0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forsvarsforbeholdet koster

Sikkerhedspolitisk solidaritet er en sårbar plante, som skal passes og plejes. Forbeholdet er blevet en møllesten om halsen på vores sikkerhedspolitik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis Danmarks forsvarsforbehold over for EU fjernes, vil det styrke de danske soldaters sikkerhed i Afghanistan.

Så hårdt kunne man godt trække det op. Ikke sådan at forstå, at Frankrig, Tyskland eller vore nordiske partnere i EU og NATO dagen efter per automatik vil sende massive forstærkninger til vores landsmænd i Helmandprovinsen. Sagen er bare, at EU-forbeholdet i 2008 er en af de få knapper, som vælgerne kan skrue på for at højne de danske soldaters sikkerhed.

Mere overordnet set handler den kommende folkeafstemning om at genvinde den sikkerhedspolitiske handlefrihed, som Danmark delvis har sat over styr i tiden efter den kolde krig.

Forsvarsforbeholdet er ikke den bagatel, som Søren Espersen fra Dansk Folkeparti vil gøre det til, men en mere og mere absurd håndfæstning, som vi har påført os selv, og som derfor bør fjernes.

Men hov: Passer det, at vi befinder os i en sikkerhedspolitisk blindgyde, som stik modsat hensigten højner risikoen for danske soldater?

Svaret på det spørgsmål kræver en lille analyse af Danmarks situation.

Nøgleordene til at forstå dansk sikkerhedspolitik er geografi og troværdighed. Danmark er en småstat placeret nærmest som en landgangsbro fra det europæiske fastland til Skandinavien og i øst-vest-perspektiv en prop i Østersøen af betydning for Baltikum, Polen og Rusland. Danmark er også – via rigsfællesskabet med Grønland – en arktisk stormagt, som ikke kan lukke øjnene for klimaforandringerne, herunder muligheden og faren for fremtidig kommerciel og militær sejlads gennem Nordvestpassagen, senere Nordøstpassagen – vi kan ikke lukke øjnene for Ruslands spillen med musklerne på Nordpolen.

Vi må stå sammen med dem, der ligesom vi ønsker at prioritere miljøet osv., naturligvis i respekt for legitime russiske og andre stormagtsinteresser. For arktisk politik er blevet storpolitik: et nyt Great Game – se bare forsiden og hovedartiklen i Time Magazine fra 1. oktober sidste år.

Uanset vor globaliserede tidsalder dikterer geografien derfor en dansk sikkerhedspolitik med en maksimal europæisk, herunder nordisk, og en urokkelig nordatlantisk forankring.

Kort sagt et Danmark med fødderne solidt plantet i både EU og NATO, for som bekendt er det også her – i forskellige kombinationer af EU- og NATO-medlemskab – at vore nordiske partnere har placeret sig for ikke at tale om balterne, polakkerne, englænderne og tyskerne.

Rent nordisk samarbejde er fint og bør dyrkes, det er bare ikke en realistisk sikkerhedspolitisk option og har ikke været det siden dronning Margretes Kalmarunion fra 1397 til 1524. Det erkender næsten alle, navnlig vore nordiske naboer, som er blevet meget bevidste om den nødvendige europæiske forankring.

Det afslører Norges deltagelse i Nordic Battlegroup (herom se Nyt fra Bremerholm, nr. 288/3. januar i år, dvs. Den Danske Europabevægelses nyhedsbrev). Forud havde Norges forsvarsminister, Jonas Gahr Støre, inviteret sin finske og svenske kollega til Bodø 9.-10. oktober for at etablere et nyt indbyrdes sikkerhedspolitisk samarbejde.

Formålet er at styrke de tre landes sikkerhed ikke bare indadtil, men også udadtil ved at arbejde for et styrket FN, NATO, EU og OSCE.

Om aftenen 10. oktober holdt Støre en tale i Oslos Militære Samfund, hvor han begrundede sit trilaterale initiativ med, at det bringer EU, FN og NATO endnu tættere sammen.

Danmark og Island blev kun nævnt i forbifarten, som om Danmarks medlemskab af EU er blevet en ligegyldig bagatel, der kun overfladisk set adskiller os fra Island. Det, der optog ham, var udsigten til et samarbejde mellem Norge, Sverige og Finland i Afghanistan som en måde at styrke NATO på, men igen uden at nævne, at Danmark da for resten også er til stede på slagmarken i Afghanistan og samtidig i front i mere end overført betydning i NATO.

»Vi bidrar til å bringe NATO og EU nærmere et strategisk partnerskab« hed det i stedet triumferende. For derved kommer Norge »tettere inn på arbejdet med å forme EU’s fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitik. Og vi styrker EU’s evne til krisehåndtering og konfliktløsning«, argumenterede Støre.

Alt dette bringer os frem til troværdigheden eller manglen på samme som den anden nøgle til at forstå Danmarks sikkerhedspolitiske situation.

Det norske initiativ skabte nervøsitet blandt danske sikkerhedspolitikere som socialdemokraterne Ole Stavad og Per Kaalund, der på den efterfølgende session i Nordisk Råd i Oslo 31. oktober spurgte Norges og Finlands udenrigsministre, om de var ved at »skrive Danmark og Island ud af det nordiske samarbejde«.

Ifølge Ritzau blev Stavad »beroliget« af Støres svar, men det forekommer at have været et høfligt snarere end et ærligt svar. I hvert fald ser de norske kolleger, som jeg samtidig var til møde med om forskning i arktisk og nordisk sikkerhed, Bodø-mødet som udtryk for, at Danmark vitterlig er røget ud af synsfeltet – underforstået: på grund af vores ekstraordinært nære binding til USA som kompensation for forsvarsforbeholdet.

Den binding er som bekendt kulmineret med vores set fra et nordisk synspunkt opsigtsvækkende deltagelse i Irakkoalitionen oven på den amerikanske krig i 2003 (kun Norge deltog indtil 2005 og med blot en fjerdedel af det danske styrkeniveau).

Miseren kan føres tilbage til forsvarsforbeholdet, for det var primært det, som fik de efterfølgende socialdemokratiske og borgerlige regeringer til at anlægge en ekstraordinært loyal kurs over for NATO og USA som den afgørende magtpol i verden for at give Danmark fodfæste i afgørende sikkerhedspolitiske sammenhænge.

Med hensyn til EU er problemet i forsvarsforbeholdet, at Danmark er kommet til at afsondre sig fra en europæisk sikkerhedspolitisk dynamik, der ikke handler om Europahær og militarisme, men snarere om FN-solidaritet på Europaniveau, som det fremgår af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annans taknemmelighed over EU’s battle group-koncept (se http://www.forumoneurope.ie/eng/index.asp?docID=567).

Derfor er det ikke nogen overdrivelse, men præcist, når min kollega Nikolaj Petersen i bind seks af Dansk Udenrigspolitiks Historie s. 428, sp. 2 skriver, at det transatlantiske spor i dansk udenrigspolitik efterhånden er kommet til at stå i et konkurrenceforhold til ikke bare EU-sporet, men også FN-sporet.

FN er jo kronjuvelen ikke bare for midten og venstrefløjen i dansk politik, men for enhver dansk regering, da FN-pagten er krumtappen i folkeretten. I det lys er det direkte ubehageligt at læse Petersens konklusion om omkostningen ved bindingen til USA: dansk udenrigspolitik er blevet »mere bilateral, mindre multilateral«.

Andetsteds har han brugt Muhammedkrisen til at anskueliggøre, hvor verdensfjern og modproduktiv udenrigspolitikken er blevet under statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Her konkluderer han, at en helhjertet satsning på EU gennem et opgør med vore EU-forbehold er vejen til at genvinde det tabte handlerum (Militært Tidssk