Nu om dage er Mongoliet overset; næsten usynligt. Klemt inde mellem de to vældige naboer, Kina og Rusland, uden adgang til havet; falder ud af sammenhængen, når talen falder på Centralasien, Nordøstasien eller sågar det tidligere Sovjetunionen. For selv om Mongoliet i 1921 blev verdens anden kommunistiske stat og var sovjetisk vasalstat i 70 år, var – og er – landet suverænt. Siden Sovjetunionens opløsning råder et nogenlunde venskabeligt forhold mellem Rusland og Mongoliet. Det Mongolske Rige strakte sig i det 13. årh. fra Donau til det Japanske Hav og fra Cambodja til Nordpolen. 33 mio. kvadratkilometer, flere end 100 mio. indbyggere. Verdenshistoriens største sammenhængende rige. Tal om globalisering! Da mongolerne invaderede og besatte Kina og skabte Yuan-dynastiet (1271-1368), blev styret så at sige kinesificeret, opslugt af Kina og kineserne. Siden har Kina haft et overordentligt godt øje til Mongoliet. Kinas sidste kommunistiske kejser, Deng Xiaoping, sagde, at den ’kinesiske hane’, Kina, var næsten intakt, manglede blot sin sadel. Kig på et kort over Kina og nabolandene, ’hanens sadel’ er Mongoliet. Og det var først i 1990’erne, mens nationalisterne på Taiwan stadig hævdede at være hele Kinas regering, at Taiwan sløjfede sit krav på Mongoliet som kinesisk territorium. Kina udgør ikke længere en militær trussel mod Mongoliet. Men økonomisk er en større invasion i gang fra det tætbefolkede Kina til Mongoliets store vidder med kortsigtede investeringer, der ikke er af synderlig gavn for Mongoliet – ofte tværtimod. Klemt inde mellem kæmper I dag gør Mongoliet ikke megen stads af sig, mongolerne er beskedne folk; verdens tyndest befolkede land, stadig stort, men med en lille befolkning: tre mio. mennesker på over 1,5 mio. kvadratkilometer. Omkring årsskiftet 1989-90, da Sovjetunionen var i opløsning, og kommunismen havde udspillet sin rolle – i hvert fald i Europa – væltede mongolerne lige så stille det kommunistiske styre ved en demokratisk revolution med fredelige demonstrationer på Sukhbataar Pladsen i hovedstaden, Ulaan Baatar – i 30 graders frost. Det blev enden på det sovjetiske overherredømme. Mongoliets skiftende demokratisk valgte regeringer gennem snart 20 år har udøvet stor udenrigspolitisk balancekunst i klemmen mellem Kina og Rusland. Væsentligt i bestræbelserne er forsøget på at tiltrække den øvrige verdens opmærksomhed, respekt og – frem for alt – støtte i balanceakten.
På den politiske tænketank Open Society Forum, der i sin tid blev stiftet af George Soros Foundation, men som i dag står på egne ben, siger lederen, Erdenejargal (der som de fleste mongoler kun benytter ét navn): »Historisk er vi meget bevidste om, at vi er klemt inde mellem disse kæmper, altid foruroliget over vores geografiske placering. Enhver mongol holder sig for øje, at vi er nødt til at være forbundet med resten af verden«. Derfor kaldes resten af verden ’de tredje naboer’ i Mongoliet. Hjørnestenen i Mongoliets udenrigspolitik er at skabe kontakt og forbindelser til disse tredje naboer og internationale organisationer som FN og WTO i håb om at holde de to store naboer i skak. Mongoliet bestræber sig på at løfte sin del af ansvaret i det internationale samfund og har for tiden soldater i Afghanistan, Sierra Leone og Somalia og har også haft det i Irak. Alligevel får Mongoliet langtfra point som fortjent; for slet ikke at tale om opmærksomhed og støtte, moralsk såvel som praktisk, til sit demokratiske projekt, der – mange skæverter til trods – er en formidabel præstation i forhold til alle lande, Mongoliet kan sammenligne sig med eller er omgivet af. I forhold til andre lande, der har afviklet sovjetkommunisme og bevæget sig fra kommando- til markedsøkonomi som f.eks. Kirgisistan, Georgien og Cambodja, er der ingen tvivl om, at Mongoliet har gjort det godt; klasser over de andre, men alligevel ikke godt nok. Demokratiet går sin skæve gang. Politikere giver valgløfter, som vi herhjemme aldrig ville hoppe på: kontanter, guld og grønne skove. Mongolerne er generelt veluddannede og velinformerede, og de er også tillidsfulde – somme vil kalde dem naive; de lærer valgløfters flygtige karakter på den hårde måde.
