Jeg havde prøvet igennem et halvt år at få et interview med ham. Nu havde Tony endelig sagt ja til, at vi kunne mødes på La Puebla, en mexicansk restaurant i et farverigt, men noget slidt kvarter i Chicago, tæt på den bar, hvor han efter en honorable discharge fra hæren havde fået arbejde som dørmand. Da jeg lander i O’Hare-lufthavnen, ringer min mobiltelefon. En sprukken stemme spørger, om vi ikke kan udsætte mødet. Det kan jeg ikke overskue, idet jeg har booket fly hjem til New York samme aften. Da jeg møder ham på restauranten, kan jeg både se og høre, at Tony – som klamrer sig til sin Corona-øl – lider af en ordentlig bagskid. Tony Lagouranis er den sprogofficer fra Irak, som virkelig har lettet på låget om afhøringsmetoder. I foråret 2007 udgav han bogen ’Fear Up Harsh’, som er en udførlig skildring af en ung mand, der mister sig selv under afhøringerne af irakiske fanger i Abu Ghraib og Mosul. Tony Lagouranis studerede græsk og hebræisk og rejste for sjov i Mellemøsten uden retning på sit liv. Så gik han ind i hæren for at lære arabisk. Det var før 11. september 2001. Han havde stort set de samme følelser den dag som de fleste andre, nemlig at man måtte gå i kamp mod terroristerne. Da han i begyndelsen af 2004 sidder i sin Humvee på vej gennem ørknen med maskinpistolen i skødet, er han lige så dedikeret som alle andre med hensyn til det erklærede mål, nemlig at skabe et sikkert og demokratisk Irak. Det bliver en lang nats rejse mod dag. For Tony har bragt sin samvittighed med til Irak og gør sig tanker om det, som han bliver sat til af de overordnede. Når han står i containeren med en fange, der har en hætte over hovedet, mens heavy metal-musikken brager løs, og han lader den gøende hund springe frem mod fangen, der i timevis har stået fladt på fødderne med bøjede knæ, så væmmes han ved sig selv, ikke mindst fordi han samtidig tager sig i at nyde denne totale magt over et andet menneske. »Jeg kunne få tanken, når fangen hverken var til at hugge eller stikke i, at jeg kunne hugge fingrene af ham. Hvorfor ikke? Jeg var blevet presset uge efter uge til at gå hårdere og hårdere til disse skiderikker, så hvorfor slå bremserne i? Hvorfor skulle jeg have den mindste sympati for dem, når de græd over smerterne i kroppen og adskillelsen fra deres kære? Hvem ville bekymre sig, hvis jeg skar fingrene af? Hele dette sted var jo sindssygt«. Jeg ser med medfølelse på Tony og opdager i samme øjeblik, at er der noget, han ikke kan klare, er det sympati. Snarere virker han skuffet over, at regeringen ikke har rejst krigsretssag mod ham, efter at han er stået frem, og han liver op, da han beretter om, hvordan to Navy Seals har truet med at slå ham ihjel. Frem fra skjorteåbningen trækker han alarmen, som hele tiden gør ham i stand til at tilkalde politiet. Lige siden jeg i begyndelsen af 1980’erne sammen med Erik Stephensen lavede filmen ’Din nabos søn’ om almindelige unge græske mænds forvandling til torturbødler, har det slået mig, hvordan det er gennem bødlernes fortælling, at vi bedst forstår det grænseoverskridende element i tortur. Det er, som om vi ikke rigtig gider høre på ofrene, men har langt nemmere ved at identificere os med det frygtelige tab af uskyld, som sker, når mennesker, der betragter sig selv som humane, overskrider grænsen og går ind i den zone, som man ellers så bekvemt har reserveret for umennesker. I virkeligheden gælder det samme nok for et samfund. På mine rejser gennem et år i USA slog det mig, hvordan de siddende magthavere totalt havde undladt at indregne dette uskyldstab i deres afgørende beslutninger, da de umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001 besluttede at lukke et gammelt spøgelse ud af skabet. Det er professor Karen J. Greenberg, der bruger dette udtryk, da jeg sidder på hendes kontor på University of New York: »Det er et spøgelse, der altid ligger på lur og er parat til at komme ud af skabet. Det skal fjernes hurtigst muligt, før dets destruktive virkninger bliver for omfattende. Der sættes nemlig spørgsmålstegn ved hele det amerikanske eksperiment, når dette ultimative tabu bliver en del af geografien. Men vi skal vide, at torturen altid ligger lige neden under loven og venter på at se lyset i denne dans mellem det gode og det onde«. Det var vicepræsident Dick Cheney, der efter 11. september på tv erklærede, at USA nu havde brug for at »skrue op for den mørke side«. I en blanding af skam over, at man ikke efterretningsmæssigt havde forhindret terrorangrebet med over 3.000 tabte menneskeliv, og en frygt for, at nye angreb var på vej, greb han og Bush ned i den middelalderlige værktøjskasse og genoplivede afhøringsmetoder som waterboarding, der går tilbage til den spanske inkvisition. Men hvordan gennemfører man sådan noget i et samfund, som normalt regner sig for et af de mest demokratiske og humane i verden? Et samfund, som hvert år lader sit udenrigsministerium give andre lande udførlig karakterbog med hensyn til, hvordan de forvalter menneskerettigheder. Først og fremmest handler det om, at Bushregeringen på samme tid både var en fange af og i stand til at udnytte chok-effekten, da tvillingetårnene styrtede i grus. Joseph Magulies, der er advokat for fanger i Guantánamo, har anvendt udtrykket spatial disorientation som metafor for regeringens reaktion. Det handler om den katastrofetilstand, som en pilot kan befinde sig i, og hvor man handler per instinkt i stedet for at følge instrumenterne. Følgerne er næsten altid fatale. I stedet for følge det moralske kompas, der var udviklet gennem hele den amerikanske nations historie, og hvor man i stigende grad havde krævet førertrøjen med hensyn til at overholde menneskerettigheder, fulgte Bush, Cheney og Rumsfeld deres urgamle cowboyinstinkter for at redde nationen og deres job. Med Marguliesord: »De har klamret sig til deres valg med en overbevisning, som grænser til arrogance – selv når de er helt galt på den og længe efter at det kan retfærdiggøres. De ligner de piloter, der lider af spatial disorientation, og som styrter mod jorden totalt overbevist om rigtigheden af deres handlinger«. Det er også af betydning, hvordan populærkulturen virker sammen med magthaverne i bearbejdningen af borgernes værdiskred. I årene op til 11. september viste de amerikanske tv-kanaler meget sjældent torturscener i prime time. I tiden efter kunne seerne årligt overvære omkring 100 af den slags scener og meget ofte i en handling, hvor det var helte som udførte torturen for at redde menneskeliv. Specielt i serien ’24 Timer’ måtte hovedpersonen Jack Bauer igen og igen for at redde sit land ofre de gamle principper og torturere mistænkte for at finde frem til den tikkende bombe. Til trods for at den offentlige ånd måske nok var redebon, foregik mange af regeringens handlinger i det skjulte. Nok ønskede Bush, Cheney og Rumsfeld at vise handlekraft, men samtidig var de bange for at komme i strid med lovgivningen med risiko for en dag at ende for en rigs- eller krigsret. Derfor prøvede de sideløbende desperat at skabe et retligt grundlag for deres handlinger. Først efter at de fatale billeder fra Abu Ghraib kom frem i 2004, gik det for alvor op for den amerikanske offentlighed, hvad Bush-regeringen havde haft gang i. Ved hjælp af pres fra menneskeretsorganisationer, der tidligere havde råbt forgæves op, og ihærdige kongresmedlemmer, der var rystede over at se disse angreb på fundamentale værdier, lykkedes det for folk som professor Karen J. Greenberg at samle et kæmpemateriale, der dokumenterede, hvad der var sket i magtens og militærets korridorer. Det blev til bogen ’The Torture Papers’, der er næsten ti centimeter tyk. Det begyndte med, at regeringens jurister betegnede Geneve-konventionen som forældet. Dernæst udarbejdede de en definition af tortur, som var den snævrest tænkelige, idet kraftig smerte »skal være på et niveau, der normalt vil være knyttet til død, organsvigt og anden alvorlig beskadigelse af legemet for at kunne betegnes som tortur«. CIA’s tidligere øverste juridiske chef, Jeoffrey Smith, som jeg talte med i Washington DC, erklærede, at han først ikke troede sine egne øjne, da han læste disse ord, og at han derpå fik kvalme ved tanken om, hvad det betød for USA’s anseelse i verden. Med hensyn til udmøntningen af de mange juridiske formuleringer kender vi kun toppen af isbjerget. For præsident Bush og hans folk har forsøgt at hemmeligholde så meget som muligt, og når der var fare for offentliggørelse af beviser, er de ofte blevet ødelagt som f. eks. to afgørende båndoptagelser. Men meget står på papiret. F.eks. de afhøringsmetoder, som forsvarsminister Rumsfeld personlig godkendte for hæren i december 2002. Det drejede sig om • Stressende stillinger • Isolation i 30 dage • Sanseberøvelse ved hjælp af lys og lyd og hætter • Kulde og varme og dårlige lugte i cellen • Afklædning • Spillen på fobier, som angsten for hunde og religiøse tabuer Det sidste gav sig blandt andet udtryk i, at en kvindelig forhørsleder befamlede fangerne og smurte – hvad de måtte tro var menstruationsblod – i hovedet på dem, fordi hun hentede den røde farve frem fra sine bukser. Det beskriver sprogofficer Erik Saar i en bog fra sin tid på Guantánamo. Saar fortæller, hvordan den afhørte til sidst lå sammenkrøbet på gulvet og skreg. Selv gik han i brusebad og forsøgte grædende at vaske skammen af sig. Jeg mødte Erik Saar på en Starbucks syd for Washington. Over kaffen sagde han: »Det værste er, at det på sin vis var inden for reglerne. Vi misbrugte vores overfladiske kendskab til den arabiske muslimske kultur til disse overgreb, men efter min mening var det helt nyttesløst. Disse folk blev blot mere overbeviste om deres egen sags fortræffelighed og vores hykleri omkring menneskerettigheder. Disse krænkelser af religionen skabte grobund for ekstremisme hos dem, vi kæmpede imod, og underminerede vores egne værdier«. Erik viser mig billeder af familien. Han blev gift efter sit ophold i lejren og har nu en lille dreng: »Da jeg besluttede mig for at tale ud om mine oplevelser, var det også for engang at kunne se min søn i øjnene, hvis han skulle spørge, hvad jeg lavede i krigen mod terror«. Professor Greenberg bladrer i sin tykke bog om torturen og viser mig stedet på side 236, hvor Donald Rumsfeld i hånden har skrevet: »Jeg står i otte-ti timer om dagen. Hvorfor må de kun stå i fire timer?« Hun smiler og siger: »Det har ellers været et bedrøveligt emne at beskæftige sig med. Reaktionen på 11. september var et tegn på, at vi som folk ikke stolede nok på os selv og vores værdier. Det er nemt at pege fingre ad præsidenten og hans folk – som udviste det forkerte lederskab – men vi har alle en form for medskyld i, at det kunne ske. Det tog alt for lang tid, før vi vågnede op og erkendte, at det var vores mest basale værdier i retssamfundet, som var på spil. The rule of law«. Endelig ser det ud til, at man ikke kan skjule torturen for omverdenen ved at kalde det enhanced interrogations. At renditions med outsourcing af torturen til de værste regimer i verden er en alt for høj pris for oplysninger af tvivlsom værdi. At hemmelige fængsler og kidnapninger leder tanken direkte hen på Gestapos Nacht und Nebel-aktioner. At man gennem ordkløveri og gradbøjning af det absolutte forbud mod tortur har mistet det moralske overtag, som er helt afgørende, når egne soldater skal i kamp, og når andre lande skal overtales til at indgå i koalitioner. Som hovedpersonen i min kommende film ’Enmandshæren’, Manfred Nowak, der er FN’s særlige rapportør om tortur, udtrykker det, da vi står og kigger over mod Frihedsgudinden: »Det fortvivlende er, at de mest barske regimer og de frygteligste despoter nu henviser til USA, når jeg kommer ud for at finde deres bødler og inspicere deres fængsler«. Heldigvis ser det ud til, at et flertal i Kongressen har erkendt det samme. Men der et godt stykke vej igen, før de mange mennesker og organisationer, der kæmper mod torturen, kan slappe af. Ja, læren er vel, at der altid er grund til at være på vagt – også i lande, som kalder sig demokratier. Tony Lagouranis har selv lidt af kraftige angstanfald siden tiden i Irak. Han rejser sig fra bordet og siger med en træt stemme: »Jeg skal hjem og have et bad, inden jeg skal på job. Men lad nu være med at fremstille mig som en, man skal have ondt af. Det er ikke mig, der er ofret. Min psykolog prøvede at få mig til opgive min skyldfølelse, men det nægtede jeg og sagde til hende, at hvis det ikke er ondt at tortere hjælpeløse fanger, så er din definition af, hvad der er ondt, uden mening. Jeg har ved Gud aldrig været et perfekt menneske, men jeg har aldrig fejlet så meget, som jeg gjorde i Irak«. Mennesker begår fejl. Nationer begår fejl. Det handler om modet til at erkende det og få stoppet spøgelset ind i skabet igen.