1. juli overtog Storbritannien formandskabet i EU - en tilfældig følge af et rotationsprincip ganske vist, men skæbnegudinderne kunne ikke have valgt en mere spændende tilfældighed end netop denne. Thi når røgen har lagt sig efter det moderne, fysisk ublodige, men alligevel ganske dramatiske Waterloo - som de just udspillede skærmydsler i Bruxelles (kun en anelse nordligere) af visse kommentatorer ses som - tegner der sig et billede af en langt mere stabil og overordnet problematik end den, der handler om forfatningstraktater og rabatter. Disse problemer er egentlig kun detaljer, blot kan de have en afgørende, hovedsagelig taktisk, relevans for det store historiske spil. Og denne overordnede problematik er et udpræget britisk interesseområde - selv om den, sagt i forbifarten, unægtelig ikke bliver mindre spændende af, at just Frankrig, her som ved Waterloo, optræder i den anden hovedrolle. Det vil sige: Det er - i vor tids spil, i en vis modsætning til napoleonstidens - ikke så meget de to lande, men mere to verdener, nemlig den europæiske og den atlantiske, der er spillets egentlige aktører. Og det er to hertil svarende anskuelsesmåder, der brydes med hinanden. Det er i denne forbindelse, tanken søger tilbage til Churchill. Dette vor tids spil tog nemlig sin begyndelse i den umiddelbare efterkrigstid. Og det, der sker for vore øjne i dagens EU, eller rettere det væsentlige af det, kommer først i sit rette perspektiv, hvis man følger spillet fra dets begyndelse. Af Europas berømte fædre, som alle fortjener at huskes, var Churchill den berømteste og den historisk betydeligste. Og han er tillige den, der tydeligst trak begge linjerne, den atlantiske og den europæiske, op. Hos ham skal vi finde den historiske kim og den afgørende ledetråd til det underliggende tema, der skjuler sig i røgtågen af dagens problemer og debatter, afstemninger og manøvrer. Det tema, som dybest set styrer statsmændenes tale og handlen. Det er vel at mærke efterkrigstidens Churchill, vi taler om, Churchill på berømmelsens tinde. Men samtidig en fremadpegende Churchill. Vi taler om oppositionsperioden 1945-1951 og hans anden regeringsperiode 1951-1955. Der er en forståelig tilbøjelighed til at overse Churchills rolle efter krigen og mere generelt hans betydning for eftertiden, at se perioden alene som en epilog. Forståeligt, men næppe berettiget - navnlig ikke når man betænker, at hans tidligere fortjenester netop skyldtes et overordentligt fremsyn. Denne evne havde - som også det følgende vil vise - ikke forladt ham. Lad os da nu se lidt nærmere på Churchills indsats i efterkrigstiden, og i almindelighed på den, der peger frem mod en senere tid: Som bekendt faldt hans regering i sommeren 1945. Til alles forbavselse valgte han at forblive i politik og bestræbe sig på at komme tilbage. Det gav fem års ventetid indtil næste valg, og de blev brugt godt. Han skrev her 'The Second World War', et uvurderligt kildeskrift i mesterlig prosa. Men han var fortsat politikeren og statsmanden. Fortiden var nok hans litterære emne, men statsmandsblikket fæstnedes på fremtiden. Europas og verdens sikkerhed, også på det meget lange sigt, var genstand for hans intense opmærksomhed. Og hans fremsyn svigtede ham ikke. I denne periode holdt han nogle taler, hvoraf navnlig to er blevet berømte. Og nogle, der, som vi skal se, godt kunne fortjene en vis berømmelse også. Den første af de to, Fultontalen, er i tilbageblik lige så interessant, som den aktuelt var kontroversiel. Den blev holdt i 1946 i Fulton, Missouri. På det tidspunkt hyggede Amerika sig endnu i en illusion om et nogenlunde modsætningsfrit forhold til Sovjetunionen. Roosevelt havde næppe selv været ganske fri herfor, og mange af optimisterne fra hans tid prægede endnu amerikansk politik. I befolkningen var denne optimisme levende, og man ville nødig have nogen til at drive én ud af illusionerne. Men det var netop, hvad Churchill gjorde i Fultontalen. Det var her, han talte om Jerntæppet, der var ved at sænke sig gennem Europa. Triste sandheder er ilde hørte, og talen blev modtaget med skurren i den amerikanske presse. Jeg kender ikke detaljerne i kritikken, men det har vel været noget med, at her talte det imperialistiske England mod det fremskridtsvenlige Rusland. Og da Churchill et par dage efter kom til New York (eller Washington) blev han mødt med misbilligende buhen fra menneskemængden. Fremtiden tilhørte de nye, fremadskuende store nationer, USA og Sovjetunionen, ikke det gammelimperialistiske England! Talen var en appel om amerikansk engagement i Europa, og de mere nøgterne kommentatorer har nok hæftet sig ved den modsætning til Amerikas historiske neutrale holdning, denne appel indeholdt. Det var det samme Amerika, der få år efter sank ned i McCarthy-æraens mørke - en umodereret intolerance mod alt, der bare smagte af kommunisme, og forfølgelse af alle, der virkede en anelse venstreorienterede. Det var i den periode, at Chaplin, der havde beholdt sit britiske statsborgerskab, men havde boet 40 år i Californien, blev sparket ud. Det tog Amerika flere år at komme ud af denne besættelse. Men nu var der i hvert fald ikke mere nogen i USA, der peb ad en statsmand, der talte om et jerntæppe gennem Europa. Fultontalens interesse i dag er ikke mindst dens illustration af, at der skal en statsmand af et særligt fremsyn til at se, hvad alle få år efter ser som indlysende. Til den tid husker så til gengæld ingen, at de nogensinde har ment andet. Den anden af de to berømte taler, også fra 1946, Zürichtalen, har fuldt så fremadgribende virkninger. Og var en smukkere og mere gribende begivenhed. Folk var mødt op, mand af huse, og hyldesten var begejstret og hjertelig. Mange havde tårer i øjnene. Det viser, som Churchill selv kunne have sagt, almindelige, stilfærdige og tænksomme menneskers sans for det sublime. Schweiz havde været neutralt under krigen, men her som alle andre steder, hvor der bor følsomme og retsindige mennesker, var krigen blevet fulgt med tilbageholdt åndedrag. Og enhver vending til det bedre var blevet set med usigelig lettelse og taknemmelighed. Det var i denne tale, Churchill startede bevægelsen mod et samlet Europa. Han pegede på forbrødring mellem Tyskland og Frankrig som et første skridt. Og samtidig forholdt han sig åben over for Storbritanniens rolle i processen. Man har normalt givet hans holdning den fortolkning, at han ønskede England og Commonwealth udenfor, men denne opfattelse er formodentlig for unuanceret. Hans stilling har snarere her været pragmatisk afventende. Givet er det dog, at han ikke ønskede England fanget i en europæisk indadrettethed. Der findes et citat - som jeg husker som fremragende Churchillsk retorik, men desværre ikke kan placere - hvor han direkte udtaler, at hvis Storbritannien stilles over for valget mellem kontinentet og det åbne hav, vil det altid vælge det åbne hav. Men det er tvivlsomt, om han fandt et sådant valg uomgængeligt. Churchill har formodentlig - som mange betydelige britiske statsmænd - set, at Englands muligheder for at øve indflydelse i verden beror, ikke på landets egen størrelse, men på nogle usædvanlige strukturelle omstændigheder, nemlig at England både er et europæisk land, et engelsktalende land ved Atlanterhavets kyst og et Commonwealth-land. (Teorien om de tre cirkler). Et fingerpeg om Churchills tanker i så henseende kan vi få ved at se på, hvad han sagde i en helt tredje tale: Københavnertalen i oktober 1950. Jeg har aldrig set den refereret, men jeg var der selv. Den blev holdt i K.B. Hallen. Churchill var i København for at modtage æresdoktorgraden. Officielle værter var Studenterforeningen og Dansk-Engelsk Selskab. Hvad indkvarteringen angår, var kongefamilien vært: Churchill boede på Fredensborg under opholdet. Churchill holdt talen stående på tribunen. Han talte indtrængende. Med let knyttet højre hånd, hævet i hovedhøjde, accentuerede han ordene. Da han kom til sin vision om fremtidens politiske verden, nævnede han som de stabiliserende faktorer: De Forenede Stater, Det Britiske Commonwealth, Europa, som Det Britiske Commonwealth har et særligt forhold til (min fremhævelse) og endelig - ganske sigende - Sovjetunionen. Der er flere interessante momenter i denne udtalelse. Hvis vi lader spørgsmålet om Englands rolle ligge et øjeblik, er der navnlig to ting, der springer i øjnene. For det første: Sovjetunionen nævnes som en positiv, stabiliserende faktor. For det andet: Kina nævnes ikke. Den mest sandsynlige fortolkning af dette sidste er, at Churchill i 1950 anser en rolle til Kina som verdenspolitisk faktor for uaktuel fremtidsmusik. Visse passager i 'The Second World War' taler for den. Og hvad angår det første punkt, det positive syn på Sovjetunionens rolle, må det ses som et udtryk for, at Churchill anså det sovjetiske totalitære styre for midlertidigt, i historisk sammenhæng en døgnflue, eller at han i hvert fald formodede, at det ville løbe hornene af sig. Churchill har utvivlsomt ment, at en fast vestlig holdning kunne føre til et konstruktivt Sovjetunionen. I øvrigt var han i talen ikke skånsom i sin kritik af totalitære samfundssystemer. Jeg mener at huske, at han med en malende gestus - fingerknoerne bankende frem i luften - talte om »the knock at the door«. I et demokratisk land er det en venlig lyd, der blot varsler mælkemandens komme eller noget lignende. Men i et totalitært samfund kan man aldrig vide sig sikker på, at det ikke er diktatorens hemmelige politi, der kommer - med fængsel og tortur i vente. Det er det værste af alt, denne frygt, og for at frelse sig selv og andre fra den, for at sikre friheden fra frygt, er det værd at bringe store ofre. Det var dét, der lå i budskabet. I spørgsmålet om fremtidens geopolitiske system synes Churchill at have været for optimistisk med hensyn til Commonwealths betydning og dermed for den rolle, denne af de tre cirkler kunne spille for det moderne Storbritanniens position i systemet. Men hans syn på arten af forbindelsen til det øvrige Europa stemmer nøje med dagens situation. Det er et dilemma, der lige til i dag har plaget den britiske sjæl, dilemmaet mellem det åbne hav og kontinentet, mellem det atlantiske og det europæiske. Måske har de allerseneste begivenheder i EU vist en vej ud af det, men det er for tidligt at sige. Løsningen ligger tydeligvis i en syntese mellem de to muligheder. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Fremsynede politikere i alle britiske partier, Tony Blair ikke mindst, hælder klart til denne opfattelse. De ønsker at se Storbritannien som en bro mellem Amerika og Europa. Og - med en reference til den aktuelle EU-kabale - der lægges ikke skjul på, at tiden, specielt efter østudvidelsen, ses som gunstig for en realisation af tanken. Frankrigs aktuelle vanskeligheder tæller utvivlsomt i samme retning i mange briters øjne, skønt man selvfølgelig er for høflig til at sige det højt. Og navnlig er Storbritanniens stærkt forbedrede økonomiske situation - det er nu det rigeste af de tre store EU-lande - en faktor, der styrker dets hånd i den nuværende periode. Og oven i købet kommer så den lune tilfældighed med formandskabet. Mulighederne for at styrke tanken om broen over havet er så gunstige som nogensinde. Denne vision, broen over Atlanterhavet, er tydelig i Churchills Københavnertale. Blot har det i 1950 stået som et åbent spørgsmål, om visionen bedst realiseredes gennem britisk medlemskab af et delvis forenet Europa eller gennem en anden form for forbindelse til kontinentet. Det er næppe rigtigt, at Churchill havde lagt sig fast på det sidste. Således har Churchillfamilien for nogle år siden udtalt, at hvis Churchill havde levet i dag, ville han have været proeuropæisk. Churchills historiske betydning har to sider. Den første, den mest iøjnefaldende, er rollen som den store bevarer, som den frie verdens redningsmand i en situation af yderste krise. Dybe strenge bevæges ved erindringen. Øjeblikket var 1940. Frankrig havde sluttet våbenstilstand. Vichyregeringens holdning var i bedste fald tvetydig. Mismod herskede overalt i Europa. Mange ventede, at England ville søge en lempelig fred. Men Churchill ville det anderledes. Han så klart, at krigen kunne vindes, og han besad den nødvendige beslutsomhed. Det sås tydeligt og på en for Europas fortvivlede folk overraskende og befriende måde ved episoden i Oran (fransk flådebase i Algeriet). Den britiske flåde satte her trods fransk modstand en række af Vichys krigsskibe ud af funktion og forhindrede derved, at de faldt i tyskernes hænder. Jeg var selv en dreng på 11 år, og da man fortalte, at nu skød franskmændene og englænderne på hinanden, så jeg det umiddelbart som endnu en tragedie. Men for de mere indsigtsfulde voksne tog det sig ganske anderledes ud: et gisp af lettelse - England kæmpede endnu! Med ét kom håbet igen til live. England kæmpede, og det med en åbenlys vilje til sejr. Der kom fred i hjerterne, dyb taknemmelighed sænkede sig i sjælene. En fransk soldat, der omkom under episoden, blev af forældrene begravet indsvøbt i det engelske flag. Det er om dette, Churchill skriver, at det viser almindelige menneskers sans for det sublime. Og sublimt var det, da Churchills England igen tændte håbet hos Europas fortrykte folk. Den anden side, den, man er tilbøjelig til at overse, er den fremadrettede. Churchill er ikke blot en redder af noget bestående, men tillige på visse punkter skaberen af noget nyt. Sikkerhedspolitisk danner han skole. Fundamentet til dette ligger i 30'ernes advarsler mod den tyske oprustning og i hans afstandtagen til appeasement. Og i den omstændighed, at han så overbevisende kom til at stå som den, der havde ret. Hele efterkrigstidens NATO-politik bærer hans fingeraftryk. I tråd hermed går Churchills erkendelse af, at varig sikkerhed kræver Amerikas inddragelse i systemet. Han er hovedarkitekten bag det atlantiske samarbejde, der først skabte sejren i Anden Verdenskrig, siden Vestens sikkerhed i perioden 1945-90. Og her er vi tilbage ved det geopolitiske Grand Design - den nødvendige syntese mellem europæisk samling og alliancen over Atlanterhavet. Den kolde krigs afslutning har ikke ændret ved dette. I talerne i Zürich (1946) og i København (1950) ser vi den fremadpegende Churchill. Skønt han lader spørgsmålet om Englands rolle i designet være åbent, er hovedbudskabet det samme: Europæisk samling må forenes med båndet over havet. Og Storbritannien er det uundværlige bindeled. Sagen er, som vi har set, så aktuel som nogensinde i den europæiske debat.