Lad mig straks indrømme det: Jeg læser dødsannoncer. Det har jeg altid gjort lige fra barnsben. Efterhånden som fødselsdatoerne i dødsannoncerne med større og større hyppighed nærmer sig min egen fødselsdato, jo større grund er der til at gøre en slags status over sit liv, gøre sig sine tanker om sit eget livs hændelser og tanker om, hvad og hvor meget der endnu venter. Derfor har arbejdet med den udstilling, der åbner i dag på Kunstindustrimuseet, i anledning af næsten 50 års liv med design, været en kærkommen mulighed for eftertanke, en katarsisk oplevelse, en slags renselse, en læggen på hylder, et katalogiserende gøremål, en oplevelse af at se sig selv udefra på godt og ondt og en erkendelse af, at det onde har været lettere at glemme til fordel for en liflig genoplevelse af alt det gode, som har været mig tildelt. En lykkens pamfilius er jeg og privilegeret ud over alle grænser, og på trods af til tider en dristig uansvarlighed, så er jeg landet uskadt - næsten. Jeg vil gerne gøre orden. Det må siges, at det at arbejde med dét, som interesserer mig dybest, 'formgivningskunsten' - som livgivende kilde - er et privilegium, som kun er for de få. Det har kun været muligt på grund af held. Jeg har uvist af hvilken grund været på rette sted til rette tid, eller er det mon alderens evne til at efterrationalisere og formilde omstændighederne ligesom erindringen om ens barndom med de mange varme solskinsdage og den megen sne til jul? Formgivningen, det at give ting form - at finde form - har optaget mig hele mit liv fra det første modellervoks - de første bløde lerklumper som skulle formes og ligne fugle, som måske skulle males i de farver, som spildt olie på vandpytter har - regnbuens - åh regnbuen, den som endte i guld, den som ikke alene beskrev grundfarverne, men også de graduerede - douche - den jeg så forleden - fra oven. Den tidlige dukketeaterverden, et fladt/tredimensionelt rum med kulisser malet af mig selv sat foran rundhorisonten, hvorpå jeg kunne lade solen stige op - og månen kunne jeg få til at vandre over nattehimlen. Og tænde stjernerne kunne jeg også. Lidt projektør foran til sol og måne, og lidt lys bagved for at få stjernerne til at glimte i de nålehuller, som jeg havde stukket i rundhorisonten. Det var her, min formverden blev til - det reflekterende, spejlende, det gennemsigtige, det tågede, det bastante, den form, som kunne udtrykke tyngde eller lethed, bevægelse, dynamik, rytme, statik. Ting formet i det bedst egnede materiale til deres formål. Minimal konstruktion, som kunne medvirke til mindste forbrug af selve materialet og mindste forbrug af den energi, som var til min rådighed. Min formgivning flyder fra økonomi, at være økonomisk med forbrug af materialer, at være økonomisk med brug af energi, en konstant søgen efter den form, som springer heraf, ligesom urmennesket, som af simpel nødvendighed måtte søge efter den form, som krævede mindst arbejde og forbrugte færrest ressourcer. Det var farligt at hente brænde, de vilde dyr ventede - det var træls og tungt at hente ler - det var dybt skuffende, at formen, som kom ud af bålet, var misformet eller gået sønder. Urmennesket fandt derfor de former på deres redskaber, som var bedst for deres overlevelse. De lærte sig, hvordan de kunne brænde færrest gange og få deres krukker til at forblive runde og hele, fordi de havde den rigtige form. Og formen havde også betydning for krukkens holdbarhed, dens resistens mod slag og stød, rundingerne, kuglesnittene, kurverne. Alt kunne samles i en formverden, hvis oprindelse var økonomi. Senere opdagedes, at disse regler var med til at skabe skønhed kombineret med varighed, og varighed er bedre økonomi, og varighed består kun forenet med skønhed. Formerne fik sjæl. De levede, og disse redskaber dannede grund til en prægning - tror jeg - som blev universel, dybt forankret i den fælles kollektive bevidsthed - opbevaringskarret, kniven, skibet, klædedragten, smykkerne, møblerne og overalt arkitekturen. Der svinger det. The universe is in the pot. Alt har et økonomisk sigte. Økonomi kan være udsprunget af ønsket om varighed. Når ting varer, behøver de ikke erstatning på ny. Når ting ikke skal erstattes, fordi de er, så spares forbrug af materiale, forbrug af arbejdstid, forbrug af energi, og der bliver ikke så meget affald, og derfor skal der ikke bruges ressourcer til at fjerne den selvforskyldte forurening. Denne form for økonomi er det modsatte af en ond cirkel. For at varighed varer ved, betyder det, at tings udseende, deres form og funktion til stadighed må opfylde vor oprindelige ulyst til at kaste bort. Det at vrage. Tingen erhverves i det blå, ikke for at besmykke sig med lånte fjer, ikke for at komme til at tilhøre et bestemt socialt lag. Tingen må være uplacerbar, udefinerbar, ubedømmelig i sin klasseløshed. Selve originaliteten er det attråværdige. Tingen i sig selv er det usædvanlige og enestående i al sin enkelhed og uden regelbundethed. Derfor fantaserer jeg gerne om den utrolige skønhed, der ligger i drengebørns udvælgelse af de ting, de med særlig omhu indsamler i alene-øjeblikke til at putte ned i deres bukselommer. Det fascinerer mig altid, ud fra hvilke kriterier denne kostelige udvælgelse foregår. Denne sten føles god i hånden. Dens form er dejlig, den er ikke ubehagelig skarp eller ru, og den har en god form i forhold til sin vægt og farve. Den kan jeg kaste langt ud i vandet og høre plumpet og se ringene i vandet. Måske finder jeg om lidt en anden sten - fladere kan være - som jeg kan slå smut med. Og høre de gentagne plask lyde, før den forsvinder i dybet. Hestekastanien føles køligt mod mine læber. Sikken en farve. Den er nyfrisk, lige kommet ud af sin formskal. Drengen bider i kastanie nr. 2. Den smager bittert. Han kaster den væk og gemmer den første til begyndelsen på sine tændstikdyr. Et tykt stykke glas, kan det bruges til brændeglas? Kan det indfange solens varme stråler og koncentrere dem ned til det lille punkt, som er en gentagelse af selve solen i et superpunktkoncentrat. Så finder han et lille stykke blankt metal. Nu kan han igen indfange solen og blinke den videre - her er jeg, uden at du kan se mig.

Drengen befinder sig i imidlertidhed. Han ved ikke, at det er æstetikkens grundpiller, han omfavner. Han ved ikke, at han har set lysets hastighed. Han ved ikke, at det er lyduniverset, han har rørt ved. Han ved ikke, at det er formuniverset, han har følt, smagt, duftet, hørt og set. Han ved ikke, det er universets voldsomme kræfter, han har fornemmet. Han tænker ikke over, at kastanien er et frø, hvorfra livet skal spire videre. Han ved ikke, at det hele hænger sammen. Han har bare puttet universet i sin bukselomme. Min påstand er, at formgivning drejer sig om økonomi. Follow the money, som detektiverne siger, men i min verden er det af en anden karakter end den ensrettede økonomi, som breder sig over hele verden i dag. Et andet vidsyn. Jeg tror, at den succes eller den del af verdensbilledet, som dansk design fik på et tidspunkt, og som var affødt af en form for funktionalisme, den bundede i en ideologi og en moralsk og etisk holdning til tingene, der skrider i dag. Og det falder meget godt i tråd med, hvad det almindelige verdensbillede er: Det skrider overalt, og det kommer så til at give sig udtryk i, hvordan produkterne kommer til at se ud. Produkter, der alt for ofte har denne indbyggede forældelse i sig. Hoveddrivkraften i den nuværende økonomi er produktforældelse. Uden forældelse intet incitament til nyanskaffelse. Industrien tilbageholder med forsæt oplysninger om nyvundne produktforbedringer, og disse nye 'produkter' frigøres nu successivt 'med forbedring' for at opnå maksimal forældelse. Jo flere gange et produkt på en produktstige forældes, jo flere gange er der mulighed for forældelse i tempi. Altså ikke fra det nuværende produktstade til det ypperste - nej, det venter vi lidt med. Det er der flere penge i. Den forøger ophobningen af affald til et kvælningsstade og fylder de fås lommer med mønt, de, som har viden om, hvad der kommer. En anden drivkraft er 'forvirring'. Ved at forvirre eller utydeliggøre prisbilledet kan forbrugeren manipuleres uendeligt. Chancen for at vælge forkert forøges, og et forkert valg følges af et nyt valg, idet det forrige valg nu er et forældet produkt, som igen bliver henkastet på affaldsbunken. Forbedring af produkter slippes kun ud på markedet i det tempo, som en indbygget, beregnet forældelse tillader. Inden for informationsteknologien gøres det muligt at tæppebombe forbrugeren. Vi har det svært med at vælge, hvad vi vil - frit. En lille narreløgn eller morsomhed. Manipulering af billedet er muligt. Det er ikke sandt, hvad vi ser. Tro ikke dine egne øjne. Det er kun et bedrag for at få dig til at købe igen eller på ny. Fremtiden afhænger helt og holdent af forbrugernes adfærd, de har magten, kapitalen bukker og tilpasser sig altid. Det er fra forbrugeren, at fremtidsændringen kan komme. Jo før des bedre for hele menneskehedens skyld, men kommer den sent, er det et spørgsmål om selve menneskehedens overlevelse. Hvad er så ansporingen - med på moden, måske få en højere social status, eller hvad er det, der får dig til at købe? Det er derfor, min lille historie om drengenes bukselommer kan vække til eftertanke. For handlingen er helt uden beregning, uden opdragelse - uden moralske betragtninger, uden etiske hensyn. Den er fri for andet end lyst, løsrevet fra enhver markedsøkonomi. Den er oprindelig. Verdensøkonomien er i selvsving, men det svinger ikke. Der er en trøstesløs udsigt. Vor mad og drikke kommer fra vor fælles jord, og skønt der intet er til hinder for, at der skulle være nok til alle, er det langtfra tilfældet. Dette fænomen er fuldstændig meningsløst. Jorden kan sørge for os alle. Det er et spørgsmål om fordeling og oplysning. At dette ikke løses, er en af menneskehedens mest fornedrende skamfulde gerninger. Imidlertid har jeg en utopi, og det er ikke et godt tilbud, det er et kærligt ønske og en opfordring til formgivere og forbrugere. Tænk på, at den, der formgiver, 'er' det som formgives, det, der forbruges, 'er' forbrugeren. Begge handlinger er politiske. Det drejer sig om dit barnebarns fremtid. Der er voldsomme modsætninger i gang lige nu. På den ene side kan man betragte den generelle situation. Der er og vil blive materialeknaphed, når store områder i verden bare skal have mad, rent vand og medicin samt transportmidler (jeg tænker naturligvis på de store fattige, befolkningsrige dele af verden). På den anden side har vi her i den industrialiserede verden en syndflod af ting, som er mere eller mindre ubrugelige, unyttige og unødvendige. Selv så simple ting som de redskaber, vi omgiver os med til daglig, som jeg jo nok synes burde have en funktion, går i den forkerte retning. Tingene bliver ubrugelige og bliver til objekter, som folk omgiver sig med og tror, de derved får en identitet af. Her dyrker vi overfloden, mens de i resten af verden ikke har de basale nødvendigheder. En ændring herpå kommer. Godt design eller formgivning eller det at gøre sig umage kan være med til, at en positiv ændring vil komme, en bred verdensomspændende erkendelse af, hvad godt design er. Selve ordet design har en meget odiøs klang, og jeg tænker tit på, hvorfra dette dårlige ry kommer. Igen og igen ender jeg i økonomiske betragtninger, grundlæggende er den almindelige og alt for rigtige opfattelse nemlig, at når noget er designet, er det dyrere end noget, der ikke er designet. Dette er i sig selv et rent paradoks, for det veldesignede er produkter, der er skabt ved dybtgående analyse og med det sigte at skabe et produkt, som er ærligt, bedre og billigere. Det burde i hvert fald være sigtet, til forbrugerens bedste, ikke af altruistiske grunde, men af simple forretningsmæssige grunde. Så hvorfor skulle producenterne overhovedet være interesseret i, at design per se omgives af en air af kostbarhed? Der er en iboende modsætning i designproducenternes prispolitik, de tror, at når design påføres som sminke, kan produkterne flyttes over i, hvad jeg vil kalde designatmosfæren, så kan sminken, som er billig, gøre varen dyrere. Produkterne sælges på falske præmisser. Det er det modsatte af, hvad en ægte designindsats kan medføre, nemlig et bedre og billigere produkt. Ofte er det imidlertid sådan, at den besparelse, som opnås ved selve designindsatsen, scores undervejs, den opsluges i leddene på vej til forbrugeren. Tesen er denne: Ved tænksomhed og umage og forskning kunne produkterne være blevet billigere for forbrugeren, men det bliver de bare ikke. Gevinsten sluges undervejs, og dette lader sig gøre, fordi prisbilledet er taget. Hvad koster et pund kaffe? Hvad som helst! Godt design er billigere.