Jo, han havde forstået, hvad der var gået galt mellem den danske kvinde og den danske mand. Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti fremlagde i en radiodiskussion sin udlægning af kønsrollerne i Danmark. Først havde kvinderne knækket rygraden på manden, de havde gjort ham til et bløddyr. Og nu var de utilfredse, og så ville de have en mand, som kunne sætte dem på plads. »De vil have orientalsk dressur«, sagde Langballe. Han understregede med et grin, at det var hans kones teori, han refererede. Det var ikke noget, han selv havde fundet på. Han kommer fra et parti og en politisk front, som har hævdet, at vi er Danmark, og udlændingene skulle gøre ligesom os, hvis de vil klare sig i Danmark. Det har heddet sig, at vi er modstandere af undertrykkelse og gammeldags autoriteter. Vi er tilhængere af ligestilling og gensidighed. Danmark bliver fremstillet som et demokratisk samfund, og truslerne mod demokratiet kommer udefra. Demokrati har været brugt som den stuerene stok over for indvandrere og flygtninge: Man må ikke slå dem i hovedet med deres hudfarve og religion, men man må slå fast, at de skal være demokrater i Danmark. Og hvis ikke de er det, kan selv en folkesocialistisk leder som Villy Søvndal skrige, at de skal skride ad helvede til. Demokrati er på den måde blevet til en identitetsmarkør. Man ser Danmark i spejlet og siger: »Det er os, vi er demokrater, og vores institutioner er demokratiske. Og dem, der er imod os, er antidemokrater«. Man kan sige, at det dominerende Danmark har skudt fjender med demokratikanoner. Over for flygtninge og indvandrere har alle fra DF til SF stået og hoppet på demokrati som den ultimative værdi: De skulle lære at blive demokrater, hvis de skulle klare sig i Danmark. Men hvis man iagttager tv-drama og spillefilm eller lytter til popmusik og den offentlige debat, bliver demokrati fremstillet som en udfordring. Man taler om demokrati som et facit og en løsning, men det bliver ofte oplevet som en præmis og et problem. Det betyder ikke, at demokrati er dårligt og skal forkastes. Det betyder, at vi misforstår demokratiet, hvis vi kun forstår det som det modsatte af tyranni, undertrykkelse, fundamentalisme og fascisme. Sådan var fronten efter Anden Verdenskrig, og sådan er demokratiet blevet fremstillet i det moderne Danmark: Det er noget, man kæmper for i kampen mod antidemokratiske kræfter.
Men som regel opleves demokratiet som sin egen modstander. Den 'orientalske dressur' er ikke noget, der kommer udefra. Det er noget, der efterspørges indefra. Selv fra medlemmer af Dansk Folkeparti. Det er et dogme, at alle i Danmark skal være demokrater, men kulturelt bliver det demokratiske menneske udstillet som en latterlig skikkelse. Når Jesper Langballe ser på den danske mand efter feminismen, iagttager han et pinligt bløddyr. Men når Dansk Folkeparti & Co. taler politisk til indvandrere og flygtninge, kræver de, at de nye danskere knæler for demokratiet. Man kan sige, det udstiller Jesper Langballe som en hykler: Han kommer fra en intellektuel bevægelse, Tidehverv, der systematisk har kritiseret demokratiseringen af livsformerne, og alligevel er han med til at kræve, at nye borgere i Danmark skal underkaste sig demokratiseringen. Men i så fald er de fleste af os hyklere: Det ville være mere præcist at sige, at han afdækker en almindelig ambivalens. Vi hylder alle demokrati som værdi i tale, men oplever det som et problem i praksis. Han sætter en problematik på spidsen, som også venstreorienterede, progressive, højtuddannede, moderne og oplyste mennesker oplever. Intellektuelle hylder andres frihed, så længe den er undertrykt: Vi holder alle med demonstranterne mod diktaturerne i Ukraine, Egypten og Tunesien, når de kæmper for demokrati. Kampen for frihed frembringer det højeste i mennesket. Men når vi iagttager folks liv i friheden i Danmark, kan vi ikke holde det ud. Så klager vi over den tarvelige forbrugskultur, de grimme joggingbukser, den manglende respekt for eksperter og amatørernes almindelige tro på, at de også har ret til at vise sig frem. Det er, som om livet i frihed frembringer det laveste i mennesket. For en uge siden udtalte filminstruktøren Hella Joof således til Politiken sin træthed over det demokratiske parforhold: Hun kunne huske, hvor irriterende hun var, da hun i sine yngre år tænkte »millimeterdemokratisk«. Der var ifølge Joof »så meget skrig og skrål«, da alt skulle måles demokratisk. For selv de mest ligegyldige rutiner og vaner skal udfordres, hvis man kæmper den demokratiske totalkamp. Det demokratiske menneske tager således alting personligt. Det er så bange for, at nogen ser ned på det, at det ikke ser op til noget som helst. Det demokratiske menneske er småligt og misundeligt. Og når vi ser det demokratiske menneske på tv, er det som hovedrollen i komedier. Det er Frank Hvam i Klovn, som aldrig vil bestemme over andre, men altid vil henføre til almene regler for rigtigt og forkert. Han er så opsat på at gøre det regelret rigtige, at han bliver til en forkert karakter. Han er på den ene side så ekstrem, at ingen ser sig selv i ham, men på den anden side reflekterer han en ekstremt normal indstilling, som gør, at alle føler sig udstillet af ham. Han er det demokratiske livs klovn. Kvindefrigørelsen er den største demokratiske revolution, som har fundet og stadig finder sted. Den siger, at ingen kvinde skal finde sig i at blive underordnet mænd, bare fordi de er mænd. Men som Joof anfører i interviewet, er målet ikke at blive fri for dominans i alle sammenhænge i. Hun skelner mellem en gammel feminisme, som kræver frigørelse fra al undertrykkelse, og en ny feminisme, som sætter forskel mellem det, der skal være demokratisk, og det, der ikke skal. Som hun sagde: »Den nye feminisme giver os retten til at blive seksuelt domineret. I dag må nogen godt tage os lidt hårdt i håret - det har ellers været no go«. Noget skal være demokratisk i et parforhold, og noget skal ikke. Du skal forhandle demokratisk om ansvar, opgaver og indretningen af en fælles tilværelse. Men du skal ikke forhandle om det seksuelle; der skal du handle. Langballes pointe er den samme som Hella Joofs: Hvis man gør alting til forhandling, forsvinder handlingen ud af parforhold. Man kan tale enhver lyst ihjel. Men hvis man handler, hvor man skulle have forhandlet, er det et seksuelt overgreb. Dette problem viser sig også som to karakteristiske sider af seksualiteten i en demokratisk kultur: Den udbredte sensitivitet over for seksuelle overgreb, ulige seksuelle relationer og sexchikane på den ene side, og på den anden side det store salg af medikamenter til de mange, der tilsyneladende har mistet lysten. Det er ikke for at sige, at vi havde det bedre, dengang seksualiteten var undertrykt og vi var mindre følsomme over for seksuelle overgreb.
