Et par timer efter at han overtog embedet 15. maj 2012, hastede François Hollande, den nye franske præsident, til Berlin for at mødes med den tyske kansler. Navnet på hans ministerpræsident var først lige blevet annonceret, endnu ikke hele hans regering. Men der var ingen tid at spilde. Trods snæversynet i den franske præsidentvalgkamp kunne Europa ikke vente. Det er muligvis kun en del af landets problemer, men det har altid været en nøgle til løsningen af dem, og Tyskland er en uundværlig partner. Desværre for den franske befolkning havde valget ikke givet dem mulighed for at høre hele historien. Den socialistiske kandidat blev ved med at love, at han aldrig ville overgive sig til Berlin; han ville vride armen om på fru Merkel, inden hun kunne nå at blinke, og genforhandle den aftale om finanspolitiske stramninger, Sarkozy havde indgået. Er det måske ikke Frankrig, der er EU’s grundlægger, hjemlandet for Monnet, Schumann og Delors og unionens næststørste økonomi? François Hollande, engang EU-kommissionens ’store mand’ og i årevis den åndelige arvtager efter Jacques Delors, har altid erklæret sig ’ægte europæer’. Men i hans valgprogram var det europæiske kapitel kort og lød som ønsketænkning: Vi skal skabe vækst, vi skal udstede euroobligationer, vi skal have et mere afbalanceret forhold til Tyskland ... Faktisk har den franske venstrefløj længe været plaget af splittelsen ved EU-folkeafstemningen (om forfatningstraktaten, red.) i 2005. Som daværende formand for socialistpartiet støttede Hollande traktaten, men var ude af stand til at forhindre Fabius, tidligere ministerpræsident og nu hans udenrigsminister, i at modarbejde den sammen med partiets venstrefløj. Den franske befolkning afviste traktaten, og Europa er således den nye præsidents største politiske sår.

KRONIKEN PÅ ORIGINALSPROGFrance and Europe