0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Staten skal have en kulturpolitik

Kunstens bermudatrekant, resultatkontrakter, private fonde og direkte politisk påvirkning ødelægger kunstens mangfoldighed, overraskelserne og væksten, skriver kronikøren, der er socialdemokratisk kulturordfører.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Nok støtte, men ikke styre'. Det har været den danske kulturpolitiks erklærede platform, siden kulturminister Julius Bomholt for snart en menneskealder siden indførte en 'armslængdes' afstand mellem politik og kunst.

Armslængdeprincippet skulle sikre den kunstneriske frihed og ytringsfriheden ved at sørge for, at uddelingen af den statslige kunststøtte skete uafhængigt af partipolitiske interesser. Et smukt ideal, som siden har været bredt accepteret som et af de vigtigste pejlemærker for den danske kulturpolitik.

Men efter at den borgerlige regering kom til, er armslængdeprincippet kommet under pres. Idealet om den kunstneriske frihed er røget, og i modsætning til de fleste andre af kulturministerens beslutninger, som har været omgivet af megen larm og offentlig debat, så forbigås de mere grundlæggende forandringer, som ministeren er ved at effektuere, med forbavsende tavshed. Derfor denne Kronik.

Det kulturpolitiskefundament, der er ved at blive etableret af den borgerlige blok er et mærkeligt sammenrend af flere private kroner og mere politisk styring.

Det er en uheldig kobling af, at flere og flere statslige kulturinstitutioner underlægges flerårige resultatkontrakter, og at disse kontrakter gradvis er blevet mere og mere detaljerede. At armslængdeprincippet er sat under politisk pres. Samt at de private fonde og erhvervslivets engagement i kunsten er stigende. Blandt andet på grund af begrænsede offentlige kulturbudgetter.

Elementer, der tilsammen gør, at det offentlige engagement og ansvar for kunsten mindskes.

Resultatkontrakterne betyder mere magt til embedsmændene, fondene betyder mere magt til de private, og den stadig kortere armslængde betyder mere magt til politikerne. Det er på grund af de tre elementer, at kunstens bermudatrekant opstår. Det, der forsvinder ned i det store dyb, er ulykkeligvis den kunstneriske frihed. Mere om det senere.

I virkeligheden er der behov for, at vi går den stik modsatte vej. Vi skal fastholde et stærkt offentligt engagement, ændre i nogle af prioriteringerne og droppe detailstyringen af især kunstpolitikken.

For det første er det nødvendigt at få slået fast, at kunst- og kulturpolitik ikke nødvendigvis er det samme. Der er en udbredt forståelse af, at kunsten skal kunne bruges til noget. Det bedste eksempel herpå er opfattelsen af, at billedkunst på arbejdspladsen er lig med glade farver og motiverede medarbejdere. Det er noget vrøvl. Kunsten er ikke nødvendigvis glæde og fremtidstro. Det kan lige så godt være det modsatte. Hvis man som samfund vil kunsten, så skal det nødvendigvis være for kunstens egen skyld. Fordi vi mener, at selve den fortælling, den skildring, den stemme, eller hvad det nu er, kunsten repræsenterer, er en værdi i sig selv.

Som konsekvens heraf må vi i højere grad definere, hvornår den førte kulturpolitik kun handler om kunsten, og hvornår den handler om alt muligt andet. Det kan være geografiske og regionale hensyn. Det kan være et public service-hensyn. I dag er det mest af alt en stor pærevælling. Og så tvinges kunsten til at leve på andre betingelser end sine egne!

For det andet er flere kulturinstitutioner ikke nødvendigvis ensbetydende med mere og bedre kultur eller kunst. Igennem de seneste årtier har vi gradvis fået udbygget den kulturelle infrastruktur i Danmark. Det er godt. Teatre, kulturhuse, biografer og museer skal selvfølgelig være tilgængelige for hele den danske befolkning. Men det har også betydet, at mange ressourcer er gået netop til institutioner og ikke til indholdet i dem.

Konsekvensen af det er, at der er alt for få midler til udvikling, til det projektorienterede og til det eksperimenterende. Det betyder også, at vi i alt for høj grad diskuterer brancher i stedet for kunst. Huslejen skal fortsat betales, men det væsentligste er nu at få fyldt et ordentligt indhold i institutionerne og at få folk til at bruge de mange tilbud, der er. Formidling er et nødvendigt redskab i en tid, hvor kulturen er blevet underlagt den almindelige konkurrence om forbrugernes kunst. Og så skal der slås et slag for det ukendte.

Det har jo aldrig været meningen, at det moderne liv primært skulle bestå af arbejde, pendling og fjernsyn. Vi kan komme meget længere i at stimulere børns kreativitet, og vi kan droppe entreen til museerne. Og så må folk selv se at komme ud af starthullerne. Uden nysgerrighed kommer det moderne menneske ikke langt. Derfor en offensiv og indbydende kulturpolitik.

For det tredje må vi erkende, at kulturpolitik ikke længere kun er et nationalt anliggende. De amerikanske underholdningsbudgetter overstiger langt de få midler, der er i omløb i Danmark. Konkurrencen vil tage til. Hvis vi ønsker alternativer at vælge imellem, så skal kulturkampen om indholdet af kulturen fløjtes i gang. Hvad enten det drejer sig om de traditionelle genrer eller ophavsretten, så er Danmark for lille. Der er behov for en koordineret europæisk mediepolitik, der kan styrke public service-medierne og hindre den stigende monopolisering og magtkoncentration. Og der er behov for, også i fremtiden, at få kulturen placeret over de almindelige principper om frihandel.

I stedet for at imødegå disse tre åbenlyse udfordringer har den borgerlige regering valgt en helt anden og, i mine øjne, forkert vej.

I de senere år er dansk kunst- og kulturliv i stigende grad blevet underlagt flerårige resultatkontrakter, handlingsplaner og andre administrative styringsredskaber. Det er en udvikling, som for så vidt startede, nogen tid før Brian Mikkelsen indtog ministerkontoret. Men det er taget til i omfang og har fået et mere detaljeret indhold. Det er et ønske om øget kontrol og indflydelse på mål og resultater på blandt andet museer, teatre og kunstmuseer, der for alvor er slået igennem. Tiltag, der uden tvivl har en række administrative fordele.

Men hvordan man end vender og drejer dem, så er de også et klart udtryk for en øget politisk indblanding i det arbejde, som ideelt foregår en armslængde fra politikerne. Tag f.eks. resultatkontrakternes fastsættelse af bestemte besøgstal på kunstmuseerne. Ved at fastsætte et mål for besøgstallet risikerer det politiske og administrative niveau i Kulturministeriet at få stor indflydelse på museernes kunstneriske profil. Et højt besøgstal kræver alt andet lige en mere mainstreamorienteret kunstnerisk profil end et mindre besøgstal.

Et andet eksempel på dette er den aftale, der netop er indgået om Det Kongelige Teater. Det er en bred politisk aftale, som jeg selv har været med til at forhandle. I aftalen er der på regeringens ønske fastsat politiske mål om forøgelse af antal publikummer. Isoleret set et rimeligt krav. Men med en indbygget fare for mere af det samme, mindre af de krævende stykker og en urimelig konkurrence over for de øvrige teatre i København.

Selvfølgelig er det enhver kulturpolitikers pligt at sikre et højt ambitionsniveau og økonomisk gennemsigtighed i den offentlige kunststøtte.

Men på længere sigt kan den stigende kulturpolitiske resultatorientering selvfølgelig også betyde et øget fokus på kunstnerisk irrelevante mål og resultater. Kultur- og kunstpolitik er som tidligere nævnt ikke nødvendigvis det samme.

Det andet hjørne i trekanten handler om de styrkede bånd mellem kultur og erhverv.

Gennem de sidste par år har der næsten ingen grænser været for, hvilke evner erhvervslivet og markedskræfterne er blevet tillagt i forhold til at stimulere det danske kunst- og kulturliv. Det er blandt andet kommet til udtryk i forbindelse med sidste års lovændring, der gjorde erhvervslivet fradragsberettiget for kunstindkøb.

På samme måde forholder det sig med de mange private kunstfonde, som hvert år tilfører det danske kunstliv meget store pengebeløb.

De private kulturfonde i Danmark blev for nylig præsenteret som kulturens bagmænd i et af de få tilbageværende kulturprogrammer i dansk tv, DR 2's kulturprogram 'Viva'. Men hvorfor bagmænd? Det er de, fordi de hverken kan ses eller høres. Det kan kun resultatet af deres arbejde.

Resultaterne er til gengæld aldeles markante. Der er nemlig rigtig mange penge på spil. Penge, som enhver kulturpolitiker og kunstelsker intet andet end elske kan. Fondene spytter kultur ud til danskerne i en hast, vi andre kun kan misunde.

Jeg er overbevist om, at der opstår mange spændende eventyr og kulturelle øjenåbnere i kraft af de mange private fonde i Danmark, og jeg tror, de fleste er helt bekendt med sandheden om, at de private fonde ganske enkelt ikke kan undværes. Men det er ikke uden problemer.

For det første findes der overhovedet intet politisk eller administrativt overblik over fondenes omfang og konsekvenserne heraf.

For det andet er der meget, der tyder på, at de private fonde og erhvervslivets kunstkøb skaber efterspørgsel efter en bestemt type kunst. I det føromtalte tv-program om kulturens bagmænd erklærer manden i spidsen for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, således, at hans personlige kendskab til Danmarks yngre billedkunstnere ikke er overvældende. Husk på, at Ny Carlsbergfondet alene uddeler et sted mellem 50 og 60 millioner kroner om året.

Det er i al væsentlighed et stort beløb i dansk kunstliv. Faktisk er beløbet så stort, at det overstiger det beløb, Statens Museum for Kunst bevilges af den danske stat til kunstindkøb.

Når man taler med yngre billedkunstnere i Danmark, er billedet klart. Mange af de unge kunstnere indtager de udenlandske vægge, men ikke de danske. I Danmark er det de gode gamle, der efterspørges. I øvrigt ofte gode gamle mænd.

Problemet i den gradvise udvanding af den offentlige kunststøtte til fordel for et større engagement fra erhvervslivet er naturligvis, at der ligger nogle helt andre kriterier og motiver bag virksomheders kunstindkøb end dem, vi ideelt skal finde hos Statens Kunstfond eller de offentlige kunstmuseer.

Konsekvensen er ikke nødvendigvis mindre kunst og kultur, men blot mere af det samme.

Det siger sig selv, at der med penge følger magt. I det her tilfælde magt til at bestemme kunstens tilgængelighed for den danske befolkning. De private fonde bliver på grund af deres størrelse et filter imellem kunstnere og publikum. Betydningen af dette vokser omvendt proportionalt med de offentlige udgifter til kulturen. De er som bekendt på enkelte områder stagneret, og på andre områder faldende.

Det tredje ben i kunstens bermudatrekant er armslængden, som gradvis bliver kortere og kortere. Det gælder lige fra det administrative greb om Kunstrådet og Kunstfonden til regeringens teaterudspil, hvor børneteatret får en meget stedmoderlig behandling.

Men det kommer så sandelig også til udtryk i forbindelse med Brian Mikkelsens placering af Dansk Folkepartis kulturordfører, Louise Frevert, i en 'uafhængig' ekspertgruppe for den moderne dans. Freverts deltagelse i en 'uafhængig' ekspertgruppe forplumrer ikke bare armslængdeprincippet - det er en direkte tilsidesættelse af armslængdeprincippet.

Det samme er tilfældet, når Dansk Folkeparti foreslår, at den nye danske tv-serie 'Krøniken' skal underkastes censur, eller at film som Lars von Triers 'Dogville' skal fratages offentlige kulturkroner på grund af filmens indhold.

Et sidste eksempel er kulturministerens besparelser på honorarerne til de fagligt udpegede udvalgsmedlemmer under Kunstrådet. Besparelser, der er af et sådant omfang, at udvalgsmedlemmerne ikke på optimal vis kan passe deres arbejde, hvorfor sagsbehandlingen i stedet risikerer at ende hos embedsmændene, som selvfølgelig først og fremmest er ministerens.

Selv om vejen er mere indviklet, end når Dansk Folkeparti viser tænder, så er konsekvensen jo den samme, nemlig at magten rykker tættere på ministeren og andre politisk valgte.

Det er især af hensyn til den kunstneriske frihed, at det er nødvendigt med en armslængde mellem kunstneren og