Peter Øvig Knudsens to hippiebøger handler dels om Thylejren i sommeren 1970, dels om de københavnske hippier og hippiemiljøers historie.
Første bind er i hvidt omslag og lægger vægten på det positive, organiseringen, ideerne, visionerne og eksperimenterne. Andet bind er i sort omslag og lægger vægt på nedturene. Den hvide bog lægger for med fortællinger om opbygningen af lejren og en præsentation af de to initiativtagere Leif Varmark og Henning Prins. De mødte hinanden i 1967 og blev et uadskilleligt makkerpar, der turede på københavnske venstrefløjsværtshuse, men som hverken havde penge eller et sted at bo. De sov, hvor muligheden bød sig, helst hos en kvinde, som de kunne få kontakt med på værtshusene eller i de kollektiver, hvor de også hang ud. Den alternative livsform med hash og storfællesskaber skulle på sigt skabe et bedre samfund og befri menneskeheden fra borgerskabets snærende bånd og normer. Først skulle man dog lige rulle joints og stoppe chillummen for at ryge noget hash, eller cannabis, fed, tjums, bønne, tjald, græs, pot, marihuana, som det – får vi at vide – også blev kaldt.
