Familieminister LarsBarfoed har proklameret, at om fem år er den flade madpakke i skolerne historie.

Politiken kunne for nylig skrive, at »skolemadsordninger buldrer frem«. Producenterne af skolemad er ved at drukne i succes. Dejligt. Endelig!, tænker man. Spørgsmålet er bare: Hvad vil vi spise vores børn af med? Ser man nærmere på, hvad der »buldrer frem«, er vi åbenbart tilfredse, bare vi slipper for den forældresmurte madpakke. Det ser ud til, at de fleste af de nye frembuldrende madordninger ikke har afskaffet madpakkerne, men blot gjort dem mere fabriksfremstillede. Mors og fars madpakker er blevet erstattet med de store produktionskøkkeners. Og de gamle metal- eller plastikmadkasser, ungerne skal huske at få med hjem, er erstattet af engangsbokse. De nye madpakker kommer fra plejehjemmene, fra producenterne af flymad og fra mange af de store køkkener, vi gennem de sidste år har sat kritisk under lup, fordi maden herfra simpelthen er for dårlig. Oftest kommer maden helt færdig til skolerne. Nogle leverandører tilbyder varm mad, der er lun ved ankomsten, eller måltider på køl eller frost, der skal varmes i en mikroovn. Meget er sandwich eller pastasalat. Maden fordeles enten sammen med mælken fra en skolebod eller pakkes i tasker til de enkelte klasser. Tilbuddene er primært designet til hurtig udlevering. Uden behov for madkyndige hænder på skolerne. Det må ikke være besværligt for nogen, hverken at udlevere, sælge eller spise. Maden må ikke kræve plads, opmærksomhed eller tid – hverken på skolen, i frikvartererne eller hverdagen. Let set med skolens øjne, men måske endnu mere kønsløs, end madpakkerne var det. Kort sagt er det meste af det, der buldrer frem, en blanding af flymad og pensionistmad. Der er selvfølgelig også andet, men det ser ud til, at skoler og kommuner fravælger frisklavet alsidig mad og nøjes med billigere løsninger, hvor maden kommer helt færdig udefra. Vi står over for en historisk mulighed for at skabe en ny madkultur på vores skoler og dermed for vores børn. Men udnytter vi den? Vi er med rette bekymrede for, at vores børn bliver dødeligt for fede eller for tynde. Vi under og ønsker altid vores børn det bedste, men åbenbart ikke her. Politikere og forældre burde ikke bare ’buldre frem’. Der er behov for omtanke nu, hvis vi ønsker et ordentligt alternativ til madpakkerne. Hvis vi, som Lars Barfoed siger, skal skrive historie, så lad den dog ende godt. Alle, der arbejder med mad på skolerne, ved godt, hvad det bedste ville være: at hver skole fik en rigtig kantine med egen kok og eget køkken. Og at vi gav plads til at skabe den kultur og det rum, der skal til både måltidsmæssigt og kulinarisk. Og allerbedst: at ungerne var med i processen. Desværre ser det ikke ud til, at ret mange går efter den løsning – eller bare noget, der ligner. Vi vil nemlig ikke betale, hvad det koster at give den bedste slags skolemad. Det ser også dyrt ud på kommunalt eller landsplan, men ser man på prisen per barn, er det egentlig ikke mange penge. Især ikke, hvis man ud over mætte børn, mere ro i klasserne, gladere spisemiljø på skolerne – også får investeret i bedre folkesundhed. Der skal både investeres i produktionskøkken og spiserum – og den årlige drift vil omfatte råvarer og lønkroner: – Et rigtigt produktionskøkken koster mellem en halv og halvanden million kroner at indrette. – Et spisested burde være et must, men kun få skoler har kantiner. Men har man vilje og fantasi, er problemet ikke uløseligt. Så kan de rigtige kantiner komme, når der bygges om eller nyt. – En eller to eller tre rigtig madglade mennesker skal der også til. Alt efter ambition koster det mellem 250.000 og 700.000 kroner årligt. – Råvareprisen for et økologisk skolemåltid fra eget køkken holdes på cirka 7,50-9 kroner per portion. Det bliver på landsplan til en investering på mindst 2,4 milliarder kroner. Og en årlig drift ved gratis mad til alle vil koste 2,5-3 milliarder kroner. En kommune med 10 skoler vil altså skulle investere cirka 10 millioner i køkkener og sætte 15-20 millioner af årligt til gratis mad. For mange kommuner er en sådan prioritering helt utænkelig. Ser man på den enkelte elev, er prisen 3.900-5.000 kroner for maden om året og et engangsbeløb på maks. 5.000 kroner for et køkken. Og så virker tallene pludselig ikke så store. Vælger man altså den optimale løsning, vil et måltid koste 20-25 kroner. Måske mindre, hvis det gøres til et pædagogisk projekt. Til sammenligning koster et måltid forældrene 15-20 kroner i de ordninger, der p.t. buldrer frem. (Og så skal der ikke investeres ret meget). Der er principielt tre forskellige kantinemodeller, som rundt om på skolerne kan ses i forskellige varianter: – Maden fremstilles af råvarer på stedet i et produktionskøkken med køkkenfagligt personale. Denne model kan efterkomme de højeste kvalitetskrav: Maden kan være frisk, eleverne kan involveres, den enkelte skole kan udvikle sin egen madkultur. Her er duft i bageriet. Denne model er den dyreste – og kræver størst forandring på den enkelte skole. Og findes ikke på ret mange skoler. – Maden kommer udefra som komponenter og færdiggøres på stedet i et modtagekøkken af ansat personale. Denne model er billigere, her kan man dog, hvis man finder en god leverandør, stadig sikre en vis madkvalitet. F.eks. vil pastaen og kartoflerne være friskkogte, salaten først gjort klar lige før servering. Findes i enkelte kommuner. – Maden kommer spiseklar udefra, og fordelingen kan være elevdrevet. Denne model er billigst. Maden er færdig, når den kommer til skolen. Skal den være varm, er der behov for en eller anden salgsstation enten med mikroovn eller varmekasser. Her kan skoleboden betjenes af elever med et minimalt voksent tilsyn. Ved helt kold mad distribueres denne direkte ud i klasserne. Jeg vil ikke udelukke, at industrien kan præstere en rimelig ’flymad’ på køl, men jeg synes ikke, at de gode eksempler er mange. Når maden er varmholdt, falder kvaliteten altid. Det er denne model, som buldrer frem i forskellige varianter. I alle tre modeller kan det sikres, at måltidet lever op til ernæringsanbefalingerne, men det betyder ikke automatisk bedre madkultur. Alt kan beregnes, så det ser godt ud på papiret – men kampen mod fedmen og fejlernæringen er først vundet, hvis maden bliver spist – og helst med glæde. Det er kortsigtet at vælge den letteste og billigste affodring, når behovet er andet og mere. Behovet er langt mere komplekst, men også langt mere appetitligt. Nemlig at vores børn får bedre spisevaner og en rigere og mere livsbekræftende madkultur. Madordninger af høj kvalitet vil kræve stor forandring af livet på skolerne. Der skal laves om på indretning, frikvarterernes længde – og på indstillingen til spisning, som nu er noget, der skal overstås i en fart, svine mindst muligt og hverken kunne ses eller lugtes. P.t. er der ikke den fornødne tid til at spise. Og bare det at gøre frikvarteret længere eller have kantinen åben hele dagen, som nogle har, vil kræve stor forandringsvillighed. Her har lærerværelset og skoleledelsen en afgørende rolle, hvis skolemaden skal få en rigtig succes. Jeg kan sagtens forstå, at lærerne egentlig bedst kan overskue de madordninger, der køres i stilling for tiden. De er ikke så krævende. Og de kræver ingen forandring af skolelivet. Det handler om indstilling. Er duften af mad og tid til spisning et livsbekræftende bidrag til skolens liv eller noget, der forstyrrer timeplanlægning, undervisning og den vante gang? Ikke alle lærerværelser tager lige godt imod spiseordningerne – og især ikke, hvis de er krævende. Nogle mener, at det er endnu en forældreopgave, der læsses af på lærernes skuldre, mens andre derimod kan se mulighederne ikke kun sundhedsmæssigt, men også læringsmæssigt. Mad og madlavning kan spille en rolle i rigtig mange fag. Og en længere spisepause kan være en del af et tiltrængt socialt rum i et ellers stramt program. Mad er kultur, og vi burde være rige nok til at tænke den offensivt. De endelige smagsdommere er selvfølgelig eleverne. Det er dem, det drejer sig om: dem, der smider madpakken i skraldespanden eller slet ikke får nogen med. Fra 5. klasse bliver madpakkerne trængt. Og i de ældste klasser er det mere end halvdelen af eleverne, der dropper dem. De store elever er den største udfordring. Det er svært at lave sunde madpakker. Og endnu sværere at få de store til at spise dem – tendensen er, at de i takt med alderen søger mod den lokale grill- eller pizzabar, hvis de da får noget. Udfordringen er at give disse børn et attraktivt alternativ til madpakkerne. Og det problem tvivler jeg på, at de frembuldrende madordninger løser. Maden og spisestedet skal være mere attraktive end det ude på gaden. Her spiller stemningen og selve kantinerummet ind. Der må meget gerne være cafeagtig stemning, skoleradio og de sejeste til at servere. Eleverne skal have ejerskab til kantinen og madordningen, før de for alvor spiser med. I hvert fald så længe markedet bestemmer. Måske ville det være anderledes, hvis maden var gratis. De små skal primært have ro og tid. Måltidet skal være hyggeligt. Frem til 5. klasse har de allerfleste elever madpakker med. Problemet er, at de ikke er sunde nok, at der ikke er tid, og at de ikke altid bliver spist. Mange af de små skal spise i stressen mellem skolen og SFO’en. Her bør maden være en samlende begivenhed, der skaber den nødvendige ro og et hyggeligt frirum midt på dagen. Den problematik synes glemt i de nye madordninger. Her er de nye madpakker bare en mulighed for familierne for selv at blive fri. Det er usselt, at vi i et af verdens rigeste lande ikke med større omhu sikrer børnene bedre spiseforhold og tilbud. Københavns Kommune valgte for et par år siden at satse stort med madtilbud på alle byens skoler, men valgte af økonomiske grunde ’flymad-modellen’. Kommunen har forsøgt at kompensere for dennes mangler ved at udvikle iderige og elevstyrede skoleboder og en sammenhæng med hjemkundskabsundervisningen. Maden produceres helt færdig i et nyetableret og moderne storkøkken i forbindelse med køkkenet i De Gamles By, som der er investeret mange penge i. Initiativet er tiltrængt og godt, men spørgsmålet er, om madkvaliteten er høj nok, og om de nye skoleboder inspirerer til en ny madkultur. Et af de projekter, jeg selv professionelt har været involveret i, er udvikling af en skolemadsmodel i Roskilde, som vi kaldte den næstbedste løsning: Hovedparten af maden produceres økologisk udefra – men gøres færdig på den enkelte skole, der modtager maden i komponenter på køl eller som råvarer. Der er ikke investeret i produktionskøkkener, men i såkaldte modtagekøkkener med en mindre kapacitet. Bagsiden er, at der ikke er den store elevinvolvering, og at skolerne ikke ser mange råvarer. Modellen er et o.k. kompromis – men jeg ville ønske, at vi havde haft mulighed og mandat til noget mere ambitiøst. På mine børns skole valgte forældrene den ambitiøse model. Madpakkerne er afskaffet, og der er mad til alle eleverne. Det koster 250 kroner per måned (15 kroner per måltid). Forældrebetalingen dækker de økologiske råvarer og løn til en kok. Hertil kommer, at skolen har sat en lærer på halv tid i køkkenet, der arbejder sammen med kokken og 8 børn. Hver elev har cirka en uge om året, hvor de er i køkkenet hele dagen. Der var ikke råd eller plads til en stor kantine, men en million blev brugt på at indrette en kælder med produktionskøkken og en cafe til overbygningen. De små i grundskolen henter dagens menu på rullevogne og spiser i klasserne, hvor servicen også vaskes op. Der er sat cirka 45 minutter af til spisning og oprydning. Madordningen har kørt i fire år, og der laves godt 200 portioner mad om dagen. Skolen er en friskole – så vi har haft muligheden for at ’stemme om sagen’ og gå vores egen vej. Spørgsmålet er, om eksemplet kan bruges i folkeskolen? Mit budskab er kort sagt: Stop det buldrende skolemadsfremstød. Tænk jer om. Se på landets eksempler. Find nogle penge. Sæt kvaliteten i højsædet eller behold madpakkerne. Så er der stadig mulighed for at gøre det gode senere, når vi forhåbentlig er blevet lidt klogere. Om maden skal være gratis og for alle – eller om den skal være et tilbud, der lægger op til frivillighed og markedet, er et økonomisk og politisk spørgsmål. Uanset hvad der vælges, så er det vigtigste, at kvaliteten sættes i højsædet, og at der satses massivt og offensivt på at skabe en livlig, glad og nyskabende madkultur i det offentlige rum, som vores børn bruger så mange timer i hver dag. Forældregenerationen er ved at æde sig ihjel og har svært ved at holde op med det. Derfor er det vel helt oplagt at skabe nye vaner og behov hos børnene, når de er langt væk fra de hjemlige rammer. Husmoderen er blevet væk i den moderne storby – det på tide, at hun dukker op i skolerne.