Jeg ser forskrækket på min computerskærm. Jeg har lige skrevet følgende sætning: »... han åbnede døren til kældertrappen. Det pulserende, varme, lokkende mørke rakte ud efter ham for at trække ham ned i sin mørkerøde lodne hule ...«. Hvad var det, jeg havde skrevet?! Hvor kom det fra? Havde jeg ikke lige netop besluttet at være på vagt over for eventuelle seksuelle hentydninger. Hvad kunne en ivrig forsker ikke få ud af det her? Livmoderangst og andre frygtelige ting. Jeg er ved at skrive min børnebog nr. 24 og har lige udgivet nr. 23, 'Den vrede dreng', og så sidder jeg og skriver det her. Hvad skal jeg gøre! Jeg rejser mig op og vandrer fortvivlet frem og tilbage. For nogle uger siden så jeg et afsnit af DR's dramadokumentariske serie om H.C. Andersen. Vi så ham sætte sine små gnidrede krydser i sine dagbøger, og pludselig lå det nationale digterikon og onanerede under dynen. Andre steder i programmet blev der draget paralleller mellem hans følelsesfulde forhold til jævnaldrende unge mænd og hans eventyr. Der skrives bøger om hans homoseksualitet. Det siver ud alle vegne. Hvad er det med denne Andersen og hans manglende sexliv? Det er ikke nemt at være børnebogsforfatter, man må nærlæse sine tekster omhyggeligt, inden man sender dem ud i verden. Så kommer jeg i tanker om en stak croquistegninger, som jeg lavede for 35 år siden. De ligger et eller andet sted i mit lager, og hvordan var det lige, de så ud? Var de ikke stærkt optagne af det erotiske? Og hvad med de hemmelige og meget opstemte digte, jeg skrev til min kone? I panik løber jeg ned i kælderen. Der er langt ned fra femte sal. Jeg må ned i mit erindringslager og finde alle disse ting, der kunne afsløre mine inderste og mest forbudte fantasier. Mens jeg springer ned ad trapperne, kommer jeg i tanker om andre af de store ikoner. Tintins skaber, Hergé, har lige fået en tur i forskervridemaskinen, i Anders Østergårds 'Tintin og mig', hvor Hergés personlige liv og skjulte seksuelle tilbøjeligheder endevendes. Her er både homofile forelskelser og komplicerede moderbindinger. Jeg når ned i den lange fugtige kældergang. En enlig pære oplyser den lange række af tremmedøre. Jeg bevæger mig gennem gangen og skimter inde bag tremmerne folks hengemte og glemte ting. Reoler med glas og porcelæn. Kasser med skjult indhold og et par gamle cykler. Jeg når frem til mit eget rum og fumler nervøst med nøglen i den rustne hængelås. Sidste gang havde jeg stort besvær med at få den op. Det knager i den, men den åbner sig ikke. Mellem tremmerne kan jeg se mine brede reoler med flyttekasser på række. Kasse på kasse fyldt med skitser og manuskripter. Jeg maser næsen mod tremmerne, og panikken griber mig. Køen af berømte børnebogsforfattere, der er under mistanke for lumre misgerninger, er lang. Hvordan er det for eksempel med Peter Pans skaber, Jim Barry? Har han ikke altid været mistænkt for mærkelige lyster over for børn? Han blev aldrig gift, og han havde denne mistænkelige forbindelse med sin brors børn! Jeg forsøger igen med låsen, men den sidder fast. Mine tanker vender og drejer emnet »... der var jo også Lewis Carroll og hans sære samling af halvnøgne børn og hans påståede forelskelse i den lille pige Alice ...«. Nu bliver jeg virkelig bange. Jeg vil ikke kunne gå ned ad gaden uden at møde mennesker, der har dannet sig en mening om problemet. Det vil være som at gå rundt med lynlåsen i bukserne vidt åben. »Hvad er det, du giver vores børn?«. Der er noget lurvet og lusket ved de der mænd, der omklamrer børnene med deres barnligheder. For ikke at tale om Michael Jackson på anklagebænken i Californien, anklaget for at befamle små drenge! Hvis han bliver dømt, vil vi alle komme under mistanke. Jeg rusker desperat i hængelåsen, og den bliver symbolet på mine farlige forbudte fortrængninger. Hvornår er det mig, der sidder på anklagebænken. Vi har alle været børn, og vi har alle nydt de gode fortællinger. Har vi taget skade? Har vi ubevidst mærket H.C.s problemer med onanien eller hans ulykkelige forelskelser i diverse kvinder og mænd. Det hele er jo transformeret over i de vidunderlige fabler og eventyr! Det her er mændenes problem, jeg har ikke oplevet, at en kvindelig børnebogsforfatter har fået endevendt sit private liv. Jeg tror ikke, vi kommer til at opleve en masturberende Astrid Lindgren i en dramatisering af hendes liv. Bare det at skrive det opleves som den rene blasfemi. Jeg er et menneske. Jeg skaber ud af mine erfaringer. Jeg lader min underbevidsthed skabe historier. Problemet er, at når jeg arbejder, må jeg glemme, at jeg er en voksen med skatte- og ægteskabsproblemer for at kunne trænge ned til det lag, hvor jeg stadig er barn. Hvad kommer der med af voksne problemer, som min underbevidsthed vil belemre børnene med? Hvad mener forskerne om det? Er det sundt og godt? Hele verdens børn læser H.C. Andersens eventyr, men de er skabt af en fumlende, ensom onanist! Og så var der også de der uheldige politiske medlemskaber i halvfjerdserne. Og hvad med min kone? Har hun gemt på ting, der ikke tåler dagens lys? Alt skal være i orden i disse inkvisitoriske tider. I raseri sparker jeg til låsen og den springer op med et knagende suk. Jeg åbner døren til mit pulterrum og træder andægtigt ind i min egen erindring. Her hersker den perfekte orden. Langs begge sider af rummet står brede reoler fra gulv til loft. På hylderne står flyttekasser, side ved side, med den smalle ende ud mod midtergangen. På hver kasse er der omhyggeligt noteret årstal og korte beskrivelser af indholdet. '1984 - manuskripter og skitser' eller '1972 - tegneserier' og så videre. En velbehagelig sikkerhed breder sig i mig. Nu gælder det bare om at finde alt, hvad der kunne ødelægge mit renommé, og så få det smidt væk. Det er på tide, at jeg får redigeret min egen historie. Jeg trækker en kasse ud og stiller den på gulvet. Åbner den og begynder at bladre gennem indholdet. Men der er ikke det i kassen, som der står udenpå! Jeg genkender det ikke. Det er måske slet ikke mine notater. Jeg læser på en tilfældig side og opdager, at det handler om noget, der har med mine bøger at gøre, og at det er min håndskrift. PIK står der så pludselig midt på en side. Mine sparsomme hovedhår rejser sig i rædsel. Jeg bladrer gennem manuskriptet. PIK står der på alle siderne. Det er lige så mangfoldigt som H.C. Andersens onanikrydser. Hvad skal jeg gøre? Jeg river en anden kasse ud. Den er fyldt med tegninger af nøgne mennesker. Jeg roder desperat rundt i mine kasser og hiver notater, manuskripter og skitser ud på gulvet. Hvad skal jeg gøre? Det er fuldstændig uoverskueligt med alle disse notater fyldt med latterlige skriblerier, der så let kan misforstås. Jeg ser rundt på stakkene af nussede manuskripter og tegninger. Det er mit eftermæle, der er på spil. Jeg ser for mig, hvordan flokke af dovne forskere vil rode rundt i mine vaskeriregninger og dagbogsnotater i stedet for at interessere sig for, hvad jeg har skrevet i mine bøger. Man kunne jo mene, at det da kan have nogen interesse, hvordan kunstneren levede, og hvordan det indvirkede på værkerne. Og jeg er jo ikke uenig, men jeg må fremføre, at det er påfaldende, at det altid er børnebogsforfatterne og andre kunstnere, der henvender sig til børn, som skal mistænkeliggøres og udråbes til pædofile onanister. Vi har jo alle været børn, og vi har alle læst børnebøgerne med vores åbne og friske sanser. Og vi husker alle disse værker med en varm glæde. Så hvorfor skal vi som voksne kaste os over kunstnerne, rode rundt i deres beskidte vasketøj i håb om at finde noget skjult, noget perverst, noget grimt bag denne særlige evne til at kommunikere med børn. For nylig kom det frem, at man har ledt forgæves efter Halfdan Rasmussens 'hemmeligheder'. »Det er jo fuldkommen skizofrent!«, råber jeg og rejser mig op. »Vi elsker børnelitteraturen, og samtidig mener vi, at der står perverse hjerner bag. Skal det forbydes? Vi kan da ikke have, at vores børn læser den slags, vel!«. Der bliver stille omkring mig og jeg sætter mig ned igen. Der er jo mange seriøse forskere, der beskæftiger sig med disse ting, og det er en udbredt opfattelse, at den kunstneriske proces er en terapeutisk proces for kunstneren. Efter min mening er det fuldstændig forkert. Noget må der gøres. Det kan ikke blive ved med at gå. Der skal ryddes op i det her, og børnebogsforfatterne skal befries for det ydmygende åg, det er blevet at kunne skabe kunst for børn. Denne særlige evne til at være i direkte kontakt med det barnlige i dem selv og gennem det, i direkte kontakt med børn. Hvis H.C. Andersen havde levet i dag, så var han blevet spærret inde for lang tid siden. Tænk på alle de der situationer, hvor han samlede familiernes børn omkring sig og fortalte dem sine klæbrige lumre fantasier om strømpebånd og knækflipper. Men det kan jo være, at tingene slet ikke hænger sammen på den måde, som forskerne tror det. Måske er den skabende proces helt anderledes. Måske hænger det heller ikke sammen på den måde, at en kunstnerisk proces absolut er en terapeutisk proces for kunstneren. Det er en forholdsvis ny opfattelse, at kunsten skabes ud fra kunstnerens behov for komme overens med nogle dybtliggende traumer. I mit arbejde med at uddanne animationsinstruktører på Den Danske Filmskole gør jeg meget ud af at være konkret i udviklingen af deres historier. Jeg spørger, hvad er det, du vil fortælle? Jeg spørger aldrig, hvorfor vil du fortælle? Det er efter min mening irrelevant. Man kan lære at beherske et fortællesprog, men at gå ned i underbevidstheden for at finde mystiske fortrængninger og problemer kan være direkte skadeligt for den kreative proces. Spionromanforfatteren Le Carré blev engang gjort opmærksom på, at hans bøger ofte handlede om et fader/søn-opgør, og han blev spurgt, om det var drivkraften i hans virke. »Det håber jeg aldrig, jeg finder ud af«, svarede han. De fleste kunstnere kredser omkring bestemte temaer, farver, former, landskaber og så videre, men det er ikke disse ting, der er grunden til, at de giver sig til at skabe. Det er det materiale, de skaber ud fra, det er deres grundstof, som de bruger til at forme de fortællinger, som de skaber. Man kan spørge en kunstner: »Hvad vil du?«, og man risikerer at få et temmelig uforståeligt svar, fordi det altid vil være en meget kompleks ting. Men hvis man spørger: »Hvad ønsker du, at dit publikum skal opleve?«, så vil man, for det meste, få gode og konkrete svar, i hvert fald hvis man spørger en filminstruktør eller forfatter. At skabe kunst er en helt anden proces, end den romantiske kunstneropfattelse prøver at bilde os ind. Det handler ikke om at være i en tilstand af 'åh, hvor jeg skaber kunst lige nu' eller 'jeg føler, at det er kunst, det jeg skaber'. Sådan er det ikke. Kunstnerisk virke er hårdt arbejde og dygtig beherskelse af håndværksmæssige dyder, der går langt tilbage i tiden. I heldige tilfælde skaber denne proces store og blivende værker af ufattelig skønhed, men i de fleste tilfælde skabes der noget, som er godt og berigende for vores publikum, og mere kan man vel ikke forlange. Kunstnere skal beherske et fag, og de skal være hamrende gode til det. Og det skal kunne ses, at de er gode til det. Vi vil have kunstnere, vi kan beundre for deres brillante evne til at udføre deres kunst. Vi vil selv være dygtige modtagere af kunst, vi ønsker at være i stand til at vurdere, hvor godt det er, men vi kræver også, at det skal være så godt, at vi aldrig selv ville være i stand til at skabe noget, der ligner det. Og her er vi måske inde ved kernen af problemet, for hvordan vurderer man en fortælling, der retter sig mod børn. Sproget vil være naivt og enkelt, fortællingernes plot nemt gennemskueligt for en voksen, illustrationerne er i glade farver og med let aflæselige motiver. Vi kan måske huske, hvordan det var at møde disse værker som børn, vi kan opleve, hvordan vores egne børn modtager historierne, men vi er tilskuere til oplevelsen, for bøgerne er ikke rettet mod os. Vi kan måske gennemskue tingene, hvis de er pædagogiske og belærende, for det synes vi, børnebøger skal være. Men når de pludselig taler til børnene i et for os uforståeligt kodesprog, så bliver vi nervøse. Hvad er kunstneren ude på? Vil han putte noget ind i hovedet på vores børn, som vi ikke har kontrol over? Kan det være farligt? Er det skjult propaganda? Børnene fniser henrykt over et eller andet, og vi føler os udenfor. Vi kommer aldrig tilbage til barndommes land, og det bliver vi nødt til at acceptere, men hvis vi ikke kan acceptere, at der findes kunstnere, der kan finde ned til erindringen om barndommen og bruge den til at skabe fantastiske ting til børn, så vil vi dræbe noget livsnødvendigt. Hvis vi gør disse kunstnere til forkvaklede vanskabninger, så vil vi på længere sigt forhindre dem i at skabe barndommens frie fortællinger.