Vi bygger skoler uden klasseværelser. Og kalder det en vision om fremtidens skole. Men måske er det ikke kun det gamle klasseværelse, der ryger med i farten? Kronikøren er adjungeret professor ved Danmarks Pædagogiske Institut. Klassen har været et tilhørssted og et socialt omdrejningspunkt i børns skoleliv gennem generationer. Vi forbinder den klasse, vi gik i, med vores skolegang: Jeg kom i 1. b, og der fik vi fru Mortensen i dansk og hr. Nielsen i matematik. I dag vil børn nok sige, at de fik Sigrid og Bent. Det er en tradition, som vi tager for givet, klassegruppen og klasseværelset, hvor læreren lukker døren og underviser. Der er et opgør i gang i skolen med den tradition. I stedet peges på fleksible gruppestørrelser med storgruppeundervisning for 40, 60 eller 80 børn på én gang, f.eks. ved diktat eller film, hvor det er nok med én lærer, og smågrupper, hvor børn med f.eks. samme læsedygtighed eller samme interesser samles, undervises og hjælper hinanden med arbejdsopgaverne. En økonomisk kalkule viser, at der frigøres lærertimer på den måde, så der også er plads til individuel hjælp til børn med indlæringsvanskeligheder eller sociale vanskeligheder eller vejledning til den enkelte elev om udformningen af den individuelle projektopgave. Den fleksible skole kan planlægge med fleksible gruppestørrelser. Ønsket om denne fleksible organisation begrundes meget forskelligt. Nogle peger på den økonomiske gevinst ved storgruppeundervisning. Nogle peger på fleksibilitet efter de pædagogiske mål for undervisningen, som er vanskelige for ikke at sige umulige at opnå i den traditionelle skemalægning med én klasse i ét lokale med én lærer i ét fag. Andre igen ser det som en mulighed for at indbygge specialundervisningen, det vil sige hjælpen til de usikre og fagligt svage, i den almindelige undervisning, så man undgår udskillelse fra det fælles. Det er alt sammen gode og vel endda nødvendige tiltag for at øge skolens fleksibilitet, der bestemt ikke er for stor. I 1970'erne blev der bygget åben plan-skoler, hvor væggene mellem klasserne blev fjernet. Det gav, viste det sig hurtigt, et højt støjniveau og forstyrrelser fra de andre gruppers aktiviteter. Siden har man ofret millioner på at bygge vægge i disse pædagogiske landskaber, så de gamle klasseværelser dukkede op igen. I pædagogikkens historie kan vi vende blikket bagud helt tilbage til 1700-tallet, hvor man havde indbyrdes undervisning under én lærers ledelse. Her var eleverne delt i passende grupper med en elev som hjælpelærer. Det blev faktisk indført i 1800-tallet på Grundtvigs tid som dansk skoleordning. I 1960'erne dukkede den amerikanske Trumpmetode op, opkaldt efter pædagogen Lloyd Trump. Han anbefalede storgrupper på 60-100 elever til f.eks. forelæsninger, og smågrupper på 15 elever til instruktion og undervisning. I dag kaldes det forteam teachingogså efter amerikansk forbillede. Nye er disse tanker ikke. Nogle skolefolk vil imidlertid både klasseværelset og klassegruppen til livs. De anser klassegruppen som en forældet måde at organisere børn på i en fremtidig skole. Det er denne synsmåde, der bør endevendes i den pædagogiske debat, og som forældrene bør kende og inddrages i, inden alt for mange nye skoler bygges uden klasseværelser eller gamle skoler ombygges, hvor klasseværelserne nedlægges til fordel for åbne arealer. Det nye bag dette skolesyn er samfundets og forældrenes pres på skolen om større opmærksomhed på og hensyn til den enkelte elev. Individualismen har holdt sit indtog i skolen og skubbet oplæring og opdragelse i fællesskabet til side. Den enkelte skal have plads til egne sigtepunkter og selvstændige udfoldelse. Det har der bestemt heller ikke været for meget af i skolen hidtil. Med individualismen som pejlemærke er der, mener fortalerne, ikke mere brug for klasseværelser og klassegrupper. Fortalerne findes både blandt skolefolk i kommunerne og forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet. Har de nu rigtig tænkt sig om? Man kunne frygte, at det bliver en igen-igen-historie som med åben plan-skolerne, hvor der er blevet sat vægge op til klasseværelser efter nogle års erfaringer. Klassen rummerfaktisk både pædagogiske og sociale fordele. Det er et sted, hvor børn har mulighed for at udveksle erfaringer om, hvordan man lærer, hvad man har lært sig, og hvad man tænker på. Klassen er rent ud sagt læringens byttecentral. Her kan børn lære hinanden at lære, og de kan sammen afsløre skolens bedst bevarede hemmelighed: hvordan man lærer (Det er ikke engang løgn!). Det kan også gøres i andre grupperinger end klassegruppen, men hvis de spredes og samler sig i f.eks. små og selvvalgte grupper, danner de fagligt og socialt stærke og velfunderede deres egne grupper, mens de fagligt svage så kan sætte sig hen i deres eget hjørne og i værste fald komme til at udveksle erfaringer om, hvordan man ingenting lærer, og at man ikke dur. Med individualismen som overskrift er der en risiko for, at ansvaret for det sociale fællesskab overdrages til børnegruppens forvaltning. Uden læreren som ansvarlig guide i dannelsen af kammeratgrupper (og arbejdsgrupper) vælger børn deres fæller efter dem, de kan lide og har lyst til at være sammen med. Det lyder også umiddelbart ligetil. Men princippet medfører, at nogle børn kasseres af de andre. Denne proces forvaltes af en, to eller tre dominerende børn, der som overhunde marginaliserer nogle børn, der bliver underhunde og cirkulerer rundt alene og udenfor. Det koster legelyst, videbegær og livsmod, det der samlet udgør vores selvværd. Det er tydeligt vist i en ganske ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet. I klasser uden læreren som ansvarlig guide for gruppedannelserne opretter børnene alliancefællesskaber, hvor det er godt at være, hvor man føler sig tryg og finder kammeratskaber. Men der er i hver klasse en, to eller flere, der ikke opnår tilhørsforhold til et fællesskab. De kan så cirkulere rundt om fællesskaberne, og de kommer ikke ind. Erfaringen viser, at de, der er udenfor, de prøver enten logrende at smyge sig indenfor, eller de lever som ensomme ulve uden kammerater, eller de laver i bedste fald en slags modgrupper mod det dominerende fællesskab. Modgrupperne er næsten altid netop mod de andre som en slags bandeidentitet. Når I ikke vil have os med, så er vi imod - det hele. Det ses og kendes svidende godt og tydeligt i udgrænsede indvandrergrupper. Det bliver let til en livslang oplevelse af mindreværd for de udelukkede. At være ingenting for de andres blik er ikke til at holde ud. Der skal være lærere tæt på børnene for at forhindre overhundenes regimente og til at regulere gruppedannelsen. Nogle vil måske indvende, at sådan var det da også for 10, 20 eller 30 år siden i skolen. Lærerne tog sig ikke af de marginaliserede og kammeratløse. Men vi har faktisk i dag en beslutning om at bekæmpe netop udelukkelsen ved at lave mobningskampagner i dagens skole. Skolen og forældrenevilhave plads til alle. Klasseværelset er stedet, hvor gruppen hører til. Det giver tryghed at vide, hvor man rent fysisk bor på skolen. Det gælder selvfølgelig i højere grad i de første skoleår end for de ældste elever i skolen. Hvis man ikke hører til et bestemt sted med bestemte andre børn, så bliver man desorienteret og forvirret. Det er med til at skabe identitetsforvirring: Hvor hører jeg til og, hvem er jeg? På Danmarks Pædagogiske Universitet er en gruppe i gang med at udforske disse spørgsmål i projektet 'Rum og pædagogik'. Det handler om at se på, hvordan børn og lærere indtager og bruger skolens territorium - både bygningerne og skolens udearealer. Mennesket er nemlig indrettet til at erobre territoriet og på den måde udvikle sin stedsans, så det kan svare på spørgsmål som 'hvor?'. Vi vil se på, hvor børn og voksne samler sig, gør noget ved stedet, slår sig ned, gemmer sig, finder hjørner til ro og kroge til at diskutere. Og vi vil se på, om alle får deres plads. Børn - og voksne med - er sociale væsener, som har godt af at være sammen med andre, blive anerkendt af andre. Klassen er et godt sted at lære tolerance og at anerkende de andres ret til at være der og være med. Det er det eneste sted i opvæksten, hvor man møder den store forskellighed af mennesker. Denne forskellighedens rum er stedet, hvor man kan lære demokratisk sindelag, hvor alle får deres legitime ret til at komme til orde i eget liv - uden at blive afvist eller forhånet. Hvis man opløser klassen, mistes denne mulighed, og børnene samler sig i grupper af dem, der ligner hinanden mest muligt. Og så er der nogle, som ikke ligner nogen af de andre så meget, at de bliver sluppet ind i fællesskabet. Også det siger den omtalte undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, hvor forskerne konstaterer, at mange forældre ikke vil have, at deres børn kommer slæbende hjem med hvad som helst fra klassen. Noget, der ikke ligner os. Det her er noget for lærere, pædagoger, børn og forældre at overveje. Den spanske pædagog Fernando Savater (og han er en spændende herre) siger det sådan her: »Når de ansvarlige voksne ikke udøver deres autoritet, er det ikke et broderligt anarki, der hersker, men anførerens despoti«. Demokratisk sindelag skal læres; det er ikke indbygget i os fra naturens hånd. Klassen er måske den eneste og bedste jordbund til at lære det i; netop ved sin forskellighed, som vi skal lære os at leve i og med. Det skal læres som et sindelag i de første skoleår. 12-14 procent af skolens elever modtager specialundervisning enten hele deres skolegang eller i form af støttetimer i nogle timer ugentlig. Hvis den fleksible skolevision skal holde til noget, skal den ikke mindst kunne fremvise, at flere børn lærer mere end i den traditionelle skole, og at flere børn trives blandt kammeraterne, så færre børn udelukkes af fællesskabet. Helt kontant kan det måles på, om færre elever henvises til specialundervisning, fordi den nye skolevision er mere rummelig. Hvad med at se, om der sigtes på f.eks. en halvering af henviste børn: 6-7 procent i stedet for 12-14 procent? Hvordan kan vi bygge skoler, hvor fleksibilitet, fællesskabsfølelse og opdragelse til demokratisk sindelag følges ad? Hvor individualiteten med de personlige mål for læring bliver understøttet på samme tid? Der er mange interessenter: børnene, forældrene, lærerne og pædagogerne, forskerne og arkitekterne. Hvordan skaber vi rummet - fysisk såvel som psykisk? Her er i hvert fald et udspil.