'Undskyld, at jeg gav dig et blåt øje, men det var jeg nødt til. Jeg troede, at du ville dræbe Irene og havde sat ild til hendes hår. Jeg måtte redde hende og slukke ilden med mine bare hænder'.
Behandlingen har virket. John sidder lidt forlegen over for mig og er ikke længere sindssyg, men han var ’brandpsykotisk’, da jeg fire dage forinden modtog ham på afdelingen: angstpræget, mistolkende og vred. Han vil ikke indlægges, hvad kæresten, Irene, ønsker. Hun og jeg får ham dog overtalt til at blive på afdelingen. Irene kysser ham farvel og går, men da hun er ti meter væk, går John amok. Han kaster sig over Irene og slår hende voldsomt oven på hovedet. Han kan ikke tales til ro, Irene er i panik, men heldigvis er jeg den stærkeste. Jeg får gjort hende fri, men bliver iklædt et blåt øje. Slagsmålet knyttede John og mig til hinanden, og han blev min patient gennem mange år. Han indså, at jeg ville ham og Irene det godt, og at vi begge kunne lade ord få vægt. Han erkendte, at han i perioder var sindssyg, og at ilden i Irenes hår var hans psykotiske misopfattelse af hendes ’brandrøde’ hennafarvede hår. Han troede, at han reddede hende, men var ved at kvæste hende. Selv ikke John var i tvivl om, at sindssygdom havde hærget hans realitetsopfattelse, og at han i sin psykotiske følelsers vold kunne være farlig. Men er det altid så nemt at erkende sindssygdom?
