Onsdag 12. september samles Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission i Nuuk/Godthåb til sit sidste møde. Arbejdet vil da være færdiggjort.

Igennem de tre år, kommissionen har arbejdet, er det blevet til 12 møder – ud over en lang række udvalgsmøder under kommissionen, som består af landstingspolitikere og folketingspolitikere – en fra hvert parti. Selvstyrekommissionen blev 21. juni 2004 nedsat og udpeget af landsstyreformand Hans Enoksen og statsminister Anders Fogh Rasmussen med dette kommissorium: »... at sikre størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab«. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at dette formål ikke er blevet opfyldt, og det er årsagen til, at vi som det eneste parti vil stå uden for kommissionens indstilling. Vi beklager dette, for det ville have været det rigtige, om samtlige delegerede kunne stå sammen om at give Grønland selvstyre, så det var en smertelig beslutning for mit parti, da vi her for ganske nylig valgte at stå af og i stedet formulere en mindretalsudtalelse. Når kommissoriet ikke er blevet opfyldt, skyldes det måske, at man generelt fra grønlandsk side har haft øjnene stift rettet mod at forberede Grønlands selvstændighed – således forstået, at selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed. Dansk Folkeparti har ikke budt denne dagsorden velkommen og i forløbet til tider været utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som strider mod kommissoriets ånd og bogstav. Måske er løbet dog endnu ikke kørt. Vi har nemlig stadig det håb, at den kommende tids offentlige debat samt de drøftelser, der nu på baggrund af kommissionsindstillingen indledes mellem landsstyret og regeringen, vil medføre, at netop de punkter – hovedsagelig af økonomisk art – der betyder, at vi ikke kan tiltræde kommissionsindstillingen, vil blive taget op til fornyet drøftelse og efterfølgende blive korrigeret på en sådan måde, at vi til sin tid vil kunne stemme for loven om Grønlands Selvstyre – og på den måde sikre, at det fra dansk side vil være et enigt folketing, der vedtager en selvstyrelov for Grønland. Kimen til problemerne blev givet lagt, da regeringen og landsstyret udstak kommissionens arbejdsform. Her blev kommissionen delt i to arbejdsgrupper: stats- og folkeretsgruppen samt erhvervs- og økonomigruppen. Fra dansk side sad i den første gruppe Venstre, de radikale og Enhedslisten, i den anden Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative samt SF. Ved en gruppes afrapportering til den samlede kommission var det stort set umuligt for de partier, der ikke var repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som allerede – og ofte under store besværligheder – havde været drøftet, og hvor man ofte havde måttet indgå kompromiser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side. Ud over møderne i de to arbejdsgrupper har man så haft særmøder i henholdsvis den samlede danske delegation og i den samlede grønlandske delegation. Dette har givet karakter af, at det var to lande, der forhandlede med hinanden – hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske holdninger, der findes ikke mindst i den danske delegation. Men da der således alligevel blev tale om to holdninger over for hinanden – en grønlandsk og en dansk – er det vor opfattelse, at det eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem landsstyret og regeringen – hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af forhandlingerne. Ansvaret for, at det blev, som det blev, ligger alene hos regeringen og landsstyret. Disse to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden. Som nævnt har en stor del af den grønlandske delegation haft øjnene stift rettet mod egentlig selvstændighed for Grønland. DF har ikke kunnet tiltræde den dagsorden, da vi er af den opfattelse, at en egentlig grønlandsk statsdannelse ikke tjener nogens interesser. Vi er tilhængere af rigsfællesskabet og ser det gerne fortsat. Der er så utrolig meget, der binder danskere og grønlændere sammen – historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt – at det for begge parter efter 300 års tæt samhørighed vil være en historisk katastrofe at bryde båndene. Det bør i den forbindelse nævnes, at det er vor opfattelse, at enkelte af de grønlandske politikere, uden megen sans for historie og tradition, i de seneste år ved hjælp af urimelige verbale angreb på Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk – en barriere, som ikke generelt afspejler grønlandsk sind og sjæl, og som derfor heldigvis ikke har vundet gehør i det grønlandske folks flertal. Her er kærligheden til Danmark, til det danske folk og det kongelige hus – og dermed til rigsfællesskabet – usvækket. Ved tilsidesættelse af historiske fakta samt ved fremhævelse af realitetsløse drømmerier er det igennem en årrække lykkedes disse enkelte politikere at skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere som et selvstændigt land – altså et land, der fører egen udenrigspolitik med ambassader i andre lande samt på egen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver. Ydermere har man hævdet det realistisk, at Grønland på egen hånd som en selvstændig nation vil kunne forestå retshåndhævelsen af et demokratisk velfærdssamfund, herunder at oprette og drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner, der vil kunne varetage mellemlange og videregående uddannelser samt at etablere og drive et fuldt udbygget social- og sundhedsvæsen. Det er vor opfattelse, at et så slet uddannet samfund som det grønlandske med sine blot 50.000 indbyggere – et indbyggertal som i Vordingborg Kommune, men uligt mere spredt – ikke vil være i stand til at løfte denne kolossale opgave med så omfattende og krævende opgaver på en måde, som det naturligt vil blive krævet i en moderne vestlig verden og med de udfordringer, den moderne vestlige verden naturligt stiller. Vi mener, at selv om der ad åre skulle tilflyde Grønland umådelige olierigdomme, ville denne rigdom i sig selv ikke kunne råde bod på de faglige og uddannelsesmæssige mangler. Samtidig ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at skulle der ved Grønland vise sig store forekomster af olie, er det bestemt ikke givet, at denne olie om 15-20 år vil have nogen som helst værdi. Den teknologiske udvikling i udforskning af alternative energiformer er nemlig hurtigt fremadskridende. Ihærdigt og effektivt arbejdes der internationalt på klimaforbedringer, og det er derfor ikke usandsynligt, at man om en snes år vil have fundet langt billigere og renere energiformer, der gør olie overflødig – og dermed værdiløs. Vi finder således, at grønlandsk selvstændighed, alene baseret på håb om selvbårenhed som følge af store oliefund, bør give anledning til stor utryghed i det grønlandske folk. Mens vi således ser meget positivt på vidtgående grønlandsk selvstyre, kan vi ikke anbefale at Grønland bliver et selvstændigt land. Hvis det en dag skulle lykkes de grønlandske politikere at få trukket Grønland ud af rigsfællesskabet, vil det gøre Grønland til en sårbar deltager i den internationale sikkerhedspolitik. Dansk Folkeparti vil dog – såfremt det grønlandske folk efter vedtagelse i Landstinget og efter en folkeafstemning efter de principper, der i dag gælder ved valg til Landstinget og Folketinget, beslutter sig til selvstændighed – ikke modsætte sig en sådan beslutning. Vi vil i en sådan situation derimod bidrage positivt til, at overgangen fra selvstyre til selvstændighed kommer til at foregå i en venskabelig ånd samt ordentligt, værdigt og redeligt. Helt afgørende for vor beslutning har dog været de økonomiske forhold. Ud over, pris- og lønreguleret, at fastlåse det nuværende bloktilskud på 3.202,1 million kroner, hvilket vi ikke mener, det er rimeligt at binde fremtidige Folketing på, understøtter de økonomiske beslutninger, at Grønland allerede under det kommende selvstyre overdrages ejendomsretten til Grønlands undergrund, og at råstofindtægter i Grønland alene tilfalder selvstyret. Samtidig vil staten, efter at statens tilskud er nedsat til 0 kroner, ikke længere få del i eventuelle indtægter fra indvinding af grønlandske råstoffer. I forbindelse med det fastlåste bloktilskud forekommer det os særlig urimeligt, at selv i tilfælde af grønlandsk vækst, som ikke har med råstoffer at gøre – eksempelvis som følge af en øget produktion – vil bloktilskuddet stadig forblive uændret. Det er vor opfattelse, at der i forbindelse med Grønlands overgang til selvstyre, så længe statsmidler er i spil, bør sikres en langt mere effektiv kontrol med den grønlandske forvaltning af offentlige midler. Den indlysende model ville være, at Statsrevisorerne og Rigsrevisorerne bliver berettiget til at revidere selvstyret og forvaltningen på samme måde, som danske myndigheder er undergivet revision. Den grønlandske uvilje over for denne løsning undrer, idet det er en effektiv måde at beskytte sit samfund på mod uønsket korruption og misbrug af offentlige midler. I kommissionsindstillingen hedder det: »Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre«. Det har forbavset os, at øvrige medlemmer af den danske delegation har kunnet acceptere dette forhold omkring ejendomsretten, og således klart ikke har handlet i overensstemmelse med Danmarks interesser. Det burde nemlig være evident, at Danmarks riges undergrund som en selvfølge tilhører Danmarks rige, og at alle borgere i rigsfællesskabet får del i de værdier, der måtte findes i undergrunden. Sådan forholder det sig jo allerede, når det gælder de værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund samt i forhold til de værdier, som skabes af danske borgere – og som solidarisk, år efter år, videregives, så de også kommer Grønland til gode. Sådan har det altid været: Enorme subsidier blev forud for hjemmestyret overført fra Danmark til Grønland i årene mellem 1953 og 1979, hvor de grønlandske kommuner opnåede fuld udligning i forhold til danske kommuner. Også i årene frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes store subsidier fra staten til Grønland. I alle årene, som det fremgår af DIIS-rapporten fra 2007, ’Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54’, har Danmark på intet tidspunkt i historien profiteret på Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forholdet mellem koloniherre og koloni. Danmark har derimod til stadighed – uegennyttigt og ihærdigt – arbejdet på, år efter år, at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene af den grund ville det være etisk uantageligt, om Danmark ikke, i tilfælde af umådelige råstofindtægter fra den grønlandske undergrund, skulle få andel i værdierne. Fra grønlandsk side har der i forbindelse med diskussionerne i Selvstyrekommissionen ofte været henvist til den beslutning, regeringen Schlüter i sin tid tog i forbindelse med råstofområdet på Færøerne. Det er dog vor opfattelse, at Færøerne ikke kan sammenlignes med Grønland. Det gælder selvbårenhed, det gælder uddannelsesniveauet, og det gælder de generelle økonomiske forhold. Yderligere er det vor holdning, at man bør lære af historien – og ikke mindst af historiens fejltagelser. Således finder vi, at den daværende statsminister Poul Schlüter ved sin egenrådige beslutning begik en historisk fejl, da han på den måde, det skete på – og uden foregående samfundsdebat – disponerede med rigets undergrund. Dispositionen blev dengang, med god grund, efterfølgende bredt kritiseret i den danske offentlighed. Dansk Folkeparti ønsker ikke at være medvirkende til at begå en lignende historisk fejl. Vi agter i det hele taget ikke at tilskynde til, eller medvirke til, at indskrænke det danske rige, og vi vil ingensinde medvirke til at overdrage statens ejendomsret til dele af det danske rige. Kun i tilfælde af at det grønlandske folk har besluttet, at man ønsker selvstændighed, vil vi som nævnt være parate til at overdrage højhedsret og ejendomsret til dette nye, selvstændige Grønland. På baggrund af disse nævnte reservationer, er det derfor Dansk Folkepartis hensigt at anbefale Folketinget og Landstinget at afvise ’Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre’, idet vi samtidig opfordrer regeringen til at indlede forhandlinger med Landsstyret om en ændret formulering af det økonomiske afsnit, hvilket vil kunne være i hele rigsfællesskabets interesse.