at få standset ulykken i at brede sig.
Og det er der stort behov for. For jeg er pludselig blevet meget sårbar og har midt i min sorg meget svært ved at forstå min verden, alt er surrealistisk. Jeg bliver fysisk udmattet og skal kæmpe mod en truende depression og en angst, der begrænser mig og tærer på kræfterne. Tæppet er revet væk under mig, og jeg kæmper for at genvinde kontrollen over mit liv.
Min situation adskiller sig fra andres, der oplever den store sorg at miste deres livsledsager, ved at hans død skete ved drab. Fordi jeg ikke nåede at give ham mine sidste kærlighedserklæringer, fordi det gør så ondt at tænke på den rædsel, han har oplevet i sine sidste minutter, og fordi det helt utænkelige og mest skræmmende nu ikke længere er utænkeligt. Verden er blevet et farligt sted at være. Derfor er det ikke ’blot sorg’, men også angst, jeg har skullet leve med.
Jeg er mor til tre. Den yngste, vores fælles barn, fyldte tre år seks dage efter sin fars død. Jeg har ansvaret for at yde hende førstehjælp, så ulykken ikke får alt for uoverskuelige konsekvenser for hendes liv. Jeg skal få livet til at ligne sig selv, så hun kan genvinde følelsen af tryghed. Jeg kan ikke tage hendes sorg bort, men jeg skal rumme den og sørge for, at rammerne er, som hun kender dem, bare uden hendes far.
Hun ved, at hendes far blev dræbt med en kniv i hjertet, det er svært for alle at rumme, og for en lille pige medfører det bl.a. nogle meget skræmmende mareridt. Men for at kunne hjælpe hende skal jeg hjælpes.
Jeg er blevet mødt med meget medfølelse og omsorg, men også det modsatte. Sagen bliver en historie i medierne. Dagen efter drabet på min mand forsøger en journalist fra BT at få fat på mig ved både at ringe og sende sms, sågar til min søn, der har sin mobiltelefon i min mands navn. Den sidste sms kommer, da jeg er på vej hjem efter at have set min mand på retsmedicinsk på Rigshospitalet. Journalisten skriver, det er vigtigt at få min udlægning med i historien.
Mit syn på formiddagsbladene er, at de søger at underholde snarere end at oplyse, og jeg har intet behov for at medvirke til at underholde med min elskede mands tragiske død. Jeg siger derfor, at han må gøre sit arbejde selv.
De efterfølgende dage kommer der flere journalister forbi mit hjem for at få mig i tale. En veninde tager rollen som vagthund. Jeg kan høre nogle af dem forsvare sig med, at de jo bare passer deres arbejde.
En journalist fra Ude og Hjemme siger til mig, da jeg åbner døren, at det her er meget værre for hende end for mig, og hun skal jo passe sit arbejde, og det er sandelig ikke rart. På et tidspunkt læser min store datter i en artikel, at man gennem raftehegnet kan se familien (os) sidde samlet ved bordet med stearinlys. Derefter får vi meget travlt med at trække gardinerne for. Vi føler os som jaget vildt og kan ikke forstå, hvorfor jagten er gået ind på os.
Det bliver også et emne i forberedelserne til begravelsen. Skal vi undlade at indrykke en dødsannonce for at holde tid og sted hemmeligt? Vi beslutter at indrykke annoncen, fordi der kan være gamle bekendte, jeg ikke har fået fat i, og som måske ser annoncen.
Min vagthund/veninde lover at holde et vågent øje ved begravelsen. Den forløber heldigvis uden indblanding fra journalister. Der er ikke noget i avisen næste dag, der er i stedet et billede fra en anden begravelse på en af spisesedlerne. Vores historie er forældet, og vi kan ånde lettet op.
Men selv om vi har kunnet holde formiddagsbladene på afstand, bringer de alligevel smerte med deres pen. Karen Thisted skriver 15. maj 2010 en artikel i Ekstra Bladet, hvor hun harcelerer over den måde, det offentlige tager sig af psykisk syge på. Det er et meget vigtigt emne.
Jeg ville bare ønske, at journalister, der tager vigtige emner op, også laver noget research, så der er troværdighed i deres indlæg. Det sker ikke her.
Karen Thisted skriver bl.a. » ... og så er det, at jeg finder det katastrofalt, at kommunens løsning på dette ulykkelige menneskes tilværelse lægges i hænderne på en mand, der har stablet sit firma på benene efter en kortvarig terapeutuddannelse hos ja – Carl-Mar Møller – off all people« og senere: »Han kom altid for sent« sådan forklarede den syge 21-årige politiet … al denne ulykke kunne være undgået, hvis man havde ladet professionelle mennesker tage sig af det syge sind (...)«.
Karen Thisted skriver også, at min mand blot kom en gang om måneden for at tilse udviklingen i den unge mands sygdom. Der er intet sandt i disse ord. Den smerte, Karen Thisted påfører de efterladte ved at hænge min mand sådan ud og krænke hans ære, er ikke til at beskrive.
Men det er helt gratis, for ingen har kræfterne til at tage fat og få dementeret hendes løgne. Jeg får det fysisk dårligt, når jeg nu hører hendes stemme i radioen eller ser hende i fjernsynet.
Men det stopper ikke her. Tårnbys socialchef Kim Andersen udtalte til Ekstra Bladet 12. maj 2010, at »Drabsoffer begik fejl«, fordi han lod en psykotisk komme ind i sin bil. Journalisterne og socialchefen i Tårnby krænker min mands ære, jeg formår ikke at kæmpe for ham og skammer mig over det.
Den, der tier, samtykker, og for altid vil det være den offentlige sandhed, at min mand var uduelig og gjorde ondt værre ved den måde, han tjente sine penge på, og selv var ude om at blive slået ihjel. Er det rimeligt?
Jeg nærer ikke nogen form for had eller hævntørst i forhold til gerningsmanden. Han er psykisk syg, og jeg er enig i, at samfundet ikke altid tager godt nok hånd om psykisk syge.
Min mand udførte sit arbejde med hjertet på rette sted i forhold til den unge, der endte med at blive hans banemand. De opbyggede et tæt forhold, og min mand var den eneste, ud over forældrene, som den unge mand ønskede besøg af ved sine lange indlæggelser på psykiatrisk afdeling.
Den unge mands far havde få dage før den tragiske ulykke forsøgt at få ham tvangsindlagt. Der kom desværre denne gang blot en lægevagt ud, der efter et kvarters snak gav ham den besked, at hvis han fik det skidt, kunne han henvende sig på psykiatrisk afdeling. Det er selvsagt ikke godt nok. At den svært psykisk syge unge mand yderligere blev stresset af arbejdsformidlingen kun få dage før drabet (et møde, hvor han i øvrigt havde min mand med, som ved alle andre vigtige møder), er også et emne, der burde belyses.
Når en forbrydelse af menneskefarlig karakter er opklaret, og der fældes dom, offentliggøres det samtidig, hvilken erstatning offeret har krav på for at blive hjulpet videre. Jeg har altid troet, at det forholdt sig sådan, at offeret rimelig hurtigt derefter ville modtage denne erstatning. Det ser da også sådan ud, når man læser loven. Det er bare ikke tilfældet i min sag, og der er sikkert andre i samme ulykkelige situation.
Der faldt dom i sagen 3. januar 2011. Den unge idømmes en tidsubestemt behandlingsdom. Min advokat forlanger offerskadeerstatning til mig for tab af forsørger samt erstatning til vores fælles datter. Da gerningsmanden ikke kan betale, går sagen direkte til erstatningsnævnet.
Min advokat oplyser, at der kan gå op til et år, før sagen er færdigbehandlet, men at jeg og vores fælles barn uden tvivl har ret til erstatning. Min advokat udsætter opgørelse af boet efter min mand, til sagen er færdigbehandlet, da jeg ikke vil kunne blive siddende i vores hus uden erstatning.
Sagen ligger ca. tre måneder i erstatningsnævnet og sendes derefter tilbage til min advokat med besked om, at det først skal undersøges, om der er et forsikringsselskab, der er forpligtet til at udbetale erstatningen. Og så er der ellers cirkus i byen med fri adgang til gynger og karruseller.
Mit fremtidsperspektiv hedder nu, at senest juni 2013 kommer afgørelsen, om jeg får erstatning fra kommunens forsikringsselskab eller ej.
Skal de ikke betale, går sagen tilbage til gerningsmandens forsikringsselskab. Jeg ved endnu ikke, om de har flere kort at spille. Hvis de har, kan det måske betyde, at de går fri, og sagen går tilbage til erstatningsnævnet, der kan være endnu et år om at behandle sagen. På den måde kan det nemt tage tre, fire måske flere år at få erstatning. Er det rimeligt?
Min uro angående fremtiden er vedvarende, så længe sagen går fra skrivebord til skrivebord. Vores økonomi var god, men min økonomi bliver stadig mere stram.
Hvor længe vil min bank have tålmodighed og give mig kredit? Så længe boet ikke er gjort op, kan de mennesker, som havde økonomiske udeståender med min mand, ikke få, hvad de har til gode, og de har nu ventet i over to år. Det ville have pint min mand, at han på den måde forvolder andre problemer. Til næste år skal min datter starte i skole, og min mand og jeg har skrevet hende op til en friskole.
Men det vil ikke være muligt at gennemføre denne plan uden erstatning. Min mand var en ualmindeligt engageret far, og det gør mig uendeligt ondt, hvis jeg ikke er i stand til at opfylde det store ønske for hans elskede øjesten.
Det er på alle måder utrolig utrygt og tærer på de kræfter, jeg burde investere i mine børn, mit studium og i at komme ud over den angst, der har siddet i mig siden drabet.
Jeg har med min personlige beretning forsøgt at give andre et indblik i, hvad mediernes behandling af sådan en sag kan betyde for de efterladte, og hvor ineffektivt vores erstatningssystem fungerer. Det har ikke været nemt at skrive.
Det er især svært at fremstille mig selv som offer, fordi behovet for at distancere mig fra den rolle er stort. Der findes ikke nogen fremdrift i offerrollen. Jeg er trods min ulykkelige skæbne privilegeret sammenlignet med mange andre, der ikke har samme ressourcer og netværk som jeg.
Selv om jeg vil betegne mig selv som en ressourcestærk person, havde meget set anderledes ud, hvis jeg ikke havde haft mit fantastiske, stærke og gode netværk, og hvis alle de andre, jeg har nævnt, ikke havde ydet førstehjælp.
Jeg forestiller mig derfor, at jeg er heldig sammenlignet med andre overlevende voldsofre og efterladte til voldsofre.
Den ovenfor kritiserede journalistik har bragt en dyb smerte med sig, som vel er helt unødvendig. Jeg taler ikke mod ytringsfrihed, men hvis journalister blev underlagt nogle etiske regler, som det havde alvorlige konsekvenser at bryde, ville meget personlig smerte kunne undgås.
Hvad erstatningen angår, er behandlingstiden så lang, at en del af den virkning, man måtte ønske med den, udebliver. Hvis staten udbetalte den offerskadeerstatning, som offeret er berettiget til, og derefter kradsede pengene ind fra det pågældende forsikringsselskab, når sagen en dag er afgjort, ville den økonomiske ulykke blive forhindret i at brede sig.
Det er mit håb at rejse en debat, der muligvis kan føre nogle ændringer med sig. Personligt har jeg behov for at få sat nogle punktummer. Få æresoprejsning for min fantastiske mand og økonomisk hjælp til at komme videre med min lille familie.
Er det ikke rimeligt?
fortsæt med at læse
