0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Poetisk elevator

Danskfaget bevæger sig væk fra sproget som oplevelse, mod et kulturanalytisk fag. Kronikøren har som nybagt cand.mag. rejst fra litteraturstudiernes tyndere luftlag gennem gymnasiets temalæsning til genopdagelsen af de indre billeder i 5. klasse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For et år siden tog jeg en elevator ned igennem det danske uddannelsessystem.

Som cand.mag. i dansk og fransk med speciale om den nulevende danske digter Simon Grotrian befandt jeg mig ved begyndelsen absolut i de tyndere luftlag. Mine studier havde bl.a. ført mig frem til så alvorlige spørgsmål, som hvordan det religiøse kan opstå midt i en moderne digtning, der ofte handler mest om sprog. Et spørgsmål, Simon Grotrian havde besvaret med følgende tvetydige billede:

Pennen rummer ordene der nagler os til briksen og et lodret hav hvis sætninger står op.




På den ene side er ordene bare nogle sorte kruseduller, der 'nagler' sætningerne til det hvide papir. Men på den anden side er det netop ordene, der får os til at forestille os de mærkværdigste ting, »et lodret hav« f.eks. Sådan 'opstår' sætningerne i en vis forstand hvert sekund, vi forestiller os noget ved dem.

Men man kan ikke leve af at levere forestillinger til dansk poesi. Så jeg vendte mig væk fra poesiens højder og styrtede mig ned i det prosaiske undervisningssystems dybder.

Efter endt uddannelse søgte jeg nemlig job i gymnasieskolen. Jeg glædede mig til at læse poesi med mine elever, og jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan faget dansk egentlig havde det andre steder i uddannelsessystemet end på universitetet.

Det havde det tilsyneladende godt. For jeg stødte som det første ind i en massiv mur af aldeles ikke pensioneringsvillige gymnasielærere fra de såkaldte 'store' årgange. De skulle åbenbart lige have gymnasiereformen med, og da den i sig selv gav anledning til ansættelsesstop, var - og er - der ikke udsigt til job i den sektor foreløbig. Alligevel lykkedes det at få et enkelt vikariat på et gymnasium i det nordlige København op under neglene. Det gav en smule erfaring og et nyt perspektiv på, hvad en gymnasielærer kan være for noget.

Gymnasiet var bygget til den nye reform, og man følte sig nærmest som ansat i en moderne it-virksomhed, når man trådte ind ad døren. Lærerne arbejdede sammen i teams og udarbejdede fælles retningslinjer for undervisningen, som udmøntede sig i inspirerende, tværfaglige temaer med flotte navne, såsom 'Metropol', 'Det amerikanske valg' og 'Utopia'.

Alt i alt tiltag, som styrede lige præcis mod at opfylde gymnasiereformens krav om, at danskundervisningen ikke blot skal give elever et indblik i sprog og litteratur, men også »muligheder for at orientere sig i et moderne, demokratisk« og - ikke mindst! - »globalt orienteret samfund«. En gymnasielærer var i denne sammenhæng ikke længere nogen støvet original med rygsækken fuld af bøger, men derimod en global vidensarbejder med den bærbare i skrårem over skulderen.

Alt dette ændrede dog ikke på, at klasseværelserne var fyldt til randen med 28 (i dag sågar 30) elever, hvoraf halvdelen tilsyneladende var lige så meget i tvivl om, hvorfor de var der, som folk var i min egen gymnasietid. Efter kort tid hengav de sig tyggegummityggende til SMS-beskedernes hyggelige knitren. Dertil kom, at arbejdet med at få reformens krav om tværfaglighed til at fungere i praksis betød et utal af møder, som modsat for den privatansatte i it-firmaet ikke ligefrem udmøntede sig i mere løn eller flere afspadseringstimer. Det blev sent på natten, før jeg nåede til at rette det utal af stavefejl, som blomsten af Danmarks ungdom slæber rundt på, selv om de går på et fremtidssikret gymnasium.

Men jeg var jo kommet for at undervise i poesi. Og hvad kunne være bedre end et tema om metropoler til dét formål? Storbyen sætter jo virkelig strøm på de danske poeter. Den får Emil Bønnelycke til at skrive om »kaos, der klinger mangfoldigt og hvileløst længe«, og Tom Kristensen til at vride vores øjne af led med sine »skingrende Glasklangs-Caféer«. Den vækker Tove Ditlevsens 'Blinkende lygter' og banker med sit »neonhjerte« i Michael Strunges 'Electri-city'.

Værre så det ud med det efterfølgende tema: 'Det amerikanske valg'. Det var svært at gøre poetisk. Heldigvis hørte mit vikariat op, før det tema nåede at blive min virkelighed. Til gengæld rykkede jeg videre til næste stop på min tur ned gennem uddannelsessystemet.

Da der ikke var flere syge dansk- eller fransklærere i gymnasierne på Sjælland det år, blev jeg nemlig ansat på en privatskole - endnu en gang i det nordlige København. Her startede jeg med at undervise de ældste klasser, men fik siden også timer på mellemtrinnet og begyndte nu at kunne danne mig et indtryk af, hvordan danskundervisningen former sig for elever helt ned til 10-års alderen.

I første omgang var det dog et spørgsmål om overhovedet at kunne komme til at undervise.

Som bebrillet intellektuel med faglige ambitioner blev mit møde med eleverne, især de pubertære i 7. og 8. klasse, således langtfra smertefrit. Den evindelige hang til at lukke sig inde bag elektroniske mediers høretelefoner ophidsede mig vildt i min kulturradikale forestilling om, at vi ved fælles samtale om moderne og ældre litteratur skulle blive bedre fortolkere af verden. Samtidig var det frustrerende at mærke, at næsten uanset hvilket emne man bragte på banen i de ældste klasser, blev det efter kort tid forkastet som irrelevant og formålsløst.

Tvivlrådigheden om, hvorvidt det var mig eller dem, der var noget galt med, var stor. Jeg valgte dog at tro på det første.

For det første fordi det stod klart fra første dag, at de unge er omgivet af en utrolig uro. Der, hvor jeg indtog en plads, havde der som regel været ikke bare en eller to, men helt op til seks-syv dansklærere. Som vikar var jeg selve symptomet på det fænomen, at skolelærere, ligesom resten af den danske arbejdsstyrke, i stadig stigende grad skifter ansættelsessted og søger nye græsgange, med løsansættelser og vikariater til følge.

Når jeg trådte ind i klassen, var det tillidsforhold, som er hele forudsætningen for, at der overhovedet kan videregives noget fra lærer til elev, altså på forhånd stedt i tvivl. En tvivl, som ikke blev mindre af, at mange af eleverne selv - af forskellige årsager, deriblandt mobning og ønske om mere faglighed og færre pædagogiske (værdi)programmer - havde skiftet skole et par gange undervejs. Lægger man dertil en skoledag, som for de fleste starter før kl. 8 og slutter efter 16, var der måske alligevel en forklaring på, at de unge absolut skulle vikle sig ind i høretelefoner, så snart der blev mulighed for det. Musikken fra mp3-afspilleren var ganske enkelt en tilflugt til et privat rum i en institutionaliseret hverdag, hvor voksnes tilbud om kvalificeret samvær gang på gang veg tilbage for samme voksnes kvalificerede karriereskift.

Men det sociale var ikke den eneste grund til, at min tvivl om, hvorvidt det var eleverne eller mig, der var noget i vejen med, måtte komme eleverne til gode. For hvad der var værre, var, at fa