Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Terror - et barn af Rusland

Terror som et partipolitisk kampmiddel har sin oprindelse i den russiske historie. De russiske terrorister har visse fællestræk med nutidens islamiske selvmordsbombere.

Kroniken
FOR ABONNENTER

I stalintiden hævdede den sovjetiske propaganda, at alle tekniske opfindelser var blevet gjort i Rusland: lokomotivet, telefonen, elektriciteten ... Rusland var på førstepladsen i alle henseender. Dengang opstod så spøgen om, at også elefanten stammer fra Rusland.

Der er imidlertid én ting, der vitterligt først opstod i Rusland: den politiske terror. Æren for det tilhører de russiske revolutionære.

Den russiske tsar Aleksandr II (f. 1818) var i grunden mere liberal end de andre tsarer. Det var i hans regeringstid (1855-1881), at livegenskabet blev ophævet. Paradoksalt nok blev netop denne liberale tsar offer for terror. Måske havde Rusland - hvis han ikke var blevet myrdet - fået en slags forfatning eller det, der ligner. Det skal dog siges, at polakkerne ikke husker Aleksandr som liberal, men som undertrykker.

De revolutionære indledte en formelig jagt på Aleksandr II. De gjorde syv attentatforsøg mod ham, og til sidst fik de ram på ham. Man kan spørge sig selv: Hvorfor var det nødvendigt at slå Aleksandr II ihjel? Hvorfor sparede de revolutionære ikke deres egne liv, og hvad ville de opnå?

Terrorstemningen var opstået netop under denne tsar. De liberale kredse i samfundet blev hurtigt radikaliserede og kunne ikke længere stilles tilfreds med regeringens reformer. De syntes, Ruslands udvikling gik for langsomt, og at der skulle radikale midler til for at omorganisere landet.

I den revolutionære lejr var der evige diskussioner om Ruslands 'særlige vej'. Nogle teoretikere fandt frem til, at veluddannede unge burde 'gå ud blandt folket' og der propagandere for socialismens ideer eller ligefrem rejse folket til modstand mod magthaverne. Dengang var det kun bønder, der regnedes til folket. Tusindvis af unge mænd iklædte sig bondetøj, forlod deres universitetsstudier og gik til fods ad Ruslands veje som såkaldte narodnikker (af ordet 'narod', som betyder 'folk'). Men bønderne forstod ikke deres ideer, regnede dem for urostiftere og meldte dem til politiet. Bønderne gengældte ikke narodnikkernes følelser. De fleste bønder var analfabeter og troede på 'den gode tsar'. Narodnikkerne regnede de derimod for forklædte godsejere, og dem kunne de ikke lide.

Det blev klart for narodnikkerne, at på denne måde kunne man ikke opbygge socialismen i Rusland. I slutningen af 1870 opstod diskussionen om, hvorvidt man skulle fortsætte den fredelige propaganda, som havde skuffet mange narodnikker, eller bruge terror?

En af terrorens ideologer, Nikolaj Morosov (1854-1946) definerede terror som 'handlingens propaganda'. Narodnikkernes parti blev spaltet i to: Den ene del insisterede fortsat på fredelig propaganda, den anden på terror. Regeringen gjorde sig skyldig i undertrykkelse af de fredelige propagandister, der ikke opfordrede til terror. Masser af sådanne unge mænd blev sendt til Sibirien.

Det parti, der tog terror som en del af sin doktrin, kaldte sig 'Folkeviljen' ('Narodnaja Volja' på russisk). Det var et risikabelt navn i betragtning af de negative erfaringer med 'at gå ud blandt folket'. Partiets ideologer mente, at Rusland havde sin egen vej, der adskilte sig fra Vestens. Kapitalisme var ikke noget for Rusland. I Rusland skulle der hverken være proletariat eller kapitalister. Der fandtes et bondefællesskab, og på det skulle man bygge en bondesocialisme. Og det kunne kun gå for langsomt! For hvis udviklingen fortsatte, ville Rusland blive smittet med 'kapitalismens pest'. Man måtte undgå Europas skæbne og kapitalistiske udvikling.

Lederne af 'Folkeviljen' var gennemsyret af et eller andet surrealistisk kompleks: De mente, at hvis tsaren blev myrdet i dag, så ville der i morgen frembryde en helt anden epoke, og alt ville øjeblikkeligt ændre sig ... Og de var selv parate til at dø i denne surrealistiske aktion.

1. marts 1881 blev tsaren myrdet, men livet fortsatte som før. Den folkelige opstand, de revolutionære håbede på, kom ikke. Den myrdede tsars søn kom på tronen, og han forstærkede blot sine egne sikkerhedsforanstaltninger.

De russiske terrorister var uegennyttige - det er de islamiske vel også? Det er vanskeligt at anklage et menneske for egennytte, hvis det er parat til selvmord. De russiske terrorister troede ganske vist ikke på et islamisk paradis, men der var troende kristne blandt dem.

Sergej Netjajev (1847-1882) forsøgte at skabe et psykologisk grundlag for den revolutionære terrorist. I 1869 skrev han sammen med anarkisten Mikhail Bakunin og andre 'Den revolutionæres katekismus'. I denne katekismus' første paragraf står:

»1. En revolutionær er dømt til undergang. Han har ikke egne interesser, eget ærinde, egne følelser, tilknytning, ejendom eller sågar navn. Alt er hos ham opslugt af en eneste interesse, en eneste tanke, en eneste lidenskab - revolutionen.

2. Han har i sit væsens dyb (...) brudt enhver forbindelse med det borgerlige samfund (...) og med alle love og normer (...) for moral i denne verden. Den er for ham en skånselsløs fjende, og når han fortsætter med at leve i den, så er det blot for at kunne ødelægge den så meget desto mere effektivt.

5. Lige så skånselsløs han er over for staten og samfundet, lige så lidt bør han selv vente nåde fra dem. Han bør hver dag være rede til døden. Han bør træne sig i at tåle tortur.

6. Streng over for sig selv bør han være streng over for andre (...) Dag og nat bør han kun have en tanke, et mål - den skånselsløse ødelæggelse«.

Videre inddeler Netjajev de revolutionære i 'indviede' og 'ikke helt indviede' (i øvrigt betegnelser, der er lånt fra frimurerne). Alle ikkerevolutionære deler Netjajev op i nogle kategorier, hvoraf den første er 'bør dødsdømmes'.

Hvem indgår i den? Det forklarer Netjajev ikke detaljeret, men siger, at der bør laves lister over mennesker, der »snarest bør dødsdømmes«, »afhængigt af deres relative skadelighed for den revolutionære sags succes«.

Netjajevs synspunkter var en blanding af anarkisme og socialisme. Hans ideer gik i arv til mange russiske revolutionære. Der er en klar forbindelse mellem Netjajevs revolutionære moral og Lenins principper. Dostojevskij har skildret Netjajev og andre revolutionære i romanen 'De besatte' (1870, også oversat som 'Onde ånder') og delvis og indirekte i 'Forbrydelse og straf'.

I Politiken og Gyldendals undervisningsavis 'Terror' (2004) står på side 6, at »i modsætning til socialisterne, der helst så, at hele befolkningen deltog i revolutionen, gik anarkisterne ind for, at volden udførtes af enkelte personer«. Det passer ikke helt på de russiske revolutionære terrorister: Mange af dem, herunder 'Folkeviljens' aktivister, regnede sig for socialister.

Man siger ofte, at 'Folkeviljens' terror var målrettet, og at de forsøgte at undgå uskyldige ofre. Og så alligevel: under de forskellige attentater mod tsaren var der også uskyldige ofre. Under et af attentaterne (en bombe i Vinterpaladset) døde almindelige soldater. Da tsaren blev myrdet 1. marts 1881, døde en forbipasserende dreng. Hvis det var lykkedes at sprænge tsarens tog i luften (det var et af de mislykkede attentater), ville der have været mange flere uskyldige ofre. Det har man siden haft tendens til at glemme; i stedet har man konstateret: 'Når man hugger brænde, flyver spånerne'. Martyrerne fik en vis glorie som 'forkæmpere for folkets lyse fremtid'.

Den revolutionære terror blussede op igen i begyndelsen af 1900-tallet. Partiet af Socialistiske Revolutionære (PSR) blev 'Folkeviljens' arvtager. Inden for partiet grundlagdes en kamporganisation. Den dræbte mange ministre, guvernører og højtstående embedsmænd i Rusland.

Selv om det kan lyde mærkeligt, fandt terroren fra 1900-tallets begyndelse støtte i det liberale miljø.

For eksempel i 1905, da en terrorist dræbte Moskvas generalguvernør, storfyrst Sergej Aleksandrovitj (Aleksandr II's søn). Dette mord blev opfattet positivt i brede kredse af samfundet. Storfyrsten blev sprængt i stykker af en bombe, og i Moskva var følgende udtryk i omløb: »Det er første gang, storfyrst Sergej har foldet sin hjerne ud«. Og »Endelig fik folket at se, at storfyrst Sergej havde en hjerne!«.

Da indenrigsminister Pleve blev myrdet, skrev Lev Tolstojs datter Tatjana Sukhotina-Tolstaja, der ellers langtfra var revolutionær: »Det er svært ikke at glæde sig over det«.

Det er karakteristisk, at de foregående forsøg på at myrde storfyrsten ikke blev udført, fordi terroristen så storfyrstens kone ved siden af ham i kareten. Han kunne efter eget udsagn ikke dræbe uskyldige. Og det var først, da fyrsten kørte alene, at den revolutionære ikke rystede på hånden. Storfyrstens kusk døde ganske vist af sår fra bombens fragmenter. Men hvem interesserer sig for en kusk?

For Partiet af Socialistiske Revolutionære (PSR), ligesom for 'Folkeviljen', var terroren en del af partidoktrinen. I den forstand blev terroren som politisk kampmiddel født i Rusland. Den amerikanske historiker Richard Pipes har bemærket: »'Folkeviljen' var forløber for alle de følgende terroristiske organisationer i Rusland, ja, i hele verden«.

'Folkeviljens' medlemmer fordømte dog en anarkists mord på den amerikanske præsident Garfield i 1881. De mente, at terror kun er retfærdiggjort i 'despotiske' stater, ikke i et demokratisk land.

Hvor PSR dræbte ministre, guvernører og højtstående embedsmænd, så lignede anarkisternes terror i sit omfang og 'adresseløshed' mere nutidens islamiske terrorisme. Alene i perioden 1905-1907 dræbte terrorister omkring 4.500 statsfunktionærer på forskelligt niveau. 'I forbifarten' - som i tilfældet storfyrstens kusk - dræbtes 2.180 og såredes 2.530 sagesløse borgere.

Terroren blev praktiseret af alle de revolutionære partier.

Af særlig interesse i denne sammenhæng er den jødiske anarkist fra Odessa Moses Metz. Ifølge en amnesti kom han ud af fængslet, hvor han havde siddet for sit medlemskab af et anarko-kommunistisk parti, 8. oktober 1905 . I december samme år kastede han en bombe i café Liebmann i Odessa. Hvem der var i caféen den dag, ved man ikke med sikkerhed, men det havde ingen betydning for Metz: Han gik ud fra, at kun meget rige mennesker gik på café. Under retssagen sagde han: »Enhver udbytter har fortjent døden ... Enhver repræsentant for magten har fortjent døden ... Den aften lod jeg denne verdens udvalgte mærke hævnen fra det arbejdende folks blod, som hos dem forvandles til vine og søde retter ... Oh, det er en glæde at dø, når man ser dem ryste af skræk ...«. Han var ikke bange for at dø og blev hængt. Ud over 'udbyttere' var der sikkert også almindelige tjenere på caféen, men det var uvæsentligt for Metz.

Dette eksempel viser, at en terrorist føler sig omgivet af fjender. Meningsfæller er der ikke mange af, og samfundets sympatier er på hans side i dag og på hans modstanderes i morgen. Han føler sig som i krig. En sådan terrorist - det være sig islamisk eller russisk - lever i en irreel verden. At ændre verdens indretning eller i det mindste lamme samfundets liv ved at myrde en tsar eller ved et angreb som 11. september 2001 er et håbløst foretagende. Historiens gang foregår dybere nede.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden