0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rene ord for pengene

Sådan hedder den udstilling, Kunstindustrimuseet i dag åbner med værker af formgiveren Ole Palsby - som samtidig modtager Nationalbankens Jubilæumsfonds Hæderslegat på 100.000 kroner.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lad mig straks indrømme det: Jeg læser dødsannoncer. Det har jeg altid gjort lige fra barnsben. Efterhånden som fødselsdatoerne i dødsannoncerne med større og større hyppighed nærmer sig min egen fødselsdato, jo større grund er der til at gøre en slags status over sit liv, gøre sig sine tanker om sit eget livs hændelser og tanker om, hvad og hvor meget der endnu venter.

Derfor har arbejdet med den udstilling, der åbner i dag på Kunstindustrimuseet, i anledning af næsten 50 års liv med design, været en kærkommen mulighed for eftertanke, en katarsisk oplevelse, en slags renselse, en læggen på hylder, et katalogiserende gøremål, en oplevelse af at se sig selv udefra på godt og ondt og en erkendelse af, at det onde har været lettere at glemme til fordel for en liflig genoplevelse af alt det gode, som har været mig tildelt. En lykkens pamfilius er jeg og privilegeret ud over alle grænser, og på trods af til tider en dristig uansvarlighed, så er jeg landet uskadt - næsten.

Jeg vil gerne gøre orden.

Det må siges, at det at arbejde med dét, som interesserer mig dybest, 'formgivningskunsten' - som livgivende kilde - er et privilegium, som kun er for de få. Det har kun været muligt på grund af held. Jeg har uvist af hvilken grund været på rette sted til rette tid, eller er det mon alderens evne til at efterrationalisere og formilde omstændighederne ligesom erindringen om ens barndom med de mange varme solskinsdage og den megen sne til jul?

Formgivningen, det at give ting form - at finde form - har optaget mig hele mit liv fra det første modellervoks - de første bløde lerklumper som skulle formes og ligne fugle, som måske skulle males i de farver, som spildt olie på vandpytter har - regnbuens - åh regnbuen, den som endte i guld, den som ikke alene beskrev grundfarverne, men også de graduerede - douche - den jeg så forleden - fra oven.

Den tidlige dukketeaterverden, et fladt/tredimensionelt rum med kulisser malet af mig selv sat foran rundhorisonten, hvorpå jeg kunne lade solen stige op - og månen kunne jeg få til at vandre over nattehimlen. Og tænde stjernerne kunne jeg også. Lidt projektør foran til sol og måne, og lidt lys bagved for at få stjernerne til at glimte i de nålehuller, som jeg havde stukket i rundhorisonten.

Det var her, min formverden blev til - det reflekterende, spejlende, det gennemsigtige, det tågede, det bastante, den form, som kunne udtrykke tyngde eller lethed, bevægelse, dynamik, rytme, statik. Ting formet i det bedst egnede materiale til deres formål. Minimal konstruktion, som kunne medvirke til mindste forbrug af selve materialet og mindste forbrug af den energi, som var til min rådighed. Min formgivning flyder fra økonomi, at være økonomisk med forbrug af materialer, at være økonomisk med brug af energi, en konstant søgen efter den form, som springer heraf, ligesom urmennesket, som af simpel nødvendighed måtte søge efter den form, som krævede mindst arbejde og forbrugte færrest ressourcer.

Det var farligt at hente brænde, de vilde dyr ventede - det var træls og tungt at hente ler - det var dybt skuffende, at formen, som kom ud af bålet, var misformet eller gået sønder. Urmennesket fandt derfor de former på deres redskaber, som var bedst for deres overlevelse. De lærte sig, hvordan de kunne brænde færrest gange og få deres krukker til at forblive runde og hele, fordi de havde den rigtige form. Og formen havde også betydning for krukkens holdbarhed, dens resistens mod slag og stød, rundingerne, kuglesnittene, kurverne. Alt kunne samles i en formverden, hvis oprindelse var økonomi.

Senere opdagedes, at disse regler var med til at skabe skønhed kombineret med varighed, og varighed er bedre økonomi, og varighed består kun forenet med skønhed. Formerne fik sjæl. De levede, og disse redskaber dannede grund til en prægning - tror jeg - som blev universel, dybt forankret i den fælles kollektive bevidsthed - opbevaringskarret, kniven, skibet, klædedragten, smykkerne, møblerne og overalt arkitekturen.

Der svinger det. The universe is in the pot.

Alt har et økonomisk sigte. Økonomi kan være udsprunget af ønsket om varighed. Når ting varer, behøver de ikke erstatning på ny. Når ting ikke skal erstattes, fordi de er, så spares forbrug af materiale, forbrug af arbejdstid, forbrug af energi, og der bliver ikke så meget affald, og derfor skal der ikke bruges ressourcer til at fjerne den selvforskyldte forurening.

Denne form for økonomi er det modsatte af en ond cirkel. For at varighed varer ved, betyder det, at tings udseende, deres form og funktion til stadighed må opfylde vor oprindelige ulyst til at kaste bort. Det at vrage. Tingen erhverves i det blå, ikke for at besmykke sig med lånte fjer, ikke for at komme til at tilhøre et bestemt socialt lag. Tingen må være uplacerbar, udefinerbar, ubedømmelig i sin klasseløshed. Selve originaliteten er det attråværdige. Tingen i sig selv er det usædvanlige og enestående i al sin enkelhed og uden regelbundethed.

Derfor fantaserer jeg gerne om den utrolige skønhed, der ligger i drengebørns udvælgelse af de ting, de med særlig omhu indsamler i alene-øjeblikke til at putte ned i deres bukselommer. Det fascinerer mig altid, ud fra hvilke kriterier denne kostelige udvælgelse foregår.

Denne sten føles god i hånden. Dens form er dejlig, den er ikke ubehagelig skarp eller ru, og den har en god form i forhold til sin vægt og farve. Den kan jeg kaste langt ud i vandet og høre plumpet og se ringene i vandet. Måske finder jeg om lidt en anden sten - fladere kan være - som jeg kan slå smut med. Og høre de gentagne plask lyde, før den forsvinder i dybet. Hestekastanien føles køligt mod mine læber. Sikken en farve. Den er nyfrisk, lige kommet ud af sin formskal. Drengen bider i kastanie nr. 2. Den smager bittert. Han kaster den væk og gemmer den første til begyndelsen på sine tændstikdyr. Et tykt stykke glas, kan det bruges til brændeglas? Kan det indfange solens varme stråler og koncentrere dem ned til det lille punkt, som er en gentagelse af selve solen i et superpunktkoncentrat. Så finder han et lille stykke blankt metal. Nu kan han igen indfange solen og blinke den videre - her er jeg, uden at du kan se mig.

Drengen befinder sig i imidlertidhed. Han ved ikke, at det er æstetikkens grundpiller, han omfavner. Han ved ikke, at han har set lysets hastighed. Han ved ikke, at det er lyduniverset, han har rørt ved. Han ved ikke, at det er formuniverset, han har følt, smagt, duftet, hørt og set. Han ved ikke, det er universets voldsomme kræfter, han har fornemmet. Han tænker ikke over, at kastanien er et frø, hvorfra livet skal spire videre. Han ved ikke, at det hele hænger sammen. Han har bare puttet universet i sin bukselomme.

Min påstand er, at formgivning drejer sig om økonomi. Follow the money, som detektiverne siger, men i min verden er det af en anden karakter end den ensrettede økonomi, som breder sig over hele verden i dag. Et andet vidsyn.

Jeg tror, at den succes eller den del af verdensbilledet, som dansk design fik på et tidspunkt, og som var affødt af en form for funktionalisme, den bundede i en ideologi og en moralsk og etisk holdning til