Grækerne har givet os meget – bl.a. tragedier som ’Antigone’ af Sofokles, hvor alle dør til sidst. Måske er det også en græsk tragedie, vi nu er vidne til, hvor det ikke blot ender i økonomisk ulykke for Grækenland, men også for EU og resten af verden.
Når det risikerer at ende sådan, hænger det ikke blot sammen med græsk uansvarlighed, men også med manglende beslutningskraft i eurosamarbejdet. Hovedansvaret for den græske krise har naturligvis de græske politikere og i videre forstand den græske befolkning, der har valgt dem. Uansvarlig økonomisk politik, især finanspolitik, med tilhørende klientpolitik har betydet, at der i flere år har været meget betydelige underskud på de offentlige finanser med heraf følgende offentlig gældsætning og lav økonomisk vækst. Den offentlige gældskvote, den offentlige gæld i procent af bruttonationalproduktet, er nu på næsten 150 procent. En sådan gældskvote er dog ikke ukendt. Efter Anden Verdenskrig var den offentlige gældskvote i UK over 200 procent. En meget lav rente i årene efter Anden Verdenskrig samt høj økonomisk vækst betød, at dette gældsproblem blev løst. Så en gældskvote på 150 procent betyder ikke nødvendigvis, at det ender i et sammenbrud – ofte benævnt som en statsbankerot. Men på egen hånd kan Grækenland i de første mange år kun låne til meget høje renter, hvorfor en løsning på den græske krise kræver ekstern bistand, især fra eurolandene.
