Jeg blev født på Hawaii i 1946 og voksede sammen med efterkrigsgenerationen op i skyggen af Hiroshima. Brugen af atombomben ligger 60 år tilbage i tiden, men erindringen herom er stadig levende. Ikke alene i kraft af den evige debat om anvendelsen af den slags våben, men også som led i den større diskussion om berettigelsen af staters drab på civile mennesker. Hiroshima kan kun forstås, hvis vi tager udgangspunkt i det, der skete på Hawaii 7. december 1941: Japans overraskelsesangreb på flådebasen Pearl Harbor. Flere tusinde amerikanske flyvere, sømænd og soldater blev dræbt. De japanske bombefly undlod ved denne lejlighed at ramme selve byen Honolulu, der ligger ved siden af basen. Deres mål var ikke civilbefolkningen, men militære installationer. Krigen i Stillehavet udviklede sig dog snart til et totalopgør, hvor også non-combatants måtte lade livet. I 1943 påbegyndte Amerika regelmæssige bombninger af japanske byer, og ved krigens slutning i 1945 bar næsten samtlige byer præg af store ødelæggelser. Flere hundredtusind japanere mistede livet, specielt i Tokyo, under de ildstorme, som bevidst blev forårsaget af bombetogterne. Den senere forsvarsminister Robert McNamara, der som ungt matematisk geni og statistiker deltog i planlægningen af disse luftangreb, fortæller i dokumentarfilmen fra 2004 'The Fog of War', at 50-90 procent af befolkningen i 67 japanske byer var blevet slået ihjel, inden atombomben blev kastet over Hiroshima. Kl 8.15 om morgenen 6. august 1945 blev bomben Little Boy udløst over Hiroshima, og alt inden for en radius af 2 km blev ødelagt. Allerede efter få sekunders forløb var cirka 60.000 døde, men i løbet af få måneder nåede tallet - som følge af brandsår, infektioner og først og fremmest komplikationer fra atomstrålingen - op til 200.000. I månederne inden atomangrebet havde McNamara under general Curtis LeMay arbejdet på at beregne, præcis hvorfra bomben skulle kastes for at garantere det højest mulige dødstal. Opgaven var ikke let, for af hensyn til flyet 'Enola Gay's besætning måtte maskinen ikke komme for tæt på eksplosionen. Derfor skulle den ikke flyve for lavt. Samtidig skulle han sørge for, at bomben ikke eksploderede så højt oppe i atmosfæren, at Hiroshimas befolkning gik fri for de værste skader. Derfor måtte maskinen ikke flyve for højt. Den unge McNamara havde allerede øvelse i at opnå høje dødstal i forbindelse med terrorbombningerne af andre japanske byer. Ved krigens begyndelse blev drab på civile opfattet som en barbarisk handling. Men fremme i 1944-45 var både amerikanerne og briterne blevet eksperter i at udradere tyske og japanske byer. »Var der dengang en regel om, at man ikke måtte bombe eller dræbe hundredtusind civile mennesker på en enkelt nat«, spørger McNamara i filmen. Han og hans overordnede, general LeMay, må have gjort sig visse overvejelser. LeMay sagde for eksempel til McNamara, at »hvis vi taber krigen, vil vi alle blive retsforfulgt som krigsforbrydere«. Dette udsagn får i filmen McNamara til at spørge: »Hvad er det, der gør det umoralsk, hvis du taber, men ikke umoralsk, hvis du vinder?«. Det er den gamle McNamara, der stiller spørgsmål i filmen, men hvad med den unge McNamara? Var han i tvivl? Han blev født i San Francisco i 1916, samme år som min mor. De gik på samme high school i Piedmont, en rigmandsforstad øst for San Francisco Bugten. Den unge Robert blev opfattet som klassens duks, en stor begavelse, der oven i købet var en flot fyr, og som tilsyneladende havde et godt øje til min mor. Efter at have studeret på University of California i Berkeley og gjort krigstjeneste i Washington læste Robert på Harvard Business School, hvor han senere blev professor. Hans talent for planlægning og strategi førte til, at han blev Ford Motor Companys første udefrakommende præsident. Herfra blev han i 1961 af den unge præsident Kennedy hentet til Washington, hvor han blev USA's hidtil yngste forsvarsminister. McNamara blev på sin post efter mordet på Kennedy, og i Johnsons præsidenttid var han med til at udbygge den amerikanske deltagelse i Vietnamkrigen. I filmen 'The Fog of War' indrømmer McNamara, at han begik fejl. Hans forkærlighed for statistik og logistik forhindrede ikke Vietnamkrigen i at brede sig. »Menneskesindet magter ikke (i en krigssituation) at overskue alt det uforudsete. Vi slår mennesker ihjel, uden at det er nødvendigt« (»We kill people unnecessarily«). McNamara undskylder ikke over for det vietnamesiske eller japanske folk. Men han siger: »Jeg er ked af det. Jeg begik fejl ... Mange mennesker misforstår mig ... Vi er fornuftsprægede mennesker, men fornuften har sine grænser«. Spørgsmålet i dag er, som i 1945, om det virkelig var nødvendigt at bruge atombomben først mod Hiroshima og nogle dage senere mod byen Nagasaki. I en redegørelse i juni 1945 anbefalede en gruppe videnskabsmænd tilknyttet The University of Chicago, at atombomben skulle afprøves »for øjnene af repræsentanter for De Forenede Nationer i en ørken eller på en øde ø«. Andre videnskabsmænd hævdede, at en militær brug af atombomben var nødvendigt, men så sent som 27. juni 1945 skrev flådens ministersekretær, Ralph Bard, at uvarslet brug af bomben var i modstrid med »De Forenede Staters position som en stor humanitær nation«, specielt i en situation, hvor Japan tilsyneladende var tæt på at overgive sig. En gruppe atomvidenskabsmænd tilknyttet laboratorierne i Oak Ridge, Tennessee og Los Alamos, New Mexico, underskrev en bøn til præsident Truman om at forhindre brugen af atombomben. Men projektet gik sin gang, og efter den første prøvesprængning i New Mexico, var alt håb om at standse a-bomben ude. Alligevel skrev præsident Truman i sin dagbog 25. juli 1945, at han havde beordret bomben brugt på »et rent militært mål« for at sikre, at »der satses på militære mål, såvel som på soldater og sømænd og ikke kvinder og børn«. Selv samme dag blev der udstedt ordre om at bombe, og i den blev der ikke omtalt behovet for at skåne civile. Det var byerne, som var målene. I en radiotale til nationen 9. august 1945 hævdede præsidenten, at Hiroshima var »en militær base«. Hvad vidste Truman? Ikke at hans viden var af betydning for de 200.000, for det meste civile, der døde den dag eller i de kommende uger og måneder som et resultat af atombomben. Når Truman ikke bagefter blev gået nærmere på klingen, var det nok, fordi han kunne hævde, at atombomben havde afsluttet krigen og dermed reddet de amerikanske soldater, der ville have ofret deres liv under en invasion af Japan. Her begynder min historiske erindring. Da jeg var barn i 1950'ernes Californien, fik vi meget at vide om atombomben og dens virkning. Vi havde luftangrebsøvelser og lærte at gå i dækning under skolebordene. Lærerne fortalte, at en sovjetisk invasion af USA var en reel trussel. Derfor var det godt at 'vi' havde atombomben. Den var det eneste, som russerne havde respekt for. I lyset af den kolde krig kan man måske argumentere, at det var brugen af atombomben i Hiroshima og Nagasaki, som forhindrede, at Sovjet og USA greb til dette våben i deres indbyrdes opgør i 1950'erne og 1960'erne. Alle vidste, hvad der var overgået de to japanske byer. Den amerikanske forfatter John Hersey udgav allerede i 1946 en portrætbog om seks overlevende, kaldet 'Hiroshima', og for første gang kunne hele verden læse om, hvordan det havde været at være til stede i helvedesbyen 6. august 1945. Herseys nøgterne stil og manglende stillingtagen til moralske spørgsmål indebar, at bogen blev opfattet som en pålidelig beskrivelse af, hvad atombomben udsætter mennesker for. På trods af kommunistskrækken voksede jeg op i en verden, hvor børn og unge blev opfordret til at stille spørgsmål og forvente svar. Derfor spurgte jeg min far, der havde været krigskorrespondent i Stillehavet, om han mente, det var retfærdigt at bruge bomben. Hans svar trøstede mig: »Vi måtte gøre det; der var intet alternativ. Japserne ville have kæmpet til sidste mand for at forsvare deres hjemø«. Jeg troede min far. I 1944 havde han været om bord på et flådeskib, 'The Bunker Hill', og havde oplevet, hvordan japanske kamikazepiloter brugte deres fly som bomber mod den amerikanske flåde. Da jeg blev voksen, gav min far mig sine krigsdagbøger. Uden på den gule konvolut, som indeholdt de tynde notesbøger, havde han skrevet: »En dag vil disse 'dagbøger' kaste et bedre lys over Anden Verdenskrig, sådan som din far oplevede den«. Gemt i en af notesbøgerne er en maskinskrevet liste over mandskabet på Bombing Squadron Eight, med min fars tilføjelse i blyant, »20. juni 44«. Cirka halvdelen af navnene er streget ud. Betyder dette, at disse mænd ikke tog af sted? Eller at de ikke kom tilbage? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke spørge min far, der døde på Hawaii i 1983. Men jeg ved, at han og de fleste i hans generation ikke stillede mange spørgsmål til 'Den gode krig' og USA's gerninger under den. For ham var de tyske og de japanske ledere en samling galninge, som måtte sættes ud af spillet med alle midler. Min far fortalte mig aldrig om, at amerikanere af japansk afstamning i månederne efter Pearl Harbor blev interneret i lejre i øde bjergområder i det nordlige Californien eller ude i ørkenen sydpå. Disse 'etniske amerikanere' mistede alt, blot fordi de var efterkommere af japanske immigranter til USA. I panikken efter angrebet på Hawaii blev de mistænkt for at indgå i en 'femte kolonne' med det formål at forberede en japansk invasion af Californien. I 1950'ernes Californien blev interneringen af japanere under Anden Verdenskrig ikke nævnt eller diskuteret i de aviser, jeg læste, eller det fjernsyn, jeg så, eller i de skoler, jeg gik på. Det var først i 1965, at jeg som studerende på University of California i Berkeley hørte om dette skamfulde kapitel i min egen delstats historie. Som så meget andet fra Anden Verdenskrig blev denne ubehagelighed gemt væk, bl.a. fordi det under opgøret med kommunismen var nødvendigt at tro på amerikanske værdier. I det hele taget blev der talt meget lidt om krigen, og resultatet fremgår for eksempel af en scene i David Lynchs uforglemmelige film fra 1999, 'The Straight Story', hvori to gamle veteraner tilsyneladende for første gang i deres liv udveksler traumatiske erindringer. Det ender i tårer: Efter årtiers mandig tavshed kan de omsider over for sig selv indrømme, hvor smertefuld den krig var. En lignende erkendelse var ikke mulig for blot ti år siden, i 50-året for Hiroshimabomben. En inspektør på Smithsonianmuseet i Washington, Martin Harwit, blev fyret som et resultat af sine planer om at arrangere en udstilling, hvori indgik det fly, 'Enola Gay', som kastede atombomben over Hiroshima. Harwits forsigtige beskrivelse af flyets opgave blev af veterangrupper udlagt som værende upatriotisk. Udstillingen blev droppet, men flyet står stadig på museet, et tavst vidne til en gerning, som ord ikke fik lov til at beskrive. Og hvordan forholder vi os i dag til nedkastningen af a-bomben over Hiroshima og Nagasaki? Skal vi fælde dom og sige som den amerikanske general MacArthur dengang, at det var »helt unødvendigt ud fra et militært synspunkt?«. Eller bør vi tilslutte os den amerikanske admiral Leahys udtalelse om, at vi ved at kaste bomben »adopterede en etisk standard, der sætter os i bås med barbarerne fra historiens mørkeste tid?«. Eller bør man formulere det, som præsident Eisenhower efter sigende gjorde det i et interview: »It wasn't necessary to hit them with that awful thing« (Det var ikke nødvendigt at ramme dem med den skrækkelige tingest)? USA har siden 1945 konsekvent nægtet at love verden at ville afholde sig fra et atomic first strike og er dermed parat til som det første at anvende atomvåben i et fremtidigt opgør med en anden nation. Dette forhold skal måske blot tages som udtryk for ærlighed, idet USA allerede har demonstreret sin vilje til at bruge atombomben. På trods af Sovjetunionens kollaps sørger USA for at vedligeholde og udvide sit atomarsenal. For nylig skrev McNamara: »Jeg ville betegne den nuværende amerikanske atomvåbenpolitik som umoralsk, ulovlig, militært unødvendig og frygtelig farlig. Risikoen for en ulykke ... er uacceptabelt høj«. McNamara har kritiseret Bushregeringen for at behandle USA's atomvåben som »landets militære grundsten, et engagement, som samtidig undergraver de internationale standarder, som gennem 50 år har begrænset udbredelsen af atomvåben ...«. Manden, der sørgede for, at Hiroshimabomben dræbte så mange som muligt, har indset, hvad brugen af den slags våben kan føre til. Som dansker kan man måske kynisk bemærke, at når fanden bliver gammel, går han i kloster. Fra sit kloster kan McNamara nu skue ud over et Amerika, som i 2003 invaderede et andet land på grund af grundløse påstande om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben, samtidig med at det selv fortsat udvikler egne masseødelæggelsesvåben. Hvis det er forbryderisk, når individer og bander slår snesevis af uskyldige civile ihjel for at opnå ideologiske mål, er det så ikke ligeledes forbryderisk, når nationer slår titusindvis af uskyldige civile ihjel? Kan ikke også stater opføre sig på en måde, hvor ordet 'terrorisme' er den mest oplagte betegnelse? 60 år efter Hiroshimas udslettelse presser spørgsmålet sig stadig på. Og det vil forfølge os langt ind i dette århundrede.