Der skete intet. Mere nøjagtigt skete der det, at Intet skete. Det varede heller ikke ret længe. Mere nøjagtigt varede det så længe som det på cykel tager at komme susende ned ad bakken ved Humlebæk Kirke og ud gennem den lille klat skov neden for bakken. Altså mindre end et halvt minut. Selve stedet for begivenheden var både vigtigt og uvigtigt. Uvigtigt fordi den foregik indeni mit eget hoved og for så vidt kunne have fundet sted alle mulige andre steder. Vigtigt fordi begivenheden indtraf på netop genstandene i dette landskab. Selv om begivenheden foregik inde i hovedet på mig var den ikke genstandsløs. Og den var heller ikke løsrevet fra landskabet omkring mig. Dette landskab blev dens genstand eller bedre: genstandene i den. Jeg var 15 år og har lige siden husket det sted som det var for mig i nøjagtig det halve minut, hvor Intet skete. Det var i begyndelsen af maj. Klokken var lidt i to og forårssolen høj og intens. På det tidspunkt boede vi i Nivå og jeg gik i skole i Helsingør. Når vejret var godt cyklede jeg undertiden hele vejen frem og tilbage på Strandvejen. Den dag havde vi fået fri en time før, endda fra en tysktime. I klassen hørte jeg til blandt de uinteresserede og altid uforberedte. Da var tysk i tredje mellem en særlig plage. En anspændt dukken sig for at undgå at komme op, mens minutterne dårligt nok ville snegle sig fremad på uret. Allerede det, at tysklæreren ikke dukkede op til sidste time den dag og rektor i stedet gav os fri, var i sig selv nok til at gøre mig helt let om hjertet. Med en fornemmelse af frydefuld frihed som pludselig gave begyndte jeg at suse hjemad mod Nivå på min cykel. Et langt pedalridt gennem Snekkersten, Skotterup, Espergærde. Hurtigere og hurtigere i det dejlige vejr. Opad mod Humlebæk Kirke. Da jeg var yngre cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle på denne måde var først og fremmest en slags kropslig sindsstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i et. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhånden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop - eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv. Et for langsomt tempo ville ikke på samme måde opsluge sindet i kroppens arbejdende mørke. Det ville også afstedkomme en mere uregelmæssig rytme. Et for hurtigt tempo, hvor man anspændte sig til det yderste, ville også være ødelæggende. For det første fordi man netop anspændte sig og sindet, for det andet fordi man kun kan sprinte på denne måde over korte stræk. Det rette tempo var ikke blot hurtigt, men tillige jævnt og sejt. Det drejede sig om stayer-kørsel, som det hedder i cykelsproget. Ikke om sprint. Og jeg tror ikke, disse erfaringer er særlig usædvanlige. Jeg tror mange har prøvet at cykle på denne måde, måske uden at tænke nærmere over det. Jeg tager ikke i betænkning at kalde denne hverdagslige oplevelse for en slags mystisk erfaring. En tilnærmelse til erfaringen af at Intet sker. Den normale bevidsthedsaktivitet dør hen. I den forstand kan man måske tale om en slags bevidsthedsdød. Men man er jo hverken uopmærksom eller bevidstløs. Tværtimod er man dybt koncentreret. Blot er sindstilstanden smeltet rytmisk sammen med kropstilstanden. Man kan ikke mere tale om den som noget for sig. Man er gået op i den store stemplen omkring et indre mørke. Der er Intet for. Der er Intet bag. Man erfarer på en måde Intet. Men det er svært at tale om, for det er netop ikke noget. I puberteten havde den slags psykomotoriske tilstande i øvrigt en vis terapeutisk betydning for mig. Når noget gjorde mig rigtig ked af det, kunne jeg tage min cykel og jage langt op i Nordsjælland på den. Så cyklede jeg mig ud af mine sjælelige myoser. På den måde kom jeg den pågældende majdag cyklende op mod Humlebæk Kirke ad Strandvejen fra Helsingør. Ikke ked af det. Tværtimod med lettelsen over at være blevet fri fra tysk bag mig og det strålende vejr omkring mig. Da jeg kom op på bakken, afbrød jeg kørerytmen og rejste hovedet for at køre friløb ned ad den anden side. I det øjeblik skete det. Jeg blev revet ud af min indre opslugthed - og abrupt kastet ud i en voldsomt potenseret tilstand af lys og salig henrykkelse. Som om en hel masse diger brast inde i mit hoved på en gang og afstedkom en øjeblikkelig indre oversvømmelse: Jublende fred over alle bredder. Henrykkelse, ekstase er her ord med et håndfast indhold. Jeg blev bogstaveligt rykket ud af en tilstand og hen i en anden og højere, uden nogen overgang. På samme måde får de gamle, religiøse kerneord der melder sig ('lys', 'salighed', 'jubel', 'fred'), i denne forbindelse en bundløs betydning, som for mig langt overskrider den normaltsproglige. Det var lys i mig. Og lys omkring mig. Over al forstand og hinsides ethvert sprog. De ord, jeg tvinges til at bruge, har for mine øren også en fæl klang af noget patetisk og sakralt. Sådan var det bare slet ikke. Det var helt hverdagsligt, men potenseret til det enorme. Jeg så på min cykel ikke andet end det, andre mennesker også ville have set. Men jeg så det med hjerneblæsende styrke. I det øjeblik, jeg på toppen af bakken holdt op med at træde og løftede hovedet, så jeg ned i en slugt af helt nyudsprungen grønhed, som filtrerede det stærke sollys. En overvældende enhed, solplettet og bevægelig, af lys og grønt, grønt og atter grønt. Lyssilende grønt overalt. Det var det ydre, umiddelbare antændingspunkt, dér på toppen af bakken. Jeg kan tyve år efter se billedet for mig i alle detaljer. Det hele gik så hurtigt og føltes samtidig som uendelig lang tid. Jeg susede fortsat på min cykel i frihjul ned gennem dette billede. Og jeg begyndte sikkert som sædvanlig at træde an igen ved foden af bakken på det sidste stykke ud gennem den lille klat træer til det åbne land. Men på denne strækning opnåede jeg at blive fuldstændig et med den lysende, grønne verden omkring mig, selv om sproget også svigter her. Nok var det nemlig ligesom at være forenet med alt hinsides tiden. Men samtidig var det ikke andet end træerne dér, lyset dér, mig på cyklen hér i fuld fart. Og det var også det, der var så fænomenalt. En fuldstændig tilstedeværelse i en verden som ikke var andet og betød andet end det, den var, og det den betød ved at være nøjagtig hvad den var. Tingene var til, jeg var til midt mellem dem, som en af dem. Og vi var samtidig en del af det samme. Jeg stod ikke overfor verden, som et subjekt overfor et objekt. Udover dette - Intet. Det var Intet, der skete. Jeg har aldrig før eller siden været så lykkelig. Selv om jeg senere har haft enkelte oplevelser af tilsvarende art, har de ikke været så afgørende og fuldstændige som denne første. Jeg kunne godt fortsætte med at beskrive oplevelsen. Men jeg tror ikke, jeg vil komme ret meget længere med det. Jeg vil komme ud i en stribe paradokser og selvophævende udsagn. Og hvad det mere håndfaste angår vil det stadig ikke lyde som meget mere end et usædvanligt henrykkende syn på en dejlig forårsdag. Længere rækker sproget ikke. Det er oceaner fra mig på cykelen. Men man kan overveje, hvordan man skal tyde en begivenhed af denne art. Den er langtfra enestående. Mange andre har været ude for noget lignende. Nogle for noget endnu mere voldsomt. Tværs gennem historiens forskellige kultur- og samfundsformer fortæller en hel mystisk litteratur om den slags erfaringer i forskellige varianter. De er en empirisk kendsgerning. Erfaringer af hvad? Jeg har antydningsvis talt om erfaringen af Intet. Om samoplevelse af væren og Intet: Det hele er Intet, og Intet er. Andre har for deres vedkommende tydet oplevelser af tilsyneladende tilsvarende art som indsigt i universet, en kosmisk orden, gud. Det er jeg ude af stand til for mit vedkommende. Oplevelser af denne og lignende art har måske nok gjort mig klogere på mig selv og verden. Men ikke på den måde, at jeg har kunnet bruge dem til at udlede noget om evige love i universet og lignende. Snarere tværtimod. Jeg har som sagt kun kunnet få øje på Intet. Erfaringer af den art er alt andet end okkulte, ikke engang hallucinatoriske, om end den klassiske mystikerlitteratur også kan berette om sære syner. Den slags oplevelser, jeg har haft adgang til, har på en gang været grænsesprængende og vandklart ædruelige. For mig har turen ned ad Humlebæk Kirkebakke og senere oplevelser først og fremmest været en håndgribelig og uafviselig demonstration af det værendes, derunder min egen fænomenale sådanhed. Og af at det er muligt, som en nåde, at få umiddelbar adgang til denne sådanhed. De menneskelige oplevelsesmuligheder og -evner er langt mere omfattende end man aner til daglig. I tilstande af særlig beredthed får man så fat i en flig af dem. Og man kommer ud i områder, ingen psykologi eller hjerneforskning kan forklare endnu. Jeg var beredt den dag. Den lettede fred over at være blevet fri for endnu en tysktime med klamme hænder og min specielle cykelyoga havde åbnet mig. Jeg er enig i den marxistiske religionskritik, der i religionen som institution i samfundet, som verdens- og livsanskuelse, som trossystem og antagelse af højere magter og lignende kun ser mystifikationer, tågebanker til indhylning af de materielle forhold, himmelsk ideologi over den jordiske elendighed. Men jeg tror samtidig religionen nedenunder institutionaliseringen og overtroen har ernæret sig ved gedigne menneskelige gennembrud til sådanne ellers lukkede oplevelsesområder og forsøgene på at tyde dem. I den forstand må man for min skyld gerne kalde en oplevelse, som den jeg her har fortalt lidt om, for 'religiøs'. Det siger mig bare ingenting. Man kan så spørge, hvilke konsekvenser den egentlig har. Hvad skal man stille op med sådan noget midt i en verden af økonomisk krise og arbejdsløshed, kapitalistisk udbytning og imperialistisk undertrykkelse? Jeg læste for nylig en arbejdspladsroman af en svensk arbejderforfatter. Han havde det med om søndagen at gå ud i naturen og opleve sig som et træ. Den slags oplevelser havde han det svært med, når han om mandagen vendte tilbage til sine kammerater og klassekampen på fabrikken. Jeg har det i denne sammenhæng lidt lige sådan. Udover nogle lidt fade, men oprigtigt mente almindeligheder om udvidet agtpågivenhed overfor for fantastiske ved, at verden eksisterer midt i al elendigheden, synes jeg det er svært at drage nogen som helst praktiske konsekvenser for mit eget vedkommende. Derimod har begivenheden på kirkebakken haft stor personlig betydning for mig. Det er som at have gået hele verden rundt og så stå på nøjagtig samme sted, som man startede, og hilse på menneskene omkring sig. Blot ved de ikke, at man siden sidst har været verden rundt. Da jeg kom ud af skoven nedenfor bakken hørte oplevelsen brat op. Jeg fortsatte umiddelbart på min cykel som om intet var sket, om end noget ør og forvirret. Ved Sletten tog jeg omvejen ned ad Den gamle Strandvej. Først dernede mærkede jeg, at jeg havde det varmt og at benene rystede lidt under mig. Jeg stod af cyklen, tog sweateren af og trak de sidste tre kilometer cyklen hjem i skjorteærmer gennem den sollyse majdag.