Til et forældremøde, i afgangsklassen på en folkeskole, udspandt sig en snak mellem to mødre. Den ene mor siger: »Jeg kalder og kalder på ham hver morgen, somme tider er jeg næsten ved at kaste op af at råbe sådan«. Den anden svarer: »Ja, jeg kan altså heller ikke få min søn op, det er en kamp hver dag«. Så er det, jeg spørger, hvad råber de dog for? De er begyndt at leve deres børns liv, blevet til et serviceorgan for deres teenagere. Sønnerne har sikkert ikke bedt om det selv, mens mødrene omvendt mener, at de er gode mødre, hvis de hjælper sønnerne med at stå op, rede deres senge, tilberede deres morgenmad, pakke deres madpakker, vaske deres tøj osv., og helt har glemt, at børnene ikke længere er tre år. Børnene derimod opfører sig stadig som sådanne, fordi forældrene ikke har ladet dem få chancen til at gro, tage ansvar og løse deres livsfornødenheder selv. Ved et lignende eksempel i idrætshallen bliver en 17-årig pige ringet op af sin far, der beklager, at han desværre ikke kan nå at hente hende, og at hun må gå halvanden kilometer hjem. Pigen bliver møgsur og skælder sin far ud. Hvem er urimelig her? Datteren, der havde forventet, at faren var der som altid - eller faren, fordi han ikke allerede mange år tidligere lærte sin datter, at hvis hun vil gå til sport, så må hun selv tage ansvar for transporten frem og tilbage. Jeg taler ikke om folk, der bor meget langt ude på landet, eller en dag, hvor regnen står ned i stænger, men snarere om, at det er normen, at forældre fungerer som chauffører for deres børn. Forældrene tror, at de hjælper og beskytter, men har i stedet taget ansvar og initiativ fra deres børn - til skade for forældrene selv og børnene med. Vi hører om masser af dagligdags problemer med en teenager; teenageren, der smækker med døren, er doven, der ikke gider deltage i det fælles arbejde med oprydning, rengøring, madlavning m.v., teenageren, der bruger for megen tid på computerspil, druk og fester, som altid spiller for højt og ikke vil skrue ned, som svarer uforskammet igen, ikke vil gøre, hvad der bliver sagt, som spiser det forkerte, som drikker eller/og ryger for meget, og meget meget mere. Vi er generelt fokuseret på alt det, teenageren gør forkert - også i medierne. Her i Politiken kan vi læse om de kriminelle unge, de voldelige, de forgældede, dem, der ryger hash, er på speed, begår selvmord etc., men hvem er skyld i alt det? Hvor er forældrene henne? Det er vi voksne - altså forældrene - der har gjort dem til det, de er. Jeg finder, at det er på tide, at vi for en tid vender blikket over på os forældre og vores ansvar for et godt ungdomsliv. De entusiastiske vordende forældre kaster sig over 'Vores barn', 'Barnets første leveår' og anden lignende litteratur. De er vilde efter at lære, hvordan de bliver gode forældre, hvad deres børn skal kunne, hvornår og hvordan. Som en slags professionel teenageropdrager - jeg har som produktionshøjskolelærer gennem 14 år dagligt været sammen med teenagere i mange flere vågne timer, end de i deres teenageår har været sammen med deres forældre - oplever jeg, at mange forældre glemmer, at hvert alderstrin også kræver nyt af forældrene. Som teenager skal vore børn til at lære at gå egne veje. Det er her, jeg ser kæden hoppe af. Teenageren lærer ikke, ved at forældre løser opgaverne for dem, men ved at forældrene viser dem hvordan. Min påstand er, at ethvert normalt begavet barn i 2. klasse er i stand til selv at stå op ved et vækkeur om morgenen, tilberede sin egen morgenmad, smøre sin egen madpakke og i langt, langt de fleste tilfælde selv gå eller køre i bus til skole, hvis de vel at mærke er blevet støttet til at kunne selv og har fået vist vejen. Jeg er af den faste overbevisning, at drengene i ovenstående eksempel vil stå op af sig selv, den dag deres mødre siger til dem, at det er deres eget ansvar at komme op. Mødrene skal så være vedholdende og reelt vise dem, at sådan er det. Lad dog barnet ligge, indtil det indser, at man selv må stå op - hvis man vil leve sit eget liv og dermed også tage ansvar for det. Det kan være, det varer to dage, måske længere, men i længden bliver det altså kedeligt at ligge i sin seng. Når det opleves, at vennerne er sammen om andre sager, så står selv den mest umulige lemmedasker nok op - men kun hvis forældrene holder fast ved ikke længere at blande sig. Jeg er sikker på, at ovenstående eksempel er et udbredt fænomen, som opleves på skolerne, gymnasierne og de tekniske skoler på den måde, at det giver sig udslag i, at de unge kommer for sent og har et for stort fravær. Der bruges masser af ressourcer for at få de unge til at komme; der bliver snakket alvorligt med den enkelte unge, skrevet til forældrene, givet 'eftersidninger' og mange andre tiltag. Så sent som her i efteråret oplevede jeg forældre spørge rektoren på et gymnasium, hvad hun så ville gøre ved det, når disse initiativer nu ikke hjalp. Og der er kun et at svare, hvilket rektor også gjorde: Ja, hvad vil I som forældre gøre ved det? Tallene for forsømmelser på gymnasierne fra 2001 svinger fra 4,7 procent ved nogle jyske gymnasier til 17,6 procent ved enkelte københavnske gymnasier. Landsgennemsnittet er 7,91. Af de unge, der forsømmer mere end 10 procent, er de 61 procent drenge. Det siger måske noget om, hvor problemet er størst, jeg har ikke kunnet finde andre og bedre tal, men når jeg ser på mine egne elever, så ser det ud til, at drengene er mere overbeskyttede end pigerne. Det er på tide, at vi, som forældre, går ind og tager vores ansvar alvorligt og sætter os ind i, hvad vi burde give de unge af kærlighed, støtte og færdigheder. Der burde i enhver begynderbog for vordende teenagerforældre stå, at målet med opdragelsen i teenageårene er, at den unge bliver klar til at flytte hjemmefra - opnår duelighed som voksen. Hvad er så det? Ja, det er der heldigvis ikke kun ét rigtigt svar på. Det er et spørgsmål, vi som samfund hele tiden må diskutere, men til gengæld noget, det enkelte forældrepar skal finde deres svar på. Hvad indebærer det at være en voksen dansker? Hvad skal vi vide om vores historie? Geografi? Kunst og musik? Muligheder for et politisk liv? Fritidsliv? Hvad er det at være velopdragen, at kunne udvise pli? At være en aktiv samfundsborger? - Foruden de meget abstrakte og forskelligartede sociale og kulturelle færdigheder, en ung bør besidde, er der meget mere konkret og målbar kunnen, som en 18-årig må mestre; indkøb (kvalitet, miljø og økonomi), madlavning, budget (unges pengeforbrug - forpligtelse og opsparing/gældsætning), hygiejne, rengøring, tøjvask - pletrens, maling, (farvevalg, forbrug og pensler), strøm (stik, fatninger og ledninger), transport (cykling, bil - reparation og vedligeholdelse), tandlæge/lægebesøg (selv at bestille tid, hvornår?), forsikring, energiforbrug, reparation af tøj, syning til husbehov, ernæring osv. Jeg nævner her nogle eksempler, som ikke på nogen måde er prioriteret, og der er sikkert mange, mange flere. Hvilke der skal lægges vægt på, og hvordan det skal gøres, er et godt emne for en snak mellem den unge og forældrene. Vores unge står hele tiden over for at skulle vælge. De har ansvaret for at gøre det rigtige, vælge de rigtige fag, den rigtige uddannelse, de rigtige venner, det rigtige tøj etc. Mange unge er angste for at stå med ansvaret - det ansvar, vi hele tiden skubber over på dem, uden at vi giver dem kvalificerede redskaber nok - deres viden er ikke tilstrækkelig for at klare sig, og der er alt for mange forældre, der gør for meget for deres børn i stedet for at hjælpe dem med at kvalificere sig til at kunne selv. Et gammelt ordsprog siger: 'Giv en sulten mand en fisk, og han er mæt for en dag, men lærer du ham at fiske, så kan han føde sig selv resten af livet'. Det, jeg ser rundt omkring, er, at forældrene giver børnene en fisk, når de er sultne, i stedet for at lære dem at fiske, eller sagt med andre orde: Forældrene servicerer i stedet for at oplære. Vores børn bliver til curlingbørn, vi fejer isen. Vi fristes generelt for nemt til at gøre alting for vores børn, og vores børn har overgivet sig til os, og derfor kæmper de for at finde sig selv på alle mulige områder, også dem, som vi finder uacceptable. Vi har måske bragt de unge i en situation, hvor det er vigtigere for dem at foretage deres egne valg - end at gøre de bedste valg. Vi bliver ikke gode fodboldspillere, musikere eller forældre for den sags skyld alene ved at se, hvad andre gør. Hvis vi vil udvikle os eller lære noget nyt, så må vi prøve selv - det samme gælder altså sjovt nok også vores poder. De lærer ikke, ved at vi gør tingene for dem, men med dem. Teenagerforældre må træne sig selv i at overgive bestemmelsesrettighederne til de unge. Opgaven er at give slip, mens vi voksne er til stede for at støtte og vejlede. Mange konflikter og meget besvær vil kunne undgås og give mere ro i familierne. Hvis de unge ikke får lært at klare sig selv og vigtigst af alt ikke får lært at stole på sig selv og deres egen kunnen, bliver deres holdning til tilværelsen i bedste tilfælde curlingbørnsattituden - »Hvad kan I gi' mig?«, eller »Hvad kan jeg få ud af det?« - og urealistiske drømme om 'Stjerne for en aften'-glimmer og -glamour, i værste fald selvdestruktiv adfærd, spiseforstyrrelser, misbrug eller selvmordsforsøg. Selv om de synes i stand til at klare sig selv, må man ikke opfatte det, som om de ikke har brug for os - de har stadig lige meget brug for os, bare på en anden måde. Pas også på med ikke at blive for overmodig, det er en balancegang. - Vi hiver heller ikke støttehjulene af cyklen, lige når børnene har lært at dreje rundt på pedalerne. Det kan godt være, at det føles helt umuligt at tackle livet med en teenager, og mange giver måske helt op, fordi de ser, at der står 'Lukket på grund af ombygning' i panden på teenageren. Men lukket er der ikke. Det er godt nok et byggerod at være i for den unge med den omrokering, det er at skulle flytte sig fra at være barn til at blive voksen. Vi skal lade den unge selv være arkitekten, men hvilken arkitekt tegner et hus uden at have lært at tegne først, hvem bygger et hus uden at hente viden og inspiration fra de bedste folk, de kender. Næ, nej - og de unge har brug for, at vi som voksne går ind og er ordentlige rådgivere og vejledere. Vi må hjælpe dem med ombygningen, men respektere, at de skal være arkitekter på deres eget liv. Det er vigtigt, at vi støtter og hjælper vores unge med at få fornemmelse og sans for de valg/muligheder, der ligger foran dem. Dette er ikke en opskrift, jeg eller andre kan give, det er familiernes eget valg af værdier, der ligger til grund herfor. Vi må opfordre de unge til at udvikle færdigheder og bruge denne proces til ros og konstruktiv snak om, hvilke mål det er vigtigt at have her i livet, og hvad det er betydningsfuldt at kunne. Oplagt er det at diskutere med andre teenagerforældre f.eks. på forældremøder, hvordan man skal gribe opdragelsen an, at give hinanden inspiration og positive historier. Vi må se på det, der virker, i stedet for at fokusere på følgerne af det, der ikke har virket.