Allerede efter et døgn har vi vænnet os til, at det er folk uden for bussen, ude i Moskvas rå efterårskulde, der er anderledes.
Indenfor sidder vi 40 klovne fra 11 lande i spraglede kostumer i alle varianter, kun den røde næse er gennemgående. Vi er i al vores forskellighed de normale her i bussen; uden rød næse falder man ved siden af. Men tiden står stille, når dørene åbnes, og rummet foran bussen fyldes af os. Folk går i stå og ser til: De smiler. Vi kører fra børnehospital til børnehjem, døgninstitutioner for handikappede, plejehjem, hjem for husvilde. Et par timer er vi hvert sted. Forventningerne er store, hvor vi når frem. Truppen kommer år efter år, men besætningen udskiftes løbende. Kun klovnen og lægen Patch Adams er her for 28. år i træk. Vi er to danske læger, der nu også er klovne. Ideen er at skabe et glimt af lys og glæde, et smil, måske grin og latter – og leg. Som fremmede kommer vi til mennesker i knibe. Vi kender dem ikke, men træder ind over deres tærskel, ind i deres sfære – hvor de meget ofte er helt alene. Nøglen til det rum er klovnenæsen. For klovnen kan tillade sig noget helt andet – og er en helt anden – end alle de andre mennesker i deres omverden. Klovnen er hverken behandler eller ven. Klovnen er en særlig person, som man – når tilliden er opnået – kan grine med og gøre skøre ting med, som man ellers ikke kan i det daglige. Det gælder ikke om at sparke døren ind og lave rav i den. Det er ikke optræden, vi laver; nej, vi bevæger os ind i et rum, ydmygt og afventende: Hvilke små mennesker bor der mon her? Glæden kan være umiddelbar, og mødet kan være en fest i sjov og ballade og fnis, men det kan også være hos en døende eller meget ensom og forskanset, hvor man blot holder en hånd og er der.
