Hvornår kan en dansk statsborger overdrages til retsforfølgelse i et andet EU-land? Retsforsker Preben Wilhjelm undrer sig over, så let det fremover bliver at få udleveret en dansker. Især hvis Folketinget godkender Den europæiske arrestordre. Det har hidtil været et selvfølgeligt og karakteristisk træk ved en natio- nalstat, at den beskyttede sine borgere mod andre stater. Hvad angår eksempelvis udlevering til strafforfølgning i andre lande, siger den gældende lov kort og godt, at en dansk statsborger ikke kan udleveres - og det ganske uanset, hvor grov kriminalitet der er mistanke om, og hvor velunderbygget mistanken synes at være. (Der er en meget snæver undtagelse for andre nordiske lande, som er begrundet i det nære retsfællesskab, ensartede retsgarantier, strafferammer m.v.). 11. september skabte et forståeligt pres på myndighederne for så vidt muligt at beskytte deres befolkning mod terror. Også den danske SR-regering var under pres, ikke mindst fra den borgerlige opposition. Nyrup måtte »vise handlekraft« og lovede et udspil inden to måneder. 31. oktober fremlagde regeringen sin antiterrorpakke - dagen efter besluttede Nyrup at udskrive valg, og pakken druknede i en pærevælling af ventelister, efterløn, udlændinge og barselsorlov. Heller ikke efter at den nye regering i december genfremsatte antiterrorpakken praktisk taget uændret, har den fået den offentlige opmærksomhed, den kunne fortjene. Især i betragtning af at der samlet er tale om en ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkelte borgers retssikkerhed, som er mere vidtgående end summen af alle de ændringer, som er foretaget, siden den danske retsstat blev grundlagt med retsplejereformen i 1919 (jf. Politikens Kronik 9.11.01). Et led i pakken var nogle overordentlig drastiske ændringer af udleveringsloven. Danske statsborgere skulle efter forslaget kunne udleveres til strafforfølgning i et hvilket som helst andet land, mest vidtgående til andre EU-lande, og vel at mærke ikke kun på mistanke om terrorvirksomhed, men helt ned på forholdsvis banale lovovertrædelser som hærværk og tyveri. Det er næppe for meget sagt, at panikken efter 11. september blev forsøgt udnyttet til at gennemføre overstatslige beføjelser på retsområdet, som EU længe havde lagt op til, men som hidtil kun havde fundet støtte blandt højrefløjens lov og orden-populister og overbeviste EU-føderalister. Såvel Frank Jensen som senere Lene Espersen understregede dog i deres fremlæggelse som noget væsentligt, at udlevering kun kunne ske, hvis mistanken gjaldt et forhold, som også er strafbart i Danmark. Udlevering til et EU-land krævede, at den pågældende lovovertrædelse herhjemme kan straffes med fængsel i mere end fire år. Kun hvis den pågældende i de seneste to år har haft bopæl i det land, hvor lov- overtrædelsen er begået, kan der ske udlevering i de mere banale sager, hvor den danske strafferamme blot skal være fængsel i mindst seks måneder. Alt dette er nu historie. 10. april fremsatte justitsminister Lene Espersen i foreløbig ubemærkethed forslag om, at Folketinget skal godkende EU's afgørelse om 'Den europæiske arrestordre'. Selv om man ville have forsvoret det muligt, vil det forslag, ministeren lægger op til at få vedtaget inden udgangen af denne måned, medføre udleveringsregler, som er langt mere vidtgående end det oprindelige danske forslag. (For at kunne referere til gældende lov og det oprindelige forslag vil jeg, ligesom også ministeren gør, tillade mig fortsat at anvende begrebet 'udlevering', selv om EU insisterer på, at det nu skal kal- des 'overgivelse'. Det lyder mere, som om det blot er en flytning fra den ene politikreds til den anden - og det er vel også meningen): Der er ikke længere tale om, at der åbnes mulighed for, at danske statsborgere under visse forudsætninger kan udleveres. De skal udleveres. Afgørelsen »fastlægger i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være forpligtede til at udlevere en lovovertræder til en anden medlemsstat« (bemærkningerne s. 3). Det er ikke længere et krav, at der er tale om et forhold, som også er strafbart i Danmark. Når det gælder de forhold, der er medtaget på det, som justitsministeren kalder EU's politivliste, »gælder derimod ikke noget krav om dobbelt strafbarhed for disse forbrydelser, dvs. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i den anmodede medlemsstat«. (S. 3 ibid.). Kravet i det oprindelige forslag om en dansk strafferamme på mere end fire års fængsel (eller mindst to års bopæl i det pågældende land) forsvinder derfor også helt. Nu kræves kun, at der i det land, som kræver danskeren udleveret, kan idømmes frihedsstraf på 12 måneder (s. 14 ibid.). For handlinger, der ikke er opført på EU's positivliste, kræver udleveringen fortsat, at handlingen er strafbar i hjemlandet, men »der lægges op til en fleksibel anvendelse af kravet om dobbelt strafbarhed«. (S. 7 ibid.). Om udleveringsbegæringen bygger på en rimeligt begrundet mistanke til den danske statsborger, som kræves udleveret, må danske myndigheder ikke forholde sig til: »ligesom det heller ikke vil være muligt at afslå en udleveringsbegæring under henvisning til, at anmodningen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag«. (S. 3n, 17n ibid.). Udlevering til et EU-land må ikke længere afslås, med den begrundelse at det drejer sig om en politisk handling, som ikke er strafbar i Danmark (s. 18 ibid.). Det vil ikke længere være tilladt at afslå en udleveringsbegæring af humanitære grunde (s. 19ø, EU-afgørelsen artikel 18). Det er selvsagt ret afgørende, hvilke handlinger en dansk statsborger skal være mistænkt for for at blive udleveret, og i hvilket omfang disse handlinger ikke er strafbare herhjemme, men omfattet af EU's positivliste. Justitsministeren betegner det som »alvorlige forbrydelser« og vælger udelukkende eksempler, som enhver vil anse for alvorlige. Desuden foretrækker hun eksempler, hvor det ikke er en dansk statsborger, der skal udleveres, men omvendt en udlænding, som Danmark kan kræve udleveret for en forbrydelse begået her i landet. Hvor alvorlige forbrydelser der er tale om, kan diskuteres. Positivlisten omfatter ikke mindre end 32 kategorier og begrænser sig ikke til terrorisme, menneskehandel, gidseltagning, manddrab, voldtægt, brandstiftelse, narkohandel, skibs- og flykapring og sabotage. Den medtager også f.eks. hvidvaskning af penge, racisme og fremmedhad, deltagelse i en kriminel organisation, bedrageri, ulovlig handel med antikviteter og kunstgenstande, med hormonpræparater og psykotrope stoffer, og med stjålne motorkøretøjer, desuden organiseret tyveri og efterligning og fremstilling af piratudgaver. At kravet om dobbelt strafbarhed er bortfaldet, slår justitsministeren hen med en bemærkning om, at de forhold, der er optaget på positivlisten, jo jævnt hen også er strafbare i Danmark. Det forekommer at være en lemfældig omgang med de kategorier, som opregnes på listen. Har Justitsministeriet mon undersøgt, om alle EU-lande har samme definitioner, fortolkninger og retspraksis, når det gælder eksempelvis bedrageri, ulovlig handel eller efterligninger? For ikke at tale om så diffuse begreber som 'racisme', 'fremmedhad', 'psykotrope stoffer' eller 'kriminel organisation'? I så fald har hun forholdt Folketinget resultatet af en sådan nærmere analyse. Blot for at tage et konkret eksempel: I bl.a. Tyskland er det strafbar racisme at hævde, at gaskamre ikke har eksisteret, og at holocaust ikke har fundet sted. I Danmark har vi ikke fundet det hensigtsmæssigt at strafforfølge galninge, som påstår noget sådant. De stempler sig selv. Og det er i det hele taget et skråplan at lade straffeloven afgøre, hvad der er historisk sandt eller ej. Nu forpligtes vi til at udlevere en dansker, der har udbredt sådanne historische Lüge i Tyskland, til strafforfølgning efter tysk ret. Om vi også skal udlevere idioten, hvis han har skrevet det i en dansk publikation, og et eksemplar af denne dukker op i Tyskland, er et interessant, men uoplyst spørgmål. Justitsministerens fremlæggelse er i det hele taget kemisk renset for de utallige kontroversielle situationer, en fælles 'arrestordre' kan give anledning til. Det er heller ikke ligefrem nøgternhed, der præger fremlæggelsen. Sammenfattende præsenteres forslaget som en bestræbelse på at »forenkle og effektivisere, således at en person, der har begået en alvorlig forbrydelse, hurtigere kan udleveres«. Man skal ikke have en doktorgrad i tekstanalyse for i disse få ord at finde ikke mindre end fire manipulationer: Et forslag, som omfatter en præambel med 13 punkter (plus underpunkter), 28 detaljerede artikler og en positivliste med 32 mere eller mindre diffuse gerningskategorier, og som ialt fylder ca. 20 gange så meget som vores nuværende udleveringslov, præsenteres med de positivt værdiladede ord 'forenkling' og 'effektivisering'. Ministeren bruger udtrykket »en person, der har begået «, hvor der højst er dækning for »en person, der mistænkes for «, og som altså efter alle civiliserede retsprincipper skal anses for uskyldig, til det modsatte er bevist. Med udtrykket 'har begået' fritager ministeren samtidig sig selv for at forholde sig til den hårrejsende bestemmelse om, at danske myndigheder ikke må afslå udlevering, selv om man finder mistanken aldeles ukvalificeret. Ministeren bruger udtrykket 'alvorlig forbrydelse', til trods for at forsla- get omfatter helt banale lovovertrædelser, jf. ovenfor. Og ministeren siger kan udleveres, hvor det nye i forslaget faktisk er, at den pågældende danske statsborger skal udleveres. For slet ikke at tale om, hvad sammenfatningen fortier, herunder det principielt helt afgørende nye, at kravet om strafbarhed i hjemlandet er solgt ud. Meget tyder i øvrigt på, at det er gået voldsomt hurtigt i Justitsministeriet. Et eksempel er kriterierne for udlevering til straffuldbyrdelse, altså til afsoning i udlandet. Hvilket i øvrigt også er nyt i forhold til det oprindelige forslag. Her har vi, og formentlig også de øvrige EU-lande, i 1957 undertegnet en europæisk konvention, hvorefter udlevering til straffuldbyrdelse kræver, at den pågældende lovovertrædelse har en strafferamme på et år i det land, som begærer udlevering, og at den idømte frihedsstraf er på mindst fire måneder. Her har bestræbelsen på forenkling og effektivisering resulteret i, at 'Den europæiske arrestordre' kun opretholder det ene krav. I justitsministerens fremlæggelse kan man læse (s. 7), »at det for så vidt angår straffuldbyrdelse alene er den idømte straf, der har betydning«. På side 14 kan man læse det stik modsatte, nemlig at »udlevering er således alene afhængig af strafferammekravet i den begærende medlemsstat«! (Det er udlægningen på s. 7, der er korrekt). I den forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at det ikke med ét ord nogetsteds forklares eller kommenteres, hvordan Danmark (og de andre EU-lande) uden videre kan tilsidesætte 1957-konventionen. EU-arrestordren åbner mulighed for at afslå udlevering, hvis den er baseret på handlinger begået i begge lande. Ræsonnementet er velsagtens, at intet hjemland skal afskæres fra selv at pådømme en handling, som (også) har fundet sted i hjemlandet selv. Justitsministeren stiller imidlertid i udsigt, at hun vil bruge bestemmelsen til at undgå de største urimeligheder: »Efter justitsministeriets opfattelse bør udleveringsloven udformes således, at udlevering skal afslås, hvis udleveringsbegæringen omfatter handlinger foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret«. (S. 21). Det ser ikke ud til, at ministeriets ellers så skarpe hoveder har spurgt sig selv, hvilket land der i så fald ville være så tåbeligt at lade »udleveringsbegæringen omfatte handlinger foretaget her i landet«, når de ved, at det vil forhindre udlevering, uden at sagen forfølges i Danmark. Ministerens garanti er totalt værdiløs. For at kunne leve op til de nye udleveringsforpligtelser vil det i praksis være nødvendigt at kunne tilbageholde, dvs. anholde og eventuelt varetægtsfængsle den pågældende person. Når der endda kan blive tale om udlevering for et forhold, som ikke er strafbart i Danmark, findes der simpelthen ingen hjemmel i dansk ret til en sådan frihedsberøvelse. Det skal imidlertid nok komme: Justitsministeren oplyser, at det »overvejes, om det i udleveringsloven bør præciseres, at de nævnte retsmidler skal kunne anvendes for ethvert forhold, der efter rammeaftalen kan medføre udlevering«. (S. 24ø). Vi skal altså til at give myndighederne beføjelser til at anholde og varetægtsfængsle danske statsborgere i en udstrækning, som ikke er tilladt efter nugældende lov. Det skal endda kunne ske i sager, hvor den pågældende efter dansk lov intet kriminelt har foretaget sig. Og beføjelserne skal som noget helt nyt placeres uden for retsplejeloven, som ellers sætter betingelserne og grænserne for statsmagtens anvendelse af den slags tvangsindgreb over for den enkelte borger. Det er ingen overdrivelse, når det i EU-afgørelsen hedder: »Den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne«. (Præamblens punkt 10). Man kunne roligt have skrevet ubegrænset tillid. Spørgsmålet er, om der er grundlag herfor? Ud over tillid kræver det meget ensartede regler for, ikke bare hvad der anses for kriminelt, men også for fortolkning, strafferammer, faktisk udmålt straf og retsgarantier. Er det tilfældet? Har man overhovedet undersøgt det? Tilsyneladende ikke. Tværtimod ved vi, at der allerede inden for den nuværende EU-medlemskreds har været problemer desangående, f.eks. med Italien. Og helt uoverskueligt bliver det efter udvidelsen af kredsen. Som medlem havde Tyrkiet ikke behøvet at vente på, at den danske statsborger Kemal Koc besøgte landet, før man anholdt og torturerede ham. Man kunne blot have krævet ham udleveret. Og den russiske atomsikkerhedsekspert, som Litauen i årevis har krævet udleveret fra Danmark, ville ikke nyde godt af, at de danske myndigheder har bedømt begæringen som aldeles ukvalificeret og i virkeligheden udtryk for politisk forfølgelse. Vi havde været forpligtet til at udlevere ham. Det var noget af en katastrofe, at Nyrup for at vise handlekraft fremlagde SR-regeringens antiterrorpakke, dagen før han udskrev valg. Bordet fanger, og S og R føler sig bundet til at støtte en pakke, som de i opposition formentlig ville have haft væsentlige forbehold over for, og som de egentlig godt ved ikke har ret meget med terrorbekæmpelse at gøre. Er det for meget at forvente, at de nu sætter hælene i og afviser VK-regeringens endnu langt mere vidtgående udleveringsbestemmelser, selv om de kommer fra EU? Dette forslag har S og R ikke selv lod eller del i, og det har intet overhovedet med terrorbekæmpelse at gøre.