Den danske udlændingepolitik omtales næsten konsekvent af politikere på begge fløje som særdeles stram.
VKO vil gå til valg på, at de bedst er i stand til at garantere fortsættelsen af denne politik, mens S og SF vil forsikre vælgerne om, at der ikke bliver lempet på 24-års regel og tilknytningskrav, hvis de får adgang til ministerbilerne. Det er ikke mere end nogle måneder siden, at Helle Thorning-Schmidt udtalte, at det danske EU-forbehold vedrørende retspolitikken skal bevares, i det mindste hvad angår udlændingepolitikken, så Danmark selv tager beslutninger på dette område. Udtalelsen er fuldt forståelig, eftersom den seneste måling på området viser, at 59 procent af vælgerne ønsker 24-års regel og tilknytningskrav opretholdt (tallet offentliggjort af altinget.dk 21.2.). Men hvad nu hvis virkeligheden er en anden? Sæt nu EU allerede bestemmer den danske udlændingepolitik, hvad angår familiesammenføringsområdet? Det område, som 24-års regel og tilknytningskrav var rettet imod? Og tænk nu, hvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i praksis underminerer den danske flygtningepolitik? Lad os videre forestille os, at fjernelsen af det såkaldte de facto-begreb i 2002 ikke længere gælder. (Det var de facto-begrebet, der åbnede op for den massive tilstrømning af mennesker fra tredjeverdenslande fra 1983 til 2001).
