Der er nu en million designstuderende i Kina, fortæller han stolt, og det projicerede billede bag ham slår det fast med store bogstaver. Vi er til international konference for designuddannelse og -forskning i Denver, Colorado, og vi lytter til dagens keynote speaker, professor Min Wang fra Beijing. Professor Wang fortæller, at de mange nye kinesiske designuddannelser ikke er baseret på, hvad han kalder en old art school model. Han viser os billeder af nogle studieprojekter, så vi kan se, hvad de så går ud på: Vi ser et billede af en papmodel af et tårn, mens han siger, at dette studenterprojekt vil befri verden helt fra forurening.
Hvilke egenskaber tårnet har, der giver løfter om så imponerende en virkning, hører vi ikke om. Men det er næppe tårnets form. Vi ser en serie billeder af studerende, der sætter gule og røde Post-it-sedler med påskrevne ord op på væggene i deres arbejdsrum. Imens fortæller professor Wang om design-thinking. Vi ser nogle slides med diagrammer, studerende har lavet i arbejdet med at opfinde nye forretningsideer. Det ser troværdigt ud, at uddannelserne ikke er baseret på nogen old art school model – eller nogen anden art school model for den sags skyld – for kunstneriske og formmæssige spørgsmål synes at fylde meget lidt. Det ser ud til, at disse nye uddannelser arbejder med at illustrere tekniske og merkantile opfindelser frem for at studere den enhed af indhold og udtryk, som er kunstens væsen og genstand. I kølvandet på Kinas økonomiske vækst er kinesisk designuddannelse ekspanderet og nytænkt, og Kina har ladet sig rådgive bl.a. af finsk designuddannelse, som også har undergået omfattende ændringer gennem de sidste 10 år. Kinesisk designuddannelse ser ikke sig selv som på nogen måde ’bagefter’. De ser sig selv som værende foran de fleste i Vesten, og faktisk er det designbegreb, professor Wang taler om, et, der fra flere sider foreslås indført også i dansk designuddannelse. I den danske designdebat er det bl.a. blevet kaldt ’det udvidede designbegreb’. Det ’udvidede’ designbegreb forstår ved design ikke form og formgivning, men en proces eller ligefrem en metode, der med stor kreativ kraft kan rettes mod og løse problemer af enhver art. Fortalere for denne idé har i Danmark f.eks. nævnt landets skattesystem som en oplagt opgave for det nye designbegreb. Intet problem er for stort eller fjernt fra formgivning til at kunne løses med design. Særligt når talen falder på innovation og økonomisk vækst, er forventningerne til det udvidede designbegreb store. Men begreber har det ligesom beholdere for luftarter: Hvis de udvides, fortyndes indholdet. Denne Kronik forklarer, hvorfor udvidelsen af designbegrebet reelt er dets opløsning, og viser, hvordan den opløsning kan være kontraproduktiv i forhold til vækst og innovation. Lad os begynde med at spørge, hvorfor det lige er finsk designuddannelse, Kina har lagt sig efter? Historien om finsk designs store satsning og ekspansion begynder med eventyret om gummistøvlefabrikken Nokia, der for 10-15 år siden med sine første veldesignede mobiltelefoner erobrede meget store andele af det hastigt voksende internationale marked for disse dengang nye apparater. Alle skulle have telefoner. Salget steg eksponentielt. Nye modeller kom til flere gange årligt. Og Nokia førte an.
