På onsdag fremsætter regeringen tre lovforslag, som tilsammen udgør en længe ventet reform, der har til hensigt at styrke den demokratiske kontrol med Politiets Efterretningstjeneste og sikre et egentligt lovgrundlag for efterretningstjenesterne.
Længe ventet, fordi reformen har været i støbeskeen lige siden 1998. Og fordi det gennem de senere årtier har stået klart, at den danske regulering af og kontrol med efterretningstjenesterne halter langt bagefter de lande, vi normalt sammenligner os med. Desværre vidner lovinitiativerne om et meget lavt ambitionsniveau hos regeringen og de politiske partier, som justitsminister Morten Bødskov allerede i midten af januar måned indgik aftale med om PET-reformen. For det første forholder den skitserede reform sig slet ikke til en række af de væsentlige dilemmaer, som er forbundet med moderne efterretningsarbejde. Alene det seneste år har medierne kunnet berette om f.eks. den civile agent Morten Storm og om Henrik Sass Larsen, der ikke blev minister pga. en kritisk sikkerhedsvurdering fra PET. Også brugen af torturoplysninger og sletning af sagsmapper har været på den offentlige dagsorden. Disse sager rejser en række spørgsmål, som den nye PET-reform kun i meget begrænset omfang tager hånd om. For det andet vil den fremtidige kontrolordning ikke leve op til internationale anbefalinger på området, og de planlagte indbyggede retssikkerhedsgarantier er så sparsomme, at vi er i farezonen for at komme i konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg har i forbindelse med et forskningsprojekt om kontrol med efterretningstjenester gået de forskellige danske reformforslag efter i sømmene, og her kommer nogle af resultaterne: Det er blevet fremhævet som en væsentlig milepæl, at efterretningstjenesterne nu skal have et selvstændigt lovgrundlag. Hidtil har der ikke eksisteret en samlet lov for f.eks. PET, og tjenestens arbejde har derfor primært baseret sig på en række administrative regler, hvoraf kun en del er offentlige. Det er naturligvis et retssikkerhedsmæssigt fremskridt, at vi fremover får egentlige lovregler, og at Folketinget – og ikke kun den til enhver tid siddende minister – involveres i at opstille grænserne for PET’s virksomhed.
