De politiske aktører er godt i gang med at bringe sig i position til den forestående kamp om EU's forfatningstraktat. Meget tyder på, at striden bliver mindst lige så bitter som ved tidligere folkeafstemninger og vil udløse uoverskuelige påstande og skræmmebilleder om mulighederne for Danmarks overlevelse som nationalstat. Før debatten bliver forsimplet, kan det være nyttigt at træde et skridt tilbage og opridse de historiske udviklingslinjer, som ligger bag skabelsen af den europæiske nationalstat. Det kunne medvirke til en bedre forståelse af, hvad det er, der er ved at ske, forbehold eller ej. Nationalstaten er en moderne opfindelse, moderne i den forstand, at den har sine rødder tilbage i 1600- og 1700-tallet, i den videnskabelige revolution og oplysningstidens politiske filosofi, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved det klassiske verdensbillede og dets menneskeopfattelse. Fornuft og humanisme blev drivkræfterne bag den økonomiske og politiske udvikling i de følgende to århundreder og dannede grundlag for den tro på fremskridt og styring af verdens gang, som vi stadig lever med. Resultatet blev de to hovedstrømninger, industrialisering og demokratisering, som spillede sammen og udformede nationalstaten i løbet af det 19. og 20. århundrede. Den industrielle revolution nedbrød skridtvis det gamle landbrugssamfund, hvor den regerende klasse udgjorde en ganske lille del af befolkningen, og hvor der var en meget skarp differentiering mellem de forskellige kulturelle lag, adel, gejstlige og uddannede folk som advokater og skrivere. Det var et statisk samfund, hvor langt den største del af befolkningen var bønder, som indbyrdes var opdelt af lokalsprog og dialekter. Kultur og sprog adskilte mere end forenede specielt med hensyn til underklassen. De regerende havde ingen interesse i af fremme kulturel homogenitet som grundlag for politisk legitimitet. Industrisamfundet er derimod karakteriseret ved økonomisk vækst og stadige ændringer. Der er en udstrakt arbejdsdeling og mobilitet mellem samfundets forskellige grupper, som bevirker en høj grad af egalitet, hvor arbejde ikke primært er manuelt arbejde. Det kræver en omfattende mundtlig og skriftlig administration og kommunikation og derfor et generelt uddannelsesniveau, som forudsætter en 'national' uddannelsespyramide fra underskole til universitet. Den tjekkisk-britiske sociolog Ernest Gellner går så vidt, at han hævder, at monopolet på et generelt uddannelsessystem er mere afgørende for legitimation af magten i den industrialiserede nationalstat end monopolet på legitim voldsanvendelse. Industrialiseringen er betinget af og fremmer i sig selv en uddannelsesbaseret kultur, som har en høj grad af homogenitet, idet det ikke er slægt og fødested, som betinger den kulturelle identitet og dermed den personlige fremgang. Det er denne kultur, som det moderne menneske knytter sin politiske loyalitet til og dermed til den stat, som er den eneste agent, der kan udvikle og opretholde et egalitært uddannelsessystem. Én stat, én kultur - og omvendt, ifølge Gellner. Industrialiseringen og den økonomiske vækst er det økonomiske parameter bag dannelsen af den moderne nationalstat. Det andet parameter er den demokratiseringsproces, som blev sat i gang af de politiske revolutioner i slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det 19.. Så længe det var den regerende magt, fyrsten, som var basis for den politiske enhed, var spørgsmålet om kulturel homogenitet irrelevant. Men kravet om lige ret for loven, som lå bag revolutionerne om at blive behandlet som borger med fri ytringsret og ikke blot som lydig undersåt, indebar en trussel mod fyrsten og den herskende klasse. Og denne trussel blev større, da kravet om borgerlige rettigheder blev fulgt af krav om politiske rettigheder, om at få direkte del i magten. Staten, det vil sige statsmagten, beskyttede sig ved kun gradvist at udvide de politiske rettigheder, først til de besiddende klasser, jordejere, som kunne anses for nogenlunde loyale. Det spæde, generelle uddannelsessystem blev indpodet elementer, som opbyggede en forestilling om national enhed og loyalitet over for konge og fædreland, og kun gradvist blev valgret og valgbarhed udvidet også til underklassen, daglejere og tjenestefolk - og sidst til kvinder, idet magten jo som regel havde været koncentreret hos mænd. Det sociale proletariat, som industrialiseringen og den liberalistiske økonomi skabte i byerne, gav grobund for et muligt oprør ikke blot mod det kapitalistiske borgerskab, men mod selve staten. Marx hævdede, at arbejderne var uden fædreland, og den socialistiske appel var derfor international. Den unge nationalstats modtræk var at udvide den demokratiske borgerret til også at omfatte sociale rettigheder, og i løbet af det tyvende århundredes første halvdel lykkedes det i Vesteuropa at 'nationalisere' de socialistiske bevægelser, så revolutionen blev afværget. Med velfærdsstatens udvikling efter Anden Verdenskrig blev der, med et nationalt sundhedsvæsen og sociale sikringsordninger, dannet et fundament for nationalstaten, som tilsyneladende medførte den endelige konsolidering heraf. Det forhold, at seks lande i 1950'erne påbegyndte et tilsyneladende overnationalt samarbejde, rokkede ikke i første omgang herved. Tværtimod, kan man hævde. Forudsætningen for velfærdsstaten var økonomisk vækst og høj beskæftigelse, og Fællesmarkedet havde først og fremmest dette formål. Det blev derfor også udvidet først til ni og senere til tolv og femten lande. Det har fået den britiske politolog Alan Milward til at hævde, at EF netop reddede nationalstaten, fordi det sikrede den økonomiske vækst mod en selvødelæggende protektionisme som i 1930'erne. Hvorom alting er, så er det åbenbart, at de to helt dominerende udviklingslinjer i det 19. og 20. århundrede, industrialisering og demokratisering, har konvergeret og skabt den europæiske nationalstat, som vi kender den fra de seneste årtier. Derfor forekommer den de fleste mennesker at være politisk, økonomisk og kulturelt så velfunderet, at forslag om at afvikle den må forekomme meningsløse. Til trods for at flertallet af den nuværende herskende klasse, demokratisk valgte politikere, tillidvækkende erhvervsfolk og den akademiske elite, med stort flertal støtter tanken om at nedtone nationalstaten og lade den blive en mindre betydningsfuld del af et nyt politisk system i en europæisk union, så er der en betydelig risiko for, at et flertal af vælgerne, ikke blot i Danmark, vil vende sig herimod. Hvad er det, der sker? Hvorfor dette svælg i det ganske velstående og velprøvede demokratiske system, vi har? Dette svælg skyldes, at de to skitserede trends, de økonomiske og de politiske udviklingslinjer, ikke længere konvergerer, nærmer sig hinanden, men divergerer, fjerner sig fra hinanden. Den økonomiske trend, industrialiseringen, som tidligere skabte og styrkede nationalstaten, har nu udviklet sig til en globalisering, som ganske åbenbart svækker eller undergraver den. Gennem årtier fremviste og legitimerede nationalstaten sin magt bl.a. ved opbygningen af en industriel infrastruktur i postvæsen, vejvæsen, jernbaner, telefonselskaber, luftfartsselskaber og så videre, alt sammen kongeligt eller nationalt. Globalisering, som er foreløbig, er synonym med liberalisering, fordi der ikke er en politisk magt, som styrer eller kontrollerer den, får dem nu alle til at kollapse. Industrielle nationale flagskibe som kulminer, stålværker og skibsværfter har for længst måttet lukke. Burmeister og Wain og ØK er blevet opløst, og Mærsk Møller er i realiteten mere amerikansk/global end dansk trods den nationale positur. Der er efterhånden intet tilbage af den danske nationale stolthed repræsenteret ved andelsbevægelsens forskellige foretagender inden for landbrugssektoren. Selv nationalbankerne, som mere end noget andet var udtryk for nationalstatens monopol på økonomisk-politisk magt, er i de sidste få år blevet reduceret til regionale banktilsyn som følge af presset fra europæisering/globaliseringsbølgen. Mens det sålede ser åbenbart for enhver fra gågaden i Herning til Esplanaden i København, at nationalstatens økonomiske system undergraves af globaliseringen, så tilmed velfærdsstaten synes truet, så er det måske mindre klart, at demokratiseringstrenden trækker i modsat retning og er ved at forvrænge nationalstatens lidt ufuldkomne demokratiske system gennem demokratisme, populisme og nynationalisme. Hermed tænkes ikke på den stigende indvandring fra mere eller mindre fjerne himmelstrøg. Den er en følge af den økonomiske globalisering og er ikke del af den politiske trend. Nej, jeg tænker på den kendsgerning, at vi endnu ikke ved, hvad vi faktisk mener med demokrati, til trods for at vi tror at vide, at vi har haft det i mere end 150 år. Usikkerheden viser sig ved, at selve ordet, som er en betegnelse for et politisk system, i den grad bliver misbrugt, når det refererer til alt godt og gode gerninger som frihed og ligestilling og velfærd og menneskerettigheder, og hvad ved jeg. Demokrati har udviklet sig til at få karakter af en ideologi, fordi vi ikke har kunnet finde en afklaring af de problemer, som Platon og Aristoteles tumlede med for mere end 2.300 år siden. Det enkle, direkte demokrati (folkestyre) havde en rimelig chance i oldtidens Athen med nogle få tusinde indbyggere, hvoraf kun et mindretal var anerkendt som borgere og dermed deltagere i den politiske beslutningsproces. Som kort skitseret ovenfor blev det som politisk system i moderne tid indført og gradvist udvidet, efterhånden som nationalstaten blev konsolideret. Men da den moderne stat var større og mere heterogen end den klassiske bystat, måtte folket homogeniseres gennem skolegang med et fælles sprog, og demokratiet måtte være repræsentativt baseret på interessegrupper og politiske partier, for at beslutningsprocessen kunne blive nogenlunde effektiv. Principielt blev det derfor mere et 'folkeligt aristokrati' end et 'folkestyre' forstået på den måde, at vi antog, at vi valgte 'de bedste', aristos, som vore repræsentanter på tinge. Men demokratiseringstrenden løber videre fremhjulpet af den tekniske udvikling ganske som industrialiseringen. Mens globalisering fører til store transnationale enheder i den økonomiske kultur, er det repræsentative demokrati, det folkelige aristokrati, på vej til at blive 'atomiseret' til et direkte folkestyre med folkeafstemninger båret oppe af 'folkebevægelser', massemedier og reklameindustrien. Teknologien gør det muligt at foranstalte afstemninger og meningsmålinger blandt 'folket' uden at kalde alle borgere sammen på torvet eller lade rigets bedste mænd og kvinder mødes på tinge som repræsentanter for anskuelser eller interesser. Opfattelsen af demokrati er ved at udvikle sig fra den ideale form, som Aristoteles kaldte politieia, bystyre, til dets perverterede form, oklokrati, massestyre, som tenderer pøbelvælde. Denne tendens forvrænger nationalfølelsen, det psykologiske fundament for nationalstaten i den 'store' stat, til sin perversion, nationalisme, og virker derfor opløsende på forestillingen om den ideelle nationalstat. Den fortsatte 'demokratisering' er ikke til at bremse lige så lidt som globaliseringen, ikke så meget på grund af teknologi, men fordi den drives af ideologi. Til trods for at der kører en debat om demokrati med løbende bogudgivelser og genudgivelser, kan man ikke rejse spørgsmålet, om demokratiet vil overleve, eller hvad der måtte erstatte det på europæisk plan. Noget sådant er kættersk og landsforræderisk. Som regel misfortolkes tendensen mod demokratisme og populisme, og man hævder, at folkebevægelser og kampagner om egocentrerede spørgsmål er udtryk for en styrkelse af demokratiet, som den nyligt afsluttede magtudredning tilsyneladende gjorde. Der er forfærdende mange tegn på, at demokratiet er blevet ideologi og dermed hævet over debat. Det seneste og helt nærværende er debatten om, hvorledes skolen skal gøre os, eller rettere børnene, til demokrater. Der var engang for mange år siden, da skolen først og fremmest skulle gøre eleverne til sande, troende kristne med katekismus, bønner og salmevers. Kristendommen var samfundets basis. Dernæst blev skolen i stigende grad anvendt til at skabe nationen, skabe bønder om til danskere, franskmænd, italienere og så videre, ved indoktrinering af et fælles sprog og en fælles historie. Nationalismen blev den tids ideologi uden nødvendigvis at komme i strid med religionen. Nu er det demokratisme, der er ved at tage over, og den kan i sin mere klare form sagtens kombineres med både religion og nationalisme, således som vi her til lands har tydelige eksempler på. På globalt plan er der åbenbare og endnu mere skræmmende tegn på, at der føres ideologiske korstog i demokratiets navn. Men vé dem, der prøver at påpege eller kritisere det. De er imod menneskerettigheder og dermed tilhængere af diktatur og undertrykkelse. Demokratismen er ved at trække os ud i populisme og nynationalisme og ødelægger dermed nervesystemet i nationalstatens politiske kultur. Den økonomiske og politiske europæisering, som kommer til udtryk i Den Europæiske Union, må betragtes som et forsøg på at afværge de værste konsekvenser af nationalstatens forfald. Man er nået ganske vidt med bevidst at bruge det økonomiske samarbejde til at tæmme den liberalistiske markedsøkonomi i stedet for at give den frit løb ved blot at fjerne de nationale handelsbarrierer. Selv de inkarnerede socialister er nu ved at indse, at nationalstaten er for lille en kampplads for sådanne bestræbelser. Tilsvarende er man godt i gang med at justere uddannelsessystemet på alle niveauer, så det i højere grad europæiserer end nationaliserer børn og unge. Langt sværere bliver det at tæmme demokratiseringstrenden, fordi der er gået ideologi i den. Demokrati er et ideal, en model for et politisk system, som aldrig kan bringes til at fungere fuldkomment i virkelighedens verden. Nationalstaten blev skabt for at få den til at fungere tåleligt, og demokratiet var i hvert fald inden for denne ramme bedre end alle andre politiske systemer. Men det er mere end tvivlsomt, om den demokratiske model kan fungere direkte på europæisk plan, i hvert fald hvis man i praksis vil udforme den som en stærkt forstørret udgave af nationalstatens demokrati med præsident og parlament. Aristoteles' athenske bystat havde 50.000 indbyggere, de bedst fungerende moderne nationalstater omkring 5 millioner, men Europa har nær ved 500 millioner indbyggere. Hvis vi i Europa vil fastholde den demokratiske model, og det er der mange gode grunde til, så må det ske på nationalstatens niveau. Derfor må nationalstatens opløsning afværges og dens forfald bremses, ved at vi forholder os lige så kritisk til demokratismen som til andre ideologier i stedet for at være så skeptiske over for det demokratiske underskud i Den Europæiske Union.