Mange historikere vil mene, at det 19. århundrede tilhørte briterne, det 20. århundrede tilhørte USA, og mange vil nok forudsige, at det 21. århundrede vil komme til at tilhøre Indien og Kina.
Vi er dog kun netop trådt ind i 2007, og intet er endnu afgjort. Kommentatoren ved New York Times Thomas Friedman skrev i november 2006: »Jeg tror stadigvæk, at når denne epokes historie bliver skrevet, er den udvikling, som historikerne vil omtale som den mest betydningsfulde, ikke 11. september og USA’s invasion af Afghanistan og Irak. Det vil være Kinas og Indiens fremmarch«. I de internationale nyhedsmedier er historier om Kinas og Indiens økonomiske fremmarch et tilbagevendende tema. Magasinerne Time og Newsweek bringer med jævne mellemrum forsidehistorier om de to lande. Investeringsbanken Goldman Sachs forudsiger, at i 2040 vil de fire største økonomier i verden være Kina, USA, Indien og Japan, i nævnte rækkefølge. Alle vil være større end EU. Allerede nu tror flertallet af amerikanere, at Kina om ti år vil være en supermagt. Men man skal væbne sig med tålmodighed og lede længe for at finde nyheder om Kina og Indien i Danmark. Dog er der enkelte: Politiken omtaler 25.12.2006, at indere og kinesere i stigende omfang foretrækker biler frem for cykler. Og metroXpress rapporterer 22.12. 2006, at Danmark henter indiske læger til landet. Det er akut lægemangel i Midtjylland, der gør, at vi nu tænker på Indien. Men hvad ved vi egentlig om de to lande, der er inde i så rivende en udvikling, at enhver lærebog om dem bliver forældet på blot få år? Indien og Kina oplever begge netop nu den største økonomiske vækst i mange år. Resultatet er, at flere millioner mennesker har hævet sig over fattigdomsgrænsen og er blevet en del af middelklassen. Aldrig tidligere i verdenshistorien har så mange mennesker krydset fattigdomsgrænsen med den fart, det er sket i Kina. For deres indre blik forestiller mange sig gaderne i Beijing fulde af cykler. Men sandheden er nu, at der hver dag kommer mindst 1.000 flere biler på gaden i Kina. Det afspejler ikke blot den stigende velstand i Kina, men tydeliggør også den miljømæssige udfordring, landet står over for. Men Kina ledes fortsat af et topstyret regime, som ikke giver meget for demokrati og ytringsfrihed. Søgemaskinen Google er nødt til at acceptere, at der lægges store begrænsninger på deres kinesiske hjemmeside, for at de kan få lov til at fungere i Kina. Og information fra landet er også begrænset. Jovist, mange kinesere har fået det godt, men systemkritikerne behandles i vid udstrækning som i diktaturstater. Med Indien forholder det sig anderledes. Indien er verdens største demokrati, men al udvikling i landet bremses af et kolossalt bureaukratisk apparat, som gør, at blot det at få udstedt et pas kan tage flere måneder. Hvis Indien ikke formår at indføre reformer hurtigt nok, kan landet risikere, at det fortsat vil være Kina, der tiltrækker sig investeringerne. Indien har også oplevet vækst og udbredte forbedringer af befolkningens vilkår, men slet ikke i samme omfang som Kina. Det er de succesrige immigranter med indiske rødder, der har bragt Indien på verdenskortet. I 2003 oplyste analysefirmaet Merrill Lynch, at én ud af ni indere i USA var millionær, og indere udgjorde ti procent af alle millionærer i USA. Samtidig er inderne også de højest uddannede blandt alle etniske grupper i USA. Det største antal udlændinge, der er kommet til Storbritannien i nyere historie, er fra Indien. Det dyreste hus i Storbritannien, der samtidig er et af de dyreste i Europa, ejes af en inder. Så de lærebøger, der kun beretter om fattige indere, er misvisende og forældede. Journalisten Brian Knowlton rapporterede i avisen International Herald Tribune 29.10.2006, at indiske amerikanere er landets rigeste etniske gruppe. Inderne har som gruppe vakt opmærksomhed i USA, fordi de blot udgør en procent af den amerikanske befolkning, mens hele 35 procent af alle hoteller med en samlet markedsværdi på 40 milliarder dollar ejes af indere. En analyse fra University of California, Berkeley har konkluderet, at en tredjedel af ingeniørerne i Silicon Valley er af indisk afstamning. Det samme gør sig gældende for cirka 38 procent af alle læger i USA. Succeshistorien har bredt sig, og nu vil man som tidligere nævnt også her i Danmark hente læger fra Indien for at dæmme op for lægemanglen herhjemme. Indien er blevet lige så kendt for eksport af arbejdskraft som for den udbredte fattigdom og ulighed, der også præger landet. Mange indbyggere i Vesten, først og fremmest i de engelsktalende lande, er bekendt med fremtrædende indere. Magasinet Fortune udråbte for nylig den indiske kvinde Indra Nooyi som verdens mest magtfulde forretningskvinde i 2006. Mens svenske medier i december dagligt fulgte deres første mand i rummet, fulgte Indien på samme rumfart Sunita Williams. Hun er dog ikke den første, men allerede den anden indiske kvinde i rummet. Kalpana Chawla var den første med rumfærgen Columbia i 2003, der fik så tragisk et endeligt. Rumfærgen brød i brand og styrtede i havet, da den vendte tilbage til Jordens atmosfære. Indiske forfattere er ligeledes kendt over hele verden. Nobelprismodtageren V.S. Naipaul er anerkendt og respekteret, og der findes formentlig kun få, der ikke har hørt om den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie og debatten om hans forfatterskab. For få år siden, da min gamle klassekammerat fra Indien emigrerede til USA, blev han en nat udsat for et røveri på en gade i New York. Han afleverede alle sine penge til røveren, men da denne fik at vide, at min ven kom fra Indien, mente han, at det ikke gav mening at stjæle fra ham, når han kom fra så fattigt et land. Røverens forestilling om Indien bakkes op af den kendte økonomiprofessor Pranab Bardhan fra University of California. Han dokumenterer, at ca. halvdelen af befolkningen i Indien og Kina tjener mindre end to dollar om dagen. De fleste fattige er bønder, som udgør omtrent halvdelen af befolkningen. Kritikken er korrekt og berettiget, og det bliver en enorm udfordring at hæve de fattiges levestandard. Men uligheden til trods er der fortsat langt flere end nogensinde før, der krydser fattigdomsgrænsen. Omkring 35 millioner kinesere bor uden for Kina, og ca. 25 millioner indere bor uden for Indien. Disse mennesker udgør den såkaldte kinesiske henholdsvis indiske diaspora, som er de største i verden. Deres indflydelse er for alvor ved at præge deres oprindelseslandes udenrigspolitik, men de får også stigende indflydelse i de lande, hvortil de er flyttet. Indien kendetegnes ved eksport af serviceydelser, mens Kina i stadig stigende omfang er ved at udvikle sig til et produktionscentrum. Indiens premierminister, Manmohan Singh, har udtalt, at der er plads nok til, at begge lande kan udfolde sig på den geopolitiske scene. Men under overfladen ulmer også muligheden for konflikt. Kinas udsigter til at nå målet om at blive en supermagt bedres væsentligt af, at USA har hele sin opmærksomhed rettet mod Irak. Kina konsoliderer sin position ved over for nabolandene at understrege, at de må acceptere Kina som den førende magt i regionen, og undgår kritik, fordi verdens bevågenhed er på Mellemøsten. Vi kender kun alt for godt til Kinas anspændte forhold til Taiwan, men også forholdet til Japan, Sydkorea og Indien er anstrengt. Kina forspilder ikke en chance for at kræve undskyldninger fra Japan angående landets rolle i Anden Verdenskrig, og de stiller også krav om overtagelse af en koreansk provins Koguryo, som tilhører Nordkorea. Sydkorea er af den opfattelse, at Koguryo bør høre under et samlet Korea. I 1950 invaderede Kina nabolandet Tibet, som dengang var et selvstændigt land, og overtog dermed kontrollen med den eneste bufferstat mellem Indien og Kina. I 1962 invaderede de selve Indien. Mens de europæiske medier villigt lægger spalteplads til kritik af Israel, er der kun meget lidt at finde om Kinas overtrædelser af menneskerettighederne i Tibet. Oprettelsen af staten Israel og Kinas invasion af Tibet skete på nogenlunde samme tidspunkt. Mens der findes søer i verden, der er større end staten Israel, er Tibet næsten lige så stort som Vesteuropa. Landet er nu fuldstændig blevet gjort til en del af Kina. Der er ingen protester fra Vesten. Under den første opstand mod kinesisk tilstedeværelse i Tibet blev omkring 1,2 millioner tibetanere dræbt, og siden er hen ved 6.000 religiøse helligdomme blevet ødelagt. Det er kulturel tilintetgørelse af en hel befolkning. En international kommission af jurister har fire gange, i 1959, 1960, 1964 og 1997, fået ansvaret for at undersøge og aflægge en rapport om Tibet. De fandt, at Kina systematisk havde begået folkemord mod tibetanere som en religiøs gruppe. FN vedtog i flere omgange i starten af 1960’erne resolutioner for at få Kina til at respektere nogle af de fundamentale menneskerettigheder for Tibets folk. Den kinesiske regering har fuld kontrol med al information, der kommer ind og ud af Tibet. At kritikken så godt som dagligt hagler ned over Israel og USA, mens Vesten tilsyneladende næsten har glemt Tibet, er for mig at se et grotesk eksempel på proportionsforvrængning. Efter at briterne overdrog administrationen af Hongkong til Kina, er Kinas politik blevet mere ekspansiv, og landet forsøger i stigende grad at optræde som en modpol til USA. Kina stiller nu også krav om, at Taiwan skal afgive sin uafhængighed. Kina har så godt som omringet Indien ved at etablere militære alliancer med Indiens nabolande Pakistan, Burma, Bangladesh, og senest også Nepal og Sri Lanka. Kina har bygget 39 transportruter fra det centrale Kina til grænsen mod Indien. Og den kinesiske premierminister sagde sidste år inden sin rejse til Indien, at ikke kun Tibet, men også Arunachal Pradesh, en hel delstat i Indien, der grænser op til Kina, tilhører Kina, som har opstillet kernevåben i det område, der grænser op til Indien og nægter at afslutte striden om den ca. 4.000 km lange fælles grænse ved Himalaya. For at presse Indien yderligere har Kina ydet militær assistance omfattende både kernevåben og missiler til Pakistan, som er Indiens ærkefjende. Tiden vil vise, hvordan Kina vil opføre sig som supermagt. Vi har allerede fået en smagsprøve. Selv om indiske amerikaneres succes har sat Indien på verdenskortet, og Indiens økonomi buldrer frem, kan Indien slet ikke måle sig med Kina. Lige så succesrig som indiske immigranters historie er, lige så rystende er den fattigdom, der præger Indiens nabolande. Ifølge tidsskriftet Foreign Policy er Indien nr. 97 på listen over dårligt fungerende stater, men flere af Indiens nabolande fungerer endnu dårligere. Pakistan indtog plads nr. 9, Afghanistan nr. 10, Burma nr. 18, Bangladesh nr. 19, Nepal nr. 20 og Sri Lanka nr. 25. Omgivet af så mange dårligt fungerende stater kan Indien næppe drømme om at blive en supermagt. En hæmsko for sådanne aspirationer er også Indiens infrastruktur, der overhovedet ikke kan leve op til kinesiske standarder. For slet ikke at nævne den mangel på politisk stabilitet, der præger landet. Stillet over for Kinas ekspansive politik og supermagtsdrømme ser jeg ikke andre muligheder for Indien, end at det allierer sig stærkt med USA. Præsident Bush fremsatte 18. december 2006 et lovforslag – er allerede vedtaget i Kongressen – som vil gøre det muligt at overføre atomteknologi til civilt brug til Indien. Som USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger har udtrykt det, så er dette tætte samarbejde mellem USA og Indien intet mindre end historisk, og det er første skridt mod at begrænse Kinas indflydelse i Asien. Samarbejdet er dog nærliggende. Både USA og Indien er demokratier, og engelsk er arbejdssproget i Indien. Og bemærkelsesværdigt er det, at mens undersøgelser viser, at befolkningen i Europa generelt er blevet mere skeptiske over for USA, så har Indiens befolkning aldrig været så positivt indstillet over for USA som i øjeblikket. Kinas vigtigste allierede i regionen er Pakistan. Kina får gennem Pakistan indflydelse på situationen i Kashmir-provinsen, og Kina har en interesse i at opretholde urolighederne her, da dette bidrager til destabilisering af Indien. Dermed vil Indiens udvikling hæmmes, og landet vil ikke kunne true Kinas position. Verden er på ny ved at blive delt mellem to supermagter, og på den ene side vil alliancen mellem Indien, USA, Japan og Australien, som alle er demokratier, afgøre fremtiden for de kommende generationer. På den anden side vil der opstå en alliance mellem Kina, Pakistan, Iran, Venezuela og en del af de afrikanske lande som en modpol. Næstefter USA er Kina blevet den største forbruger af olie. Energibehovet er enormt, og for at sikre fortsatte forsyninger har landet investeret 70 milliarder dollar i en naturgaskontrakt med Iran. Og det må forventes, at Kinas fremtidige udenrigspolitik også vil påvirkes af behovet for energi. Sandsynligheden for, at der vil opstå uenighed mellem Kina og USA netop på energiområdet, er stor, som det fremgår af de to landes noget forskellige holdning til Iran. Derudover ejer Kina 40 procent af Sudans olie-infrastruktur og har også udvidet samarbejdet med Robert Mugabe i Zimbabwe. Kinas bistand til og handel med Afrika er ved at vokse sig større end USA’s. Det er i stigende grad lande, som den vestlige verden har svært ved at samarbejde med, der udgør Kinas partnere. En lignende udvikling kunne man forestille sig i Mellemøsten. Spørgsmålet er, hvordan EU-landene og resten af verden vil forholde sig til den nye bipolære virkelighed.
