Hvis Danmarks forsvarsforbehold over for EU fjernes, vil det styrke de danske soldaters sikkerhed i Afghanistan. Så hårdt kunne man godt trække det op. Ikke sådan at forstå, at Frankrig, Tyskland eller vore nordiske partnere i EU og NATO dagen efter per automatik vil sende massive forstærkninger til vores landsmænd i Helmandprovinsen. Sagen er bare, at EU-forbeholdet i 2008 er en af de få knapper, som vælgerne kan skrue på for at højne de danske soldaters sikkerhed. Mere overordnet set handler den kommende folkeafstemning om at genvinde den sikkerhedspolitiske handlefrihed, som Danmark delvis har sat over styr i tiden efter den kolde krig. Forsvarsforbeholdet er ikke den bagatel, som Søren Espersen fra Dansk Folkeparti vil gøre det til, men en mere og mere absurd håndfæstning, som vi har påført os selv, og som derfor bør fjernes. Men hov: Passer det, at vi befinder os i en sikkerhedspolitisk blindgyde, som stik modsat hensigten højner risikoen for danske soldater? Svaret på det spørgsmål kræver en lille analyse af Danmarks situation. Nøgleordene til at forstå dansk sikkerhedspolitik er geografi og troværdighed. Danmark er en småstat placeret nærmest som en landgangsbro fra det europæiske fastland til Skandinavien og i øst-vest-perspektiv en prop i Østersøen af betydning for Baltikum, Polen og Rusland. Danmark er også – via rigsfællesskabet med Grønland – en arktisk stormagt, som ikke kan lukke øjnene for klimaforandringerne, herunder muligheden og faren for fremtidig kommerciel og militær sejlads gennem Nordvestpassagen, senere Nordøstpassagen – vi kan ikke lukke øjnene for Ruslands spillen med musklerne på Nordpolen. Vi må stå sammen med dem, der ligesom vi ønsker at prioritere miljøet osv., naturligvis i respekt for legitime russiske og andre stormagtsinteresser. For arktisk politik er blevet storpolitik: et nyt Great Game – se bare forsiden og hovedartiklen i Time Magazine fra 1. oktober sidste år. Uanset vor globaliserede tidsalder dikterer geografien derfor en dansk sikkerhedspolitik med en maksimal europæisk, herunder nordisk, og en urokkelig nordatlantisk forankring. Kort sagt et Danmark med fødderne solidt plantet i både EU og NATO, for som bekendt er det også her – i forskellige kombinationer af EU- og NATO-medlemskab – at vore nordiske partnere har placeret sig for ikke at tale om balterne, polakkerne, englænderne og tyskerne. Rent nordisk samarbejde er fint og bør dyrkes, det er bare ikke en realistisk sikkerhedspolitisk option og har ikke været det siden dronning Margretes Kalmarunion fra 1397 til 1524. Det erkender næsten alle, navnlig vore nordiske naboer, som er blevet meget bevidste om den nødvendige europæiske forankring. Det afslører Norges deltagelse i Nordic Battlegroup (herom se Nyt fra Bremerholm, nr. 288/3. januar i år, dvs. Den Danske Europabevægelses nyhedsbrev). Forud havde Norges forsvarsminister, Jonas Gahr Støre, inviteret sin finske og svenske kollega til Bodø 9.-10. oktober for at etablere et nyt indbyrdes sikkerhedspolitisk samarbejde. Formålet er at styrke de tre landes sikkerhed ikke bare indadtil, men også udadtil ved at arbejde for et styrket FN, NATO, EU og OSCE. Om aftenen 10. oktober holdt Støre en tale i Oslos Militære Samfund, hvor han begrundede sit trilaterale initiativ med, at det bringer EU, FN og NATO endnu tættere sammen. Danmark og Island blev kun nævnt i forbifarten, som om Danmarks medlemskab af EU er blevet en ligegyldig bagatel, der kun overfladisk set adskiller os fra Island. Det, der optog ham, var udsigten til et samarbejde mellem Norge, Sverige og Finland i Afghanistan som en måde at styrke NATO på, men igen uden at nævne, at Danmark da for resten også er til stede på slagmarken i Afghanistan og samtidig i front i mere end overført betydning i NATO. »Vi bidrar til å bringe NATO og EU nærmere et strategisk partnerskab« hed det i stedet triumferende. For derved kommer Norge »tettere inn på arbejdet med å forme EU’s fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitik. Og vi styrker EU’s evne til krisehåndtering og konfliktløsning«, argumenterede Støre. Alt dette bringer os frem til troværdigheden eller manglen på samme som den anden nøgle til at forstå Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Det norske initiativ skabte nervøsitet blandt danske sikkerhedspolitikere som socialdemokraterne Ole Stavad og Per Kaalund, der på den efterfølgende session i Nordisk Råd i Oslo 31. oktober spurgte Norges og Finlands udenrigsministre, om de var ved at »skrive Danmark og Island ud af det nordiske samarbejde«. Ifølge Ritzau blev Stavad »beroliget« af Støres svar, men det forekommer at have været et høfligt snarere end et ærligt svar. I hvert fald ser de norske kolleger, som jeg samtidig var til møde med om forskning i arktisk og nordisk sikkerhed, Bodø-mødet som udtryk for, at Danmark vitterlig er røget ud af synsfeltet – underforstået: på grund af vores ekstraordinært nære binding til USA som kompensation for forsvarsforbeholdet. Den binding er som bekendt kulmineret med vores set fra et nordisk synspunkt opsigtsvækkende deltagelse i Irakkoalitionen oven på den amerikanske krig i 2003 (kun Norge deltog indtil 2005 og med blot en fjerdedel af det danske styrkeniveau). Miseren kan føres tilbage til forsvarsforbeholdet, for det var primært det, som fik de efterfølgende socialdemokratiske og borgerlige regeringer til at anlægge en ekstraordinært loyal kurs over for NATO og USA som den afgørende magtpol i verden for at give Danmark fodfæste i afgørende sikkerhedspolitiske sammenhænge. Med hensyn til EU er problemet i forsvarsforbeholdet, at Danmark er kommet til at afsondre sig fra en europæisk sikkerhedspolitisk dynamik, der ikke handler om Europahær og militarisme, men snarere om FN-solidaritet på Europaniveau, som det fremgår af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annans taknemmelighed over EU’s battle group-koncept (se http://www.forumoneurope.ie/eng/index.asp?docID=567). Derfor er det ikke nogen overdrivelse, men præcist, når min kollega Nikolaj Petersen i bind seks af Dansk Udenrigspolitiks Historie s. 428, sp. 2 skriver, at det transatlantiske spor i dansk udenrigspolitik efterhånden er kommet til at stå i et konkurrenceforhold til ikke bare EU-sporet, men også FN-sporet. FN er jo kronjuvelen ikke bare for midten og venstrefløjen i dansk politik, men for enhver dansk regering, da FN-pagten er krumtappen i folkeretten. I det lys er det direkte ubehageligt at læse Petersens konklusion om omkostningen ved bindingen til USA: dansk udenrigspolitik er blevet »mere bilateral, mindre multilateral«. Andetsteds har han brugt Muhammedkrisen til at anskueliggøre, hvor verdensfjern og modproduktiv udenrigspolitikken er blevet under statsminister Anders Fogh Rasmussen. Her konkluderer han, at en helhjertet satsning på EU gennem et opgør med vore EU-forbehold er vejen til at genvinde det tabte handlerum (Militært Tidsskrift, vol. 135, nr. 2). Dengang i begyndelsen af 2006 blev formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, tydeligvis rystet over, hvor lidt bevendt det nære dansk-amerikanske forhold var, da det virkelig gjaldt. Faktisk var det EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, der hurtigst og mest utvetydigt bakkede Danmark op. Kort før sin død påviste journalisten Torben Krogh en anden omkostning via modsætningen mellem den kamp for demokrati og frie samfund, som statsministeren og regeringen har engageret sig så meget i, og Bushregeringens sideløbende udhuling af retsstaten gennem de uendelige interneringer på Guantánamo, brug af tortur, CIA-fangetransporter og deslige. Hans konklusion var, at Fogh Rasmussen betaler en meget høj pris for sine sikkerhedspolitiske valg på Danmarks vegne: »idealisme, moral og primære danske interesser er blevet kørt ud på et sidespor til fordel for en pragmatisk tilpasningsdygtig politik over for den amerikanske præsident«. (Udenrigs, nr. 1, 2007, s. 80). Jeg mener, at USA- og NATO-bindingen har været en klog og nødvendig disposition, for der var ikke andet at gøre; det overses stort set altid, når man kritiserer Danmarks deltagelse i Irakkoalitionen. Men det er indlysende, at USA- og NATO-slagsiden i Danmarks sikkerhedspolitik efter den kolde krigs ophør har haft en høj pris, et tab af troværdighed både i forhold til vores idealer og med hensyn til vores gennemslagskraft over for vores nordiske og europæiske samarbejdspartnere. Det kan ikke ønsketænkes bort. Måske skal prisen endda opgøres i menneskeliv. Allerede under krigene i det tidligere Jugoslavien var min københavnske kollega Ole Wæver inde på, at danske soldater betaler for forsvarsforbeholdet via deres udsatte position på slagmarken – i dag kan man så sige, at det gælder i endnu højere grad for de danske soldater i Afghanistan. For selv om det bestemt ikke giver sikkerhedspolitisk troværdighed udelukkende at spekulere i den slags, er det et faktum, at EU’s internationale sikkerhedspolitiske operationer har været langt mindre højspændte og har givet langt færre tab end NATO’s operationer. NATO’s styrke og mening som militær alliance er jo, at den kan og skal gå ind på et tidligt tidspunkt i kriser og krige, hvorimod EU’s styrke og mening er den efterfølgende bredere civile og militære indsats, de såkaldte Petersberg-opgaver. EU’s udvikling i retning af at udsende styrker i tilspidsede situationer, sådan som battle group-konceptet lægger op til, vil næppe bryde radikalt med dette mønster, da EU-samarbejdet simpelt hen er mindre forpligtende for medlemsstaterne i militær henseende end NATO-medlemskabet. Så selv om man ikke skal overdramatisere situationen for de danske soldater, der kæmper mod Taleban, er det, som om vort eget EU-forbehold – som netop ikke havde til hensigt at skade hverken NATO eller FN, der har givet mandat til Afghanistanstyrken ISAF – er blevet en bagvedliggende forbistringsfaktor for vore NATO-partneres lyst til at sende soldater til det sydlige Afghanistan. Man kan i hvert fald ikke udelukke, at der har været en slags dominoeffekt: Forsvarsforbeholdene har bredt sig til NATO, hvor de kaldes caveats. Så er det bare ikke os, der håndplukker i vores sikkerhedspolitiske forankring og internationale forpligtelser, men de europæiske stormagter i NATO. Via forskellige caveats forsøger de at undslå sig for at udsætte deres soldater for fare og udstationering i de krævende operationsområder i Afghanistan. De danske forhandlere har ikke megen gennemslagskraft i øjeblikket, når de efterlyser mere international solidaritet, som demonstreret på NATO-udenrigsministermødet i december. Med andre ord er sikkerhedspolitisk solidaritet en sårbar plante, som man aktivt skal passe og pleje. Der skal ikke meget drilleri eller egoisme til – sådan som vi også så det under Irakkrigen med den belgiske, franske og tyske modstand mod at sende AWACS-overvågningsfly til Tyrkiet – før den indbyrdes tillid smuldrer til ubodelig skade for os alle sammen. Fordi EU og NATO – og FN med – er mere og mere forbundne kar, betyder det, at slinger i valsen et sted har det med at forplante sig til resten af systemet. Så det vil være vanvittigt at anse opgøret med forsvarsforbeholdet som noget, der kun drejer sig om EU, og derfor kun kan have de svorne EU-tilhængeres interesse. Det, at forsvarsforbeholdet ryger væk, vil ikke være noget magisk fingerknips, der øjeblikkeligt og mærkbart aflaster de danske soldater i Helmandprovinsen. Men alligevel er det en væsentlig faktor i det overordnede sikkerhedspolitiske billede, som kan ændre på stemningen i Europa og dermed på sigt give fornyet alliancesolidaritet og bedre gennemslagskraft for danske sikkerhedspolitiske ønsker. For lige så meget som man kan problematisere USA-slagsiden i Danmarks udenrigspolitik, lige så meget kan man pege på lyspunkter i det europæiske politiske landskab. Frankrig har nu og flere år frem en præsident, der er usædvanlig NATO- og USA-venlig, og Tyskland en særdeles dygtig og fintfølende kansler. Den nordiske konsensus om, at EU og NATO er forbundne kar, gør det også nemmere for os. Pointen er, at sikkerhedspolitikken i EU ikke kræver ubehagelige valg og fravalg, tværtimod. Heller ikke USA’s præsident kan bruge vores EU-forbehold til noget. Det er alle de sammenhænge, jeg her har opridset, man som vælger bør huske på, når vi skal stemme. Folkeafstemninger får ofte vælgerne til at stemme konservativt eller ligefrem stemme ud fra mere tilfældigt opståede stemninger og ’sager’. Når det gælder Danmarks forsvarsforbehold over for EU, må man imidlertid gøre sig klart, at man kun kan fremme stabiliteten og det nødvendige europæiske sammenhold om sikkerhedspolitikken ved at stemme for at fjerne forsvarsforbeholdet som den møllesten, det vitterlig er blevet. Her gælder konservatismens slogan: at forandre for at bevare!