Danmark bygger på et retsstatsprincip med demokratisk styreform. Forudsætningen for en retsstat er blandt andet, at staten på grundlag af lov beskytter individet mod overgreb og krænkelser foretaget af andre og selv kun anvender magt mod sine borgere, når der er hjemmel til det i loven. Forudsætningen for et demokratisk samfund er blandt andet, at der er ytringsfrihed. Landets love skal med andre ord såvel sikre, at demokratiet kan udfolde sig ved den frie meningsudveksling, som at individet nyder beskyttelse mod overgreb og krænkelser. Det er et nedarvet princip i vores kultur, at indflydelse i et demokrati må søges ved ikkevoldelige midler. Dette gælder i det hele taget enhver interaktion mennesker imellem, der opholder sig på det danske territorium i fredstid. Retten til at ytre sig og herunder tage del i samfundsdebatten omfatter alle de måder, hvorpå et udsagn, en mening, en idé eller følelse kan formidles verbalt, nonverbalt, visuelt, symbolsk, på dansk, på andre sprog eller med tegnsprog. Når blot vold mod andre eller ødelæggelse af andres ting og ejendom ikke tages med i formidlingen. Den personlige integritet og frihed omfatter på sin side et katalog af krav på beskyttelse og frihedsrettigheder: friheden til at tænke, friheden til at tro. Beskyttelse mod fysiske overgreb. Ret til at bestemme, om man vil leve eller dø for egen hånd. Respekt for ens gode navn og rygte. At man ikke på grund af sin race, hudfarve eller seksuelle orientering lægges for had eller nedgøres. At man heller ikke på grund af sin religion lægges for had eller nedgøres. Retten til at ytre sig på ikkevoldelig vis indgår også i dette katalog. Principperne, som jeg her har fremhævet i overskriftsform, har fundet udtryk i flere regelsæt, som er anvendelige i Danmark: blandt andet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, i grundloven og i straffeloven. Disse regelsæt omtaler jeg i det følgende for nemheds skyld under ét som 'landets love' eller 'lovene', selv om denne betegnelse normalt er forbeholdt de og kun de retsakter, der af Folketinget vedtages som lov. Så længe beskyttelse, herunder af ytring eller af integritet, søges i vores retssystem, er dette i sidste ende et domstolsanliggende. Domstolene skal ved fortolkning og anvendelse af lovene fastholde og håndhæve de principper, Folketinget har vedtaget som lov, eller som gennem de internationale forpligtelser, vi som nation påtager os, tilflyder vores nationale retssystem. Således indledes alle domskonklusioner med sætningen »Thi kendes for ret«. Det enkelte individ, foreninger, faglige organisationer, pressen og juridiske personer handler under ansvar for lovene, og det er domstolene, der er tillagt kompetencen til endeligt at fastslå, om handlinger er sket i strid med dem; domstolene har i kraft af grundlovens paragraf 3 det, der kaldes den dømmende magt. Ved udøvelsen af den dømmende magt vil der sjældent være mulighed for at erklære begge retssagens parter for vindere. Under retssagen foregår der en positionering af modstående synspunkter. Forældre, der mod hinanden har ført en sag om forældremyndigheden, ved, hvad det vil sige - myndigheden tilfalder den ene og ikke den anden forælder. Det skrevne gælder også konflikter, hvor ét individs ytringsfrihed støder mod et andet individs krav på beskyttelse mod krænkelser eller overgreb. Domstolene må her foretage en afvejning af de indbyrdes modstridende interesser og behov, der alle er legitime, beskyttelsesværdige og rimelige. Man kan så overveje, om det er essensen af vores samfundsmodel. At domstolene - når tingene bliver sat på spidsen - er i stand til ved fortolkning af landets love at give én part ret og en anden part uret? De 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed offentliggjort i Jyllands-Posten 30.9. 2005 i en artikel under overskriften 'Muhammeds mange ansigter' giver rig anledning til at overveje spørgsmålet nærmere. I sit skriftlige svar på en klage fra en række muslimske landes ambassadører her i landet bemærkede vores statsminister, Anders Fogh Rasmussen, bl.a.: »Ytringsfriheden har vide grænser, og den danske regering har ingen midler til at påvirke pressen. Den danske lovgivning forbyder imidlertid blasfemiske udtalelser eller diskriminerende handlinger. Den stødte part kan indbringe sådanne ytringer eller handlinger for domstolene, og det er så op til disse at afgøre de enkelte sager«. Det er imidlertid uholdbart, når Anders Fogh Rasmussen så ensidigt og unuanceret forfægter ytringsfriheden og samtidig søger at indløse et moralsk afladsbrev ved blot at 'opfordre' dem, der føler sig krænket af tegningerne, til at anlægge en retssag ved de danske domstole. Der findes jo ingen salomonisk løsning på konflikten, når den først sættes på spidsen i en tvist ved domstolene. Såfremt individer med retlig interesse i en afgørelse anlagde en retssag eller indgav en politianmeldelse, der førte til tiltale, ville retssagen som sagt ende med en domskonklusion efter devisen 'Thi kendes for ret:'. Der ville blive udråbt en vinder - og en taber. Spørgsmålet er, om vi vitterlig alene har at handle ud fra den præmis, at vores handlinger foretages under ansvar for domstolene, såfremt spørgsmålet om deres lovlighed i øvrigt bliver indbragt for domstolene til retrospektiv (bagudskuende) vurdering og eventuel retlig sanktionering? I vores hverdag ved vi alle, at det ikke vil gå godt særlig længe med den tilgang til livets mange forhold. Skulle jeg i en konfliktfyldt stund kun undlade at såre min kæreste, hvis jeg vurderer, at en efterfølgende retssag om mine handlinger med overvejende grad af sandsynlighed (eller med en anden højere grad af sandsynlighed, hvis min risikovillighed tilsiger det) ville føre til, at jeg straffes eller på anden vis tilpligtes at yde bod på det gjorte? Mit retoriske spørgsmål afdækker et selvfølgeligt aspekt af mellemmenneskelig adfærd, der kan sammenfattes under begrebet hensyntagen. Det er vistnok set i flere kulturer, at det individ, der i en god sags tjeneste går imod systemet og de vedtagne normer eller regler, i den almindelige samfundsopfattelse kan gøre sig fortjent til særlig beundring, hæder eller ære. Denne adfærd og det mod, der indfortolkes i adfærden, er kendt under betegnelsen 'civil courage' - ofte oversat med den mere negativt klingende vending 'civil ulydighed'. Der er her tale om et eller flere individer, der af moralske eller etiske grunde, som af dem opleves som bydende, nægter at følge de generelle normer eller retsregler, som det omgivende samfund bygger på eller har vedtaget. Et eksempel, der kan fremhæves til illustration, er de personer i Danmark, som har holdt udvisningstruede flygtninge skjult. Det kunne også være en læge, der medvirker til selvmord på anmodning fra en dødeligt syg patient. Vi accepterer, at hensyntagen er en uomgængelig del af det at være menneske. Vi har også forståelse for (om ikke fuld accept af) civil ulydighed, når et individ anser det for bydende nødvendigt i en konkret sammenhæng at handle på en måde, der moralsk og etisk forekommer rigtig, men som dog strider mod landets generelle retsregler, der imidlertid måske ikke er skrevet med lige præcis det konkrete grænsetilfælde for øje. Begge former for adfærd forholder sig til det dilemma, der ligger i, at vi ikke kan gøre det gjorte ugjort. Hensyntagen er en proaktiv undladelse af at såre eller krænke andre. Civil ulydighed kan på sin side være en konstatering af, at de generelle regler ikke imødekommer grænsetilfældets særlige kendetegn, og at der er et behov for at imødegå den krænkelse, som en efterlevelse af de generelle lovbestemmelser ville indebære i det foreliggende tilfælde. Det er med andre ord en væsentlig misforståelse og tilsnigelse at tro på eller argumentere for, at individet ingen rolle har at udfylde uden for lovene. Vores samfundsmodel er ikke kun afhængig af, at vores lovgivende (Folketinget), udøvende (statsministeren med sit ministerkollegium) og dømmende (Højesteret med de underliggende domstole) magt fortsætter med at skabe, udøve og håndhæve ret. Der er en helt afgørende rolle for hver af os, der går ud på at bidrage til, at det fyld, der stoppes ind i de ganske store maskeåbninger mellem trådene i 'magtens kludetæppe', er med til at holde os varme. Det er fyldstof gjort af almindelig hensyntagen til andre mennesker. Iagttagelse af det konkrete tilfældes særegenhed. Omtanke for den mulige fremtids skader på vores medmennesker, når vi selv står som aktører og dermed 'herrer' over den mulige fremtid. Dommeren kan ikke i sin retrospektive bedømmelse af det skete udvise situationsfornemmelse med virkning for fortiden. Dommeren skuer som sagt tilbage på det, der allerede er sket. Og heraf udspringer i virkeligheden individets omsorgspligt for sine medmennesker. Man kan også - for at undgå tomme deduktioner - sige, at individets muligheder for at udvise medmenneskelig forståelse og indsigt bliver synliggjort der, hvor dommeren må give fortabt; det vil sige i tiden forud for tvisten i forhold til de handlinger, der - hvis de foretages - ville kunne afføde den retlige tvist. Kritikere vil udlægge min refleksion som en opfordring til selvcensur. Og de vil hævde, at mine synspunkter dermed er til skade for vores demokrati. Bekymringen er indbildt, da vi alle forhåbentlig kan blive enige om, at vores samfundsmodel netop ikke blot går ud på, at vi alene handler under ansvar over for domstolene, bundet op på en bagudrettet analyse og bedømmelse af det, der én gang er gjort, og som ikke længere kan omgøres. Den menneskelige empati og evne til at udvise hensyn, som man i nærværende sammenhæng kunne betegne 'civil ansvarlighed', er ikke blot en væsentlig ledesnor for mig i forholdet til min kæreste. Det bør også være en ledesnor for folk, der sætter sig bag rattet for at køre i bil i trafikken blandt svagere trafikanter. Og der er intet som helst, der udelukker, at det kunne og burde have været en væsentlig ledesnor for Jyllands-Posten, inden avisen tog initiativ til at opfordre et antal kunstnere til at karikere profeten Muhammed for at understrege, at der i Danmark er ytringsfrihed. Det er mit faglige skøn, at taberen i den tænkte retssag 'anklagemyndigheden mod 12 navngivne kunstnere og Jyllands-Postens kulturredaktør for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b' (racismeparagraffen, der også omfatter forhånelse og nedgørelse af andre på grund af deres tro) vil være anklagemyndigheden og dermed de mennesker, der føler sig hånet eller nedgjort af de ikke lige sympatiske karikaturtegninger af profeten Muhammed. En dommer vil sandsynligvis nå frem til, at ytringsfriheden i den konkrete sag, der indgår i en igangværende debat, hvor der drøftes vigtige samfundsmæssige spørgsmål, og hvor pressen (Jyllands-Posten) i samarbejde med kunsttegnere har anvendt kunst/satire til at formidle nogle synspunkter om ytringsfrihed, uanset den tilsigtede provokation og mulige krænkelse, må have forrang. Dommeren ville her bl.a. trække på Menneskerettighedskonventionens artikel 10 og Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i 'grønjakkesagen'; Menneskerettighedsdomstolen fandt det i den sag i strid med artikel 10 at straffe en journalist efter straffelovens paragraf 266 b for en tv-udsendelse om grønjakker, hvori disse havde udtrykt sig stærkt racistisk. Udfaldet af den tænkte retssag vil dog være lige utilfredsstillende, om den ene eller anden part vinder eller taber. Begge parter repræsenterer nemlig nogle legitime, rimelige og beskyttelsesværdige interesser. Den retlige bedømmelse og interesseafvejning er med andre ord et langtfra optimalt surrogat for mellemmenneskelig hensyntagen, som dommeren 'nødtvungent' må bringe i anvendelse, fordi nogle af de i sagen involverede parter netop ikke har udvist denne hensyntagen. Individet har det i sin magt at foretage sin egen proaktive afvejning. At vælge det alternative middel. At tilstræbe proportionalitet. At medvirke til, at interesseafvejningen mellem retten til at ytre sig og retten til beskyttelse mod overgreb og krænkelser ikke fører til blot en vinder. At ens egne holdninger ikke blot bliver et instrument i en yderligere polarisering og opdeling i 'os' og 'dem'. Ord og synspunkter kan med lidt omhu snildt belægges således, at synspunkterne bliver fremført og hørt, uden at det i overdreven grad krænker andre. Og synspunkter, der som deres fremmeste formål synes at gå ud på at krænke eller provokere andre, kan vel ikke opfattes på anden måde, end hvis jeg bevidst vælger at såre min kæreste. De 12 tegnere af profeten Muhammed burde have gjort sig disse overvejelser noget nøjere. Det gælder også kulturredaktøren på Jyllands-Posten. Og Anders Fogh Rasmussen burde fokusere noget mere på det aspekt, i stedet for at invitere til yderligere at stresse vores retssystem med dybest set umulige retrospektive interesseafvejninger. Anders Fogh Rasmussen og Jyllands-Posten medvirker ved deres udmeldte standpunkter til en beklagelig udhuling af det fyld, der er nødvendigt for, at vores fælles kludetæppe yder den varme, vi alle ønsker. De ser primært Jyllands-Postens og tegnernes ansvar i sagen som et ansvar over for domstolene og vil i det hele henskyde interesseafvejningen mellem ytring og integritet til den retrospektive bedømmelse, der alene efterlader en vinder. Hvis vi følger Anders Fogh Rasmussens og Jyllands-Postens standpunkter og den enøjede varetagelse af ytringsfriheden, som de i realiteten gør sig til talsmænd for, vil vi opleve en stadig større grad af forråelse i den offentlige debat, som for domstolene vil være umuligt at 'balancere' på nogen fornuftig måde. Vi lades i sidste ende tilbage med nogle usle pjalter i hullet hønsestrik at holde varmen med - det vil sige tænderklaprende kolde.