0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Øvigs hippiehistorier favoriserer det ekstraordinære

Hippiebøgerne usystematiske, gammeldags og uden blik for den almindeliige hverdag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Peter Øvig Knudsens to hippiebøger handler dels om Thylejren i sommeren 1970, dels om de københavnske hippier og hippiemiljøers historie.

Første bind er i hvidt omslag og lægger vægten på det positive, organiseringen, ideerne, visionerne og eksperimenterne. Andet bind er i sort omslag og lægger vægt på nedturene.

Den hvide bog lægger for med fortællinger om opbygningen af lejren og en præsentation af de to initiativtagere Leif Varmark og Henning Prins. De mødte hinanden i 1967 og blev et uadskilleligt makkerpar, der turede på københavnske venstrefløjsværtshuse, men som hverken havde penge eller et sted at bo. De sov, hvor muligheden bød sig, helst hos en kvinde, som de kunne få kontakt med på værtshusene eller i de kollektiver, hvor de også hang ud.

Den alternative livsform med hash og storfællesskaber skulle på sigt skabe et bedre samfund og befri menneskeheden fra borgerskabets snærende bånd og normer. Først skulle man dog lige rulle joints og stoppe chillummen for at ryge noget hash, eller cannabis, fed, tjums, bønne, tjald, græs, pot, marihuana, som det – får vi at vide – også blev kaldt.



Henning Prins er omdrejningspunktet for de tilbagevendende kapitler, som handler om Thylejrens forhistorie. Øvig forsøger at forstå hans oprørstrang gennem hans opvæksterfaringer og de senere politiske aktiviteter i VS og siden Det Ny Samfund. Det Ny Samfund havde til huse sammen med andre venstrefløjsgrupper i Huset i Magstræde, og det ser ud til, at de modsætninger, som kom til at udspille sig på fællesmøderne gennem hele lejren – og derfor også i bøgerne – var en videreførelse af personlige modsætninger grundlagt i Huset mellem Prins og Peter Louis-Jensen.

Den første kvinde, som præsenteres godt hundrede sider inde i bogen, er Karen Grue. Den bedrift, som skriver Karen ind i hippiehistorien, var en kjole, som havde huller til brysterne. I det korte interview med hende pointerer hun, at for hende var ungdomsoprøret først og fremmest den seksuelle frigørelse, som blev muliggjort af p-pillen.

Den gjorde det muligt at slippe ud af nydelighedens fængsel og udleve en fri seksualitet, hvor hun selv var den aktive part. De højtråbende mænd på fællesmøderne havde hun ikke noget tilovers for. Heller ikke de talrige journalister og turister, som gerne maste sig frem for at tage de blottede bryster i øjesyn.

Derfor er det ikke rigtigt hippiernes historie, men de ekstraordinære hippiers historie; det er lejravisens historie, ikke lejrens, det er de dramatiske begivenheders historie, ikke hverdagens



Godt 200 sider længere fremme møder man kvinder igen under titlen ’Lejrens tavse kvinder’. En gruppe anonyme kvinder havde indkaldt til møde for pigerne i lejren, og kun for dem. De skulle snakke om kvindeundertrykkelse. Ifølge Suzanne Giese og andre var kønsrollerne helt traditionelle, også på møderne, hvor kvinderne ikke tog ordet. Derfor er de heller ikke en del af Øvigs hippiehistorie, kan man konstatere.

Var det o.k. at tjene penge til sig selv i lejren? Var det en nødvendighed for at få tingene til at fungere, eller var det et knæfald for kapitalismen? Det diskuterede man selvfølgelig både på de fællesmøder, som blev afholdt, og i lejravisen. Enighed var der ikke. De fleste levede lejrlivet upåvirket af diskussionerne på fællesmøderne, får vi dog at vide i slutningen af bind 1, hvor diskussionerne på fællesmøderne er det gennemgående tema, der refereres lige så detaljeret som i den daglige lejravis.

Og kneppet blev der jo også. »Nina Rasmussen selv rykkede ind i et telt sammen med kæresten, Olaf, der i lejren bollede med Elsebeth, som var gift med Ninas kollega Flemming, som Nina til gengæld havde bollet med«, oplyses det nøgternt. Gruppesex har det åbenbart ikke været muligt at dokumentere i lejren.

Men til alt held havde håndboldspilleren Palle Nielsen, som deltog i lejren, deltaget i noget gruppearbejde om gruppesex året før. Resultatet blev en fotobog med ledsagetekst, hvor deltagerne fortalte om deres oplevelser. Der citeres over flere sider og vises billeder.

Bind 2 er den sorte bog, der handler om hippielivets skyggesider. Den følger for en del de spor, som blev lagt ud i bind 1. Magtkampe mellem højtråbende mænd på Thylejrens fællesmøder. Brugsen, som konstant bestjæles og trues af rabundus. Lejravisens daglige efterlysninger af alt fra tasker og pas til stegepander, som var blevet stålet fra folk. D