I dag tager 16 folketingspolitikere fra Kulturudvalget på studietur til de tidligere Dansk Vestindiske Øer, i dag US Virgin Islands. Hurra! Endelig langt om længe er der nogen på det politiske niveau, der tør genoptage forbindelse med efterkommerne af vore tidligere medborgere. Mellemfolkelige relationer blomstrer, og i de seneste år er øerne blevet et attraktivt rejsemål for danske kulturturister. Da Kulturudvalgets rejsemål for et år siden blev offentliggjort, blev rejsen i første omgang aflyst igen efter pres fra især Ekstra Bladet. Senator Wayne James fra senatet på US Virgin Islands tog som privatperson turen til København og fik et møde med udvalget. Her fortalte han om sin egen og andre familiers relationer til danskerne, om vores fælles historie og kulturarv. Han spurgte, hvorfor Danmark ikke har et kulturinstitut på øerne? Han sagde, at vestinderne ville være glade for et besøg og gøre alt for, at de danske politikere kunne få indsigt i den mangfoldige og spændende fælles historie. Og sidst, men ikke mindst foreslog han, at vi i fællesskab burde fejre 100-året for overgangen til USA i 2017. US Virgin Islands i dag lever af turisme, olieraffinaderi og romproduktion – og støttemidler fra USA. Der er en underliggende jalousi og rivalisering mellem St. Thomas, St. Croix og St. John. St. Thomas har magten med centraladministration og store turistindtægter. St. John er de rige amerikaneres ferieparadis. Og St. Croix har det store potentiale i de smukke byer og landskaberne med de mange ruiner fra plantagerne. Men også med overvægten af fattige og dårligt uddannede. Det er multikultur og multietnicitet; her er 23 officielle trosretninger, men også rastafarierne har et stærkt tag i dagens samfund. Vestinderne er et lille folk på ca. 100.000 mennesker, hvoraf de fleste er efterkommere af de slaver, som danskere og andre europæere sejlede fra Afrika til de lukrative kolonier i det 18. århundrede. Selv om Danmark ikke har haft egentlige relationer til øerne siden overdragelsen til USA i 1917, ja, så elsker vestinderne danskerne. Vores fælles historie omfatter udbytning, racisme, undertrykkelse, vold, oprør, fornægtelse og svigt. Men den omfatter også tro, håb og kærlighed, som kommer til udtryk i den smukke arkitektur, den livgivende musik og dans og i de mange familiemæssige relationer. Man behøver blot tælle navnene Petersen, Larsen og Christensen i den lokale telefonbog. I dag er timingen bedre for folketingsudvalgets rejse og mulighederne for at skabe nye samarbejdsrelationer. I sommeren 2008 udsendte Udenrigsministeriet på regeringens vegne en pressemeddelelse i anledning af 160-året for slaveriets ophævelse på De Dansk Vestindiske Øer. Den officielle beklagelse, som desværre overhovedet ikke fik omtale i medierne, udtryktes således: … »Slaveriperioden er en dyster periode, men er desværre en kendsgerning, som vi – i lighed med andre lande – må vedkende os som en del af fortiden og vores fælles historiske arv. Det er derfor heller ikke en periode, som må gå i glemmebogen. Et vigtigt resultat af FN’s verdenskonference mod racisme i Durban i 2001 var derfor også beslutningen om, at vi har et kollektivt ansvar for at mindes slaveriets ugerninger og dets ofre og søge forsoning med slavernes efterkommere. Regeringen har derfor også støttet og vil fortsætte med at støtte aktiviteter, der tager sigte på at indsamle information om og oplyse om slaveriperioden, herunder gennem bl.a. Unesco. I forhold til de tidligere Dansk Vestindiske Øer etablerede det danske kulturministerium i 1999 et samarbejde med Øerne på arkiv- og museumsområdet med det formål at udforske den fælles fortid under slaveperioden og i øvrigt uddybe det kulturelle samarbejde. Regeringen anerkender civilsamfundets interesse for den fælles historie, og undersøger i øjeblikket, om der er mulighed for at styrke det kulturelle og historiske samarbejde yderligere …«. Den vestindiske arv Enkelte danske ministre har besøgt øerne i årenes løb. De har også oplevet vores fælles arvegods og hørt om vanskelighederne med at vedligeholde det i længden; det være sig bygninger eller arkivalier. De har også lagt øre til de få lokale danske, der har berettet om, hvor ønskeligt det ville være med hjælp fra Danmark. Og de har mødt stolte lokale politikere, der ikke vil bede om noget, fordi de ved, at de får et nej. Og hjemme igen har ministrene nok tænkt, at det bliver for kompliceret at løfte, da det jo er USA’s koloni og derfor ikke noget, man bare springer ud i.

I 1999 blev der imidlertid – med Peter Duetoft som den initiativtagende politiker – indgået en aftale mellem Rigsarkivet og lokalregeringen på US Virgin Islands om at gøre de vestindiske arkivalier tilgængelige og evt. overdrage dem til øerne. Rigsarkivet har katalogiseret arkivalierne, og de er nu tilgængelige. På US Virgin Islands skulle man uddanne nogle akademikere til at læse og dechifrere arkivalierne, der overvejende er skrevet i gotisk håndskrift. Og så skulle man indrette et arkiv, hvor arkivalierne er tilgængelige, og papiret ikke går til. Dette er ikke sket, og i mellemtiden har digitaliseringen og internettet ændret perspektivet. Ligeledes i mellemtiden har et samarbejde mellem Rigsarkivet og Virgin Islands Social History Associates resulteret i The St. Croix Populations Database 1734-1917, hvor arkivalierne for St. Croix efterhånden bliver lagt ind i en genealogisk database. Projektet har modtaget økonomisk støtte fra bl.a. danske fonde. Digitalisering og andre databaseprojekter kunne muligvis være en vej at gå i en fornyelse af den såkaldte arkivaftale. Sikkert er det, at hvis arkivalierne for St. Croix ender med at blive lokaliseret på St. Thomas, fordi der er gået rivalisering og prestige i arkivet, så har vi ingen venner på St. Croix mere. Kulturudvalget skal tale med vestinderne om arkiverne, og timingen for andre samarbejdsprojekter kunne også vise sig god. Flere er søgt sat i søen i de senere år. Projekter med en sådan karakter, at det faktisk skaber gensidig forståelse, og at der kommer konkrete resultater ud af anstrengelserne. Igen og igen har vi dog oplevet, at det næsten er umuligt at rejse midler af en relevant størrelse fra såvel staten som fra private fonde. Hvad er det, vi begiver os ud i? Kan det overhovedet lade sig gøre, synes man at spørge. Den politiske blåstempling har ligesom manglet. Ingen finansiering Mit udgangspunkt for at engagere mig i dette er, at jeg som arkitekt er uddannet i en humanistisk tradition, hvor man betragter byer, landskaber og bygninger ikke blot som en funktion, men som vidnesbyrd om samfundets udvikling og sociale organisering. Dertil ligger der i arkitekturen indlejret et udsagn fra den enkelte bygherre, arkitekt eller håndværker. I dette tilfælde, hvor den smukke koloniarkitektur er bygget med meget lidt indflydelse fra arkitekter, men af håndværksslaver oplært i den europæiske byggeteknik, bliver det magisk og provokerende at forstå og bevare disse små og store mesterværker. I 2000 startede jeg et samarbejdsprojekt med de lokale myndigheder inden for bygningsbevaring. Fra dansk side var det Murerfagets Fællesudvalg og især Odense Tekniske Skole, der blev involveret i at uddanne unge inden for restaureringshåndværket. Gennem seks år holdt vi kurser og seminarer, ligesom jeg har rådgivet i restaureringsmetode. Til den første fase, hvor vi skulle udvikle projektet, kunne jeg godt opnå en medfinansiering. Da vi fik indkredset projektets kerne og konkretiseret et restaureringsprojekt, var det ikke muligt at finde finansiering i Danmark og ej heller i USA.